[1]
GRØNLAND 1971 I GLIMT
Af f hv. radiofonichef Frederik Nielsen
indenfor det politiske område er der sket visse overraskende foreteelser. Det be-
gyndte med landsrådsvalget i foråret 1971, da et par af landsrådets store navne røg
med selveste landsrådsformanden i spidsen. Man havde i forvejen ventet, at kam-
pen mellem præsterne Erling Høegh og Jonathan Motzfeldt ville blive hård i Juli-
anehåb landsrådskreds. Erling Høegh er julianehåber og har repræsenteret kredsen
i nogle perioder, og han har som menigt medlem og som formand vist sig at være en
dygtig politiker. Jonathan Motzfeldt stammer fra Julianehåb distrikt og er således
også en slags julianehåber, og selv om han hidtil ikke har siddet i nogen offentlig
politisk forsamling, er han kendt som en politisk-minded mand og ikke mindst som
en impulsiv debattør. Kampen blev også hård, der var kun få stemmer, der var afgø-
rende for resultatet. Nederlaget blev dobbelt føleligt for Erling Høeghs vedkom-
mende, idet han både mistede sit mandat og sit formandsskab. Ud fra en nøgtern
bedømmelse af de to konkurrenters kvalifikationer ville det have været bedst, om
begge sad i landsrådet.
Den største overraskelse fandt sted i Godthåb, landets største by med mange væl-
gere i forhold til andre kredse. Ud fra det forhold ville man have ventet, at der også
var flere kvalificerede kandidater at vælge imellem. Der var også mange, der stillede
sig op, deriblandt flere, der i forvejen tippedes som absolutte tabere. Man tippede
det „faste" landsrådsmedlem Peter K. S. Heilmann som sejrherre. Men han blev
ret eftertrykkeligt slået af en ung ukendt nybagt lærer, Lars Emil Johansen, der
stammer fra Umanak i Vestnordgrønland. Der er tre momenter, der kan nævnes for
at være bestemmende for hans valg: En vælgerskare af ungdom, der ville se nyt og
ungt blod, dernæst mange tilflyttere, der ikke har et særligt kendskab til kandidaterne,
og så endelig det store danske islæt i befolkningen, der mere eller mindre hælder til
nymodens anskuelser. Bemærkelsesværdigt er det også, at Lars Emil Johansen i sin
propaganda ikke skiltede med sine næsten ukendte suppleanter. Man er ellers vant
til, at en kandidat vælger sine suppleanter blandt kendte og repræsentative menne-
sker og uden for megen skelen til deres politiske duelighed anvender deres „fortræf-
felighed" i andre områder i sin propaganda.
I forbindelse med folketingsvalget blev det en kendsgerning, at der i sydkredsen
ville blive to kandidater, nemlig det hidtilværende medlem Nikolaj Rosing og den
[2]
forhenværende landsrådsformand Erling Høegh, som også før havde prøvet lykken.
I nordkredsen var Knud Hertling selvskreven med eller uden modkandidater. Så
dukkede pludselig den unge højskolelærer Moses Olsen fra Holsteinsborg op som
modkandidat til Nikolaj Rosing og Erling Høegh. Moses Olsen har prøvet lykken
i landsrådsvalget i foråret, men tabte knebent til det gamle medlem Jørgen Olsen.
Nikolaj Rosing og Erling Høeghs chancer for at blive valgt bedømtes fif ty fif ty,
men Moses Olsens opdukken på arenaen gav det forestående valg en spænding, da
man ikke i forvejen kunne fratage ham chancen for at blive valgt med forårets lands-
rådsvalg in mente, og ikke mindst fordi hans suppleanter er landsrådsvalgets unge
sejrherrer, Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen. Resultatet af valget er
kendt af enhver, og det er altså ikke overraskende. Men det interessante er, at Ni-
kolaj Rosing og Erling Høegh kunne have slået ham, hvis de havde indgået valg-
forbund med hinanden. Det er således blevet et valgresultat, der giver eftertanke.
