[1]
NATURFREDNING I GRØNLAND
STATUS OG FREMTIDSPERSPEKTIVER
Af landinspektør Peter Lind Jans
Spørgsmålet om nødvendigheden af naturfredning i Grønland har fra tid til anden
været rejst indenfor de sidste 60—7Q år. Umiddelbart vil mange måske mene, at det
er en absurd tanke, at den tilsyneladende uforstyrrelige natur i et sparsomt befolket
og relativt vanskeligt tilgængeligt land af så vældige dimensioner skulle behøve be-
skyttelse.
Når det alligevel er nærliggende og rimeligt at tage dette spørgsmål op påny, er
det ikke blot fordi naturbeskyttelse og miljøbevaring i al almindelighed er kommet
i søgelyset, men nok så meget fordi der for Grønlands vedkommende er en række
forhold - ikke mindst naturligvis den stærkt accelererede udvikling i retning af et
urbaniseret samfund præget af moderne teknik samt de stadigt voksende erhvervs-
mæssige interesser rettet mod forventede olie- og mineralforekomster — som må
nødvendiggøre fornyede overvejelser og en effektiv indsats på dette specielle felt.
Hidtidige natitrfredningsbestræbeher.
Naturfredningstanken er opstået nogenlunde samtidig i Grønland og i Danmark,
d. v. s. omkring begyndelsen af dette århundrede. I 1914 skrev botanikeren, magi-
ster M. P. Porsild1 om begrebet naturfredning i Grønland, at det „ved første øje-
kast synes at indeholde en urimelig tanke, da hver indbygger i Vestgrønland har over
een kvadratkilometer isfrit kystland til rådighed, og da den danske stat har monopol
på besejling og handel her, så at det hele koloniserede område til en vis grad kan
opfattes som eet stykke fredet natur. Alligevel har den sparsomme befolkning umis-
kendelig påvirket både landets og havets dyreliv, i nogle tilfælde stærkere end godt
er for befolkningen selv."
Som det fremgår af de sidste linier, er det ikke mindst nyttehensynet, der er gjort
gældende. Det er da også et kendetegn for grønlandsk naturfredning stort set lige
til vor tid, at det fremfor andre naturværdier især er det grønlandske dyre- og fugle-
liv, man har søgt at beskytte og meget ofte med det formål at sikre tilstrækkelige
jagt- og fangstmuligheder.
166
[2]
Før Grønlands kolonisation og en egentlig fast bosætning begyndte, var det sæd-
vane for befolkningen som jægere og fangere at være på stadig vandring fra fangst-
plads til fangstplads. Den frie adgang til jagt og fangst overalt, som var en naturlig
følge heraf, er principielt stadig gældende, men i årenes løb er der indfort en del be-
grænsninger af forskellig art. Det er dog karakteristisk, at der stadig ikke er tale
om, at jagtretten er knyttet til nogen form for privat ejendomsret, eller om at visse
fangstfelter er forbeholdt bestemte bygder eller byer (bortset fra at der kendes en-
kelte eksempler på lokale, oftest uskrevne, traditionsprægede regler om forret til
udnyttelsen af visse områder til rensdyrjagt, udsætning af laksegarn etc.).
Generelt er retten til fangst, fiskeri og jagt i land og langs kysterne, såvel af er-
hvervsmæssig som af ikke-erhvervsrnæssig art, ifølge gældende lovregler2 primært
forbeholdt danske statsborgere med bopæl i Grønland. Ifølge loven fra 19672 om
erhvervsmæssig fangst m. v. i Grønland kan ministeren herudover fastsætte nærmere
regler om f redning a f visse dyre-, fugle-og fiskearter. Efter ministerens bemyndigelse
kan disse regler dog også fastsættes af landsrådet eller for en enkelt kommunes
vedkommende evt. af den pågældende kommune. Almindeligvis betragtes frednings-
bestemmelser for dyr nu for hele Grønlands vedkommende primært som værende et
landsrådsanliggende. Reglerne udarbejdes således med bistand af særlig vildtbiolo-
gisk sagkundskab som landsrådsvedtægter, der stadfæstes af ministeren.
Der findes imidlertid også fortrinsvis fra ældre tid et utal af stadig gældende, mere
eller mindre lokale fredningsbestemmelser af forskellig oprindelse og af yderst for-
skelligartet indhold. Formålet med disse regler har som regel været at sikre de på-
gældende arter mulighed for at formere sig og undertiden mulighed for overhovedet
at overleve. Undertiden har tilmed ret pudsige nyttehensyn gjort sig gældende. Så-
ledes har man på en bestemt lokalitet fredet mågerne, fordi de virkede som en art
skraldemænd på stedet. Ligeledes har man et sted fredet fuglene ved kysterne for
at undgå, at man under jagten på dem skulle komme til at skræmme sælerne væk.
