[1]
SANDHEDENS TIME
Landsrådsformand Erling Høeghs nytårstale i Grønlands Radio 1. januar 1971
J\.a2re landsmænd.
Så, står vi igen med et langt, ubrugt år foran os og skal samle os om, hvordan vi
bruger det på den bedste måde for vor familie og vort land.
For den enkelte melder mange tanker sig ved sådan en lejlighed. Vi tænker på,
hvad vi har mistet, og hvad vi har nået i det gamle år. Vi tænker på familiemedlem-
mer og venner, der har haft modgang i året, der gik. Og vel mest på dem, der har
mistet en, de holdt af, og som siden har haft svært ved at komme i gang med livet
igen. Der er sorger, som ligesom standser os. Vi skal over for sådanne mennesker
være med til at bære deres byrder og lette dem vejen.
Og på samme måde skal vi i fællesskab trække det læs, der hedder Grønlands
fremtid. Det er en stor opgave, der er lagt hen til os alle, og af og til kan man synes,
at opgaven er større end vore kræfter. Det kender man til i de grønlandske hjem i
disse år. Det kender politikere i kommunalbestyrelser og i landsråd til. Der er ikke
andet at gøre end at blive ved og at hjælpes ad med at komme igennem og komme
fremad. Selvmedlidenhed er ingen løsning. Dagens arbejde er det bedste lægemiddel,
specielt når det har form af et samarbejde.
Men dagens arbejde kan ikke udføres, uden at cler ligger en ide, en enighed og en
alvorlig overvejelse om mål og midler bag det. Og det er om dette, jeg vil prøve
at sige noget i dag hellere end at gå i detailler med alle de mange enkeltproblemer,
der trænger sig på. Lad os tage dem op i den offentlige debat og i de folkevalgte råd,
men lad mig her specielt med udsigt til den store mindedag — 250 året for Hans
Egedes ankomst til Grønland — opfordre til, at vi i dette forår sætter målet for
vort arbejde, ideen bag vore bestræbelser til diskussion.
Jeg har hørt det nævnt også her i Grønland, at vi grønlændere ikke har større an-
ledning til at fejre Hans Egedes mindedag. Til syvende og sidst, er det blevet sagt,
kom Hans Egede jo blot og ødelagde vort folks gamle eskimoiske særpræg, begyndte
nedbrydningen af vor kultur og lagde grunden til det danskervælde, der har præget
og domineret de mange år siden. Lad danskerne om at fejre Hans Egede, siger de
pågældende, — og så går de ellers i enkeltheder og beskriver alle de misgreb og over-
44
[2]
greb, der hævdes at have fundet sted kolonitiden igennem og den grønlandske apati,
der blev følgen ifølge disse kritikeres anskuelse.
Om dette vil jeg sige, at kritikken efter min — og vel den altovervejende del af
befolkningens opfattelse — rammer helt galt. Man kan og bør ikke rive ting ud af
deres historiske sammenhæng og bedømme historiske fænomener efter en nutidig
alen og opfattelse. Det er historieforvanskning. Kendsgerningen er, at Danmark
som kolonimagt optrådte gennem århundrederne med væsentlig større sagtmodig-
hed end de fleste andre kolonimagter. Men selvfølgelig gik der ting i stykker under
mødet mellem eskimoerne og europæerne. Men hvilket folk i verden har ikke gen-
nem tiderne taget påvirkningerne udefra med ind i deres egen vækstproces frem
mod nye tider? Og først og sidst bragte Hans Egede os kristendommen og vor
kirke, — og dette ville vi grønlændere vel ikke have været foruden.
Imidlertid er det rigtigt, at der i Hans Egedes kølvand kom barnepigementali-
teten til vore kyster. Gennem århundreder var det danskerne, der bestemte og af-
gjorde, men vi bør af den grund ikke glemme, at folket trods det i vid udstrækning
fik mulighed for at bevare sit eget liv og eget særpræg og egen selvrespekt. Der var
ting, som vi grønlændere altid var bedre til end danskerne. Derfor overvintrede vor
stolthed som folk, og vore eskimoiske forfædres slædespor føg aldrig til.
