[1] KORTLÆGNING AF NORDBOBEBYGGELSEN I SYDLIGE ØSTERBYGD Af lærer Ove Bak Oommeren 1970 fortsatte jeg arbejdet med at klarlægge omfanget af den nordiske bebyggelse i Østerbygden.* I juli måned opholdt jeg mig ca. 3 uger i området Qordlortorssup tasiata timequta nord for Lichtenau Fjord. Sammen med mig var min gode ven direktør Arne Stenby fra Birkerød, dennes søn Erling samt min plejesøn Hans. Formålet med turen var først og fremmest at rekognoscere området omhyggeligt for nordbobebyggelse, men samtidig ville jeg grundigt undersøge vegetation og terrænforhold ved en sø, kaldet Ulvesø, nær indlandsisens kant. Stedet her har ikke været besøgt af videnskabelige ekspeditioner og er ikke jagtterræn for folk fra kysten. Kun nu og da i nyeste tid har fåresamlere af og til været ved søen — mest i fjeldterrænet højt over bredden for at lede efter får. Fund af ruiner viste, at stedet har været beboet i nordbotiden. Det har været den østligste del af Fatnahverfi (Sølandet). I tiden derefter, i hvert fald i 1700-tallet, har eskimoiske jægere gået på jagt i indlandet. 1752 var Peder Olsen Walløe på jagt i landet nord for Lichtenau Fjord og har fortalt herom i sin dagbog. Han skød flere rensdyr, og hans beskrivelse tyder på, at cler var ret mange, og at folk hver sommer gik på jagt efter disse. I løbet af århundredet forsvandt dyrene imidlertid fuldstæn- dig, og folk holdt derfor op med at tage på jagtture ind i landet. Terrænet mellem fjordbundene og indlandet blev nu et område, folk ikke kendte af selvsyn. Der opstod mange sagn og fortællinger om overnaturlige væsener, nogle onde, nogle gode. Det blev et tilholdssted for qivitoq'er. — Og så skulle der findes ulve (amaroq'er) ! Hertil må man straks sige, at der i Sydvestgrønland i historisk tid aldrig er skudt nogen ulv, eller der er iagttaget et sådant dyr af nogen videnskabelig ekspe- dition. Det store dyr er en figur, der lever i sagnverdenen, og beretninger omtales allerede af Hans Egede, som dog mener, at „det ikkun er en Fabel". I H. Rinks store værk „Eskimoiske Eventyr og Sagn" (1866) findes flere beretninger, hvor en amaroq omtales. * Omtalt i dette tidsskrift 8/1969, 1/1970 og 8/1970. 321 [2] Man ser aldrig ulvene i indlandet ved Lichtenau Fjord. Man hører dem om natten luske rundt ved teltene nær fiskepladserne. Man hører dem hyle og ser undertiden deres spor i sandet ved stranden eller i den regnvåde jord. Man fortæller om den modige Store Martin* fra. Lichtenau, som for over 100 år siden rejste ind til indlandsisen for at se, om der stadig fandtes rensdyr. Martin bar sin kajak op til søen over det store vandfald i bunden af Lichtenau Fjord og kunne da sejle ad elve og søer næsten helt ind til isen. Han fandt ikke rensdyr, og efter den tid tog ingen mere ind i landet før som omtalt i nyeste tid, hvor nogle fåreholdere har berejst Martins rute. På en sådan tur fandt fåreholderen Frederik Nielsen nogle stenhuse (B68) ved den førnævnte Ulvesø, den nordligste sø, Martin sejlede på. Ved den store sø er der betydelig kratskov. Det er efter grønlandske forhold et skovland — vel det største på øen. Langt op ad fjeldskråningerne — specielt ved søens sydøst- og nordvestbredder — vokser tæt krat bestående af ofte 6-8 meter høje birke- træer samt kraftige pilebuske. Træer på ca. l meters højde som i Qingua-dalen har jeg dog ikke set. Træerne ved Ulvesø er også mere bøjede. Mellem træerne og bu- skene vokser blomster og græs. Med det barske kystland i frisk erindring virker Ul- vesølandet uvirkeligt grønt og frodigt. Man har en følelse af at være kommet til et ukendt eventyrland. Det kan virkelig være frodigt på polarøen Grønland! I søens nordende ligger to grønne øer. Drengene svømmede ud til en af dem, fiskede fra sø- bredden og trak den ene dejlige laks op efter den anden. Det var en skøn afveksling til letvægtsprovianten. Stedet her kan minde en del om norditalienske søområder. Stenby og hans søn blev afhentet ved Ulvesøens nordende af en helikopter fra „Grønlandsfly". Området ligger i luftlinjenær Narssarssuaq og må i fremtiden blive et oplagt turistmål, hvis en rimelig ordning med helikoptertransport kan skabes. Jeg tænker