[1]
I      HANS      EGEDE      ÅRET
HANS EGEDE, GRØNLANDS MISSIONÆR
OG KOLONISATOR
Af højskolelærer Mads Lidegaard
3. juli 1721 styrede et skib gennem skærgården udenfor Godthåbsfjorden. På dæk-
ket stod en lille familie og spejdede mod land, den 35 årige norske præst Hans Povel-
søn Egede og hans noget ældre hustru Giertrud Rask med deres fire børn, to drenge
og to piger. Med blandede følelser betragtede præsten de grønlandske fangere, som
i kajakker kom skibet i møde. I mere end 10 år havde han stridt for at virkeliggøre
sin drøm om at bringe evangeliets lys til nordboernes formodede efterkommere i
Grønland, som nu var hensunket i hedenskabets mørke. Han havde brændt skibene
bag sig, opgivet sit embede i de norske nordlande og rejst først til Bergen og siden
til København for at overtale konge og missionskollegium og myndigheder og penge-
folk til at støtte sagen.
Og nu stod han ved sine drømmes mål og skulle fæste bo som den første europæer
i over 200 år på denne vilde klippekyst sammen med en håndfuld norske og danske
matroser og håndværkere. Ikke underligt at han gjorde sig sine tanker ved at se de
skindklædte vejrbrunede fangere tumle sig mellem skærene, de mennesker, som han
nu skulle vie sit arbejde. Og ikke underligt at de på deres side blev urolige over det
uvante syn af europæiske kvinder og børn og direkte frarådede Egede at overvintre,
da deres bange anelser viste sig at holde stik, og de nye fremmede gjorde mine til at
bygge hus for vinteren.
Hans Egede var ikke noget søndagsbarn, ingen Aladdintype, som kom let og
legende gennem livet. Der var over hans væsen noget tungt og alvorligt, som forbød
ham at gå på akkord og finde de lette løsninger, men samtidig en stædighed og stejl-
hed, som ikke bøjede af for vanskelighederne, men gik lige løs på dem, og derfor
var han skabt til at være pioner. Men netop dette hårde og noget stridige sind måtte
skaffe ham særlige vanskeligheder, når han skulle omgås en befolkning, som i sæder
og skikke, sprog og tankegang, var helt forskellig fra ham selv. Det fik han at mærke,
og det fik grønlænderne at mærke, og hans egne dagbøger taler deres tydelige sprog
herom.
193
[2]
Men han havde andre egenskaber, rigt og storladent som hans væsen var: En
pligtfølelse, som aldrig tog hensyn til egen bekvemmelighed, en blødhed i sindet så
stor, at al den ydre strenghed måske i virkeligheden var nødvendig for at beskytte
den — og en menneskelig medfølelse, som var ægte og dyb og måske burde nævnes med
endnu stærkere ord.
Det virker, som om den nye missionær i de første år mest var præget af streng-
heden, når han for frem mod sine hedenske modstandere med ubønhørlig hårdhed
og ringe sans for deres vanskelige situation, når han bankede dem efter noder og
truede med alskens straffedomme, hvis de ikke faldt til føje, når han fordømte alle
deres hedenske „abekattestreger" over en bank og dermed i virkeligheden hele deres
samfundssystem, der netop var knyttet til trommedansen som det væsentligste kul-
turelle udtryksmiddel.
Men det skulle gå så mærkeligt, at denne unge fusentast blev grebet af skæbnen
og ført gennem en række hårde skuffelser og prøvelser, som bøjede hans stridige
sind og bandt ham med stærke følelser til de samme mennesker, han først havde
tugtet. Først da blev han grønlændernes missionær, har den grønlandske præst og ior-
fatter Mathias Storch sagt, først da knyttedes de bånd af tillid og hengivenhed mel-
lem ham og grønlænderne, som vel nok blev det væsentligste resultat af hans virke,
fordi dette tillidsforhold blev overført i nogen grad på hele det efterfølgende kolo-
nisationsværk.
Det er formentlig netop disse skuffelser og den modgang, de var udtryk for, som
er nøglen til forståelse af Hans Egedes personlighed, som den udviklede sig gennem
årene i Grønland.
For Egede var det noget meget væsentligt, at det var de gamle norske beboere,
han søgte og ville genkristne. For nutidstankegang kan dette synes mærkeligt, fordi
vi ikke kan se nogen større katastrofe i, at en del af folket tror anderledes end de
andre. Men religion var for de gamle et fælles foretagende, en slags pagt mellem Gud
og folket som helhed, og det var fra folkets side et brud på pagten, hvis blot eet
medlem ikke overholdt den. Derfor tillod man ingen afvigende religiøse opfattelser
i landet, men straffede dem hårdt, for de bragte folket i fare for hævn fra oven.