Tiden efter sidste krig førte til de meget store omvæltninger, og kulturmødet blev
for alvor til den store prøvesten for os. Det er først efter sidste krig, man for alvor
har kunnet tale om apati her og der i det grønlandske folk. Det er først efter sidste
krig, at udviklingen tog en sådan fart, at vi kunne være ved at tabe pusten. I de
forløbne år siden 1950 er der på sin vis sket mere revolutionerende ting end i samt-
lige forudgående år i perioden tilbage til Hans Egedes ankomst hertil.
Lad os ved dette årsskifte og forud for 250-års mindedagen tage dette problem
op: er vi ved at komme ind på et sidespor. Har vort folk fået falske mål at rette
kursen efter. Er der grund til en afgørende ændring af hele Grønlandspolitikken?
Jeg tror, at dette bør være spørgsmålet i dette forår og dermed hovedspørgs-
målet ved det forestående landsrådsvalg. Lad os nå til sandhedens time i vor udvik-
ling vel vidende, at afgørelsen nu ligger i vor egen hånd, og at vi ikke længere kan
give danskerne skylden for beslutninger og resultater. For dertil er vi jo nået: Vi
har kommunalbestyrelser, der støt går fremad i beslutsomhed og kompetence. Og
vi har et grønlandsk-ledet landsråd, der har til opgave at sige ja eller nej til de
spørgsmål, som tiden rejser. Det er vor sag, det drejer sig om. Det er vor beslut-
ning, som tæller. Danmarks og den danske regerings indstilling kender vi. I Danmark
ønsker man landsdelssamarbejdet fortsat og udbygget. Det har vi den nuværende
statsministers ord for. Denne viden giver os tryghed og tillid og ro til at træffe vor
egen afgørelse. Og en afgørelse må der træffes, for sandhedens time kan ikke ud-
45
[3]
skydes i det uendelige eller splittes op til formulering i kortsigtede, mistrøstige sand-
heder, der bare hæmmer virketrang og indsats.
Hvad vil vi da i Grønland. Vil vi en fortsættelse af de sidste års indsats, der har
omformet vort land på godt og ondt. Vil vi en fortsat opbygning af levestandard,
af uddannelse, af boligforhold og erhverv, som vi har set den tage form heroppe i de
sidste tyve år. Vil vi på landsmandsbasis sammen med danskerne virke for, at Grøn-
lands unge får stadig bedre chancer i fri konkurrence med Danmarks unge og med
unge fra hele den civiliserede verden. Vil vi se Grønland blomstre også økonomisk
og erhvervsmæssigt, så langt naturen giver mulighed derfor. Har vi mod og kræfter
til at deltage i denne vældige proces og har vi mod og overskudskræfter til at be-
vare det, som er væsentligt for os som grønlændere, — altså har vi styrke til at kæmpe
på to fronter: dels for den nye tid og fremtiden, dels for at bevare vort særpræg. Og
har vi beslutsomhed og vilje til at lade det falde, der ikke mere har bærekraft i en
moderne tid?
Og omvendt må vi spørge os selv: vil vi hellere frasige os medarbejderskabet i
den verden, der med fremskridt og tilbageslag er ved at udformes i de teknisk udvik-
lede lande. Ønsker vi med åbne øjne at sige nej til Danmarks fortsatte tilbud, som
vi kender dem fra de sidste års samarbejde, og i stedet tage skridtet tilbage til en
sammenhæng, der udelukkende er grønlandsk og dermed sige ja til en ulands-status,
ja nogle vil sige en reservat-status. Ønsker vi tempoet nedsat, ønsker vi levestandar-
den låset fast på et lavere niveau. Ønsker vi at sige nej til en hel del af det, som
udviklingen stiller os i udsigt i dag, af frygt for, at påvirkningen fra Danmark og
fra Europa skal blive os for stærk.
Når jeg har talt om sandhedens time er det, fordi der i officielle taler - også
mine egne - og i den offentlige grønlandske debat gang på gang har kunnet spores
tendenser til at se bort fra, at vi står i en valgsituation, og at det vil koste og på nogle
punkter koste dyrt, ligegyldigt hvilket valg vi træffer. Vi får intet gratis i den ver-
den, vi lever i i dag.
