[1]
KAP FARVEL EXPEDITIONEN, SOMMEREN 1970
Af Dr. phil. Ulrik Røen
Farvel er, som ethvert barn i Danmark ved, Grønlands sydligste punkt. Tid-
ligere, for bare 10-15 år siden, havde vel også de fleste rejsende til og fra Grøn-
land, set det som en velkomst og en afsked fra landet, men hvor mange har egentlig
tænkt på, at det virvar af sunde og øer, der ligger inde lige nord for kappet, var
noget af det mest ukendte og uudforskede i Grønland.
Og så er det jo slet ikke, fordi der ikke har været nogen i denne del af Grønland.
De ældre udforskere af Syd- og Sydøstgrønland, Walløe, Giesecke, Graah samt
Holm og Garde besøgte, ja passerede endog igennem området, og i nyere tid er pas-
sagen gennem Prins Christian Sund hvert år blevet besejlet af adskillige skibe og
både, men først i de allerseneste år har der fra geologisk og botanisk side været
udført regulære undersøgelser.
I de varmeste dage af sommeren 1969 sad stud. scient. Jean Just og forfatteren
på Instituttet for sammenlignende anatomi og diskuterede Grønlands zoogeografi.
Under samtalen kom vi flere gange ind på det beklagelige faktum, at vel havde vi
hæderlige oplysninger fra vestkysten helt op til Thule, fra Pearyland og fra store dele
af østkysten, men vi savnede i uhyggelig grad viden om, hvad der fandtes i det syd-
ligste Grønland, såvel fra land, ferskvande som fra havet. Det gav stødet til, at jeg
lavede en skitse for en sommerundersøgelse i Kap Farvel-området med tilhørende
budgetudkast, og med dette i hånden begav vi os på rundtur til de respektive myn-
digheder.
Grønlandsministeriet var vort første mål, idet en positiv indstilling fra Kommis-
sionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland altid må være alfa og omega for
en expedition. Tillige håbede vi gennem ministeriet at få vejledning til at leje et far-
tøj, der både kunne transportere expeditionen rundt og være basis for de marinbio-
logiske undersøgelser. Det næste var pengene, der måtte skaffes gennem en ansøg-
ning til Statens naturvidenskabelige Forskningsråd, og endelig var der diverse insti-
tutioner, søværnet, arktisk institut m. m., som vi håbede kunne låne os udrustnings-
genstande, som der ikke ville blive råd til at anskaffe.
33
[2]
Det vil føre for vidt at gøre rede for alle detaljer i planlægning og ansøgninger.
Det er nok at sige, at alle stillede sig yderst velvillige. Fra Forskningsrådet fik vi
ialt ca. 120.000 kr., fra ministeriet 7000 kr. til hjælp til oprejserne, fra søværnet
lånte vi skydevåben, medicinaludstyr og radioer samt en arbejdsjolle med motor, fra
arktisk institut og zoologisk museum diverse udstyr og yderligere udstyr og instru-
menter blev dels indkøbt, dels konstrueret efter vort eget udkast på værkstederne
på zoologisk museum.
I løbet af foråret kom det hele så småt i orden. Deltagerantallet blev ialt 8,
nemlig:
Jens Bocher, mag. scient., universitetsadjunkt, entomolog.
Bent Fredskild, cand. mag., universitetsadjunkt, palaeobotaniker.
Jean Just, stud. scient., marin zoolog.
Niels Jacobsen, stud. scient., landbotaniker.
Henning Lemche, dr. phil., afdelingsleder, marin zoolog.
Poul Møller Petersen, stud. scient., marin botaniker.
Arne Nørrevang, dr. phil., docent, ornitholog, finpræparation.
Ulrik Røen, dr. phil., docent, ferskvandsbiolog, leder.
Alt i alt en passende blanding af ungdom og erfaring, af land og hav og af de
forskellige biologiske discipliner.
Et skib var i mellemtiden også blevet skaffet, idet det var lykkedes at
leje kutteren „Kistara" af Narssaq med dens fører, fiskeskipper Simon Hansen og
bedstemand Tage Rhodal Olesen. Lad det være sagt allerede her. Skibet var i vir-
keligheden for lille til vort formål, men dette opvejedes i fuldt mål af skipper Simon
Hansens og Tage Olesens helt fantastiske dygtighed og interesse for vort arbejde.