Det vil imidlertid føre for vidt på dette sted nærmere at redegøre for alle disse
fortrinsvis ældre fredningsregler,3 omend de ikke er den mindst interessante del af
grønlandsk naturfredning, og omend en samlet oversigt savnes.
Dog skal nævnes, at forholdene i Østgrønland også på dette felt var ret specielle
i mange år, idet det udenfor Angmagssalik- og Scoresbysund-området iflg. særlig
overenskomst' foruden for danske statsborgere stod frit for norske, engelske og
franske statsborgere at gå i land, overvintre, tage grund i benyttelse og drive jagt,
fangst og fiskeri „dog ikke på hensynsløs måde, således at der kan opstå fare for
udryddelse af sjældne eller nyttige dyrearter såsom moskusoksen og edderfuglen".
Det var især danske og norske statsborgere, som benyttede sig af denne ret, og over-
enskomsten gjaldt stadig efter Haag-dommen i 1933 om Danmarks suverænitet,
167
[3]
hvilket vakte megen utilfredshed i danske videnskabelige kredse, da det på grund
af uvilje fra norsk side ikke havde været muligt at indføre egentlige fredningsbe-
stemmelser. Således var bl. a. moskusoksen uden egentlig beskyttelse.
Uagtet at både det danske og det norske fangstaktieselskab gik sløjt efter 2. ver-
denskrig og af prestigegrunde måtte holdes kunstigt oppe ved statstilskud, indstillede
nordmændene (som de sidste) først deres fangstvirksomhed i 1959, og overens-
komsten med nordmændene blev herefter opsagt i 1967. Siden 1947 er der dog også
for denne del af Grønland blevet udstedt fredningsbestemmelser i et vist omfang,
fortrinsvis i form af ministerielle bekendtgørelser.6
Alt i alt må dyrefredningsbestemmelserne for hele Grønlands vedkommende siges
at udgøre et meget broget og uoverskueligt billede, og dette forhold har vel i sig
selv været medvirkende til, at der har været visse vanskeligheder gennem årene med
at få reglerne effektivt kontrolleret og overholdt, selv om man heller ikke kan se
bort fra, at det ikke mindst tidligere undertiden har været vanskeligt at skabe for-
ståelse for sådanne regler hos jægere og fangere, som pr. tradition ikke har været
vant til begrænsninger af anden art, end dem naturen byder.
Foruden de talrige dyre f redninger findes der imidlertid tillige enkelte eksempler
på egentlige fredninger af landskabsområder, hvor formålet som regel har været at
beskytte en bestemt flora eller fauna, som har været truet. Disse fredninger om-
fatter dog kun relativt begrænsede områder og udgør iøvrigt ligesom dyrefrednin-
gerne et broget billede, både hvad angår oprindelse og administrativ sikring.
Den ældste landskabsfredning blev iværksat ved en sysselrådsbeslutning i efter-
året 1912 og skyldes et initiativ fra før omtalte magister M. P. Porsild. Fredningen
omfatter et område på Disko kaldet Engelskmandens Havn og beliggende vest for
Godhavn samt endnu et område ved Godhavn kaldet Østerlien og beliggende ved
Københavns Universitets arktiske station.
De to fredninger er væsentligst begrundet med ønsket om at bevare den særligt
frodige og mangeartede flora, som takket være forekomsten af varme kilder findes
disse steder. For begge områders vedkommende forbydes således bebyggelse, for-
urening, tørveskær etc., derimod er den almindelige ret til færdsel og jagt ikke ind-
skrænket. Fredningen af Østerlien er siden blevet stadfæstet i en kommunal vedtægt6
og er samtidig blevet udvidet til desuden at omfatte en del tilstødende arealer om-
kring den arktiske station.
Også Grønlands største egentlige skov i Qinguadalen ved fjorden Tasermiut syd
for Nanortalik er fredet. Det skete ved en vedtægt, som blev stadfæstet af den da-
værende, iøvrigt meget naturfredningsinteresserede, landsfoged i Sydgrønland, Knud
Oldendow.7 Skoven var, ligesom de ifølge ældre beretninger talrige andre skov-
168
[4]
Fra det fredede område Engelskmandens Havn.
l forgrunden et udsnit af den frodige, mangeartede flora, bl. a. en stor kvan.
Foto; T. W. Bocher.
områder i Sydgrønland, blevet stærkt reduceret som følge af en omfattende og plan-
løs skovhugst efter det eftertragtede brændsel. Således har Peter Freuchen fortalt,8
at da han l 1929 „besøgte den berømte Qinguadal, var de store kæmper faldet. Vi
så ingen træer stort over mandshøjde, og de kendte beretninger om folk, der krav-
ler op i træerne i Grønland, er nu en saga blott."
