[1]
MOSKUSOKSEN SOM TAMDYR l VESTGRØNLAND
Kommentar af direktør J. G. Je?inov
JL „Grønland" nr. 4/71 side 97—108 bringes en artikel af I. Silis: „Moskusoksen —
et nyt tamdyr?"
I denne artikel står bl. a. side 105 „at i vild tilstand bliver moskuskøerne som
regel drægtige hvert andet år, og tvillingefødsler forekommer sjældent."
Dette er næppe rigtigt. Iagttagelser fra Nordøstgrønland tyder på, at moskus-
køerne bliver drægtige hvert år, og at tvillingefødsler er langt hyppigere end hos vort
almindelige tamkvæg.
Når det i artiklen siges, at de opgivne tal for bestandenes størrelse er i underkan-
ten, så er dette utvivlsomt rigtigt. Man har hidtil altid fra mere eller mindre officielt
zoologisk hold undervurderet moskusbestandenes størrelse. Nu er det mange år
siden, at jeg har været i Nordøstgrønland, og jeg skal derfor ikke udtale mig alt
for meget om bestandenes størrelse, men, sandsynligvis er bestandene over de
nævnte 20.000 stykker alene i Nordøstgrønland.
I artiklen findes på side 101—102 følgende passus: „men først, da den hvide pels-
jæger og hvalfanger kom op til Arktis, var moskusoksen i fare for at blive udryddet.
En nærmest totalfredning satte heldigvis stopper for slagteriet." Denne passus er,
forsåvidt angår Nordøstgrønland, ganske vildledende og misvisende. I Nordøst-
grønland har der aldrig været tale om nedskydninger der kunne bringe moskusbe-
standene i fare.
Det, som af og til har medført meget betydelige svingninger i bestandene, er de
med åringers mellemrum indtrufne abnorme klimatiske forhold. I efteråret 1938
eksempelvis faldt der i mange af terrænerne i oktober og november, da landet var
bundfrosset, efter et indbrud af maritim luft fra det åbne hav udenfor Storisen,
regnskyl på 38 og 11 mm. At vegetationen isede ned, med de deraf flydende følger
for de stedlige moskusbestande, er klart. I vinteren 1953—54 faldt der så megen sne,
at dyrene ikke kunne komme ned til vegetationen i de fleste distrikter. Eksempelvis
sås i juli 1954 mellem Agnetesø og Langelven ca. 70 voksne dyr, men ikke een kalv
og ikke et eneste ungdyr, altså kalv fra foråret 1953.
[2]
Det ville være glimrende, om der nu langt om længe blev gjort noget alvorligt
for at søge at udnytte moskusoksens kommercielle værdi som tamdyr.
Allerede i Harpers Magazine januar 1946 slog Vilhjalmur Stefansson i en artikel
„Farming without Barns" til lyd for, at man forsøgte at udnytte moskusoksen som
tamdyr.
Omkring 1949 rejste jeg spørgsmålet i Dagens Nyheder om „Moskusoksen som
tamdyr i Vestgrønland", og spørgsmålet gentoges i en artikel med samme titel i „Na-
turens Verden" 1950 og samme år og under samme overskrift i „Svensk faunistisk
Revy".
Det ville, som sagt, være ganske udmærket, om der nu endelig langt om længe
blev gjort et virkelig alvorligt forsøg på at udnytte moskusoksen og specielt dens
yderst værdifulde uld og derved skaffe menneskeheden et tamdyr, som vi — således
som Vilhjalmur Stefansson udtrykte — ikke har arvet fra stenalderkonen.
190[3]