Hvad der er sket efter valget, forudsættes kendt af alle, der følger med i debatten
både i Grønland og i Danmark. Man tager vist ikke for meget fejl i at sige, at Jens
Otto Krag virkelig har været interesseret i at knytte Moses Olsen til sit parti, lige-
som han havde Knud Hertling i forvejen, for at sikre hans flertal i det nyvalgte
folketing. Den opfattelse eller formening måtte Moses Olsen og hans suppleanter
have haft, da de i sejrsrusen og i ungdommelig kådhed gjorde sig mindre fordel-
agtig bemærkede ved at sælge Moses Olsens stemme til den højestbydende, enten til
Hilmar Baunsgaard eller til Jens Otto Krag. Der fik de en politisk lektion om, at
der er forskel på politik på en lokal og på et højere plan. Resultatet er ihvertfald
blevet det, at Moses Olsen for en tid er blevet Danmarks mest omtalte mand!
Knud Hertling stillede sig op i nordkredsen, for anden gang uden modkandidater.
Det er næsten for meget af det gode! Det er egentlig en falliterklæring, at der i
kredsen — og udenfor denne — åbenbart ikke findes en eller flere, der tør og vil prøve
på at stille sig op. Vel er Knud Hertling en sikker favorit, men det åbenbarer den
beklagelige kendsgerning, at der ikke findes ret mange kapable kandidater til folke-
tinget.
Knud Hertlings favoritstilling er baseret på flere momenter. Han stammer fra
Egedesminde i Vestnordgrønland. Han har fået en uddannelse og en eksamen, der
kun opnås af ganske få grønlændere. Han har som mangeårigt folketingsmedlem
erhvervet sig politisk indsigt og erfaring, og hans indlæg i folketinget har givet
god klang i Grønland. Desuden er han — ligesom sin forrige kollega i folketinget - i
besiddelse af en vis folkelighed, der giver ham vælgertække.
Han har som bekendt startet et politisk parti med benævnelsen SukaK (bærepille).
Hans mening dermed er dunkel for mig, fordi partiets program praktisk talt ikke er
afvigende fra Grønlands første — nu hendøende — parti, Inuit-partiet. SukaK-partiet
[3]
er kun lille og er begrænset til visse få steder i Vestnordgrønland, altså hidtil et rent
lokalt fænomen, og man har vanskelighed ved at tro på dets landsdækkende udbre-
delse. Man kan ikke bedømme partiets indflydelse, sålænge Knud Hertling vælges
uden modkandidater.
Lige fra Grønlands første repræsentation har de grønlandske medlemmer holdt
sig fra al indblanding i den danske partipolitik. Knud Hertling er den første, der
brød den uskrevne regel, idet han tilsluttede sig Socialdemokratiet først som sympa-
tisør og nu som regulær støtte. Det gav ham en ministerpost.
Hvorvidt de grønlandske folketingsmedlemmer skal have ret i at blande sig i den
danske partipolitik har været meget fremme i danske aviser efter det sidste folke-
tingsvalg. Der var indlæg lige fra juridiske professorer til ukendte læserbrevskri-
vere. Meningerne er højst forskellige. Det er på en måde forståeligt, at de hidtil
valgte medlemmer (undtagen Knud Hertling) har været forsigtige på det punkt,
men måske for forsigtige. Moses Olsen har i sin jomfrutale i folketinget taget et
klart standpunkt i det spørgsmål. Det må ligge for hvert uden for partierne stå-
ende medlem at handle ud fra sin samvittighed, politiske overbevisning og realitets-
sans. Et andet er, at det kunne være ønskeligt, at en folketingskandidat redegjorde
sine tanker derom overfor vælgerne.
Både til landsrådet og til folketinget er der blevet indvalgt nogle unge mennesker.
Det kræver eftertanke, ikke mindst for deres eget vedkommende. Der vil stadig
dukke nye unge emner op, og de nu indvalgte risikerer at blive fortrængt af de nye,
hvis de ikke har et parti eller noget lignende til at bakke dem op. At være alene eller
at være uafhængig giver ikke lang politisk levetid i Grønland.