Derfor var det også noget særligt ulykkeligt for en nordmand, at netop en gruppe
norske var faldet fra.
Det var Egedes første store skuffelse, at han ikke fandt dem, men helt andre men-
nesker, hvis sprog og tanker han ikke forstod. Derfor gav han sig ud på store og be-
sværlige rejser for at finde de savnede norske. I åben båd sejlede han rundt i Godt-
håbsf jorden, mod nord og siden mod syd helt til Kap Farvel. Til sidst nægtede hans
besætning at fortsætte, og det var med nød og næppe, man nåede hjem til Godthåb
langt hen på efteråret. Hans Egede havde vandret rundt i nordboruinerne midt i
194
[3]
den gamle Østerbygd, netop den han søgte, og han havde også undret sig over, at
folk dernede havde lysere hår og øjne end andre grønlændere (ligesom nyere undersø-
gelser har vist, at deres blodtype ligner den islandske), men han forstod ikke, at deres
samfund var opløst, og at der ikke var nogen tilbage, heller ikke på østsiden af landet.
Derimod opgav han selv efterhånden at finde dem, og langsomt vænnede han sig
til den tanke, at han måtte rette sin gerning mod grønlænderne og kun dem. Fra nu af
blev han deres missionær og indrettede sit arbejde på det. Man har siden kritiseret
Egede for, at han derved tankeløst og brutalt ødelagde det sluttede eskimoiske sam-
fundssystem. Da religion og dette system hænger nøje sammen i et samfund som
det eskimoiske, er anklagen for så vidt rigtig, som man ikke kan gå til angreb på den
herskende religion uden samtidig at undergrave hele samfundets livsopfattelse og
verdensforklaring. Men det må dog holdes Egede til gode, at han på to punkter var
fremsynet og undgik de fejl, som mission har gjort sig skyldig i så mange andre
steder: Han satsede fra første færd på, at missionen skulle drives på basis af grøn-
landske medarbejdere, som blev uddannet til selv at kunne drive den, og at det skulle
ske på deres eget sprog på god luthersk vis.
Hans gammellutherske syn kom også frem i hans dåbspraksis, hvor han var meget
tilbageholdende med at døbe, før vedkommende havde givet bevis for at forstå, hvad
det drejede sig om — og for børns vedkommende før forældrene kunne være garanti
for en kristen opdragelse. Dette førte til meget små tal på døbte — og følgende util-
fredshed i København, hvor man jo kun havde tallene at holde sig til ved bedømmel-
sen af missionens succes. Men det førte også til, at han måtte lære dåbskandidaterne
at læse og senere skrive, og selvom det var bibelen eller katekismen, man læste, eller
opbyggelige ting, man skrev, så er selve færdigheden jo nok så værdifuld iøvrigt.
Egede forstod hurtigt, at den største hindring for hans arbejde var den svigtende
forståelse af sprog og levevis, og han sparede sig ikke, når det gjaldt at overvinde
denne vanskelighed ved at flytte ud i grønlændernes huse og leve med dem, ligesom
han lod sine sønner gøre det samme og på den måde gennem naturmetode lære sproget.
Trods alle anstrengelser gav Egedes lille anlæg underskud, og skylden blev blandt
andet lagt på de fremmede hvalfangere, som skummede fløden i handelen med grøn-
lænderne og kun levnede lidt til de nye konkurrenter. I København blev man træt af
de evindelige klager og besluttede at sætte magt bag det grønlandske eksperiment.
I 1728, samtidig med at kolonien flyttedes til det nuværende Godthåb fra skærgår-
den, sendte man Hans Egede en samling mennesker på halsen, som skulle berede
ham den næste store skuffelse og skade missionen enormt.
Lederen af de nyankomne var en brovtende, hidsig og pralende soldatertype, Claus
Enevold Paars, som skulle være guvernør og kommandant, en afdeling soldater og
195
[4]
Hans Egede,
[5]
Giertrud Rask.
[6]
officerer, som skulle hævde kongens myndighed i landet, samt en flok kolonister,
som var udset til at befolke landet og bestod af tugthusfanger, der var plukket ud
af fængslet og tvangsviet til lige så mange uartige piger, som i samme anledning var
sluppet ud af forbedringshuset.