169
[5]
De ældre fredningsbestemmelser for denne skov er nu blevet afløst af en lands-
rådsvedtægt,9 som forbyder træfældning, jagt og bosættelse og pålægger de lokale
fåreholdere at sørge for, at deres får ikke græsser i området. Færdsel og bærpluk-
ning er derimod fortsat tilladt.
I foråret 1969 er en landsrådsvedtægt10 af tilsvarende indhold blevet vedtaget
for Klosterdalen, et skovområde af samme art og ligeledes beliggende i Nanortalik
kommune. Begge de nævnte vedtægter hjemler bødestraf for overtrædelse.
Man er desuden p. t. ved at gennemføre en reservation til træplantning af et areal
grænsende mod Klosterdalen. Nationalmuseet har i forbindelse hermed foreslået
forbud mod gravning, stenflytning eller anden aktivitet i eller i nærheden af de på
stedet værende ruiner.
I 1958 blev ved overenskomst mellem danske og amerikanske myndigheder op-
nået en fredning af to områder omkring to saltsøer beliggende nær Søndre Strøm-
fjord-basen. Fredningsbestemmelserne tager så vidt vides først og fremmest sigte på
at undgå, at områderne benyttes som losseplads for konservesdåser og benzintrom-
ler etc.
Også i Østgrønland findes et fredet område. Denne fredning er foretaget ved en
ministeriel bekendtgørelse11 og omfatter Sandøen i Youngsund mellem Clavering Ø
og Wollaston Foreland nær vejrstationen Daneborg. Øen og det omgivende vand-
areal er herved udlagt som et reservat, hvor enhver jagt, fangst, indsamling af æg
eller dun samt enhver færdsel er forbudt. Fredningen skyldes især det rige fugleliv,
der findes på øen.
I forbindelse med byplanlægningen af de vestgrønlandske byer har man endelig
i flere tilfælde søgt at sikre værdifulde bynære arealer mod bebyggelse. Det drejer
sig især om kyststrækninger og visse markante højderygge og stenpartier, som tradi-
tionelt er yndede udsigtspunkter.
En anden type landskabsfredninger, som ganske vist kun omfatter ret små are-
aler, er opstået ved, at man har fredet de nærmeste omgivelser omkring en række
fortidsminder, eskimo- og nordbobopladser og -grave. Ved regulativer fra 1937 og
194812 er således fredet ca. 40 lokaliteter i Vestgrønland13 og 2 ved Angmagssalik.
På disse områder, som efter fredningens ikrafttræden er blevet afmærket, er det mod
bødestraf forbudt at opføre huse, tænde bål, grave og bortfjerne sten og tørv samt
at fjerne skeletdele eller gravgods. Der findes endvidere forskrifter om vedligehol-
delse af clisse fredede områder.
Nok så væsentligt er det dog, at der for hele Grønlands vedkommende findes
generelle regler,14 som skal sikre arkæologisk og etnografisk vigtigt materiale mod
tilfældig opgravning og bortfjernelse. Disse regler suppleres yderligere af et gene-
170
[6]
Kirkeruin i nordboernes Østerbygd.
Hvalsey i Julianehåb kommune.
Foto: V. Laage.
relt forbud13 for alle tilrejsende mod indsamling af arkæologisk materiale samt mod
udgravninger eller kortlægning.
Bygningsfredning har ganske vist ikke direkte noget med naturfredning at gøre.
Dog skal omtales, at Nationalmuseet har udarbejdet en fortegnelse omfattende
over et halvt hundrede bygninger: bestyrerboliger, præstegårde, butiksbygninger etc.
Disse huses bevarelse hviler på en intern aftale mellem GTO og Nationalmuseet.
Herudover har man i flere tilfælde i byernes dispositionsplaner taget vidtgående be-
varingshensyn til værdifulde bygninger og bymiljøer.
Fredningsproblemer nu og i fremtiden.
Selv om de hidtidige fredningsbestræbelser således stort set må siges at have et
noget sporadisk præg, har de utvivlsomt i mange tilfælde gjort god fyldest. Det er
derimod et spørgsmål, om de fredninger og de mange yderst forskelligartede fred-
ningsregler, der er opstået gennem årene, er tilstrækkelige i dag, og det er under
alle omstændigheder tvivlsomt, om de slår til i fremtiden.
For nøjere at vurdere dette vil det være nærliggende at se lidt nærmere på de væ-
sentligste af de anvendelser, der gøres af grønlandsk territorium i dag:
171
[7]
1.   Bebyggelse og anlægsvirksomhed
2.  Udvinding af mineralske råstoffer m. v.
3.  Landbrug o. lign.
4.  Jagt og fangst
og ganske særligt måske den udvikling, der kan ske m. h. t. disse anvendelser, og de
problemer af naturfredningsmæssig art, det kan tænkes at medføre.