Uden dem havde vi simpelthen ikke fået resultater, der kunne stå i rimeligt forhold
til udgifter og indsats.
I løbet af april var der ved at blive lidt trangt på mit laboratorium, for al udrust-
ning samledes og pakkedes der. Men i begyndelsen af maj bedredes det, idet ialt
3,5 tons gods blev afsendt med skib. Terningerne var kastet.
Næste milepæl var 30. juni, hvor den første del af expeditionen afrejste med fly
til Narssarssuaq. Denne del bestod af Fredskild, Just, Nørrevang og forfatteren.
Vor opgave var at sortere og ompakke det udstyr, der var sendt til dette bestem-
melsessted, og derefter skulle tre af os med „Kistara" starte sydpå, mens Fredskild,
der havde lidt arbejde at gøre i Qagssiarssuk, skulle vente på de øvrige og sammen
med dem tage kystskib til Nanortalik.
Den 4. juli om eftermiddagen startede vi og nåede, efter overnatninger i Narssaq
og Julianehåb, til Nanortalik tidligt om morgenen den 7.
34
[3]
iz /rå rfa/en Tupaussat, bunden af Kangikitsoq,
Moræne med mægtige stcnblokkc ug frodig vegetation.
Midt i billedet et nordbo-fåregærde.
Hele den dag gik med at pakke det hertil ankomne gods om, laste og foretage
utallige andre forberedelser til det afgørende: om det næste dag skulle lykkes os at
komme ind i området og finde en ordentlig lejrplads til basis. Ganske vist havde vi
d. 3., ved mellemkomst af magister Fabricius, Meteorologisk Institut, haft lejlighed
til at deltage i en isrekognoscerings-flyvning over området, men dels var det noget
tåget den dag, dels kan isen jo som bekendt ændre sig fra time til time. Alt viste sig
imidlertid fra den allerbedste side. Efter et kort ophold ved Loranstationen Fre-
deriksdal, hvor vi fik sat vore akkumulatorer til opladning, sejlede vi ind i virvaret
af øer og sunde. Ingen is og næsten stille vejr begunstigede os, og i løbet af efter-
middagen nåede vi om på østsiden af den store ø Pamiagdluk, et sted, som vi hjemme
havde anslået at være det mest egnede til den første lejr.
35
[4]
De første par steder, vi undersøgte, var ikke lovende, ingen vand, ingen ordent-
lig ankerplads, men hen under aften kom vi til en bugt, der afgav en fin havn, og
hvor der var såvel en stor elv som rigeligt, tørt og fladt land til teltene. Stedets
navn var Anordliuitsoq, og at det var et velegnet sted vidnede talrige ruiner af såvel
ældre som yngre dato om. Det blev sent den aften, inden vi med „Kistara"s egen
båd og vor medbragte havde fået alt godset i land og rejst et par telte, men det
skulle gå stærkt, for næste morgen skulle kutteren tilbage til Nanortalik for at hente
resten af ekspeditionsdeltagerne samt det sidste gods.
I lejren sled vi tre imidlertid for at få blot nogenlunde orden i kaos, og da
„Kistara" d. 10. ved middagstid kom igen efter heldig gennemført tur, var vi klar
til næste læs. Nu gik det stærkt, da vi jo var 8 om det, og om aftenen var vi faktisk
klar til at tage fat på det videnskabelige arbejde.
Nu var expeditionen jo sammensat af mange discipliner, og alle deltagere var
selvfølgelig opsat på at få det mest mulige ud af sommeren. Men området var
stort, og kutteren lille, så der måtte en jgrundig planlægning til for at få alt udnyttet
bedst muligt. Hovedprincippet blev, at kutteren normalt skulle sejle ud hver morgen
og vende hjem om aftenen, at der altid skulle mindst en marinbiolog med på turene,
og at de deltagere, der arbejdede i land, skiftevis blev lagt ud i mindre lejre, de så-
kaldte udflytterlejre, eller blev sat i land et eller andet passende sted i nogle timer,
mens marinbiologerne arbejdede.
