[1]
IDÉPOLITIK ELLER TRIVIALPOLITIK
Af forskerstipendiat, mag. art. Bent Jensen
Målet med lighed er ikke blot at fylde mere i pengepungene til dem, der mangler.
Til syvende og sidst drejer det sig om at humanisere forbindelsen fra menneske til
menneske.
Chefredaktør Bent Hansen: »Velstand uden velfærd.
Kritik af det danske klassesamfund«. København 19G9.
Indledning
JtLn aftenstund i 1860 vendte biskoppen af Worcester hjem fra et, nu såre berømt,
møde i British Association i Oxford. .Ved teen fortalte biskoppen sin kone, hvad
der var sket på mødet: Professor Huxley havde påstået i sit foredrag, at menne-
sket nedstammer fra aberne. Rygtet fra dengang fortæller, at bispinden forskrækket
slap tekoppen med disse ord: 'Nedstammer fra aberne! Lad os håbe, det ikke er
sandt. Men hvis det er sandt, lad os så bede til, at det ikke bliver almindeligt kendt!'
Nu er det ikke min agt her at fremlægge en ny videnskabelig teori, der vælter
hele det aktuelle verdensbillede på gulvet. Der kan højst blive tale om et forsøg på
at rokke ved et lillebitte, lokalt hjørne af det billede : Jeg mener, at der i Danmarks
reformpolitik i Grønland har været indbygget et alvorligt, fundamentalt fejlgreb.
Men jeg skønner optimistisk, at en hel del kan rettes op, vel at mærke med radikale
midler. Og derfor vil jeg i samme åndedrag forsøge at lægge en alternativ grøn-
landsk samfundsudvikling frem til overvejelse og debat. Dog vil jeg, i modsætning
til biskoppens kone, udtrykke det fromme håb, at såvel de grønlandspolitiske vild-
farelser som de alternative muligheder netop bliver almindeligt kendt.
Hele det dansk-grønlandske kontaktforhold trænger nemlig i kolossal høj grad
til at blive løftet ud af den temmelig sekteriske kontorverden, hvor opgaverne sæd-
vanligvis behandles og diskuteres i det daglige (og i det uendelige fristes man til at
tilføje). Det er et meget lukket univers. Der foregår en næsten lammende indavl med
hensyn til både synspunkter og arbejdsmetoder. Og dét er faktisk katastrofalt, når
man skal løse så utraditionelle samfundsopgaver, som der er tale om. Hvis man i
den kommende udviklingsfase overhovedet skal kunne lægge roret så kraftigt om,
Foredrag holdt den 16. november 1971 for medlemmer af Folketinget og Christiansborg-KIubben af 1914
(arrangør)  som et aftenmøde i Folketingets Fællessal med efterfølgende debat i »Snapstinget«.
38
[2]
som jeg finder alt taler for at gøre det, så vil det nok kræve, at så mange kritiske
sind og så mange gode viljer som muligt, altså også dem udenfor det etablerede grøn-
landsarbejde, træder til nu med vågen interesse og opbakning.
Dette ønske skal opfattes bogstaveligt. Jeg er overbevist om, at de dansk-grøn-
landske opgaver behøver en helt ny form for dansk bevågenhed — en bevågenhed,
der adskiller sig fra den trivielle, som er en plage for både menige og myndigheder i
det daglige arbejde; den nemme grønlandsinteresse, der går ud på, at nu skal de stak-
kels grønlændere have det „lige så godt som i Danmark". Det er en gennemgribende
holdningsændring, der er behov for. Det væsentligste kendetegn må efter min opfat-
telse være, at man fra Danmark i fremtiden yder idémæssig og anden nødvendig
bistand til følgende udviklingslinie: Et Grønland, der bygges op ud fra andre for-
udsætninger og forbilleder end blot de danske, dvs. først og fremmest ud fra grøn-
landske realiteter i meget vid forstand. Jeg må advare om, at det er et overordent-
ligt vidtrækkende skridt. Og ikke mindst derfor kan det være ønskeligt, at langt bre-
dere kredse end den nuværende „menighed" går ind i en fælles nytilnærmelse, teo-
retisk og praktisk.