1.  Bebyggelse og anlægsvirksomhed.
Koncentrationen af alt nyere byggeri i de grønlandske byer har ganske naturligt
medført, at Grønlands natur ikke, som det er tilfældet i Danmark, er blevet præget
af spredt planløs bebyggelse. Lokalt har problemerne dog været store nok, idet de
senere års voldsomme byudvikling i flere tilfælde har medført en ret udtalt land-
skabelig forringelse af byernes nærmeste omgivelser. Med byudviklingen er også
fulgt forureningsproblemer. I flere tilfælde er det gået hårdt ud over byernes vand-
søer, og der kendes tilsvarende grelle eksempler på, hvorledes storme og føhnvinde
har spredt åbne lossepladser milevidt. Almindelig kendt er det desuden, at engangs-
emballager ikke blot præger byerne, men også store dele af deres oplande — ganske
særligt er engangsflasken blevet en pestilens.
En egentlig infektion af det åbne landskab forårsaget af en almindelig spredning
af bebyggelse som i Danmark er nok ikke nogen overhængende trussel. Dog kan
den manglende bygge-, byplan- og fredningslovgivning og specielt det forhold, at det
udenfor byerne stort set står enhver dansk statsborger frit for at bygge hvadsom-
helst hvorsomhelst, tænkes at rumme trusler mod Grønlands natur. Dels er der jo
allerede nu tegn på, at den hidtil førte politik med koncentration af befolkningen i
de store byer ikke nødvendigvis er den eneste saliggørende løsning i fremtiden, dels
kan man meget vel forestille sig større offentlige anlæg (kommunikationsanlæg,
forsvarsanlæg etc.) placeret udenfor byerne, og endelig vil den ønskede og forven-
tede opblomstring af en egentlig turisme utvivlsomt medføre et betydeligt hytte- og
hotelbyggeri m. v. indenfor bestemte områder fortrinsvis naturligvis områder af
særlig interesse og naturskønhed.
2.  Minedrift og olieboring etc.
Man kan ikke se bort fra, at en evt. kommende storstilet minedrift eller olieud-
vinding utvivlsomt vil repræsentere meget store trusler mod Grønlands naturværdier.
Den hidtidige minedrift har, omend den i perioder har været forholdsvis givtig,
trods alt været af behersket omfang og intensitet, primært på grund af mineralfore-
komsternes begrænsede omfang og lødighed eller vanskelige tilgængelighed. De helt
store sensationelle fund har man endnu tilgode. Men der er formentlig stadig grund
172
[8]
KO NC E SS l Ofsj SOfARDlER.
T»R..  l.2L.l°l7t
OCa
[9]
til optimisme. Dels er man fortsat på jagt (i øjeblikket er foruden Grønlands geo-
logiske Undersøgelse ca. 30 forskellige selskaber1" i gang med forundersøgelses- og
efter forskningsvirksomhed), dels kan efterspørgslen efter allerede kendte mineral-
forekomster hurtigt blive øget, hvis fragtraterne bliver rimeligere, eller hvis den tek-
niske udvikling medfører, at hidtil kun lidt anvendte grundstoffer bliver anvende-
lige i højere grad.
Den minedrift, man indtil dato har haft i Grønland, har kun efterladt sig spredte
og relativt begrænsede spor i form af åbne kratere, hule skakter og spøgelsesagtige
forladte minebyer. Men man må i fremtiden være forberedt på mere moderne og
sandsynligvis mere storstilede former for uclvindingsteknik. For nogle år siden disku-
terede man således mulighederne for ved hjælp af atomladninger at bortsprænge
toppen (ca. 150 mill. tons) af det såkaldte Malmbjerg syd for Mestersvig for herved
at skaffe sig bekvem adgang til de store molybdænforekomster i bjerget.
Da man i 1968 fandt store olieforekomster i Alaska, fremkaldte det en sand olie-
feber, hvis hidtidige kulmination har været bortauktioneringen af 179 parceller på
tilsammen 225.000 ha til et beløb af ialt 900 mill. dollars. Denne feber, som også
har raset i Canada, har nu så småt bredt sig til grønlandske havområder. I hvert fald
har en række olieselskaber rettet søgelyset mod Grønlands kontinentalsokkel, og i
løbet af det sidste års tid har godt en halv snes af disse selskaber fået tilladelse
efter den grønlandske minelov17 til forundersøgelser. Det forlyder endvidere, at de
første egentlige boringer ventes igang i sommeren 1972.
