[1]
HYLDEST TIL EN ENER
/ Det grønlandske Selskab hyldede hofchefen,
ambassadør Ebbe Munck ved selskabets sid-
ste møde før jul selskabets æresformand,
kaptajn Ejnar Mikkelsen, der i december
fyldte 90 år. Ebbe Munck, engang »kaptaj-
nens skibsdreng«, pegede på Ejnar Mikkelsen
som mennesket, der på mange måder rigtigt
har påvirket udviklingen i det lille danske
samfund.
Det er en kærkommen lejlighed til at gøre honnør
for et mandfolk, for sømanden, polarforskeren og
mennesket Ejnar Mikkelsen.
Hans gerning er stor og inspirerende, og han
har trav på at blive vurderet som noget højst
ualmindeligt, noget sjældent, noget, der ikke rig-
tigt findes mere, i hvert fald ikke helt på samme
måde: lidt af en drømmer måske, men en dristig
drømmer, et menneske, der helt har forstået at
leve sit liv modigt og med indhold.
I rækken af danske polarforskere har Ejnar
Mikkelsen helt sit eget fysiognomi. Det er Knud
Rasmussen, der engang har gjort opmærksom
herpå, og ved nærmere eftertanke er det meget
påfaldende for os andre. Han er gået sine egne
veje i alt, hvad han har foretaget sig, som søfa-
rende, som rejsende, som grønlandsforsker, som
skribent og pioner.
Mest kendt er han naturligvis som grønlands-
forsker, men faktisk har han været med til på
rigtig måde at påvirke udviklingen i vort lille
samfund på mange måder. Han tilhører ingen
kreds - han har virkelig sit eget ansigt. Han er
ikke som forsker hjulpet på vej af universitetet
eller rekrutteret fra Den kongelige danske Marine
som mange af vore andre grønlandsforskere. Han
har ganske simpelt skabt sig selv. En sådan
skæbne hører ikke mere til dagens orden.
Nem har han selvfølgelig ikke været - det ligger
i sagens natur. Nogle ordentlige livtag har han
taget med myndighederne og den skeptiske sag-
kundskab, men kun sjældent har han trukket det
korteste strå, og de fleste må i dag erkende, at
manden har haft ret!
Da Ejnar Mikkelsen fødtes for 90 år siden,
havde Angmagssalik-eskimoerne endnu ikke haft
besøg af hvide mænd, og Kap York-eskimoerne
levede så temmelig uberørt af kulturens velsig-
nelser. Vel var han for ung og kom en postgang
for sent til at sidde i båd med Gustav Holm og
Johan Petersen, men som Eigil Knuth har skrevet,
havde han ynglingeårene bag sig ved århundred-
skiftet og kunne trække en proper åre langs
ukendte kyststrækninger fra Angmagssaliks Kap
Dan til Scoresbysunds Kap Brewster, fra Kap Bis-
marck i Nordøstgrønland til Kap Bridgman i
Pearyland, alt i alt omtrent halvdelen af Grøn-
lands omkreds. I hans livstid er billedet af Grøn-
land, som Erik den Røde og nordboerne kendte
det, vokset til sin dobbelte størrelse, og hans uro-
lige ånd har om ikke hele skylden deri, så dog
været utrættelig medvirkende dertil. Han kolo-
niserede, som Erik den Røde havde gjort det, på
trods af al skepsis og al modstand. Takket være
hans forudseenhed er vort billede af det beboede
Grønland vokset med 7-800 km. Det kostede tro
og kamp, men han havde troen og vandt kampen.
Og da kampen var vundet, vendte han sig, lige-
som Fridtjof Nansen, fra det eksplorative til det
humanitære arbejde: østgrønlændernes ve og vel
blev målet for hans stræben, nemlig at føre den
lille overlevende stamme så skånsomt som muligt
fra primitive kår til en værdig, civiliseret levevis.
Han tog sig af de gamle og børnene og de syge,
af erhvervet, boligforholdene og beklædningen.
For dette vil østgrønlænderne huske ham til sene
tider, og hans bestræbelser for at give dem deres
gamle land tilbage i Scoresbysund blev et tungt-
vejende argument for Danmarks besiddelsesret til
Grønland, da sagen blev ført ved den internatio-
nale domstol i Haag.
Ejnar Mikkelsen har alt for stort et indhold i
livet til at søge popularitet, men berømt er han.
Meget mere berømt end de fleste landsmænd gør
sig forestilling om. Endnu længe inden han pas-
serede sit livs højdelinie, var han en af de mest
kendte nulevende danskere i udlandet. Overalt
i verden, hvor man interesserer sig for de store
geografiske opdagelser, er Mikkelsen i dag »the
Grand Old Man« inden for dansk polarforskning,
og hans hovedværk »Lost in the Arctic«, der nu
som omredigeret livserindring er kommet i ny
udgave, er af briterne blevet fremhævet som »one
of the epics of polar travels«, og er der nogen, der
virkelig har forstand på arktiske og antarktiske
præstationer, så er det briterne.
Fra en ungdommelig ærgerrighed og en uimod-
ståelig udlængsel med ønske om at fastholde Dan-
marks navn i polarforskningens kapløb blev hans
indsats af stor national og praktisk betydning og
på mange områder til uvurderlig hjælp og støtte
for videnskaben. Hvilket Københavns Universitet
har anerkendt ved at gøre ham til æresdoktor.
Ejnar Mikkelsen har hele tiden troet på, hvad
han havde med at gøre. Derfor kunne han blive
gal i hovedet og overbærende mild næsten på
samme gang. Han har troet på, at tvivlen kunne
overvindes. Når et samfund gribes af tvivl, når
den snigende sygdom, der hedder skepsis, får os
til at vige tilbage for sagens rimelige risiko, er der
noget galt med organismens kernehus. Det er
denne tvivl, det er denne sygdom, en mand som
Mikkelsen altid har været på vagt overfor. Dette
er bl. a. hans historiske fortjeneste. Det sunde
livssyn: at livet skal leves med mod og med
indhold.
(Fra Berlingske Tidende).[2]