[1]
HANS EGEDE OG TROMMEDANSERNE
Af Niels Højlund
.Tor nogle år siden skrev forfatteren Knud Holst nogle kronikker i Aktuelt om grøn-
lænderens kultursituation set med danske øjne. I en af disse artikler hedder det bl. a.:
„Det er underligt, at man aldrig hører det unge Grønland manifestere sig kulturelt.
Hvorfor findes der ingen moderne grønlandsk kunst? Det er i orden med benskære-
riet og hele den opblussende folklore-industri. Det er i værste fald god pop. I bedste
naturligvis glimrende overleveret tradition. Men det er uhyggeligt, at grønlænderen
således har delt sig midt over — i en moderne dansk udgave, der ikke har nogen be-
vidsthed om sig selv — og i en folkloristisk der morer sig med at afsætte sin fortid
som husflid." Et andet sted fortæller Knud Holst om en grønlandsk ven, der plud-
selig, siddende på et værelse i Jylland, begyndte at grave sig ned i hele sit grønland-
ske kompleks. „Hans dilemma var den dualisme, der opstår i mangen grønlænder —
på den ene side ville han underbygge og understrege sin følelsesmæssige binding til
det gamle Grønland, der jo også var barndommens, og på den anden side ville han
for alt i verden og i alle måder være en moderne dansker. Det interessante ved
sagen var hans reaktion på dette ofte anstrengende dilemma: det måtte beskrives
for at overvindes. Det var bogstaveligt begyndelsen til en moderne grønlandsk litte-
ratur. Men det gik ikke så heldigt, at han kom til at indlede nogen ny grønlandsk
roman - han vendte utålmodigt hjem efter 10 år i dansk kommunal tjeneste, og
hjemme brændte problemet sammen. Han døde."
Så vidt en klarsynet dansk iagttager i midten af tresserne — forøvrigt en af de
meget få danske kunstnere, der har beskæftiget sig alvorligt med det grønlandske
menneskes kultursituation. Hvorfor blev han så hurtigt træt? Hvorfor er der ikke
nogen, som har taget tråden op ?
Nu er vi i begyndelsen af 70-erne. Dilemmaet er det samme, og en grønlandsk
selvbesindelse i form af en moderne grønlandsk kunst spejder man stadig forgæves
efter også i forbindelse med 250-årsdagen for Hans Egedes ankomst. Nationale min-
dedage er i almindelighed en pestilens, officielle personers latterlige trasken rundt om
den kalkede grav, og det hvad enten man befinder sig i Danmark eller i Grønland. For
315
[2]
så vidt var Hans Egede-jubilæet altså en ganske ligegyldig affære, et skuespil — og til
glæde for hvem ?
Alligevel bør jubilæet huskes. Foran mig på bordet ligger tre indlæg i dagens an-
ledning fra det godthåbske lokalblad 'Sermitsiak'. I deres vidt forskellige karakter
spænder de sandsynligvis over hele spektret af grønlandske følelser i anledning af
Egede-festivitasen. Tillad mig at bruge dem, ikke i den rækkefølge hvori de fremkom
i bladet, men ordnet efter det for så vidt ganske uvedkommende kriterium: forfatter-
nes alder. Derved bliver vi nemlig i stand til at overskue tre generationers vurdering,
et halvt århundredes udvikling i grønlandsk selvbevidsthed, og således betragtet gi-
ver disse indlæg måske grund til en vis optimisme på det unge Grønlands vegne.
Først et læserbrev fra den forhenværende radiofonichef Frederik Nielsen. Un-
der overskriften „Miskendt jubilar" protesterer han mod visse af sine landsmænds
forsøg på at klandre Hans Egede for at have udryddet gamle eskimoiske skikke, spe-
cielt trommedansen. Ganske vist, siger Frederik Nielsen, må man indrømme, at Hans
Egede ikke kunne godtage hedenske skikke. De stred efter Hans Egedes opfattelse
imod kristendommens ide og væsen, og Hans Egede var jo netop „rejst op for at for-
kynde kristendommen og ikke for at opretholde en kultur, hvis existens han og hans
samtid intet anede om." I stedet for at dadle HE burde man ifølge Frederik Nielsen
rose ham for at have nedskrevet så meget om eskimoernes skikke, at dette stadig kan
være vor hovedkilde til viden om den egentlige grønlandske kultur. „Det kan da godt
være, at Hans Egedes modstand mod de hedenske skikke har været med til at udrydde
trommedansen i Vestgrønland, men man kunne jo også forestille sig, at andre forhold
har gjort sig gældende, f. ex. den eskimoiske kulturs nedgangsperiode. Kulturer har
det jo med at gå op og ned," slutter den gamle grønlandske kulturhøvding sit defenso-
rat for en historisk nøgtern forståelse af Hans Egedes virke.