Allerførst måtte vi jo orientere os i vort område. Allerede d. H. sejledes derfor
ud til skærene ud for mundingen af Pamiagdlup Kujatingua, et sted, der måtte be-
søges så hurtigt som muligt, fordi is ejler blæst let kunne hindre os i at komme
derud, og d. 12. tog vi så langt ind i bunden af fjordarmen Kangikitsoq som muligt.
Der er kun ca. 50 km i luftlinie mellem de to steder, men modsætningen mellem den
barske, næsten nøgne yderkyst og de lune dale med høj, frodig vegetation under-
stregede hvilken spændvidde, der er i Kap Farvel områdets naturforhold.
D. 16. udlagde vi vor første bilejr, idet Fredskild, Jacobsen og jeg blev sat af
på SØ hjørnet af Pamiagdluk. Det var ikke nogen ideel lejrplads, vi nærmest stod
op, når vi sov, og lejren fik da også hurtigt navnet Skråplanet. Allerede den anden
dag vi var der, skete der imidlertid noget ret ubehageligt. Om morgenen begyndte
isen at komme ind gennem fjorden, først enkelte skosser, så mere og mere, og næste
morgen var det tidligere så isfri sund næsten helt fyldt med is. Det lykkedes dog
„Kistara" at hente os hjem til aftalt tid, men fra dette tidspunkt til hen i august
måtte alt arbejde og al sejlads udføres under hensyntagen til tidevandet, der indvir-
kede stærkt på isdriften. Vi måtte således altid være belavet på, at vi ikke kunne
komme hjem til hovedlejren lige med det samme, når vi først var kommet ud af
havnen, så lejrudstyr og soveposer skulle altid medbringes. Takket være Simon Han-
36
[5]
»Kistara« i havnebugten ud for basislejrcn.
sens eminente dygtighed var det kun 2-3 gange et arbejdshold blev forsinket mere
end et par timer.
Imidlertid var hovedlejren blevet vel etableret. Den bestod af ialt 8 telte, fire ret
store mansardtelte, de tre med en, det fjerde med to beboere, to små telte, hvert
med en beboer, et gavltelt med stort forsejl, hvor Lemche både boede og arbejdede,
samt et meget stort messetelt, der samtidig tjente til arbejdsfelt og opholdstelt. Her
stod også den såkaldte barneseng, et gasfyret tørrestativ til botanikernes pressede
planter. Denne barneseng gav en herlig varme på kolde dage.
Kap Farvel området har jo ord for at have et gennemgående ret ubehageligt
klima, men sommeren 1970 var i så fald lidt af en undtagelse. Langt de fleste dage
var vejret pænt, omend det kunne være køligt, og kun ganske få dage hindredes vi
af vejrforhold i at arbejde. Men det skal indrømmes, at når vejret viste sig fra sin
mindre pæne side, var det ubehageligt til gavns. Et par gange regnede det så kraftigt,
37
[6]
at vi fik 1/5 af Danmarks årlige gennemsnitsnedbør i løbet af nogle timer, hvilket
medførte, at vor ellers faste lejrplads blev forvandlet til et morads, hvorigennem et
par småelve løb, den ene tværs gennem Nørrevangs telt. Værre var det, at regnen
næsten altid var ledsaget af blæst eller storm, og den belastning var der flere af tel-
tene, eller rettere sagt teltstængerne, der ikke kunne holde til. Efter uvejret stod de
temmelig bøjede, og havde Fredskild ikke haft nogle solide stålstænger, der hørte
til hans boreudstyr, og som kunne bruges som ekstra støttestænger, tror jeg næppe
teltene havde holdt sommeren ud. Nu brød kun et af dem helt sammen, to dage før
opbrud, så skaden var ikke så stor.
Desværre havde vi været så letsindige at regne med nogen supplering af vor pro-
viant i form af landets naturalier, især fisk. Men vi havde været for optimistiske.
Vi var dog ikke helt fortabte, for kun ca. 3 kvarters sejlads nord for lå bygden
Augpilagtoq, i hvis butik vi kunne foretage supplerende indkøb, når vor vej tilfæl-
digvis faldt forbi. Også på andre måder havde vi glæde af bygden og dets handels-
forvalter Rasmus Petersen. Al vor post gik derover, selv om der på grund af isaf-
spærring kunne gå flere uger mellem bådene fra Nanortalik, og i perioder hvor
kutterens radiosender ikke kunne række nogen station, klaredes vore telegrammer
også derfra.