her på nedsættelse af de høje timetakster — noget som må kunne lade sig gøre ved større udnyttelsesgrad. Det er muligt at vandre fra Sdr. Igaliko (lettere end fra Lichtenau Fjord). En del turister vil nok vige tilbage for besværlighederne med at krydse en ret høj fjeldkæde med tung bagage samt vade gennem dybe elve med stærk strøm. For andre vil vandreturen dog være en ekstra oplevelse. Trods ihærdig eftersøgning lykkedes det os kun at finde en ubetydelig hustomt ved Ulvesøens frodige nordbred (B104). Nær sydbredden fandt vi derimod resterne af en nordbogård i tæt krat. På den møjsommelige vandring stod vi pludselig ved en boligtomt med flere rum (B106). Endnu hidtil ukendt spor af det forsvundne nord- bofolk! Vi fandt flere i form af mindre hussamlinger, folde og diger. I 500 år i middelalderen havde dalene, fjeldene, elvene og søerne navne givet af nordboerne på deres sprog. Hver dal havde sin historie givet af de mennesker, der her under arbejde med jord og dyr levede en tilværelse i ofte ængstelig afhængighed af * MåtinarssuoK., den dygtige kajakmand, der omtales i Henrik Lunds sang »motorit nunarput sinertaleicåt«. 322 [3] Reproduceret med tilladelse (A.254/71) af Geodætisk Institut [»halefoto« 1937]. Dalen syd for Ulvesø, der ses øverst i billedet. Elven, der afvandcr søen, har et bredt leje med mange sandaflejringer. Vest for elven er lave klipper og en mindre sø. Terrænet øst for elven er dtzkkkct af pilekrat samt hist og her af birkelunde. Ret kraftige birketræer vokser lige under fjeldskråningerne (ses som mørke pletter på billedet). Jorden er trods frodigheden grusfyldt og stenet. - O = B67 Reg. 18J6 1969) - to nedgravede aflange rum med smal forbindelse. Usikker nordboruin. - X = BlOG (Reg. 17/7 1970) - nordbogårdens bolig. En fold lig- ger nær øst for denne. - Afstand til Ulvesø ca. 1,5 km. Der er betydelige græsarealer i dalen og på fjeldskråningerne. landets ydeevne. Da nordboerne forsvandt, gav eskimoerne stederne nye navne, som nu i det store og hele er glemt. I august besøgte jeg området ved Tunugdliarfik Fjord og var derefter en tur i Qagssimiiit-området hvor jeg med hjælp fra den gamle fanger Søren Motzfeldt fore- tog en hurtig undersøgelse af en del kyststrækninger. Søren Motzfeldt havde i 1930- erne vist Poul Nørlund den ensomtliggende nordboruin under Ligkistefjeldet (N148) nord for bygden Qagssimiut — den hidtil eneste registrerede i området. I september viste jeg en repræsentant for Nationalmuseet, museumsinspektør Svend Albrethsen, en række ruiner ved Tasermiut Fjord og ved Frederiksdal — ruiner som jeg havde registreret 1968 og 1969. Derefter forsøgte jeg at komme til området ved Augpilagtoq, men det var blevet for sent på året. Havet her nær Kap Farvel var ble- 323 [4] Nordboruin B106 set fra nord. Det er en lille indlandsgård, som jeg fandt sommeren 1970. —.« Den 17. juli begyndte Hans og jeg hjemturen til båden, som lå trukket op på land ved N9L Vi var imid- lertid kun kommet knap 2 kilometer fra lejren ved Ulvesøens sydbred, da det pludselig trak op til regn. Vi vandrede gennem lavt men meget tæt pilekrat ved østbredden af elven, der afvander Ulvesøen. Det blev nødvendigt at finde en teltplads, hvis vi ikke skulle blive gennemblødte. Nær elven så jeg en lille lysning i bevoksningen. Her kunne vi sætte teltet. Da vi kom dertil, så jeg straks, at det var tunet ved en nordbogård. Til dels mellem lave buske sås tydelige vægge, rester af en bolig med flere rum, hvis gulv ligger en smule under det omliggende terræns niveau. En uge før havde vi gået ca. 150 meter her fra på den anden side af elven og vandret i zig-zag uden at se noget. Nu ved et tilfælde blev den skjulte nordbogård opdaget. Et klart bevis på hvor forsigtig man skal være med at erklære kratbevok- sede områder for gennemrekognoscerede og desuden på, at eftersøgninger skal være meget grundige. 