En del af fornyelsen bør efter min mening være, at man i fremtiden gør grøn-
landsarbejdet til mere end et arbejde for Grønland. Jeg tror, at der kan fremstå et
helt nyt og frugtbart perspektiv både for samfundsudviklingen i Danmark og i Grøn-
land, i det øjeblik man indstiller sig på en virkelig vekselvirkning imellem de to
folk, de to kulturer. Der kan blive tale om en ganske enestående mellemfolkelig
befrugtningsproces — socialt, idémæssigt, kulturelt. Det, som Grønland står for, og
de samfundsprecesser, der foregår i landet, kan have stor relevans for den generelle,
danske samfunds- og kulturdebat (der jo forresten også af og til bærer præg af
lokal indavl). Jeg mener, at disse søgende hjemmedanske overvejelser kan høste
gavn af en nord-sydgående strøm af menneskelige erfaringer og impulser.
Men forinden er der en række forhindringer og erkendelsesforløb, der skal over-
stås. Og i det følgende vil jeg gå lidt tættere ind på denne problematik. Jeg vil, med
lidt uddybninger hist og her, følge hovedlinierne i, hvad jeg har skrevet og sagt om
emnet siden 1950'erne.1 Det bliver altså på en måde blot høvlspåner fra værkstedet.
Men høvlspåner henregnes jo til brændbart materiale. Og nu, præcis 250 år efter på-
begyndelsen af den permanente dansk-grønlandske kontakt, er det vist ikke eet se-
kund for tidligt, at de to folk går ind i en egentlig kulturel dialog.
/. Kulturbegreb og kulturpolitik
Først nogle få ord om den del af selve kulturbegrebet, som man med det samme bør
arbejde med, mener jeg, hvis man sætter sig for at føre moderne dansk-grønlandsk
og grønlancisk-dansk kulturpolitik.
39
[3]
Et eksempel fra den danske kulturdebat kan måske bringe os hurtigt på sporet. De
fleste husker nok begivenhederne i 1965, efter at kulturministeriet havde foreslået
statsstøtten til kunsten udvidet. Der rejste sig en heftig protestbølge, den såkaldte
rindalisme, under anførsel af lagerforvalter P. Rindal. På et tidspunkt diskuterede
han med malerprofessor Niels Lergaard, der sagde: 'Vil De, hr. Rindal, at vi skal
undvære litteraturen og musikken? Vil De kunne undvære disse værdier? Vil De
have renset samfundet for al kultur? ... Næsten alt, hvad De dagen igennem kom-
mer i berøring med, udspringer af en kunstnerisk skaben. Deres kuglepen, den stol,
De sidder i, den bil, De kører I. Men De vil udrydde kunsten og kulturen i det hele
taget. Kan De da ikke se, at et folk ikke er noget folk uden kultur? Kan De ikke se,
at vi med Deres krav igen er på vej ned på fire?'
Hertil svarede P. Rindal: 'Når De, hr. Lergaard, nævner stol og bil og hvad ved
jeg, så er det slet ikke ting, jeg forstår ved kultur. Jeg har selv en meget dyb slægts-
og kulturarv. Kultur er noget, jeg har sådan inde i mig selv. Kultur, det er forhuldet
til andre mennesker og sådan noget!'2
Hvad man end kan mene om de to debattørers argumenter for og imod kunst-
støtte (her holder jeg med Niels Lergaard), så er det lagerforvalter Rindal, der
med sin „kulturdefinition" bringer os nærmere en betragtningsvinkel, som bør være
central, i Danmark og i Grønland og hvorsomhelst: Kultur, det er forholdet til andre
mennesker og sådan noget ... Jeg mener med andre ord, at en social, altså mellem-
menneskelig, tilnærmelse til kulturbegrebet er jordnær og perspektivfyldt, når man i
fremtiden skal føre kulturpolitik og dermed politik. Sociale normer og sociale for-
mer i det daglige, menneskelige samliv, dét er da samfttndskulturens hovedelemen-
ter. Dermed udelukkes bestemt ikke de såkaldte „finkulturelle" sider af kulturbe-
grebet: Skønlitteratur, malerkunst, musik og meget mere; de er „sociale" hver på
deres måde. Men en specifikt social kulturtilnærmelse gør selve forholdet mellem
mennesker til nøgleproblemet. Og herfra er der ikke noget langt spring til at gøre
selve arbejdet med menneskelige trivselsfaktorer i dybeste forstand til en kulturpoli-
tisk — og dermed politisk — nøgleopgave.