Fra myndighedernes side er man hidtil gået meget forsigtigt til værks overfor de
udenlandske olieselskaber. Man skal nok heller ikke vente et udsalg af Grønlands
undergrund i stil med den omtalte auktion i Alaska; på den anden side er det på
baggrund af de mange års søgen efter et økonomisk grundlag for Grønlands udvik-
ling nærliggende at tro, at man trods alt vil strække sig ret vidt m. h. t. at imøde-
komme interessen udefra. Skulle resultaterne af de kommende års undersøgelser give
anledning til øget aktivitet m. h. t. oliejagt og -udvinding, vil dette i hvert fald kunne
betyde store muligheder for det grønlandske erhvervsliv og for danske ingeniør- og
handelsselskaber, forudsat man kender sin besøgstid.
Man må gøre sig klart, at der også på dette felt vil blive tale om storstilede og
avancerede udvindingsformer bl. a. som følge af de vanskelige naturforhold. Kun
få steder kan man på grund af isen anvende traditionelle boreplatforme. Mange
steder kan boring måske kun tænkes fra tunneller, anlagt under havbunden fra land,
og overalt hvor der skal bores, vil der blive brug for ganske store service- og kom-
munikationsanlæg i land. Også forureningsfarerne må i denne forbindelse give an-
[10]
ledning til omtanke. Fra forskellig side har man bl. a. allerede udtalt bekymring over
en fremtidig besejling med supertankere af det isfyldte Davisstræde.
Under alle omstændigheder vil det være nærliggende, at man benytter det puste-
rum, man endnu har, til opmærksomt at følge udviklingen i Alaska og Canada og
lære af de erfaringer, man har gjort i disse områder.
3.  Landbrug o. lign.
Landbruget i den sydlige del af Vestgrønland har formentlig ikke de helt store
udviklingsmuligheder og vil som følge heraf næppe heller kunne give anledning til
større fredningsproblemer i fremtiden. Det egentlige kultiverede areal udgør vel
i dag ikke engang 100 ha, hvortil kommer fjeldgræsningsarealerne, som ganske vist
er væsentlig større. En kultivering af yderligere ca. 500 ha skulle iflg. det jordbrugs-
faglige udvalg være mulig, men det vil kræve meget betydelige kultiveringsarbejder.
Tilsvarende giver de fjeldgræsningsmuligheder, som findes, ikke grundlag for en
væsentlig forøgelse af fårebestanden.
De problemer af fredningsmæssig art, som landbruget hidtil har medført, er bl. a.
skader på forskellige nordboruiner i de områder, hvor f åreavlerne har slået sig ned.
Nok så væsentligt er det, at fårenes fjeldgræsning i flere tilfælde har forårsaget
alvorlige skader på særlige værdifulde vegetationstyper, undertiden tilmed med jord-
fygning til følge. Fremtidig bør man derfor nok fortsat være opmærksom på de
følger, en intensiv fjeldgræsning kan have indenfor bestemte områder.
4. Jagt og fangst.
Som nævnt har man allerede et meget omfattende og kompliceret system af regler,
der skal beskytte dyrelivet. Udover at det bl. a. af hensyn til at muliggøre en effek-
tiv kontrol er ønskeligt, at dette system forenkles, er det også fra forskellig side på-
peget, at det i fremtiden nok så meget må være de videnskabelige hensyn som
egentlige nyttehensyn, der skal varetages. Ikke mindst for de større dyrs vedkom-
mende — isbjørn, moskusokse, hvalros og ren - er det påpeget, at en skærpelse af
fredningsreglerne sandsynligvis er nødvendig. Især må man i højere grad søge at be-
skytte disse dyrs ynglepladser samt vandringsveje og landingspladser for bl. a. at
muliggøre indvandring fra andre arktiske områder.
Landets stadig større tilgængelighed for tilrejsende og ikke mindst en voksende
strøm af turister taget i videste betydning vil utvivlsomt også medføre problemer af
fredningsmæssig art. Turisterne vil også i fremtiden først og fremmest komme for
at opleve den grønlandske natur på ganske nært hold: gå på jagt, fiske, klatre i
fjeldene, deltage i sportsekspeditioner af enhver art etc. Også i denne forbindelse
må man derfor være opmærksom på, at den arktiske flora og fauna på grund af de
[11]
HIDTIDIGE.    TUR.ISTMAU.
OG, -RUTER.
[12]
ekstreme klimatiske forhold er yderst følsom overfor selv ret små ændringer og
indgreb.
Fredningslovgivning.
På flere områder er og vil der således blive stof til konflikter mellem naturfred-
ningsinteresserer og andre interesser. Konflikter som det måske kan vise sig at være
vanskeligt at løse, fordi man endnu savner tilstrækkelig hjemmel og mulighed for
indgriben og for effektiv kontrol.
Summarisk kan nævnes, at man set fra et naturfredningssynspunkt umiddelbart må
savne:
1.  En effektiv generel kontrol med bebyggelse og al anden anlægsvirksomhed uden
for byerne og de større bygder.
2.  Mulighed for kontrol med omfattende ændringer af landskabet forårsaget af
minedrift, offentlig og privat anlægsvirksomhed, landbrug og plantninger etc.