På den ene side venter den moderne verden i Europas skikkelse på os. Vælger vi
den, vil mangt og meget af vor grønlandsk-eskimoiske egenart måske gennem år-
tierne blive til en styrke i vort sind og en drøm i vort hjerte, mens vor hverdag om-
formes i europæisk billede. Vi når ikke Europa på lempeligere vilkår. Det er urigtigt
at foregøgle sig noget andet.
På den anden side lokker forestillingen om alt det kære og endnu så nære fra vort
folks historie og fortid.
Vi kan ikke — som det hedder — både blæse og have mel i munden. Tingene går
hurtigt i vore dage, og den, der ikke vil være med, lades tilbage. Tro ikke, at det er
noget let valg, der skal træffes. Tro ikke, at det er et let valg for danskerne i disse
46
[4]
års danske debat om tilslutning til de europæiske fællesskaber og tilslutning til Eu-
ropa. For hvadenten Danmark kommer med i fællesmarkedet eller ikke, står det
klart, at også Danmark er på skillevejen og i en valgsituation.
Og som det er tilfældet for vore landsmænd i Danmark er det situationen for
verdens folk. I Europa og i østlandene og i den tredie verden i Afrika og Det fjerne
Østen. Ingen kan mere putte sig i smug og lade hele verden brænde om sin vugge.
Disse år er afgørelsens år for utalte millioner af mennesker kloden rundt, og vi
grønlændere har ikke andre vilkår i denne sammenhæng end alle andre.
Vi må træffe vort valg med åbne øjne. Vi må træffe det selv.
Jeg opfordrer til, at forårets grønlandske valg bliver et valg, der tegner vor
fremtid.
Her må enhver vælger beslutte for sig selv. Personlig er jeg ikke i tvivl. Jeg er-
kender, at den nye tid har medført mange ting, der er os fremmede og ukære, og
at den tid og de forhold, vi ser tilbage på, mest de gamle, men også vi midaldrende,
var os kendte, trygge og kære. Men jeg ved også, at hvis den ældre generation nu
siger nej til fremtiden, siger den nej til børnenes og den unge generations chancer og
muligheder. Selv tror jeg ikke, at der er nogen vej tilbage. Vi er blevet flere i Grøn-
land og har fået nye krav, og naturens vilkår er ændret. Vi kan ikke skaffe mad til
alle munde, arbejde til alle hænder og muligheder for alle unge uden at sige ja til
den moderne udvikling. Og vi kan næppe få lov at ligge alene og uden forbindelse
med et europæisk folk her oppe i Nordatlanten, der i vore dage ikke er en afkrog i
verden, men et strategisk og politisk brændpunkt i den internationale politik.
De ældre og de gamle i dette land har båret det frem dertil, hvor vi er i dag. Jeg
tænker tit på, hvor vældig en styrke, hvor mandigt et mod, der er blevet vist ikke
blot af vore forfædre, men også af de generationer, der gik lige forud for vore egne.
På dem har den nyeste omstillings tungeste byrde hvilet, men de har ikke klaget, for
de vidste, at det var for børnene og de unge, for næste slægtled de tålte alle omstil-
lingens genvordigheder. Måske synes mange af de ældre, at den nye tid ikke giver
dem selv større muligheder og nye muligheder. Men de har arbejdet videre, på små
pladser og i de nye byer ud fra en følelse af, at hvad de har måttet bære har betydet
ny start for deres børn.
Og det er ud fra denne vurdering og ud fra taknemlighed mod de gamle i vort
folk jeg selv mener at kunne træffe mit personlige valg. Det er på dette grundlag
jeg mener, at vi grønlændere må sige ja til fremtiden sammen med Danmark, sam-
men med Europa og — i en verden der stadig bliver mindre — sammen med alle klo-
dens vågnende folkeslag.
Lad os i de kommende måneder gøre os vort valg klart. Lad os ikke stikke de
vanskelige problemer under stolen. Lad os ikke vende ryggen til realiteterne. Lad os
47
[5]
drøfte tingene ligeud og lad os så i april svare klart og utvetydigt på spørgsmålet
om vort folks og vor ungdoms fremtid. Vælger vi den gamle vej: nuvel så lad det
blive sagt, så det ikke kan misforstås, og erklære os rede til at tage konsekvenserne
deraf. Vælger vi at fortsætte ad den nye vej ud imod verden omkring os, lad os så
i beslutsomhed tage fat på at rydde den for flest mulige af de sten, der i form af
onde bivirkninger ligger på den vej.