Det andet indlæg jeg vil nævne stammer egentlig fra dagbladet Information, men
bringes i fuldt omfang som citat i Sermitsiak d. 6. august. Information bringer en
begejstret skildring af de grønlandske trommedanseres optræden på folkemusik-
ugen i Holstebro og har derefter en samtale med gruppens tolk og talsmand, mu-
seumsleder Jens Kreutzmann, der siger: „Da Hans Egede kom til Grønland, blev
han meget bitter. Han havde ventet at finde nordboere, og da han ikke fandt dem,
blev han i stedet vred på eskimoerne. Han har åbenbart været meget umusikalsk, for
så snart han hørte eskimoernes trommer og sang, kom han farende med en stok og
tævede dem. Hans efterfølgere forbød det også, og de har udryddet trommedansen
på Vestgrønland." Så vidt den tidligere Inuit-leder. Information giver ham fuld op-
bakning i en titel, der lyder: „Den grønlandske trommedans som blev udryddet af
dansk mission." Så kan det næsten ikke være værre.
Det tredie indlæg er både det i tid første og det hvad forfatteralder angår yngste.
316
[3]
Det er en artikel af det nyvalgte landsrådsmedlem Lars Emil Johansen i det nummer
af bladet, som udkom fredag d. 2. juli, altså dagen før dagen, og det er blevet hæv-
det, at det i sine hovedtræk ganske svarer til den festtale, som samme landsråds-
medlem holdt om aftenen d. 3. i Godthåb-hallen.
„Hvem er det, vi i disse dage fejrer så højtideligt, og hvorfor giver netop denne
mand anledning til en så storstilet festlighed? Hvad er det, manden har gjort for
vort samfund, siden vi i dag — 250 år efter hans ankomst — stadig husker hans navn
bedre end vore egne oldeforældres?" spørger Lars Emil Johansen. Det er selvføl-
gelig Hans Povlsen Egede. Og om ham hedder det nu først: „Han har udrettet et
meget stort og bemærkelsesværdigt arbejde — så stort og imponerende, at selv en
ateist ikke ville kunne skjule sin beundring, hvis han blev præsenteret for arbejdets
omfang og resultater. Den fortrolighed, den stabilitet Hans Egede udviste for at vir-
keliggøre sin mission i Grønland må stadig den dag i dag stå som nogle egenskaber,
som vi i dagens Grønland må betragte med megen beundring."
Bemærk ordvalget. Fortrolighed og stabilitet er vel ikke, hvad der normalt falder
på læben, når man konventionelt snakker om en missionær, som næsten er blevet en
myte i den officielle historie. Men det er altså, hvad en ung grønlænder har bidt
mærke i. Det er ikke så vanskeligt at gætte hvorfor.
Altså : denne mand, dette menneske med dets historiske begrænsning, skal have sin
fulde ære. Hans indsats er fra enhver synsvinkel imponerende. Men myten om ham,
helgenglansen, hans status som urfader til det dansk-grønlandske skæbnefællesskab,
den er der ingen grund til at beskytte, når man er ung nationalt bevidst grønlænder
anno 1971. Midt i sin store iver for at forkynde evangeliet har Hans Egede, siger
Lars Emil Johansen videre, ikke haft sans for, at selv et lillebitte samfund, bestående
af „vilde" eskimoer, kan have en nationalenhed, som bør respekteres ikke mindst af
de folk, der har bestemt sig for at udrette et stykke arbejde inden for det pågældende
samfund. Han kaldte eskimoerne dumme og åndeligt koldsindige, han vidste ikke
bedre end at straffe dem med tærsk, og deres egen guddom Tornårssuak, hvorfra de
mente at få solskin og godt fangstvejr, og som var i besiddelse af massevis af dyr,
fugle og fisk, blev pludselig omdannet til det ondeste væsen inden for den kristne
verden — djævelen.
„Man er tilbøjelig til at mene, at det var her, det eskimoiske samfundsgrundlag
begyndte at vakle. Selvrespekten og evnen til at handle selvstændigt begyndte at blive
en sjælden egenskab i samfundet, og denne udvikling synes i dag at have nået sin
„kulmination"."