324 [5] vet uroligt. Dage med blæst og storm fulgte efter hinanden, og der var endda besvær- ligheder med at komme tilbage til Sydprøven en af de sidste dage i september. Jeg lå længe vejrfast ved strømstedet Sarfarssuaq lige vest for Sandhavn. Sommeren 1970 registrerede jeg 9 hidtil ukendte lokaliteter, med nordboruiner, heraf to gårde. Den sidste ruin — nr. 109 — blev opmålt i Munkebugten ved Juliane- håb efter oplysning fra viceskoleinspektør Erling Petersen. I området, der er vist på kortet, vil der afgjort stadig kunne findes hidtil ukendte nordboruiner, men deres antal vil ikke være stort. Området fra Eqalugårssuit til Fre- deriksdal mener jeg at have undersøgt temmelig grundigt, men der kan sikkert stadig dukke spredtliggende tørstenshuse og folde op, specielt på steder hvor der er kraftig vegetation. Ved det grundigt undersøgte Brattahlid er der således i de senere år gjort flere ruinfund takket være fårenes nedgnavning af buske og græs. Der er sandsynlig- vis flere ruiner på øerne og halvøerne omkring Julianehåb. Stikprøvebesøg 1970 af- slørede et tørstenhus (B107) på Tunugdliarfik Fjords sydbred og en gård (B108) på øen Tugtutoq. Vatnahverfi er grundigt undersøgt af museumsinspektør C. L. Vebæk, men som han selv siger, er der sikkert en del ukendte folde og tørstenshuse i tæt pilekrat. Jeg har således hørt beskrivelse af et stort stenhus „Åpalåp igdlukua" (Abrahams ruin) nord for N170 (vist med „ ?" på kortet). Jeg selv fandt et anlæg af stenhuse og fol- de (B101) sommeren 1970 vest for gården N73 ved Vandfaldssøen (Qordlortor- ssup tasia). Endelig findes der givet en del flere - omend ikke mange — ruiner ved Kap Far- vel. Nogle kyststrækninger fik jeg undersøgt september 1968. Siden har andre opga- ver, vind og is forhindret mig i at fuldføre rekognosceringerne her. Sommeren 1971 vil jeg derfor først og fremmest koncentrere mig om dette område, herunder afse den nødvendige tid med at vente og sejle frem i små etaper, når storisen driller. Lan- det ved Kap Farvel-distriktets fjorde og sunde er et umådeligt smukt og spændende område. Nordboerne har opholdt sig her, og i perioder indtil nyeste tid har det væ- ret tæt beboet af eskimoer. På grund af isen, der ofte ligger sammenpresset ved kysten om sommeren, er landet „noget af det mest ukendte og uudforskede i Grøn- land", som nævnt af dr. Røen i dette tidsskrifts februar-nummer. Jeg håber, forhol- dene denne sommer vil muliggøre en fuldstændig kortlægning af områdets nordbo- og eskimobebyggelse . Boligtomten er interessant, da den ikke som sædvanlig er en ruinhøj med utydelige vægrester. Her er ganske tydelige vægge og spor af forbindelse mellem de enkelte rum. Det er i flere henseender en for- størret udgave af en anden lille indlandsgård — B65. Jeg forsøgte, da vi havde sat teltet op, at gennem- søge det våde krat men fandt kun en lille fold med stenvægge. -« 325 [6] Boligtomt med usædvanlig tydelig ruminddeling. Det nordvestlige hjørne af ruinen er græsklaedt (ses på fotografiet), mens resten er delvis skjult af pilebuske. Når disse bøjes til side, ses dog tydeligt ca. 0,5 m høje, noget udflydende vægge af sten og jord (vel oprindelig tørv). Ved ruinens sydende er væggene dog vanskelige at skelne mellem græs og buske. Fold med to rum ved stor stenblok ca. 150 m øst for boligen. Ca. 0,5 m høje stenvægge helt skjult i pilekrat. Døråbning ses ikke ved det nordlige rum. Mellem den såkaldte Mellembygd og Østerbygdens nordlige del ligger Qagssimiut- området, hvor der som nævnt kun er registreret en enkelt nordbogård (N 148). Denne ligger på et lille næs nær en bræ, der i kolde perioder må have sendt masser af is- fjelde ud i fjorden. Efter min mening baseret på en hastig rekognoscering med stik- prøvebesøg i land (hvorunder jeg dog ikke så „nye" nordboruiner) findes der mange andre steder, der er mere velegnet til placering af en nordbogård. Jeg håber i august og september at kunne rekognoscere kysterne omkring Juliane- håb og Narssaq samt ved Bredefjord. Desuden er der planer om at gå ind i nogle dale i det smalle men ret frodige land mellem f jorden og indlandsisen nord f or N14. Endelig håber jeg, hvis september/oktober ikke er blæsende, at nå en systematisk re- kognoscering af en del af Qagssimiut-området. Hvis mit skolearbejde havde tilladt det i 1968, havde jeg da kunnet rekognoscere indtil midt i november! Der var da kun 326 [7] Rester af stenhus (4,5 X 9,0 m) ved den sydligst beliggende