Vi sidder i Grønland i vor valgsituation som den grønlandske kunstner foran den
rå fedtsten. Det er i hans hånd at frigøre en skikkelse af stenen, lade skikkelsen stige
frem og blive levende. Det er i vor hånd at beslutte den skikkelse, som fremtidens
samfund skal tage her i Grønland. Som opgaven kalder på kunstneren, kalder be-
slutningen og afgørelsen på os. Kun eet kan vi ikke uden at svigte : undlade at træffe
vort valg.
Lad os da træffe vort valg. Med kendsgerninger på bordet og åbne øjne. Engang
brød vort folk op fra fjerne egne, vandrede og nåede hertil. Vi er igen i dag i en
opbruds-situation.
Lad os beslutte, hvor vi vil gå hen, landsmænd, og lad verden omkring os få vor
beslutning at høre.
Godt nytår til alle i Grønland, grønlændere og danskere. Godt nytår til vore lands-
mænd i Danmark fra Kongen og Dronningen og til ethvert dansk hjem.
Godt nytår!
48
[6]
UNGE LEVER PÅ NAS
Uholdbar situation i fangerdistrikterne i Østgrønland og Nordgrønland
M Jørgen Søholt Christensen
.Fremtiden tegner sig ikke lys for et par tusinde grønlændere i de mest afsides egne
af Grønland. Det store spørgsmål er, om der er en ny generation til at afløse for-
ældrene i det gamle fangererhverv. Den skolegang, børnene får, egner sig ikke, hvis
man skal leve af det eneste naturlige erhverv på stedet — fangst af sæl, narhval, hval-
ros og isbjørn.
Mange forældre i Nord- og Østgrønland klarer uden at vise større bekymring
økonomien for halvvoksne børn, der driver om velklædte, men mere eller mindre
ledige. Mange af de unge har et års skolegang i Danmark bag sig. Det er typisk, at
de vender tilbage til deres hjemby efter Danmarksopholdet, men det ulykkelige er,
at de ikke rigtigt har noget at lave, hvis de ikke vil være fangere.
Fra skolens side gør man udtrykkelig forældrene opmærksom på, at hvis børnene
skal være fangere, skal de ikke tage imod tilbudet om at tilbringe et skoleår i Dan-
mark (ottende skoleår). Skolen forsøger samtidig i sløjdtimerne at lære børnene no-
get, de kan få brug for som fangere, f. eks. at fremstille fangstredskaber.
Men det er tillokkende for børnene at komme et år til Danmark, og da forældrene
i almindelighed lader børnene bestemme, går en tæt strøm af skolebørn fra Øst- og
Nordgrønland til Danmark og hjem igen.
Hvad angår sløjdundervisningen, kan den kun blive en erstatning for den egentlige
oplæring som fanger, der må ske ude på fangstpladsen.
I en by som Scoresbysund med omkring 400 indbyggere er der kun en halv snes
unge mennesker, som har bestemt sig for fangertilværelsen. Flere og flere unge får
uproduktive stillinger ved institutionerne. Endnu flere synes at friste et liv som rod-
løse søndagsjægere. Blandt de udsendte danskere diskuteres seriøst, om skindpriserne
er for høje — underforstået, at var de lidt lavere, ville tendensen til driverliv hos de
unge nok være mindre. På de mindre udsteder, hvor der af „institutioner" kun er en
butik, er der bedre stabilitet i tilgangen til fangererhvervet.
Det er hårdt at være fanger og mindst lige så hårdt at være den fangerkone, som
skal tilberede skindene og sørge for husførelsen — det er på mange måder mere be-
hageligt at sidde indendørs, hvadenten det er på kontor eller hjemme i stuen.
49
[7]
Ældre ægtepar fra Scoresbysund.
For at forstå, hvorfor så mange unge vender fangererhvervet ryggen, må man
sikkert forsøge at sætte sig ind i den traditionelle grønlandske indstilling, der nægter
at tage sig af problemerne, før de viser sig. Måske finder forældrene, at alt går
godt, når alle har til dagen og vejen og endda lidt til. Sker der en katastrofe, så sker
den, eller også kommer der måske nogen og hjælper.