3.   Mulighed for effektiv bekæmpelse af forurening af landarealer, indsøer og hav-
områder.
4.   Mere overskuelige regler til sikring af det grønlandske fugle- og dyreliv ud fra
videnskabelige hensyn.
5.  Tilsvarende regler til sikring af værdifuld  flora  og sjældne  geologiske  fore-
komster.
6.   Bedre mulighed for at bevare ældre værdifulde bygninger og historiske minder
af enhver art, herunder f. eks. varder, vardeberetninger,  mindesmærker o. lign.
suppleret af en generel pligt til aflevering af „danefæ".
Skal disse hensyn varetages effektivt, er en tidssvarende og koordineret indsats
baseret på helhedsbetragtninger nødvendig. Arbejdet må kort sagt ligge i nogenlunde
faste rammer. En fredningslov for Grønland ville uden tvivl være et væsentligt skridt
i denne retning.
Et sådant lovgivningsarbejde er p. t. i gang bl. a. foranlediget af Kommissionen
for videnskabelige Undersøgelser i Grønland samt af en henvendelse fra Danmarks
Naturfredningsforening til Ministeriet for Grønland.
Når man i fredningsspørgsmål hidtil kun har haft administrative regler skyldes
det vel især praksis i Grønland fra tiden før grundloven fra 1953. I Danmark har
der været en egentlig lovgivning på dette felt siden 1917. En lovgivning som er blevet
mere specialiseret og detailleret med tiden, og som naturligvis er skabt specielt på
baggrund af de særlige natur- og ejendomsforhold i Danmark.
En grønlandsk fredningslov behøver imidlertid ikke være så detailleret og kompli-
ceret som den danske lov, bl. a. fordi der kun sjældent vil blive tale om erstatnings-
spørgsmål. Lovens vigtigste funktioner må være på grundlag af en helhedsvurdering
177
[13]
at sammenfatte og supplere de forskellige gældende fredningsregler samt at afstikke
retningslinierne for det fremtidige naturfrednings- og formentlig tillige bygnings-
fredningsarbejde i Grønland. Det er dog muligt, at dyrefredningerne fortsat mest
praktisk må hvile på administrative og internationale regler, hvorved man bedre vil
være i stand til løbende at følge udviklingen. Disse regler må i så fald have en så
klar og overskuelig form som mulig. De generelle regler, der gælder for jagt, mil
nok tilsvarende holdes udenfor fredningsloven, ligesom det er tilfældet i Danmark.
I så fald bør man dog tilstræbe, at disse regler sammenarbejdes til en samlet jagtlov
for Grønland. Endelig må man i forbindelse med lovgivningsarbejdet formentlig
også tage stilling til spørgsmålet om evt. oprettelse af specielle fredningsorganer af
konsultativ7 og besluttende art.
Det fremtidige /redningsarbejde — arktiske naturparker.
Et væsentligt led i det fremtidige fredningsarbejde vil være gennemførelsen af lo-
kale fredninger til beskyttelse af fauna, flora, geologiske sjældenheder og fortids-
minder. Men også fredninger af ganske store områder— grønlandske naturparker —
vil utvivlsomt komme på tale.
Naturparker i arktiske områder er ingenlunde noget nyt og epokegørende. I Nord-
sverige har man siden 1909 udlagt 7 nationalparker med et samlet areal på over
6000 km2, varierende fra fuldstændig øde fjeldområder til mere tilgængelige tundra-
og fjeldegne præget af ret stor turisttilstrømning. Hertil kommer knap en halv snes
mindre fritidsområder for fjeldvandrere og lystfiskere.
Norges nationalparker omfatter tilsvarende fortrinsvis fjeldområder og ødemar-
ker. Specielt skal nævnes, at der siden 1925 har været et isbjørnereservat på Svalbard,
ligesom floraen er totalfredet i et par større områder på Svalbard.
I Alaska findes 3 store nationalparker på tilsammen 27.800 km2, hvortil bl. a.
kommer et antal såkaldte Wild-life Refugees og Recreation Areas, som tilsammen
udgør et langt større areal end de tre nationalparker. Også i Canadas arktiske om-
råder er udlagt flere nationalparker.
Benævnelserne naturparker og/eller nationalparker bruges med varierende betyd-
ning i de forskellige lande, men fælles for de nævnte landes natur- og nationalparker
er, at de stort set kan opdeles i to hovedkategorier:
I. Større områder som fredes med det formål at bevare oprindelig natur for vi-
denskabelig forskning og for kommende generationer. I disse områder bliver
enhver form for færdsel undergivet særlig strenge regler for at sikre områ-
dets oprindelige natur, specielt de samfund af planter og dyr, som er typiske
for de pågældende områder. Tilsvarende vil andre indgreb end de, som er
nødvendige for at sikre områdets naturlige status, sjældent blive tilladt.
