[1] B-52 NEDSTYRTNINGEN VED THULE I JANUAR 1968 Af G. Vigh, Atomenergikommissionens sekretariat IN edstyrtningsulykken ved Thule den 21. januar 1968 gav anledning til iværksæt- telse af en række langvarige og omfattende undersøgelser og foranstaltninger af teknisk-videnskabelig karakter. Nødvendigheden heraf skyldtes selvsagt den om- stændighed, at det nedstyrtede amerikanske bombefly medførte 4 kernevåben. Un- dersøgelser og foranstaltninger i forbindelse meden nedstyrtning af denne karakter er i sig selv en betydelig og kompliceret opgave; hertil kom de særlige forhold, der måtte arbejdes under på det pågældende tidspunkt af året i det nordlige Grønland. I det følgende skal søges givet en redegørelse for hovedpunkter i den teknisk- videnskabelige virksomhed, der udfoldedes fra amerikansk og dansk side efter ulyk- ken, og som hvilede på grundige undersøgelser og overvejelser med det hovedformål at konstatere ulykkens nærmere karakter og omfang, hvilke særlige risikomomenter den kunne indebære for den stedlige befolkning, og hvilke foranstaltninger der kunne iværksættes for at fjerne eller begrænse sådanne mulige risici. Der vil blive tilstræbt en fremstilling i store træk af de vigtigste faser i hændelsesforløbet, men hoved- vægten vil i denne sammenhæng blive lagt på at skildre den virksomhed, der udfol- dedes fra dansk side, og de vurderinger og synspunkter, der anlagdes herfra for så vidt angår ulykkens teknisk-videnskabelige aspekter. Den direkte årsag til nedstyrtningen var, at der udbrød brand i flyets kabine, me- dens flyet befandt sig i stor højde over internationalt farvand ud for Grønland. Ilden hidrørte fra uregelmæssigheder i flyets opvarmningssystem og kunne trods forsøg herpå ikke slukkes af besætningen, hvorefter piloten så sig nødsaget til at anmode om tilladelse til nedstigning og til nødlanding på Thulebasen. Under nødlandings- forsøget udviklede branden sig, og flyets motorer satte ud; 6 medlemmer af den 7 mand store besætning reddede sig ud af flyet ved hjælp af katapultsæder og fald- skærme, medens l besætningsmedlem, der ikke kunne nå frem til et katapultsæde, [2] dræbtes ved udspringet fra flyet. De 6 overlevende landede på eller nær basens om- råde og bragtes efter kortere eller længere tid ind til basen; den sidst fundne af de overlevende bragtes ind ca. 22 timer efter udspringet. Det ubemandede fly fortsatte sin bane ind over basen, svingede derefter i en bue mod vest og ramte isen ca. 11 km næsten stik vest for basen. Uanset at der ikke ved nedstyrtningen skete nogen nuklear sprængning — kerne- våbnenes konstruktion udelukkede, at en sådan sprængning kunne forårsages ved en nedstyrtning — detonerede de kemiske sprængstoffer i kernevåbnene ved nedslaget. Denne eksplosion medførte en brand med en horisontal udstrækning på ca. 800 m og med en ca. 850 m høj ildsøjle. De indledende undersøgelser, der fra Thulebasen blev foretaget ved selve ned- styrtningsstedet, foregik under yderst vanskelige forhold. Der var polarmørke næsten hele døgnet, en temperatur på ca. H- 30° C og ret kraftig blæst. Hvad der umid- delbart kunne registreres under disse forhold, var et sortsværtet område på ca. 150X700 m, samt at ingen større flydele bortset fra motorerne var synlige; end- videre konstateredes der en lettere alfa-forurening i området. Samtidig med at man fra basen bestræbte sig på i det omfang, det var muligt, at skaffe sig klarhed over omstændighederne på ulykkesstedet, igangsattes i USA og i Danmark en aktivitet, der skulle vedvare i betydeligt omfang helt til september måned 1968. I USA udløstes det aktionsprogram, der benævnes „Broken Arrow", hvilket er kodeordet for ulykker, hvori kernevåben er impliceret. Videnskabsmænd, teknikere, mandskab og