Jeg er ikke i tvivl om, hvilket indlæg der for en historisk betragtning er både det
mest korrekte og det mest rimelige. Det er Frederik Nielsens. Det er og bliver me-
ningsløst at beskylde Hans Egede eller den danske mission som helhed for at have
317
[4]
udryddet trommedansen. Trommedansene kan jo ikke ses som noget enestående, de
var en uadskillelig del af det grønlandske samfundsmønster, havde deres funktion i
det eskimoiske retsvæsen og i festlivet, der igen var forbundet med årets gang, natu-
rens store rytme. Man kan lige så godt sige, at det var en stor fejl, at den eskimoiske
fangerkultur overhovedet fik forbindelse med den europæiske civilisation, for her
ligger den egentlige årsag til, at det eskimoiske samfund, og dermed også kunst og
kultur, gik i opløsning. Intetsteds er det lykkedes at undgå denne ubarmhjertige pro-
ces, og havde Hans Egede ikke formidlet kontakten, så havde det været hollandske
og engelske hvalfangere, der var kommet til at fungere som „kulturformidlere" og
bødler på samme tid. Var denne kontakt overhovedet ikke blevet formidlet, havde
der sandsynligvås ikke været noget menneskesamfund på Grønland i dag. Tværtimod
kan man da med Frederik Nielsen hævde, at det netop skyldes den meget langsomme
og lempelige formidling, som Hans Egede indledte, at der overhovedet er en erin-
dring om gammel eskimoisk kultur, og dermed noget for nutidens grønlændere at
længes tilbage til.
Det eneste forkerte ved denne besindige og rimelige historiske vurdering er blot,
at den der ønsker omvæltning, forandring, brud, til alle tider og overalt blæser det
historisk rimelige en lang march. Ingen er så urimelige over for historien som netop
de revolutionære, der gør oprør med historiebogen i hånden. Frederik Nielsens ind-
læg tegner et Grønland som var. Kolonitidens Grønland, hvor en lille grønlandsk
elite blev indpodet forestillingen om det rolige og harmoniske forhold til moder-
landet, der kun ønskede alt godt for sine børn. For talrige af disse grønlændere, der
har rødder helt tilbage til begyndelsen af dette århundrede, er Hans Egede-skikkelsen
en søjle, som hele deres historie hviler på. Han er pantet på tilværelsens orden, på
den gode mening og sammenhæng i det hele: at der engang var en eskimoisk kultur,
der måtte gå under, men som inden sit fald smeltede sammen med det, der kom med
„folkene fra syden" og skabte den ubrydelige dansk-grønlandske helhed, den sidste
nordiske syntese af hedenskab og kristendom.
Hvis det unge Grønland skal manifestere sig kulturelt, hvis der skal opstå en mo-
derne grønlandsk kunst, som Knud Holst drømte om, og hvis dette igen skal blive
et tegn på, at grønlænderen er ved at blive sig bevidst, ikke som halv grønlænder og
halv dansker, ej heller som grønlænder og kun det (for hvornår har det været et
argument i sig selv at være ægte grønlænder eller ægte dansker) — men som et mo-
derne menneske, der kender vilkårene og afskediger sine formyndere uanset natio-
nalitet, så må og skal denne søjle vakle. Hvordan skal et folk, der befinder sig midt
i en nådeløs omvæltning, hvor al gammel god orden styrter sammen, dog kunne
føle sig repræsenteret - på en sandfærdig måde - af en myteagtig skikkelse, der
står som et symbol på god ro og orden? Hvordan skulle en ungdom uden fortid
[5]
kunne fæste lid til mennesker, der endnu lever i fortiden? Lad de døde begrave deres
døde, var der engang en der sagde. Det ord burde der være prædiket over i Hans
Egede-kirken på den store festdag. Men se om det skete.
Tempelstormerne har altså ret. De kan formulere sig så usikkert det skal være, de
kan være så historisk urimelige de være vil, deres opgør er en nødvendighed, hvis der
skal være noget håb for fremtiden. Men selv om man forkaster Frederik Nielsen som
udtryk for en kontinuitet og harmoni, som ikke har gyldighed mere, er det så sandt
ikke ligegyldigt, hvem af de oprørske man lytter til, en Jens Kreutzmann eller en
Lars Emil Johansen.