gård jeg har registreret (B51 - N221). Den ligger ved den lokalitet, som f cg mener er nordboernes Sandhavn. (Omtalt bl. a. i »Grønland« 8/1969). Gården her er en af de mange velbevarede nordbondncr i bygden ved Herjolfsnces kirke. få dage med blæst, og sneen på fjeldene lå ikke under 4-500 meters højde. På grund af klimaforværringen vil chancerne for igen at få sådanne ønskeefterår desværre for hvert år blive dårligere. I 1969 og 1970 var vejret ubehageligt fra midt i september. Som jeg før har nævnt i artikler, udgør sporene af den nordiske bebyggelse i Grøn- land et enestående materiale om en fortidig kultur. Kun i sjældne tilfælde er de for- ladte bopladser forstyrret af en senere tids mennesker. Alt er de fleste steder intakt bortset fra ødelæggelse fremkaldt af naturens nedbrydning, der her på grund af kli- maforholdene foregår meget langsommere end i den sydlige del af riget. Uendelig megen viden ligger gemt i de mange ruiner. Hver tomt er et minde om generationer af grønlændinges liv og arbejde samt en konstant udfordring til løsning af de mange gåder, der knytter sig til nordbofolkets skæbne. Desværre er der i nyeste tid opnået problemer med hensyn til bevarelse af en række af nordboruinerne. 327 [8] Kort over området ved Sandhavn-Herjolfnæs med markering af nordbo- og eskimoruiner. (Reproduceret med tilladelse (A.254/71) af Geodætisk In- stitut. Rettelser og tilføjelser {elvløb) ved Måukameq og Ikerasak. 50 meter-højdekurve udeladt). (N)N — nordboruin registreret af Nationalmuseet. EB = eskimoruin registreret af Ove Bak. (N)B = nordboruin registreret af Ove Bak. EN = eskimoruin registreret af Nationalmuseet. Beskrivelse af nordboruinerne: N221b - B94 - Måukarnerup kua (Reg. l G/8 1969). Fold (?) ved elven, en cirkelrund fold, et par fåre- skjul samt rester af rum på klippeblok, N221a - Måukarneq (Reg 16/8 1969). Et tørstenshus + evt. »boder«. N221 - Måukarneq (Reg. 24/8 1968). Gård. Boligtomt delt i to afdelinger af mødding (ca. 40 X 22 m og 20 X 10 m) - 3 boliglignende tomter - l fold - l stald (?) - 6 alm. tørstenshuse samt l forrådsrum i klippespalte. Ved den sydlige bæk ligger yderligere l tørstenshus. N222 - B52 - Ipiutdtsiaq (Reg. 19/8 1968). Fold sammenbygget med stald - 2 tørstenshuse, l tørvehus, l boliglignende tomt samt l dige. Nlll - Herjolfnæs kirke. Se M.o.G. 67 side 53. Her er vist kirke, bolig, stald og 2 udhuse. Tilføjelser fundet 1968 og 1969): 2 tørstenshuse mellem D og C, et ca. 135 m langt tundige, der løber i en bue fra lidt vest for kirken til hen mod stalden (C). Desuden l stort tørstenshus, et fåreskjul og et dige på ter- rasse et stykke oppe på fjeldet ca. 300 meter vest for kirketomten. Nllla - B53 - Inugsuernerit (Reg. 6/9 1908). Diger og samlefolde/stalde. B 96 - Ujarasugssuit (Reg. 20/8 1969). 2,3 km nord for B53. Smukt bevaret tørstenshus (stald?), fåreskjul og forrådsrum. N22S - B54 - Frederiksdal (Reg. 17/8 1968). - Se »Forklaring til ruinkortet«. Boa - Ikerasak (Reg. 22/8 1968). Meget sammensunkne ruiner. 2 sikre nordbotørstenshuse, 3 tvivlsomme (evt. eskimo) samt boliglignende tomt. Ruiner med N-numre er forevist S. Albrethsen 1970. Beskrivelse af eskimoruinerne: (typebeskrivelse se M.o.G. 118,1 side 9 {l = ældste type, 2 og 3 = 17. og 18. årh., 4=19. (og 20.) årh». Frederiksdal - bygd. Anlagt som missionsstation af Brødremenigheden (J. C. Kleinschmidt) 27. juli 1824. Indbyggerantal: 1831: 381, 1850: 313, 1875: 125, 1900: 168, 1940:152 og 1965: 231 indbyggere. Ved bygden ligger Icecan telefonforstærkerstation og på næsset Nugssuaq en loranstation. EB62 - Nutårmiut. Ruiner af to store fælleshuse (type 3), 2,0 X 4,5 m og 11,0 X 4,5 m. EB63 - Igdlokasik. Her er en række nye tomter ved Egede Isaksens fåreholdersted. Stedet var boplads 1850-1944. Tre år senere blev det genoprettet som fåreholderplads. Indbyggerantal: 1850: 20, 1875: 36, 1900: 96 og 1940: 72 indbyggere. EB64 — Marrarssuit miat. Eskimotomt, type 2 (?), 5 X 4 m, bøjet husgang i venstre hjørne af den ene langside. EB67 — Ikerasak. Tre tomter af typerne 2, 3 og 4. EB82 — Måukarneq. En smuk, rund tomt af type l nær nordboruinerne, en af type 2 (eller evt. nord- bo) samt fælleshus. EN 172 - Ikigait (Østprøven). Udflydende tomter af 1800-talstype + fundamenter af handelsbygninger fra samme periode. Østprøven var udsted 1834-1877. Indbyggerantal: 1834: 18, 1850: 15 eller 19 og 1900: 2 indbyggere (den sidste udligger, Hagens enke og datter). Fra begyndelsen af dette århundrede til 1950erne var stedet ubeboet. Nu er her et fåreholdersted, som ejes af Samuel Simonsen, hvis huse ligger nær ruinerne af Herjolfsnæs kirke, (Fund 1971: B110 - Qordlortup kua (Reg. 22/7 1971). En fårefold og muligvis tørvehus (nordbo) ved ky- sten lige nord for elven mellem Nllla og Herjolfsnæs). 