I begyndelsen af august var det som om issituationen klarede noget op, i hvert
fald i de områder vi normalt besejlede, og da det var planen også at underkaste den
østlige del af distriktet en nøjere undersøgelse, ikke mindst for at søge at knytte
forbindelsen op til østkysten, lastede vi båden med noget nær den halve lejr, og det
var så meningen at Fredskild, Jacobsen og jeg selv med den skulle finde en østlig lejr-
plads og etablere ny base, hvorefter resten af expeditionen skulle flyttes nogle dage
senere.
Vi startede 6. august, men efter kun ca. 4 timers sejlads, da vi var godt inde i
sundet mellem øerne Angnikitsoq og Quvnerit kom vi i besæt i isen. Efter et par
timers ubehageligheder kom vi fri igen og ud i bredningen Imarssuaq, men desværre
med et skrueblad let bøjet. Og hvad der næsten var værre, vi kunne konstatere, at en
flytning af lejren ville være umulig på grund af tæt is i Ikeq. Efter at have været
væk et par dage kom vi temmeligt slukørede tilbage til basen.
Flytningen af lejren måtte altså opgives, men det besluttedes at søge at løse nogle
af de biologiske problemer vedrørende den østlige del af Kap Farvel området, her-
under forbindelsen til den sydlige del af østkysten på et par længere ture, dels ned
gennem Ikeq, dels ud gennem Prins Christian Sund, så snart skruen var repareret
og isen i øvrigt tillod det. I mellemtiden var der faktisk nok at gøre i den vestlige
del, idet det nu var blevet muligt at besejle en række lokaliteter, der et stykke tid
havde været utilgængelige på grund af isen.
38
[7]
Udsigt fra en lille ø ved lejren, da fjorden var næsten isfri.
Efter at Bocher og Jacobsen var blevet sat ind i den allerdybeste gren af det
nordgående fjordsystem, sejlede „Kistara" til Nanortalik og kunne efter vel over-
stået reparation vende hjem efter kun to dages forløb. Umiddelbart derefter blev
Fredskild og jeg selv sat ud på det sydvestligste hjørne af øen Tornårssuq, og 16.
august var hele expeditionen igen samlet i basis. På dette tidspunkt syntes isen at
have slækket så meget, at der var mulighed for igen at forsøge at tage østpå.
39
[8]
Den barske yderkyst. Glatspiilede klipper på det sydvestlige nccs af Ti
ornarssiitj.
Selvfølgelig ville alle gerne have mulighed for at arbejde i den østlige del, men
her satte kutterens størrelse en naturlig grænse. På turen gennem Ikeq deltog
Fredskild, Just, Møller Petersen, Jacobsen og jeg selv, en lidt „tæt" videnskabelig
besætning, men da vi tre „landfolk" regnede med at gå i land for at arbejde, skulle
vi alle kun være på skibet om natten, og det kunne nok gå. Og det gik da også. På
den første dag, 18. august, nåede vi helt ugeneret af is frem til det nedlagte udsted
Itivdleq på Eggers Ø, og her arbejdede vi de to første dage. Natten derefter fik vi
begyndende isdrift, men ikke desto mindre lykkedes det os dog at komme noget læn-
gere mod øst, ud til Qernertoq, hvor vi dog desværre kun kunne arbejde i nogle få
timer, da strøm og isdrift tvang båden til at søge i sikkerhed. Vi var dog ikke util-
fredse med det gennemførte arbejde, da vi efter godt 4 dages fravær returnerede
til basis.
40
[9]
Spaltedal med øverst levende, længere nede tilgroet ur på Tornarssuq,
Efter et par dages hvil, hvor de hjemmeværende fik lejlighed til at benytte kut-
teren, og hvor vi andre fik ordnet det indsamlede materiale nødtørftigt, startede vi
på den sidste tur. Heri deltog alle med undtagelse af Fredskild og Lemche, idet vi
regnede med at i det mindste to-tre stykker af os kunne overnatte i telt i land.