Det er ingen hemmelighed, at sociale adfærdsformer og adfærdsnormer varierer
noget fra folk til folk, fra kultursystem til kultursystem, især i det ydre. Og selv
inden for et enkelt geografisk område kan vi som bekendt finde flere, oftest tradi-
tionsbestemte forskelligheder med hensyn til social holdning og social praksis. Men
går vi dybt ind bag de udvendige konventioner, stikker lighederne fra gruppe til
gruppe nok så meget i øjnene.
Det er umiddelbart forståeligt, at et folk som det grønlandske havde udformet en
social kultur, der hang sammen og f. eks. ikke var splittet op i væsentlige holdnings-
mæssige gruppeforskelle. Der var ingen erhvervsmæssig differentiering. Eskimo-
40
[4]
kulturen var en jægerkultur, og dét faktum gjaldt for alle i bopladsen. Det er også
let forklarligt, at grønlændernes sociale kultur blev domineret af solidaritet, gensidig
hjælp og et smidigt samarbejde mellem individerne. Jægerlivet i de arktiske ødemar-
ker var en barsk overlevelseskamp. Og social sammensvejsning blev simpelthen en
snedig overlevelsesteknik, uden hvilken der næppe ville have været eskimoer til, da
missionær Hans Egede kravlede i land på klipperne ud for Godthåb.
Denne mellemmenneskelige samlivsmetode, findyrkelsen af de sociale relationer,
blev på een gang en nødvendighed og en social filosofi. Den gik kort og godt ud på,
at mennesket har det bedst i et nært samvirke og et dybt interessefællesskab med
andre.
Det er mit bestemte skøn, at selv efter de langvarige kolonisatoriske påvirknin-
ger udefra var dette holdningsmønster dybt forankret i grønlændernes bevidsthed
langt op i nutiden. Den sociale værdiholdning var hos hovedparten af den anonyme,
jævne befolkning, langt mere end den udenforstående normalt forestiller sig, virke-
lig dybt influeret af den eskimoiske samfundskultur - også omkring starttidspunktet
for den moderne reformpolitik fra 1950'ernes begyndelse.
Før vi går lidt ind på denne reformpolitik og dens forskellige følger, vil det være
naturligt at spørge: Hvordan indgik grønlændernes egen sociale kultur i reform-
planlægningen efter Anden Verdenskrig? Det er let at svare: Grønlændernes sam-
fundskultur indgik ikke i den planlægning! At den ikke gjorde det, er forsåvidt et
ganske kontant udtryk for, hvor virkelighedsfjernt og upraktisk man går til værks,
når man bygger på en traditionel, snæver og eksklusiv kulturopfattelse. De fremmede
administratorer havde slet ikke blik for grønlændernes sociale kulturpraksis og den
værdimæssige prioritering, der lå bag. Og grønlænderne selv havde umådeligt svært
ved at formulere deres egen kultur i konkrete, planlægningsrelevante vendinger.
Et stilfærdigt, dengang overset og nu forlængst glemt optræk til en dansk-grøn-
landsk kulturdialog kan måske illustrere situationen bedre end en omstændelig rap-
port her. Man var igang med søsætningen af de første store reformer. Der var
møde i Grønlands Landsråd i Godthåb. Datoen var den 3. oktober 1951. Den danske
landshøvding havde forelagt en statsministeriel skrivelse, der fastslog, at landshøv-
dingen som øverste forvaltningschef i Grønland skulle have indseende med og
fremme grønlændernes kulturelle udvikling på enhver måde. Til hjælp i dette arbejde
havde man nedsat et „Kulturråd". Og nu bad et af medlemmerne i Landsrådet,
Frederik Lynge, om ordet. Han ønskede at 'spørge, om der udelukkende arbejdedes
på basis af dansk kulturs indførelse i Grønland. Han håbede ikke, at rådet ville til-
sidesætte den grønlandske kulturs bibeholdelse. Visse grene af den grønlandske kul-
tur måtte man opretholde og opelske ..."