329 [9] s. o N215(B91) B65 To meget tydelige ruiner, der sandsynligvis er boliger. De er begge ret særprægede og adskiller sig en del fra andre ruiner, jeg har set (jfr. dog B106). Ved N91 er der ingen udhuse, men den ligger nær N103. Ved B65, som ligger ret isoleret, er der et lille hus 2 X 3 m samt muligvis andre bygninger, der er dækket aj sandflugt. Muligvis er der vandingskanaler (evt. kun stier) nær ruinerne. Begge tomter har lave men tydelige vægge og gulvfordybninger. Både 65 og 91 ligger på græsslette nær en elv. Efter omtrent 500 års forløb er deri 1900-talIet atter kommet mennesker til mange af de forladte nordbopladser. Nutidens fåreholdere har bosat sig nær ruinerne. At- ter er der nybyggere ved Østerbygdens fjorde. De opfører deres huse og anlægger haver på de gamle tun, som er ryddet for sten af forgængeren, nordbobonden. De fleste fåreholdere af i dag føler en vis samhørighedsfølelse med fortidens grøn- landske jordbrugere på grund af den udfordring, der er fælles: løsningen af de mange problemer, som er forbundet med at være landbruger på polarøen Grønland. Katastrofevinteren 1967, hvor en stor del af fårebestanden omkom, og vinteren 1970/71, hvor fjeldene en lang tid var begravet i et tykt lag sne, har nødvendiggjort, at fåreholderne skal have betydelige forråd af hø eller halm (tørrede grønne korn- strå med umodne aks). Disse kan kun skaffes ved rydning og opdyrkning af anselige arealer nær gårdene, som med få undtagelser er opført ganske nær en nordbogårds boligtomter, tundiger, møddinger og ofte mange stalde og folde. To modstridende interesser støder her sammen: bevarelsen af middelalderlige rui- ner, der ofte fremtræder som ikke særligt interessant udseende stendynger contra en 330 [10] udvidelse af markerne, der er nødvendigt for fåreholderne og nu reelt kræves da det jo er groft dyrplageri, at fårene sulter ihjel i hårde vintre. Hvert år oprettes nye fåreholderpladser ved gamle nordboruiner. Jord tages un- der kultur med moderne maskiner. I pløjejorden samler børnene fedtstensstumper med hul i (ofte kilovis), rustne søm med svært hoved, måske en tenvægt, brudstykker af fedtstenskår o.l. Mørke striber i jorden markerer nordbobondens vandingskana- ler. Den fåreholder, der benytter mere primitive landbrugsmaskiner, f. eks. små motor- fræsere, og som har sans for at iagttage sporene af nordbobondens arbejde kan let rekonstruere, hvorledes jorden blev vandet eller afvandet i middelalderen samt finde mange andre kulturspor, der var skjult indtil opdyrkningen. Alt sammen iagttagel- ser, der sjældent noteres ned. Store og spændende opgaver venter middelalderarkæologerne. Endnu er der ikke foretaget tilstrækkeligt med undersøgelser til, at det store flertal af fundgenstande og gårde kan dateres — og det drejer sig dog om kulturspor fra et tidsrum på ca. 500 år. Trods den enorme mængde byggespor skimtes det nordiske folks tilværelse i Grønland endnu kun utydeligt, fordrejet eller punktvis klart gennem middelalder- tågerne, der helt skjuler for os, hvad der skete, da folket forsvandt. Hver gang jeg ved bredden af en fjord, en sø eller i indlandet står ved tomterne af en nyopdaget ruin — et sted der har været hjem og arbejdsplads for nordiske grønlæn- dinge, ægger de sammenfaldne mure til atter at stille de sædvanlige, mange spørgs- mål, hvoraf nogle forhåbentlig vil blive løst i tiden, der kommer. Man kan nære et forfængeligt og sikkert desværre forgæves håb om, at en beretning — en sagabog — skjult i en eller anden klippehule en dag vil blive fundet. Hvis