178
[14]
II. Større repræsentative områder af det pågældende lands natur, som fredes for
at bevare landskabet i dets naturlige tilstand og for at give dyre- og planteliv
den størst mulige beskyttelse, samtidig med at områderne i varierende omfang
skal tjene som frilufts- og rekreationsområder for landets befolkning og turi-
ster og til en vis grad indrettes med henblik på et større eller mindre publikum.
Endelig kan der være grund til at nævne en tredie ikke uvæsentlig kategori af fre-
dede områder, nemlig den art områder som almindeligvis benævnes reservater — som
oftest mindre områder, hvor man totalfreder i en speciel henseende, f. eks. med hen-
syn til en ganske særlig flora, fauna eller et særligt fugleliv (som f. eks. de grønland-
ske renreservater).
Når tanken om at oprette naturparker i Grønland er nærliggende, er det imidler-
tid ikke blot, fordi naturparktanken har vundet udbredelse i andre nationer. Grøn-
land repræsenterer for store dele af landets vedkommende en natur, som endnu
praktisk taget er fuldstændig upåvirket af mennesket og den tekniske udvikling.
Moderne naturvidenskab lægger af flere grunde i stigende grad vægt på betydningen
af at kunne bevare store uberørte landområder med de samfund af planter og dyr
(økosystemer), som er typiske for de pågældende områder. Dels er det en nødven-
dighed for den naturvidenskabelige forskning, at den kan foregå indenfor så store
områder, at der eksisterer en balance mellem områdets karakteristiske arter. (Stu-
dier af natur, som ikke har været påvirket af mennesket, er således bl. a. nødvendige
for at få klarhed over virkningerne af menneskets indgreb i naturen). Dels er det
af stor værdi at bevare den store alsidige biologiske arvemasse, som den vilde flora
og fauna repræsenterer, som en reserve for eftertiden. Hvor stor nytte, man i frem-
tiden kan have af en sådan reserve, kan ikke bedømmes nøje nu. Alene dette usik-
kerhedsmoment må give anledning til forsigtighed.
De meget store æstetiske værdier, Grønlands natur repræsenterer, er om muligt
endnu mere umålelige end værdien af de naturvidenskabelige interesser. For Grøn-
lands befolkning må det være af stor betydning at kunne bevare de mest typiske og
naturskønne landskaber — ikke blot ud fra betragtninger om Grønland som en turist-
attraktion i verdensklasse.
Udpegningen og afgrænsningen af de områder, som primært kan tænkes udlagt
som naturparker, bør naturligvis bl. a. baseres på den omfattende naturvidenskabe-
lige, arkæologiske og etnografiske viden, man gennem årene har indsamlet om Grøn-
land. Tilsvarende bør lokale ønsker og medvirken i det hele taget tillægges stor be-
tydning, men det vil desuden være nærliggende at drage nytte af de erfaringer, man
har gjort i andre lande, ikke blot lande med arktisk natur, men også andre nationer
med årelang erfaring indenfor naturpark- og reservatarbejdet.
Det kan ikke undre, hvis Nordøstgrønland som det første område kommer på tale
179
[15]
•Dl SKO —
JAKOBSHAV M
H6LSTE.INSB013&
SDK.
FUOK.D
__________Soo   V<M________
SKITSE: OVER. MUL.IG.EI
F"OR.    OF>R.ETTEL£E.   AF
h-4/<YTU R V>f\ P2.KE.R.
[16]
Fjelde i Østerbygden.
Øen Angmalortoq i Nanortalik kommune.
Foto: V. Laage.
som en evt. kommende grønlandsk naturpark. I de sidste 35 år har der jævnligt
været fremsat forslag herom. Formålet med en naturpark i dette område må primært
være at sikre den særlige dyreverden — bl. a. moskusokse og isbjørn - som findes
i disse egne. Dette vil utvivlsomt være ensbetydende med en totalfredning af dyre-
livet og ret begrænsede muligheder for enhver form for færdsel. Dog må der natur-
ligvis sikres rigelige fangstmuligheder for Scoresbysund-områdets befolkning.
Det vil imidlertid også være nærliggende at oprette naturparker andre steder i
Grønland til sikring af repræsentative dele af de mest typiske grønlandske landskabs-
typer. Således f. eks. i de tidligere nordboområder, Østerbygd og Vesterbygd med
de mange nordboruiner og med den særlige frodige vegetation, som kendetegner
disse områder, i et fjordområde i de centrale dele af Vestgrønland, hvor der stadig
findes vildrener, og evt. i et område præget af fuglefjelde.
I visse af de evt. kommende vestgrønlandske naturparkområder vil det også være
nærliggende at vurdere, i hvilket omfang de vil kunne danne basis for en evt. turisme.