Hertil svarede landshøvdingen, statsrepræsentanten (og samtidig både Landsrå-
41
[5]
dets og Kulturrådets formand), at 'man — om man så må sige — ville kæle for clen
kultur, der var i landet. Kulturen udefra ville måske nok „gå igennem danske briller",
men det var naturligt at bevare de ting, der havde kulturværdi, fra det land man ar-
bejdede i ...'3
Der blev ikke kælet for grønlændernes samfundskultur, alene af den grund at
administratorerne ikke kendte noget videre til den. Man havde planerne klar til at
ændre grønlændernes samfund i retning af det danske. Og de planer indeholdt hver-
42
[6]
ken idépolitiske eller praktiske anvisninger på, hvordan man kunne slå bro mellem
den traditionelle sociale kultur og en moderne samfundsudvikling. Man stilede, mere
eller mindre bevidst, mod en total samfundsændring ud fra danske forudsætninger,
ikke en videreudvikling af noget allerede eksisterende i lokalsamfundet.
Når vi i dag står over for en alvorlig kulturkonflikt i Grønland — og dét gør vi —
så er det, mener jeg, i første række en konflikt imellem to, i bund og grund uforene-
lige samfnndskulturelle livsmønstre, forenklet udtrykt: På den ene side konkurrence-
samfundet, som var bygget ind i den danske reformmodel, og på den anden side det
kooperative holdningsmønster, der var grønlændernes eget sociale livsgrundlag.
Det er dette voldsomme sammenstød, vi først og fremmest må have for øje, tror
jeg, hvis vi vil forstå grønlænderne og grønlandsproblematikken idag. Skal der i
fremtiden føres dansk-grønlandsk kulturpolitik, må man stile bevidst mod kultur-
politisk konfliktløsning. Men dét nødvendiggør, som allerede antydet, et radikalt
alternativ til den nuværende grønlandspolitik / sin helhed.
2. Fremskridt og tilbageskridt
Først: Hvordan er det da gået med de partielle reformbestræbelser?
Der er meget at glæde sig over! Tuberkulosedødeligheden i Grønland hørte til
den højeste i verden. Reformadministrationen gik hurtigt og energisk igang med
bekæmpelsen. Man satte det fornødne mandskab på opgaverne og betalte, hvad det
kostede. Resultatet er strålende. Tuberkulosen er på rekordtid reduceret ned til næ-
sten ingenting.
Uddannelsesniveauet er blevet hævet meget betydeligt, og det samme gælder bolig-
standarden og levefoden i almindelighed. Opbygningen af det erhvervsmæssige un-
derlag gik det langsommere med; men der er sket en ganske nævneværdig moderni-
sering af fiskeriet og fiskeforarbejdningen. Og vender vi os til den trafikale kommu-
nikation, er der ligefrem sket revolutionerende forbedringer.
Der er gennemført markante politisk-administrative reformer inden for lokal-
kommunerne og det centrale Grønlands Landsråd.
Det gælder om at være alsidig og fair i sin bedømmelse og ikke overse de frem-
skridt, som er til at tage og føle på. Men det er også vigtigt at anskue reformerne
relativt. Der var virkelig store forsømmelser at udbedre i Grønland efter Anden
Verdenskrig! Og selv forholdsvis beskedne forbedringer i en hjemmedansk sam-
menhæng måtte uvægerligt fremstå som kæmpemæssige fremskridt i den grønland-
ske reformmark. Man må ikke glemme denne relative betragtningsmåde. Men, sagt
igen og igen: Danmarks vilje til at sætte penge og kræfter ind på vidtgående, kon-
tante reformændringer i Grønland var uomtvistelig. Der er synlige resultater i hobe-
tal. De er bevis nok.
43
[7]
Men historieforløbet siden 1950'erne er ikke så enkelt. Samtidig med de partielle
forbedringer er der år for år sket nogle afgørende sociale tilbageskridt. Udviklings-
politikken, som den er endnu, indebærer en fortløbende, kvalitetsmæssig forringelse
af de mellemmenneskelige relationer, af samfundskulturen. Den personelle og øko-
nomiske indflydelse fra Danmark har lagt grunden til dybe klasseskel i det grøn-
landske samfund. Og bestræbelserne på „normalisering" — og dét vil sige: uafladelig
sammenligning med danske forhold — har ført til en skæbnesvanger virkeligheds-
flugt i det grønlandspolitiske arbejde, flugten fra den grønlandske virkelighed.