Det blev en skrækkelig vinter i den nyanlagte koloni. Boligmæssigt nåede man ikke
at få indrettet sig, inden vinteren kom, og pladsen var trang. Ernæringen var util-
strækkelig, arbejdet hårdt og stemningen desperat. Oprør og mytteri lurede og blev
kun forhindret, fordi folk blev syge og døde i snesevis. Man sloges og horede og
drak, så grønlænderne forskrækkede flygtede til alle sider og undrede sig over, hvor-
dan dette liv forenedes med den lære, som deres palase, præsten, så indstændigt
forkyndte dem. Egede blev naturligvis svar skyldig og måtte iøvrigt bide en del i sig
fra sin nye overordnede, Paars.
Det stort anlagte koloni-projekt blev altså en fiasko, og en ny befæstning ved Hol-
steinsborg blev brændt af hollænderne. I Danmark blev man mere og mere træt af de
store udgifter og de ringe resultater, og da kongen døde, besluttede den nye monark,
Kristian d. 6., at hjemkalde alle fra Grønland og opgive det håbløse projekt. Det
var den besked, som Hans Egede modtog efter 10 års slid og møje i Grønland, og
igen var skuffelsen stor. Han var den mislykkede pioner, som havde fået sin vilje,
men blot havde skaffet sin konge og regering udgifter og ærgrelser og vanskelighe-
der uden selv at nå nogle væsentlige resultater. Hjemkaldelsen var hjemlandets dom
over hans værk.
Men nu var han bundet så stærkt, at selv kongens bud ikke kunne rive ham løs.
Han valgte at blive på egen risiko med sin familie og nogle få frivillige hjælpere af
mandskabet, mens hele den øvrige flok af soldater, matroser, håndværkere og han-
delsfolk med jubel begav sig hjemover. Det var en svær og farlig beslutning at tage,
for uden skib og tilførsler fra hjemlandet kunne man ikke i længden klare sig som
europæer i Grønland. Derfor sendte Egede også et brev til kongen, hvor han ind-
trængende bad om, at arbejdet måtte blive fortsat og skib igen sendt op, så al møjen
ikke skulle være forgæves og man måtte overlade de allerede kristnede grønlændere
til deres egen skæbne.
Også fulgte en lang vinter i uvished og tvivl, hvor Egede helt standsede sit dåbs-
arbejde, fordi han ikke turde satse på, at det blev fulgt op. Sommeren kom — og der
kom også skib, men kun med besked om, at afgørelsen var udsat, og at der ville
komme skib næste sommer igen med endelig besked. Det betød endnu en vinter som
den foregående og med lammelse af missionsarbejdet, en tilstand som tærede hårdt
på Egedes kræfter og tålmodighed.
Men Egedes brev havde virket. Sommeren 1733 ankom skibet med den glædelige
meddelelse, at kongen havde besluttet at fortsætte den grønlandske handel og mission
198
[7]
og sikre den økonomisk. For Egederne var det en opmuntring og glæde, som opvejede
de lange måneders uvished, og med fornyet mod tog de fat på arbejdet. Des større
blev skuffelserne, da det snart blev klart, hvad skibet også havde haft med:
I Europa var en pietistisk vækkelse gået hen over det lutherske Tyskland som re-
aktion på den stive og tørre rettroenhed, der beherskede kirkelivet. Nu skulle man
pludselig være omvendt og ægte troende med alle sine følelser fyldte af skyld og
anger og medlidenhed. De effektive og ivrige tyske herrnhuter fik gennem kongens
tyske dronning indgang ved det danske hof, der snart antog tonen fra de fromme
brødre sydpå, hvorefter hele landet begyndte at sværme for de nye retninger. Men
kongen havde dog ingen lyst til at slippe de foretagsomme tyskere løs på sine egne
undersåtter i hjemlandet og fik da den idé at sende dem ud til de danske kolonier,
hvor der var rigelig lejlighed til at afreagere missionstrangen.
Og sådanne tre herrnhuter var der med skibet til Godthåb 1733, officielt op-
sendt for at hjælpe Egede, men i virkeligheden for at gøre det arbejde ordentligt, som
han, den vantro og gammeldags præstemand, jo ifølge sagens natur ikke kunne gøre.
Egede og hans hustru forsøgte efter bedste evne at hjælpe de nyankomne med
råd og dåd, med sprog og proviant og mere til, men tyskerne var tydeligt ikke kom-
met for at lade sig belære af denne primitive bondepræst fra det yderste Norden,
men tværtimod for at belære ham om strømningerne ude i den store verden og prøve
at omvende ham til den nye modetro.