Man må i denne forbindelse nok regne med, at den eneste form for turisme, der
foreløbig har nogen chance i Grønland, er en aktiv turisme baseret på lystfiskeri,
181
[17]
fjeldvandring, skiløb og jagt etc. Sådanne former for ferie efter Laplands-mønster
vinder til gengæld stadig større popularitet. Med ret få midler kunne store områder
f. eks. i Søndre Strømfjord-Holsteinsborg-egnen og i Diskobugt-området indrettes
hertil med overnatningshytter, afmærkede løyper og vandreruter, mulighed for kut-
tersejlads, slædekørsel etc. Ideer af denne art har iøvrigt været fremme i forbindelse
med en projektskitse for en evt. kommende vej mellem Søndre Strømfjord og Hol-
steinsborg. Foreløbig synes dog især Jakobshavns-området at være i søgelyset.
Imidlertid er naturparkerne kun een side af naturfredningsproblematikken. I
Grønland ligger der allerede andre væsentlige fredningsopgaver og venter på at blive
løst - og endnu større problemer vil helt sikkert vise sig i fremtiden.
Det krævede ikke så lidt fantasi for blot 25-30 år siden at forestille sig, hvilken
udvikling Grønland skulle gennemløbe til i dag, og det er vist ikke nogen overdri-
velse at sige, at det nærmest er umuligt at forestille sig, hvad der vil ske i de kom-
mende 25 år. Den tid er forbi, hvor man i narurfredningsmæssig henseende kan ud-
rette noget ved blot at følge efter udviklingen. Skal naturfredning have nogen me-
ning i fremtiden, må man til stadighed være lidt forud for sin tid, eller i det mindste
samtidig med sin tid. — I Grønland er dette stort set endnu muligt.
NOTER:
1.  M. P. Porsild: Naturfredning i Grønland (Meddelelser om Grønland, Kbh. 1915).
2.  Lov nr. 72 af 29.3.1957 om jagt og ferskvandsfiskeri i Grønland og lov nr. 223 af 3.C.19G7 for
Grønland om erhvervsmæssig fangst, fiskeri og jagt, jfr. tillige Grønlandsmin. bekendtgørelse af
3.12.1969 om erhvervsmæssig fangst, fiskeri og jagt.
3.  Se i stedet f. eks. K. Oldendow: Naturfredning i Grønland (Kbh. 1935).
4.  Overenskomst mellem Danmark og Norge ang. Østgrønland af 9.7.1924, udvidet til tillige at gælde
britiske og franske statsborgere hhv. 30.6.1925 og 21.10.1925.
5.  BI. a. Grønlandsmin. bekendtgørelse nr. 218 af 31.7.1956 vedr. fredninger i Nordøstgrønland.
6.  Vedtægt udfærdiget af kommunalbestyrelsen i Godhavn den 17.6.1954, stadfæstet af landshøvdingen
den 30.9.1954.
7.  Knud Oldendow: Naturfredning i Grønland (Kbh. 1935).
8.  Peter Freuchen: Grønlandske Problemer (Kbh. 1931).
9.  Landsrådsvedtægt af 13.9.1962, stadfæstet af Min. f. Grønland den 6.5.1963.
10.  Landsrådsvedtægt af 28.4.1969.
11.  Grønlandsmin. bekendtgørelse nr. 218 af 31.7.1956, § 18, stk. l, tidligere bekendtgørelse nr. 528 af
1.12.1950.
12.  Statsrnin. regulativ af 10.4.1937 ophævet ved regulativ af  11.11.1948, som er af omtrent samme
indhold.
13.  Statsmin. skrivelse af 10.4.1937 ang. fredlyste lokaliteter i henhold til ovennævnte regulativ  samt
statsrnin. cirkulære af 20.5.1950.
14.  Indcnrigsmin. cirkulære af 19.4.1916 ang. foranstaltninger til sikring af kulturminder i Grønland.
182
[18]
1/5. Grønlandsmin. bekendtgørelse af 22.2.1967.
l G. Jfr. Specifications of concessions and prospecting liccnses granted by the Ministry for Greenland
(pr. 1.2.1971) (GGU).
17. Lov nr. 166 af 12.5.1965 om mineralske råstoffer i Grønland, som ændret ved lov nr. 203 af 21.5.1969.
Som væsentlige kilder iøvrigt er anvendt:
Beretninger og kundgørelser vedr. Grønland, div. årgange.
Tidsskriftet Grønland, div. årgange.
Betænkning afgivet af minelovkommissionen af 1960.
Div. artikler i Grønlandsposten.
Dispositionsplaner for byerne på Grønlands vestkyst.
Desuden har Ministeriet for Grønland og Grønlands tekniske Organisation bidraget med forskellige op-
lysninger.
l83[19]