materiel mobiliseredes, i vid udstrækning efter forud tilrettelagte pla- ner, og transporteredes efterhånden til Thule for dér at blive sat ind i det videre undersøgelsesarbejde. I den opståede situation, hvor et amerikansk militærfly med en last af kernevåben var styrtet ned på dansk område, forelå der en klar forpligtelse for danske myndig- heder til at foretage selvstændige, omhyggelige undersøgelser i forbindelse med ulykken med henblik på at skabe et eget, sikkert grundlag for bedømmelsen af ulyk- kens eventuelle særlige risici for befolkningen og de foranstaltninger, det i givet fald måtte anses for hensigtsmæssigt eller måske endog nødvendigt at søge gennemført. I området befandt sig dels den grønlandske befolkning i Qanaq (ca. 280 personer) dels mere end 1000 andre civile danske, beskæftiget af Danish Construction Corpo- ration (DCC) på selve Thulebasen, og gennemførelsen af selvstændige danske un- dersøgelser burde selvsagt foregå på samme måde og i samme udstrækning, som tilfældet ville være, såfremt den pågældende situation var opstået et hvilket som helst andet sted i Danmark. For Danmarks vedkommende påhviler der sundhedsstyrelsen og atomenergikom- missionen et forvaltningsmæssigt ansvar for at forebygge og afhjælpe følger af 194 [3] Pressekonference i Thule efter styrtet med de overlevende fra maskinen. skader forvoldt ved radioaktivitet, og såvel sundhedsstyrelsen som navnlig atom- energikommissionen, Risø, har med henblik herpå opbygget et vist potentiel af per- sonale med fornøden erfaring inden for disse områder, og af måleapparatur m. v. På denne baggrund besluttedes det efter drøftelser i København den 22. og 23. ja- nuar mellem udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, ministeriet for Grønland, sund- hedsstyrelsen og atomenergikommissionen straks at opsende en dansk videnskabelig undersøgelsesgruppe til Thuleområdet. Gruppens afrejse forsinkedes på grund af svigtende landingsmuligheder i Thule til den 25. januar om eftermiddagen, hvilket muliggjorde, at den amerikanske for- svarsministers rådgiver i atomenergispørgsmål, dr. Carl Walske, der var ankommet til København om formiddagen, kunne give gruppen og andre repræsentanter for de danske myndigheder en nøje orientering om de på det tidspunkt foreliggende op- lysninger om ulykken. Den danske gruppe lededes af professor, dr. phil. Jørgen Koch, radiofysisk konsulent for sundhedsstyrelsen, og bestod i øvrigt af professor, dr. phil. O. Kofoed-Hansen, afdelingsleder, civilingeniør H. L. Gjørup, begge atom- [4] Folk fra undersøgelsesholdet diskuterer slagets gang. energikommissionens forsøgsanlæg Risø, magister Per Grande, sundhedsstyrelsens strålehygiejniske laboratorium, og kontorchef H. Lassen, ministeriet for Grønland. Straks efter at nedstyrtningen var blevet bekendt, var der på Risø indledt en plan- lægning med henblik på udførelse af danske målinger i tilknytning til undersøgelserne i Thule. Få dage efter undersøgelsesgruppens ankomst til Thule opsendtes endnu 2 medarbejdere fra Risø (elektronikafdelingen og kemiafdelingen) samt yderligere måleudstyr af forskellig art, og efter undersøgelsesgruppens henstilling blev den med henblik på at sikre, at de danske undersøgelser i Thule kunne dække et så bredt felt som muligt, samtidig suppleret med 4 andre eksperter, en havbiolog (dr. phil. Poul M. Hansen, chef for Grønlands fiskeriundersøgelser), en zoolog (dr. Chr. Vibe, zoologisk museum) , en hydrograf (cand. mag. F. Hermann, statshydrograf) og en glaciolog (afdelingsleder B. N. Fristrup, geografisk institut). Efter ankomsten til Thule den 25. januar foretog de udsendte danske eksperter i den følgende tid en række undersøgelser i Thule parallelt med eller til supplering 196 [5] .