en sådan er gemt bort, vil den faktisk kunne være bevaret til i dag på grund af den ringe luftfugtighed. Man må gå ud fra, at der har været saganedskrivninger i Grønland i lighed med hvad, der var tilfældet i Island. Det er fristende at lade elvene og fjeldene fortælle, hvad de har set, lade sorte sil- huetter vise sig ved aftenstide på bakkekammene — hætteklædte skikkelser på heste- ryg. Ensomheden, minderne fra nordbotiden og den storladne natur i Østerbygden dels skærper sanserne og dels får tankerne til at gå ad vildsomme stier. Prøv bare at læse C. M. Norman—Hansens lille bog „I Joklens Favn" fra 1912. Det er en ekstatisk følt skildring af Østerbygdens sidste dage. Stemningen og landet er skildret i et umå- deholdent ordmaleri — og med en smittende begejstring. Jeg vil varmt anbefale bogen til læsning, blot man har ovenstående bemærkning i erindring og ikke straks afviser den som løbsk fantasi fortalt på en krakket måde. Jeg læste bogen en novemberaften i 1968, hvor jeg havde lejr ved B31, nogle velbevarede tørstenshuse og folde. Jeg var på en 3-dages tur til ruiner og blev overrasket af mørket, der kom sidst på efter- middagen og hurtigt blev total. Jeg nåede at få båden forankret på nogenlunde dybt 331 [11] Herjolfsnæs set fra Ikigait-fjcldet (fra nord). Storisen ligger tæt, og halvøen ses gennem havtåger. Kir- ketomtens placering er markeret med en pil. vand, mens jeg endnu kunne se noget. Teltet måtte sættes op ved lyset fra en petrole- umslampe. Derefter skaffede jeg kaffevand ved at hugge is fra en tilfrossen bæk. Den lange aften hyggede jeg mig i teltet med at læse „I Joklens Favn". Jeg lå i soveposen i det lille telt. En flagermuslygte gav lidt varme og rart, gulligt lys. Udenfor de tynde vægge var det store ensomme land, der lå hyllet i tjæresort mørke. Nær teltene lå nordbohusene. Indtil aller nyeste tid har menneskene kun levet i Østerbygden af naturens lunefulde nåde. Nordboerne og eskimofolkene har haft en hård og ofte tragediefyldt tilværelse. Nær Kap Farvel er sporene fra de forskellige perioder i fortiden talrige. På særlig dramatisk måde er menneskets afmægtighed over for naturen symbolsk udtrykt ved hustomter under stejle, truende fjelde. Mennesket har været den lille i kampen mod naturen, men ofte har det klaret sig tappert og længe. Ved Herjolfnæs/Sandhavn lig- ger grønne sletter og skråninger under en høj fjeldknude nær et hav, der tit er meget uroligt, når det ikke er opfyldt af storisen. Her er mange spor af menneskers virke. Om efteråret raser strøm og storme med voldsom styrke, og mange skibe og men- nesker er blevet på havet i tidernes løb. Selve Sandhavnen er en rolig bugt med smal indsejling. Jeg har opholdt mig her under vidt forskellige vejrforhold. Den mest betagende stund var en nat, hvor det trak op til torden, og kornmodglimtene far- vede hastigt forbifarende, forrevne skyer. Man får et ganske særligt forhold til vejr og vind, når man sommer efter sommer bor i et telt! Ved Sandhavn ligger markante ruiner, bl. a. et stort stenhus fra hvis dør, man ser indsejlingen til denne naturhavn, som man må formode har været atlanterhavsskippernes mål. Her må Norne-Gæst have været — bare han endnu havde en lysestump og kunne fortælle! Som nævnt fortsætter jeg rekognosceringerne i Østerbygden denne sommer. Jeg vil gerne her udtrykke en varm tak til alle, som har ydet migpraktisk og moralsk støtte på forskellig måde — private som institutioner. Jeg kan særlig nævne Grønlands- ministeriet, Nationalmuseet og Landsrådet. Personalet på Icecan (Store Nordiske Telegrafselskab) i Frederiksdal har ydet mig betydelig hjælp. 332 [12] wflp^***w ~..... Sandhavm indsejling set fra punkt nær nordbogården. Storisen presses gennem indsejlingen, men døn- ningen når kun ind i stærkt afsvækket grad på grund af de naturlige bølgebrydere: næsset og den lille ø. På vej mod Herjolfsnæs for at finde spor af hidtil ukendte nordboruiner. / landet til højre blev der fundet nordbogårde (B43-47). Fjeldet i baggrunden er Jacobinerhucn ved indsejlingen til Tascrmiut Fjord. Dette fjeld ses langt bort og må have været landkendingsmærke for nordboerne, når de kom sej- lende til Grønland fra Island eller Norge. Måske er det fjeldet Hvarf. 