Det måtte gå galt, og det gjorde det. Egede blev gal i hovedet og kom i en vældig
polemik med brødrene, som bosatte, sig i behørig afstand fra Egedes koloni for at
markere deres egen kurs. I virkeligheden var det konkurrenter, Egede havde fået på
halsen, ovenikøbet sendt op af den konge, som var garant for hans egen stilling, og
fra nu af måtte han bruge megen tid og energi på denne ulykkelige konflikt og døje
mange drøje skældsord og beskyldninger fra de nye kolleger, hvilket naturligvis ikke
blot gjorde ondt og forbitrede dagligdagen, men også skadede missionens anseelse
blandt grønlænderne, der nu pludselig blev de ombejlede, som begge kirker prøvede
at vinde.
Men var denne skuffelse stor — og skulle den end forbitre Egedes liv til det sid-
ste, var den dog for intet at regne mod den anden ulykke, som det selv samme skib
bragte med sig. To unge grønlændere, der var de eneste overlevende af en flok, som
meget mod Egedes vilje rejste hjem med guvernøren og det øvrige mandskab to år
forinden, var sendt med skibet tilbage. Den ene døde undervejs, og den anden smit-
tede efter ankomsten sine landsmænd med kopper, som hurtigt bredte sig i den no-
madiserende befolkning og slog ned for fode. Grønlænderne døde i hundredevis, og
de overlevende flygtede rædselsslagne endnu længere væk og bragte overalt smitten
med sig.
I99
[8]
Den vinter døde næsten alle grønlændere i og omkring Godthåbsfjorden. Kun gan-
ske få overlevede, og af dem igen kun meget få af Egedes menighed. For ham var
det ikke blot en katastrofe for missionen, men han måtte føle sig skyldig i den men-
neskelige ulykke, som overgik den uskyldige befolkning, og han måtte slutte, at re-
sultatet af alle hans anstrengelser til syvende og sidst kun var blevet denne elendig-
hed. Han og Giertrud Rask gjorde hvad de kunne og mere til for at lindre ulykken
og plejede vinteren igennem de hårdt medtagne og stinkende patienter i deres egne
stuer - ligesom de måtte sørge for de mange døde.
Giertrud Rask fik et knæk, som hun aldrig kom over, og hun døde det følgende år.
Men den frygtelige oplevelse havde for alvor bundet Egederne til grønlænderne. Den
før nævnte Mathias Storch siger det sådan i sin bog: „Strejflys over Grønland" :
„Men hvad gjorde Hans Egede nu, da han indså, at alt dette var følgen af hans
værk? Nu blev han virkelig stor. Han fandt sig selv i lidelsen. Den har en forunder-
lig magt og forenede nu ham og landets gamle indbyggere. Først nu fandt de hinan-
den. Og nu kunne de arbejde sammen. Han lærte deres gode egenskaber at kende,
kom til at holde af dem, mens de på deres side lærte at kende en sådan opofrende
kærlighed hos den fremmede, som de aldrig før havde set, end ikke hos deres egne
landsmænd.
Da blev Hans Egede først missionær, ikke for „den rene lære"s skyld, men for
de dyrekøbte menneskesjæles skyld. Dér vandt han navnet Grønlands apostel med
rette, fordi han nu kunne drikke af mesterens bæger og gik gennem lidelsen, opofrende
det bedste han havde, en kær hustru, for gerningens skyld."
Men Hans Egede var knækket og ville hjem. Det var ham en stor trøst midt i
sorgen, at sønnen Poul var vendt tilbage som uddannet missionær og stod parat med
sine glimrende sprogkundskaber og store kendskab til.befolkningen til at tage fade-
rens arbejde op. Men Egede selv kunne ikke mere, og sommeren 1736 forlod han
Grønland efter 15 år. Han var slidt op, men arbejdet var begyndt og ført så vidt, at
ingen længere talte om at opgive det. Og han havde formået at give det en baggrund
af menneskelig tillid og tro, som kom til at præge også det arbejde, der fulgte efter.
Det kan lyde noget teatralsk i moderne øren, men med Egedes baggrund må man
godtage de ord, som han i sin dagbog anførte som sit Farvel til Grønland: „... At
dette og intet andet var mit Øjemærke, er den alvidende Gud Bekiendt, og ikke, enten
at søge nogen slags soulagement for udstanden møje og arbejde eller belønning der-
fore, som intet kan gavne mig; thi som jeg ikke for timelig fordeel og nytte skyld
er reist til Grønland, så er jeg ligeledes ikke heller for timelig fordeel og nytte skyld
igien reist derfra, men Guds ære allene, og disse _arme vankundige Menneskers Op-
lysning, har, er og skal være mit eneste Øjemærke, ja Hiertets uafladelige Ønske
indtil min Død."
2OO[9]