Også denne gang var vi heldige i begyndelsen, idet vi kun i meget ringe grad blev
generet af is ved gennemsejlingen af Prins Christian Sund, og hen ad aften nåede vi
frem til vejrstationen ved sundets østlige munding. Her gik Bocher og Nørrevang
i land, den første for at arbejde med sine insekter, den anden for at se på fugle-
livet. De kom nu ikke til at bo i telt, idet de af stationslederen, Arne Nielsen, ven-
ligst fik stillet et tomt, lille hus til rådighed, og vi fik iøvrigt alle lejlighed til at få
et varmt bad, det første i næsten to måneder.
De følgende par dage satte vi al kraft ind på at få så meget ud af østkysten som
4-1
[10]
Kangerdluk, en lille nordlig sidefjord til Prins Christian Sund.
muligt, når vi nu endelig var nået helt derud, men desværre blev det ikke til helt
så meget, som vi havde kunnet ønske. En kraftig blæst, der efterhånden steg til
storm med regn og slud, satte ind og begrænsede arbejdet noget, men det lykkedes
os dog trods alt at få gennemført de vigtigste opgaver.
Ved hjemkomsten til basis var der ikke mange dage tilbage til arbejde - en enkelt
tur ud til de sydlige skær - så var det forbi, og den store nedbrydning og pakning
tog sin begyndelse. Som altid var der problemer med at få det hele til at være i de
kasser, der var så velpakkede hjemmefra, og vi savnede i høj grad mulighed for at
lægge stålbånd om diverse ting, men i løbet af søndagen d. 30. august var vi da i stand
til at sejle alt til Augpilagtoq, hvorfra det meste skulle hjemsendes.
Selve tilbageturen til Narssarssuaq formede sig omtrent som udrejsen, med den
undtagelse, at vi tog 5 mand tilbage med „Kistara". Det var muligt, fordi der nu
42
[11]
næsten ingen udrustning var om bord, og ønskeligt, fordi vi gerne på turen ville
foretage forskellige supplerende undersøgelser, der da også blev heldigt gennemført.
I Narssarssuaq samledes expeditionen igen, og om aftenen d. 8. september var vi
tilbage i Kastrup.
Det er umuligt på nuværende tidspunkt at gøre op, hvilket videnskabeligt ud-
bytte, der vil fremkomme ved sommerarbejdet i Kap Farvel området. Dels skal
man have tingene lidt på afstand for at danne sig et overblik, dels er langt fra alt
indsamlet bare registreret endnu, og en egentlig bearbejdning er knap nok begyndt.
Siges kan det imidlertid, at vi slet ikke kan undgå at have hjembragt en række plan-
ter og dyr, der er nye for Grønland, ligesom der næppe heller er tvivl om, at en hel
del arter vil vise sig at være helt ukendte. Vigtigere er det imidlertid, at vi nu har
fået lukket et af de biogeografiske huller i Grønland, eller rettere er begyndt at
lukke hullet, idet det faktisk strækker sig helt om til Angmagssalik. En anden vigtig
ting er det, at vel viste det sig, at vi var i stand til at gennemføre og få udbytte af
en expedition, der arbejdede med forholdsvis små midler og under ret primitive for-
hold, men skal arbejdet fortsætte, og det skulle det under en eller anden form me-
get gerne, så har vi nu gjort en række erfaringer, så vi kan undgå fejltagelser og få
bedre resultater i forhold til arbejdsindsatsen. Jeg tænker her bl. a. på det tidstab,
der fremkom ved, at vi havde for få telte. Et særligt messetelt ville have betydet en
gevinst på adskillige arbejdstimer pr. dag, og et par extra småtelte til udflytterlejre
ville have sparet os en del besvær med omflytning og pakning, hver gang nogen
skulle ud. På den anden side var der heldigvis også mange ting, hvor vi på forhånd
havde løst problemerne på den rigtige måde, ja, i enkelte retninger havde vi været
overforsigtige, f. eks. med hensyn til reserveredskaber.
Alt ialt tror jeg, at man kan sige, at hvilke resultater vi end hver for sig har fået
ud af sommeren, så står vi nu lidt bedre rustet til at tage fortsatte biologiske opga-
ver op på Grønland.
43[12]