333 [13] FORKLARING TIL RUINKORTET OVER SYDLIGE ØSTERBYGD Kort beskrivelse af mine ruinfund 1965—70: Nr. l — gård beliggende i udkanten af bygden Eqalugårssuit. Nr. 2 - stenhus (4 X 6 m). Nr. 3 — mindre gård. Nr. 4-stenhus eller fold (3,0 X5,5 m). Nr. 5 — en samling stenhuse og folde på en terrasse på ret stejl fjeldside 50 meter over fjordbred, hvor der er dårlige landingsforhold. Nr. 6 — gård med meget sammenfaldne mangerumshuse og et par velbevarede byg- ninger med stenvægge. Nr. 7 - lille gård. Nr. 8 — et par mindre stenhuse er forstyrret af senere eskimobebyggelse. Usikker bestemmelse. Nr. 9 — to overgroede stenhuse (ca. 3X6 m). Nr. l O - fire mindre stenhuse oppe i fjeldet øst for N91 (sæler?). Nr. 11 —lille stenhus ved søbredden, 2,0 X 3,5 m (evt. eskimo). Nr. 12 — et par meget sammensunkne og overgroede stenhuse og en fold. Ret sikker bestemmelse. Nr. 13 —lille sammenfaldet stenhus på overgangsstedet mellem de to fjordarme (evt. rensjægerskjul). Nr. 14 — stor stenbygning (5X10 m) med op til over 2 meter høje, velbevarede sten- vægge. I nærheden findes en mindre fold. Nr. 15 — nogle meget sammensunkne tomter af stenhuse og evt. bolig. Usikker be- stemmelse. Nr. 16 — en tydelig fold og sammenfaldne rester af et par stenhuse. Nr. 17 — stor, velbevaret gård med mange stenhuse, folde og diger. Nr. 18 -velbevaret stenhus på lille ø (3,0 X 4,5 m). Nr. 19-fold på lille ø. Nr. 20 - velbevaret fold. Nr. 21 - velbevaret stenhus (3 X 5 m). Nr. 22 - velbevaret l O meter langt stenhus ved lille sø i øde terræn oppe i fjeldet 5 45 meter over havet — den højest beliggende ruin, jeg har lokaliseret. 334 [14] Nr. 23 — en samling stærkt sammensunkne ruiner. Kun sikker bestemmelse af 2 fun- damenter. Nr. 24 — rester af stenhus. Usikker bestemmelse. Nr. 25 — stor gård med flere boligtomter og mange enkelthuse. Dige i fjeldet. Sten- hus ved lille sø nord for ruinen. Nr. 26 - stenhus (2,5 X 4,0 m). Nr. 27 —samt B 32 og 38 er problematiske ruinområder, da der her findes en sammenblanding af nordbo- og eskimobebyggelse. Overordentlig meget tyder på, at ved 27 er et par nordbotomter forstyrret af senere eskimo- huse (sommerbebyggelse?). Udmærket sted for placering af nordbohuse. Nr. 28 — sikkert kun w&irøobebyggelse. Nr. 29-to folde. Nr. 30 - to tørstenshuse (4X7 og 3 X 9 m). Nr. 31—nogle velbevarede stenbygninger og folde. Nr. 32 — overvejende sandsynlighed for nordbobebyggelse ved stort eskimofælles- leshus. Oplagt sted for placering af nordbogård. Nr. 33 — nogle velbevarede stenhuse og folde. Nr. 34 — en gruppe tørstenshuse. Nr. 35 — velbevarede stenhuse. Nr. 36 —lille stenhus. Usikker bestemmelse. Nr. 37 — sammenfaldet stenhus. Nr. 38 -nogle sammenfaldne men tydelige tørstenshuse samt sandsynligvis bolig- tomter under eskimobebyggelse. Godt sted til nordbogård. Nr. 39 — velbevarede stenhuse og folde. Nr. 40 — nogle sammenfaldne men sikre stenbygninger. Nr. 41 — et par små huse ved elvudløb nær overgangsstedet over halvøen. Nr. 42 — et par stenhuse og særdeles velbevarede folde. Nr. 43 — mellemstor går d. Nr. 44 - gård. Nr. 45 — større gård med mange huse — stor boligtomt. Nr. 46 — en udflydende hustomt samt en fold. Nr. 47.— ret stor gård. En boligtomt ødelægges ved havets nedbrydning af kysten. Stedet er eksempel på uregistreret ruin, som har været kendt af ældre tiders rejsende. W .A. Graah havde teltlejr her i nærheden 24.-26. marts 1829 og skriver: „I Nærheden af Nukalik findes Ruiner af islandske Bygninger, hvilke Arctander ikke har kiendt." Nr. 48 — betydelig gård med mange bygninger liggende spredt på større terræn. Nr. 49 - ret stor gård. 335 [15] n . SVDPROVEN J jw:& OVERSIGT OVER NORDBORUINER Foransat W betegner rum registreret af Nationalmuseet, Kobenhavn. Foransat B betegner ruin registreret af Ove Bak, S/opreven. « lokalitet med gård o lokalitet med enkelthuse [evt. fold eller dige) 4- lokalitet med kirke „Øslerbygdip kujatdliup" issinga • nunaKarfik igdlorssualik O nunaKarfik alausiékflnik igdlulik (Karmaltgdlunit) N-mik na'unacKutsrglot tåssa Nationatmuseep KøbenhavnimTtup navssåve. — B-mlk