Det kulturelle og oplysningsmæssige arbejde har forhåbentlig fået bedre ben at
stå på ved dannelsen af Grønlands Oplysnings Forbund (GOF). Det har været
forberedt i årevis. I slutningen af vinteren 1971 er der blevet indkaldt til det stif-
tende repræsentantskabsmøde, der afholdtes med mange medlemmer fra foreninger
og fra mere eller mindre kulturelt betonede institutioner fra hele landet. Repræsen-
tantskabet valgte en bestyrelse, der som sædvanlig er sammensat af „Tordenskjolds
soldater". Det er et ægte grønlandsk fænomen. Det viser atter, hvor vanskeligt det
er at besætte poster med egnede personer. Sommeren er gået med at oprette lokal-
afdelinger rundt om i landet. Man er i gang med at etablere sekretariatet, der skal
tage sig af hele det praktiske arbejde, og ikke mindst er det valget af sekretariatschef,
der er det interessante.
GOF's organisation er en omstændelig historie. Det indtryk får man ved at
læse betænkningen igennem. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om
[4]
GOF's organisation virkelig er tilpasset grønlandske forhold m. h. t. arbejds-
opgaver, arbejdsmåde, nødvendig arbejdskraft o. s. v. Det er i omfang et stort
land, hvor der skal oprettes lokale afdelinger til varetagelse af de egentlige opga-
ver, og arbejdet skal først og fremmest gøres for og blandt den del af befolkningen,
der for det meste er bagud i udviklingen. Det forudsættes, at det grønlandske sprog
overvejende skal anvendes i arbejdet, hvilket kræver, at oplysningsmedarbejderne
skal være grønlandsksprogede. Mon det ikke ville have været en fornuftig disposi-
tion at begynde med en mindre omfangsrig organisation og lade den vokse i trit med
uddannelse af medarbejderne og modtagernes (befolkningens) voksende modtage-
lighed. Det er altid sværere at nedtrappe fordringerne end at opskrue dem.
GOF har lige startet, og det skal glæde os alle, dersom det kommer til at virke
efter sin hensigt.
Interessen for bevarelse og udbygning af grønlandsk sprog og kultur er voksende,
og den må opfattes som et modtræk for den danisering, der først og fremmest fore-
går i skolerne, hvor det danske sprog er dominerende. Det skal dog ikke opfattes
enten som modvilje eller modstand mod det danske sprog. — Man er i gang med at
undersøge muligheder for ændring af den grønlandske retskrivning, således at den
kan blive lettere at lære og anvende for gennemsnittet af befolkningen. Det nuvæ-
rende grønlandske retskrivningssystem er over 100 år gammel og er i almindelig-
hed ret utilgængelig for de fleste. — Der udkommer flere og flere originale frem-
bringelser skrevet af grønlandske forfattere, og der ville have været endnu flere,
hvis udgivelsesmulighederne var gunstigere. Det grønlandske Forlag udgør nu den
eneste mulighed, og dens kapacitet er ret begrænset. Det er egentlig urimeligt, at
grønlandske forfattere og kunstnere ikke får støtte og opmuntring fra de offentlige
kasser. Jeg har i årevis slået til lyd for oprettelse af grønlandsk-dansk kulturfond.
Det er nu blevet oprettet, men efter oprettelsen har man ikke hørt noget om det.
Museet i Godthåb har nu fået status som landsdelsmuseum, og det er en ordning,
man hilser med glæde. Museumsbygningen (den gamle herrnhuter-bygning) ligger
usædvanlig godt i det fredede område og har muligheder for udvidelser. Museet er
gennemgående godt besøgt både af byens befolkning og af tilrejsende, og det er en
uundværlig institution i en så stor skoleby som Godthåb. I det hele taget er museums-
tanken godt levende på de forskellige steder i Grønland, og nogle steder har man be-
gyndt at indrette mindre museer overvejende med samlinger af lokal interesse.
