[1]
FALSK ALARM ELLER NYE SIGNALER
Af Jørgen Felbo
F olketingets Grønlandsdebat, der havde været ventet siden sidste efterår, har sam-
men med offentlige grønlandske udtalelser før og efter debatten rejst spørgsmålet,
om der reelt er ved at ske et sporskifte i Grønlandsspørgsmålet, hvad angår den
grønlandske indstilling, eller om man står over for en af de gennem årene kendte
alarm-perioder, hvor kraftige udtalelser fremsættes, megen diskussion startes, men
hvor clødlignende tavshed snart efter atter indhyller fjeld, hav og lavland. Er der
tale om nye signaler eller om falsk alarm?
Umiddelbart før folketingsdebatten fremsatte formanden for grønlænderforenin-
gen „Kalatdlit", indkøbschef Angmalortoq Olsen, i et bladinterview udtalelser, der
klart krævede et sporskifte og et signalskifte, før for meget er slået i stykker for
grønlænderne og mellem grønlændere og danskere.
Under folketingsdebatten havde begge de grønlandske folketingsmænd ordet.
Nik. Rosings stemmeføring var væsentligt anderledes, end man mindes at have hørt
den tidligere, og Knud Hertling var i sin tale så skarp, at grønlandsminister A. C.
Normann følte sig foranlediget til - tydeligt overrasket og ilde berørt — at udtale
undren. Også andre ordførere, specielt repræsentanterne for de konservative og So-
cialistisk Folkeparti, slog kraftigt på behovet for ændringer, revisioner og omlæg-
ninger af dele af Grønlandspolitikken.
Og efter folketingsdebatten er den skarpere grønlandske stillingtagen blevet videre-
ført. Translatør Moses Olsen har i en kronik i „Berlingske Tidende" trukket lin-
jerne klarere op, end man mindes at have set det fra grønlandsk side. Hans kronik
stillede i realiteten problemerne op som et enten—eller for grønlænderne: ville de
være danskere eller forblive grønlændere. Han forkastede den „gyldne middelvejs"
politik som umulig. Der måtte foretages et valg, og han tilrådede, at grønlænderne
valgte at forblive grønlændere med alle et sådant valgs konsekvenser, herunder den,
at man i Grønland måtte betale ved at „sætte tæring efter næring".
Samtidig blev det uimodsagt meddelt i „Berlingske Tidende", at grønlandske
kredse i Danmark ønskede at skabe en velorganiseret orienteringskampagne rettet
IQO
[2]
imod dansk offentlighed og danske politikere for at forklare og uddybe de grøn-
landske synspunkter og for at skabe en nuanceret debat om tingene.
Alt i alt har der således været mange tegn på, at man står over for „nye signaler".
Men i folketinget kunne grønlandsminister A. C. Normann med fuld ret påpege
over for den rejste kritik, at de valgte grønlandske myndigheder, som han forhand-
ler med, først og fremmest Grønlands Landsråd og de grønlandske kommunalbesty-
relser, ikke har udtalt sig på linje med det, der nu fremkommer fra danske og grøn-
landske folketingsmænd og fra grønlændere i Danmark og specielt i København. Og
det er jo rigtigt, at landsrådet ikke har ytret ønsker om en omlægning af den politiske
linje, der er baseret på hidtidig enighed mellem grønlandsministeren og landsrådet
og bekræftet alt i alt af grønlandsrådet eller af dettes overvældende majoritet.
Dette kan så tages til indtægt for den formening, at man i hele sagen står over for
en „falsk alarm".
Sikkert er det, at folketinget hidtil har valgt - såre naturligt — at støtte sig først
og fremmest til Grønlands Landsråd. Og mellem landsrådet på den ene side og
folketing og regering på den anden har der aldrig været offentligt konstaterede me-
ningsforskelle, før laksespørgsmålet dukkede op.
Om der i dag er tale om nye signaler eller falsk alarm får derfor stå hen, indtil
der fra selve Grønland er hørt afgørende nyt.
På den anden side er det før set — man kan tale med herom i Færøernes nyere
historie — at impulser, der fik afgørende betydning for den lokale, hjemlige politik,
udgik fra kredse, der uden for hjemlandet havde fået tingene trukket frem og trukket
skarpt op gennem konfrontationen med bevægelser og rørelser i værtslandet og ude
i den store verden. Det er f. eks. ikke helt urimeligt at antage, at dagens bølgegang
bl. a. kan spores tilbage til Malaurie-konferencen i Frankrig sidste år. Ligesom der
udefra, f. eks. fra mindretals-manifestationerne og udtalelserne i USA og Canada,
kan være kommet igangsættende inspiration. løvrigt må det retfærdigvis indrømmes,
at grundtankerne i de aktuelle udtalelser fra grønlandsk side, er kendt fra adskillige
indlæg også her i tidsskriftet af både grønlandske og danske forfattere.
Det positive i situationen synes at være de grønlandske talsmænds ønske om at få
en nuanceret dialog i gang, at få konkrete problemer endevendt og undersøgt, at få
sagligt betonet materiale lagt på bordet — også på landsrådets bord. Ingen kan være
tjent med at stikke hovedet i busken, hvis en grønlandsk nyorientering er undervejs.
Omvendt vil det også være af værdi at få tingene sat på plads, hvis den nye, skar-
pere grønlandske tone blandt unge grønlændere i Danmark er ganske uden ryg-
dækning i Grønland.[3]