nalunacKulsigkat tAssa Ove B alt i [16] SYDLIGE ØSTERBYGD Nordbobebyggelse VEJRSTATION O KAP WALL8E nunaxarfik OKalugfiiik. .gdluiisup-påmiup navssåvo. KAP FARVEL [17] Nr. 5 O — mellemstor går d. Nr. 51 —en meget stor gård beliggende ved bugt med sandstrande, der må for- modes at være nordbotidens Sandhavn. Mange små hustomter (boder?) — samt utvivlsomt også fundamenter af eskimotelte ved stranden hen mod B94. Nr. 5-2 — en fold og flere huse. Nr. 53 — langt dige, en fold og et par stenhuse. Nr. 54 — et par stenhuse, der er rester af nordbogaY^, som blev sløjfet i 1825, da grunden blev ryddet i forbindelse med opførelse af missionsstation og kirke. Sandsynligvis er et stendige øst for kirken af nordbooprindelse. Nr. 55 — stærkt sammensunkne ruiner. Nr. 56 - stor gård. Nr. 57 — gård med velbevarede ruiner og langt stendige. Nr. 58 -en gård. Nr. 59 — stenhus. Ret usikker bestemmelse. Nr. 60 — en gård. Nr. 61 — lille stenhus. Usikker bedømmelse. Nr. 62 - mellemstor går d. Nr. 63 — et par stenhuse og/eller folde. Nr. 64 — en samling stenhuse og folde samt flerrumshus. Sandsynligvis gård. Nr. 66 — et tørstenshus. Nr. 67 — utydelig tomt (to aflange rumfordybninger). Nr. 68 — en samling stenhuse ved sø. I huler nær bygningerne findes rensdyrknog- ler — sikkert spor fra eskimoiske rensdyrjægere (der var rensdyr på eg- nen til slutningen af 1700-tallet.) Flere huse i bebyggelsen minder om be- skrivelsen af Vesterby gden nr.9. Se: GSAa 1944 side 85 ff.). Nr. 69 - et par ruinområder delvis tildækket ved sandflugt. Gård (?) Nær rui- nerne mange render (vandingskanaler?). Nr. 70 — et stendige mellem klippevæg og havet. (Nr. 71 - alle ruiner regnes med til N97) . Nr. 72 - ret stor fold. Nr. 73 — et par stenhuse. Nr. 74 — mindre gård. Nr. 76 — en fold og nogle usikre tomter. Nr. 77 — mellemstor gård. Nr. 78 — mindre gård. Nr. 79 -fold. 338 [18] Nr. 80-stenhus (muligvis flere ruiner i tæt krat). Nr. 81 — nogle stenhuse og folde. Nr. 82 -mindre gård. Nr. 83-to hustomter (den ene lille fold?). Nr. 84- spærrediger (evt. eskimo). (Nr. 85-= NI36). Nr. 86 — en ret stor gård. Nr. 87-et par stenhuse. Nr. 88 — et tørstenshus. Nr. 89 —en samling velbevarede stenhuse (gård?). Nr. 90 — et tørstenshus. Nr. 91 — flerrumshus (sandsynligvis gård). Nr. 92 -et stenhus og en lille fold. Nr. 93 — tørstenshus eller fold. Nr. 94 — nogle folde og stenrum. (Nr. 95-henregnes til NI 11). Nr. 96 - et stenhus og et par fåreskjul. Nr. 97 — et fåreskjul og en ret stor fold. Nr. 98-lille flerrumshus. (Nr. 99 — ubestemmelig tomt). Nr. 100 - to stenhuse og en fold. Nr. 101 —en samling stenhuse og folde. Nr. 102 —et stendige (spærredige i kløft). Nr. 103 -et tørstenshus eller en fold (3 X 6 m). Nr. 104-et lille stenhus (ca. 2,0 X 3,5 m). Nr. 105— en fold. Nr. 106 —en gård. Boligtomt med tydelige vægge. Nr. 107-et kraftigt tørstenshus (4,0 X 5,5 m). Nr. 108 —en mindre gård. Nr. 109 —et tydeligt nordbotørstenshus samt usikre tomter (sandsynligvis af eski- mooprindelse — evt. bygget oven i nordbo). Ruiner, der er besøgt af museumsinspektør Svend Albrethsen, er registreret af ham med følgende numre: B14 = 90b, B38 = 225, B40 = 146a, B48 = 214, B51 = 221 og 221a, B52 = 222, B53 = llla, B54 = 223, B78 = 213, B80 = 197a, B86 = 217, B88 = 219, B89 = 218, B90 = 216, B91 = 215, B92 = 220, B94 = 221b, B95 = del af 111, B98 = 224. 339 [19] Følgende numre er byttet i forhold til kortet i „Grønland", 1/1970 : B34 ** N134 - B76 ** N180 - B86 ** N14S - B93 ** N146. En del NM-registrerede ruiner har været fejlplaceret på ældre, dårlige kort. Bestemmelsen er nu korrigeret ved hjælp af nye kort og arkivmateriale på Natio- nalmuseet. Jeg bruger kun benævnelsen gård, hvor der findes et eller flere typiske mange- rumshuse (bolig-tomter), men jeg kan forestille mig, at der også har været beboelse på enkelte af stederne med mange stenhuse — disse har ofte flere rum. Egnens beboere, herunder især fåreholderne, har hver sommer ydet mig megen praktisk hjælp og desuden udpeget en del af de hidtil uregistrerede ruiner samt gi- vet oplysninger om topografiske forhold m. m. Jeg kan specielt nævne Karl Kristen- sen og Egon Jensen ved Tasiussaq. 340 [20]