I forbindelse med festlighederne i anledning af 25O-året for Hans Egedes an-
komst til Grønland er der blevet indviet en ny kirke i Godthåb, med navn Hans Egede
Kirken. Det er første gang, at en by i Grønland får to kirker for samme menighed.
4
[5]
Hans Egcde Kirken i Godthåb,
Fot.: Ole Nielsen.
Kirkebyggeriet i Grønland, som har stagneret i mange år, er nu i god gang, og en
række byer får ny kirke efter tur. Der har været og er skumlerier om kirkebyggeri
i Grønland, man spørger, om det ikke er bedre anvendelse af statens penge at bygge
fiskeindustrier og sociale institutioner m. m. i stedet for kirker, der kun anvendes
een gang om ugen. Det er en forslidt kliche, man også hører i Danmark til stadighed.
Kirken er stadig en vigtig bestanddel af livet og tilværelsen i Grønland. Den va-
retager bl. a. nogle af samfundets funktioner som et sted, hvor der fornemmes og
skabes fællesskab, og hvor der gives helse for sjælen. Uden kirke vil samfundet være
ringere stillet end det nu er. Det må være bl. a. i erkendelse deraf, at kirkerne i
grønlandske byer får søgning i stigende grad, ikke mindst fra de unge.
I forbindelse med omtale af de unges stigende søgning i kirken må det siges, at
den ikke skyldes tillokkende arrangementer ved afholdelse af særlige ungdomsguds-
tjenester o. s. v. Den slags har man også prøvet på at foranstalte f. eks. i Godthåb,
nærmest som en efterligning af arrangementerne i Danmark. Forsøgene faldt bort
af sig selv, og det er tegn på, at de ikke er nødvendige.
[6]
Mangel på kateketer er blevet meget følelig. Seminariet i Godthåb er ophørt med
at være uddannelsessted for kateketer; og andre muligheder for uddannelse findes
ikke. Der er nu blevet nedsat et udvalg til at finde veje og muligheder for en pas-
sende og tidssvarende uddannelse.
Under omtale af kirkelivet må det nævnes, at der er udkommet en ny salmebog,
der har været under forberedelse siden 1952. Den toges første gang i brug ved fest-
gudstjenesten i Godthåb i anledning af 250 året for Hans Egedes ankomst til Grøn-
land. Den afløste salmebogen fra 1907. Nævnes må det også, at der er forberedel-
ser i gang med en ny oversættelse af Det gamle testamente. Den oversættelse, der nu
er i brug, er 100 år gammel.
Menighedsrepræsentations-ordningen blev indført ved lov fra 1962, og de første
valg fandt sted i 1963. Det er en ordning, der giver selve menighederne en vis -
nærmest rådgivende — bestemmelsesret i nogle kirke- og menighedssager. Man må
alt i alt sige, at menighedsrepræsentanterne på de forskellige steder tager deres op-
gaver med alvor og tager sig af visse forbedringer nærmest på eget initiativ. Men
det erkendes så at sige fra alle, at den nuværende ordning trænger til en revision
med det formål at give menighedsrepræsentationerne større beføjelser, dog ikke
så indgribende som dem menighedsrådene i Danmark har. „For —sagde den afgåede
kirkeminister Arne Fog Pedersen i et interview i Kristeligt Dagblad i 1970 —grund-
laget for at skabe menighedsråd deroppe skabes først, når der er indført skattepligt
— herunder kirkeskat — i Grønland. Uden et sådant økonomisk fundament ville en
menighedsrådslovgivning være meningsløs."
Vi forlanger ikke, at menighedsrådslovgivningen i Danmark skal indføres i Grøn-
land, sådan som den er; vi ønsker kun større beføjelser, der ikke behøver at have
med skattepligtens indførelse at gøre. Kernen i det omhandlede spørgsmål er: Ind-
fører man en instans, bør man sørge for, at den virkelig får betydning.[7]