Jeg havde for et par år siden lejlighed til at overvære en forestilling i Godthåb-
hallen med netop de trommedansere, der nu af Jens Kreutzmann bruges som exempel
på god gammel ufordærvet eskimoisk kultur, som blev knoklet ned af en uforstående
Hans Egede. Alt hvad der kunne krybe og gå af officiel fornemhed fra prinsesse
over statsminister til landshøvding bivånede forestillingen. Først så vi kongelige dan-
sere i en Flemming Flindt-ballet, Fremragende, radikalt ,kompromiløst. Moderne
kunst, når den er bedst. Og så kom trommedanserne fra Østgrønland. Det var så man
kunne skrige, forlorent, museumsagtigt, meningsløst. En dødedans over en kultur,
som ikke existerer mere. Et jammerlig forsøg på at tvinge liv i det, der burde være for-
blevet en fjern, smuk erindring. Det er, med Knud Holsts ord, uhyggeligt at grønlæn-
deren har delt sig midt over, i en moderne dansk udgave, der ikke har nogen bevidst-
hed om sig selv, og i en folkloristisk grønlandsk, der morer sig med at afsætte sin for-
tid som husflid. Til syvende og sidst var denne trommedanser-paradeforestilling en
hån mod den oprindelige og ægte eskimoiske kultur, en smykken sig med fjer man
ikke engang kan låne.
Hvis man vil gøre oprør mod Hans Egede, mod århundreders lag a f dansk kultur-
fernis, mod den alt for uanfægtede forestilling om det dansk-grønlandske fællesskab,
så er det afgørende, at oprøret ikke finder sted i trommedansernes navn, så er det
afgørende, at der også bliver et opgør grønlænderne imellem. Opgøret i anledning af
Egede-jubilæet bør ikke blive et dansk-grønlandsk opgør. Det ville være at hoppe
over hvor gærdet er lavest. Det bør heller ikke blive et opgør mellem det gamle og
det unge Grønland, mellem samfundsstøtter og tempelstormere. Det burde blive et
opgør mellem de.oprørske, ja et indre selvopgør om holdningen til den eskimoiske for-
tid. Jeg forstår godt, at den moderne nationalt bevidste grønlænder føler et vældigt
behov for at søge bagom kolonitiden til en eskimoisk fortid, der fortaber sig i årtusin-
ders snetåger over de arktiske områder. Men jeg er inderligt overbevist om, at
denne søgen vil blive ikke alene forgæves, men direkte katastrofal, virkeligheds-
forflygtigende, hvis den samme unge grønlænder ikke forstår, at han kun søger til-
bage for at få taget afsked, endegyldigt og definitivt. 'Evigt ejes kun det tabte' skrev
[6]
en digter engang. Problemet i Grønland er, at ingen vil se tabet i øjnene. De gamle
og konventionsbundne ikke tabet af Hans Egede. De unge og oprørske ikke tabet af
trommedanserne.
Men, er det dog ikke et urimeligt krav? Hvad skulle man vinde ved at indse,
at der intet er tilbage, hverken kolonifortid eller eskimo fortid? Man ville vinde
sig selv, ikke som grønlænder, ikke som eskimo — men som et moderne menneske,
der deler modernitetens vilkår med alle andre mennesker på kloden, der rammes
af den samme traditionsopløsende proces som den der er gået hen over Grøn-
land. Det der sker i Grønland i disse år, er jo slet ikke så specielt, så mærkvær-
digt, som det ofte gøres til. Rodløse mennesker findes overalt på kloden. Det er
ikke danskernes skyld, og da slet ikke Hans Egedes skyld, at grønlænderne skal op-
leve det samme, og ingen jordisk magt kan vende udviklingen om, så bysamfundet
igen bliver en boplads, hvor alle mennesker lever nær naturen og hinanden. Denne
drøm er så gammel som bycivilisationen, men den bedrager, har intet virkeligheds-
indhold. Der går ingen vej tilbage, det nytter ikke at drømme sig ud af sin egen syge
nutid. Den er nøjagtig så forfærdelig som den ser ud til, hvilket hverken jubilæums-
pomp eller trommepragt kan tilsløre.
Den grønlænder, der først af alle vover at tage afsked med den gode fortid, som
nu ikke er mere, han vil ud af afskeden og tabet kunne skabe en ny værdi, som er
holdbar. Han vil kunne smide krykkerne og begynde at stå på egne ben.
320[7]