Denne holdning, som muligvis også gør sig gældende blandt de unge, er charme-
rende at møde. Det er velgørende at mærke tonen af lyssind og godmodighed i et
hjem eller i en hel by. Det er virkelig en oplevelse, som man ikke er forvænt med i
det forjagede dagligliv i Danmark, at komme på besøg i et grønlandsk fangerhus
og blive budt på kaffe i en atmosfære af smilende venlighed og gæstfrihed.
Blot at tænke alvorligt på fremtiden får den udenforstående gæst til at føle et
stik i hjertet.
Men hvad gør de unge den dag, faderens indtægt holder op? Er der håb om, at
man vil glemme skolegang i Danmark og kaste sig ud i fangererhvervet - eller er
det bedre at søge job i Vestgrønland eller i Danmark?
Er det sidste tilfældet, er det vel på høje tid, at en videregående uddannelse af
en eller anden art lægges til skolegangen i Danmark. Men rejser børnene, er det sik-
5°
[8]
Butikken i Angrnagssalik.
Futo: J. Felbo.
kert realistisk at gå ud fra, at forældrene må sige farvel til dem, for hvadenten
der er tale om Danmark eller Vestgrønland, er afstandene så store, at der næsten
er tale om emigration.
På denne baggrund er det allerede et kraftigt indgreb i familiemønsteret, når
myndighederne ved at give tilbud om skolegang i Danmark lokker børnene ud af
det vante miljø og søger at give dem nye tilbøjeligheder. På den anden side må der
jo ske noget, hvis fangererhvervet ikke rummer tillokkelser nok for børnene. Mest
nærliggende ville det selvfølgelig være for de unge øst- og nordgrønlændere at rette
blikket mod Vestgrønland, men her er situationen jo desværre den, at der ikke er
stillinger nok, bl. a. fordi myndighederne har foretrukket at bruge dansk arbejds-
kraft på mange områder fremfor grønlandsk.
Forholdene er ikke ens overalt i Øst- og Nordgrønland. I Angmagssalik, der så
at sige er en ren institutions- og serviceby med omkring 900 indbyggere, er der til-
syneladende ingen muligheder for fangst og fiskeri, og her ser alle i øjnene, at fra-
flytning af overskudsbefolkningen er eneste svar på beskæftigelsesproblemet.
Ingen ved dog rigtigt, hvor man skal rejse hen. Efter manges mening er springet
til Danmark for stort, for ikke at sige umenneskeligt.
51
[9]
Østgrønlændere fra Kap Dan.
Det ville uden tvivl hjælpe, om de danske myndigheder ville bremse for udsen-
delsen af dansk arbejdskraft til Angmagssalik. I sommer var over 100 mand op-
sendt fra Danmark, ganske vist efter orkanens ødelæggelser i februar. Men de
mange danskeres tilstedeværelse er i mange henseender meningsløs og skadelig for
forholdet mellem grønlændere og danskere.
Indtil videre må grønlænderne i Angmagssalik øjensynlig hjælpe sig så godt de
kan. Hvor sært det end lyder, er der praktisk taget ingen udbetaling af socialhjælp.
Sammenholdet inden for familierne er stærkt — den indbyrdes hjælp også - og man
forstår, hvor indtægterne kommer fra, når man hører, at der alene på sygehuset er
57 ansatte.
Mange i Angmagssalik har indtægter ved husflidsarbejde, og en dansk entrepre-
nør, som er værd at nævne, Osvald Christensen, har 35 grønlændere ansat ved bygge-
arbejde. Hos ham er der ikke noget i vejen med forståelsen for at skabe den rette
atmosfære på arbejdspladsen. Det er helt utroligt, at folkene arbejder op til 11
timer dag efter dag.
Lige meget hvor kunstigt det erhvervsmæssige grundlag end er i Angmagssalik,
så vender ifølge folkeregistret omkring 75 pct. af de unge, som prøver at udrejse til
52
[10]
Magssanguaq og Balika Jensen med sønnen Miteq fra Qanaq, Nordgrønland.
Vestgrønland, tilbage til byen, og endnu flere af dem, der rejser til Danmark, ven-
der hjem igen.
Det er en levende forhåbning blandt grønlænderne, at det en dag vil vise sig mu-
ligt at udnytte den efter sigende store sælbestand ude i storisen i storstilet erhvervs-
øjemed („sælerne ligger som myg på isen", sagde en søvant angmagssalik'er til mig
i sommer, mens andre grønlændere nikkede bekræftende). Såvidt jeg forstår, mener
myndighederne, at visse canadisk-norske fredningsbestemmelser hindrer udnyttelsen,
men her er et punkt, hvor en bedre dansk-grønlandsk kommunikation utvivlsomt er
påkrævet.
En hyppig konklusion i byen er, at skal der ske flytning, så skal det være en fri-
villig sag.
Også i Scoresbysund er der for mange indbyggere. Her søger myndighederne i
første omgang at tilstræbe en vis spredning af befolkningen ved at opmuntre til
fangstrejser til Myggebugten nogle hundrede kilometer længere oppe ad kysten,
men man har næppe i ministeriet synderlig tillid til, at decentraliseringen vil lykkes.
Et forbillede for fangstrejserne findes  i Angmagssalik-distriktet,  hvor et ikke
53
[11]
N ordgrønlændere Ira Moriussaq.
ringe antal fangerfamilier fra udstederne (ikke fra byen) har foretaget overvintrin-
ger på isolerede fangstpladser med vellykkede resultater.
I Scoresbysund findes et lignende, lyslevende eksempel på, at en ung mand, som
syntes bestemt for et liv som kivfak på sygehuset, en dag lod sygehus være sygehus
og blev glødende fanger i et format, der nu efter nogle års forløb sammenlignes med
en storfangers.
Tiden vil vise, hvor kraftig grobunden er for de udmærkede forsøg på at tilføre
det gamle fangererhverv ny livskraft. I ministeriet synes man at stole på, at fra-
vandring fra områderne er udvej nummer et. Derfor skolegangen i Danmark. Der-
for de manglende foranstaltninger i flere af udstederne.
Distriktslægen i Qanaq i Nordgrønland Ole Skejø siger: - Her på stedet passer
befolkningstallet nogenlunde til fangstmulighederne, men desværre sker der tilflyt-
ning fra udstedet Moriussaq, som er ilde set af danskere, grønlændere og navnlig
amerikanerne på den nærliggende Thule-base. I det hele taget mærkes den koncen-
trationspolitik, myndighederne følger i Vestgrønland, også i Nordgrønland. Man
burde i stedet søge at fastholde befolkningen, hvor den bor, ved at opretholde små
54
[12]
butikker og have f. eks. fødselshjælper på stedet. Man skal gøre det attraktivt at
være fanger. Man skal bo, hvor fangsten er, og ikke flytte ind til byen som lokums-
rensere. Her i Qanaq sidder kraftige folk på kontorer, som styrter ud, når de ser
en sæl. Det bliver ingen lykkeligere af, slutter lægen.
Hvordan det end går med fraflytning eller ikke fraflytning, så er der enighed om
i Nord- og Østgrønland, at der under alle omstændigheder bliver folk tilbage, som
vil leve som fangere og ikke som noget andet. I Nordgrønland betyder det, at der
fortsat vil gå månedlange slæderejser om vinteren helt over til den canadiske kyst
efter isbjørne. Men der skal værnes godt om dette gamle Grønland, hvis det skal
overleve. Først og fremmest skal balancen ikke forstyrres gennem for mange ud-
sendte danskere. Dernæst er det et spørgsmål, om myndighederne ikke bør overveje
ansættelse af en jagtkonsulent.
I Qanaq siger to danske håndværkere, at de er søgt så langt nordpå for at finde
et sted, som „danskerne endnu ikke har fordærvet".
Antallet af danske håndværkere i Qanaq var otte i sommer, og de var velsete i
byen. Men de skulle i gang med at bygge barak og udvide kantinen. Betyder det mon,
at nu også Qanaq skal invaderes af danskere - skønt der ret beset ikke er et naturligt
opholdssted for et større antal danskere?
Husene, der skal bygges på stedet, bør ikke være mere indviklede, end at de kan
bygges af grønlænderne selv.
55[13]