Det, som man med fuld ret kalder overvældende tilpasningsproblemer i dagens
Grønland, er tilpasningsvanskeligheder over for en fremmed samfunds- og samlivs-
model, der, uden samklang med de lokale kulturmæssige eller økonomiske realiteter,
simpelthen er implicit, er bygget ind i den udviklingspolitiske målsætning. For mig
at se hænger alkoholmisbruget, væksten i kriminalitet og psykosomatiske forstyrrel-
ser, derunder det stigende aggressionsniveau blandt grønlænderne, ikke mindst og i
meget dyb forstand sammen med den opløsning af det intime gruppeliv og de dertil
knyttede værdiholdninger plus den polarisering mellem individerne, som er inde-
holdt i selve den vesterlandske by- og industrisamfundsmodel, man har haft som for-
billede i planlægningen.
For det andet må man, mener jeg, afvise den udbredte administrative ønsketænk-
ning, der vælger at betragte disse dybtgående problemer som rent forbigående over-
gangsvanskeligheder, som bl. a. vil løse sig selv med opvæksten af en ny generation.
Der er ikke mange danske, heller ikke internationale, erfaringer, der godtgør til-
strækkeligt tydeligt, at en uharmonisk og problemfyldt forældregeneration — som den
i Grønland - er i stand til at opdrage en børnegeneration således, at den bliver har-
monisk og velafbalanceret. Cirklen er ond. Det er langtidsproblematik dette her. Og
der er tale om langt mere komplekse, menneskelige processer, end det ministerielle
kontorniveau magter at overskue, endsige drage konsekvensen af. Og konsekvensen
er, at den opstillede udviklingsmodel næppe overhovedet er gennemførlig! Der er
megen tankevækkende alvor i socialforskeren Bent Rold Andersens vurdering af
denne situation (1969) :
'De alvorlige tilpasningsproblemer omfatter næsten hele befolkningen. Her-
ved bringer de menneskelige tilpasningsproblemer selve grønlandspolitikken i
fare, når målet for denne er, at grønlændere bemander kuttere og trawlere,
driver fabrikkerne, leder virksomhederne og varetager det praktiske styre. Vi
må nu erkende, at udviklingen kan kvæle sig selv, hvis den får lov at skabe
menneskelige tilpasningsproblemer. De sociale og menneskelige konflikter er
blevet den væsentligste væksthæmmende faktor.'4
44
[8]
Forsåvidt der iøvrigt var basis for at stile mod den samfundsmodel, der er stillet
op, kunne man da forestille sig, at nogle kraftige socialpolitiske indgreb kunne lappe
og måske lette ganske afgørende på dette menneskelige pres. Synspunktet høres
ofte og kan virke besnærende. Men jeg finder det ikke holdbart. Og det er igen ud-
tryk for en partiel tilnærmelse til kulturkonflikten, som må løses på baggrund af en
langt mere omfattende helhed. Og helheden er i denne sammenhæng følgende:
Der er ikke i Grønland noget biologisk grundlag, ingen produktionsbasis, for at
opbygge et samfundsmønster efter gennemsnitsdansk erhvervsforbillede eller øko-
nomisk struktur. Og der er ingen praktiske muligheder for at skabe en materiel
levestandard, der blot nogenlunde nærmer sig den materielle levestandard i Dan-
mark. Når det for en flygtig betragtning kan se ud, som om man alligevel er nået
langt i den henseende, så bør alle vide, at det er arktiske teaterkulisser, man betrag-
ter. De er ikke af denne verden. Det er en kunstigt skabt standard, stort set alene
i kraft af de vældige kapitaloverførsler fra den danske finanskasse — et enormt in-
vesterings- og driftsbudget pr. grønlandsk indbygger, man måske ikke kan finde magen
til i noget andet udviklingsområde i verden eller i verdenshistorien. Alene for at
fastholde det nuværende, kunstige niveau må denne kapitaloverførsel fortsætte i et
væsentligt omfang.
Allerede af den grund, at der ikke er erhvervsmæssig baggrund for at konstruere
et Lille-Danmark i Grønland, kan der næppe findes nogen rimelig, logisk begrun-
delse for da alligevel at gøre det — praktisk, administrativt og ideologisk.
Den mest oplagte konsekvens heraf vil efter mit skøn være, at man — dvs. grøn-
lændere og danskere i forening - nu for alvor giver sig i lag med at opstille de prak-
tiske retningslinier for et andet samfundsmål, en anden samfundskultur, man da har
lyst til at arbejde for, idealisere, gennemføre.
Jeg er ikke i tvivl om, at der i Grønland er en hel del muligheder for at realisere
et mere alment alternativ til den nuværende, konflikthærgede samfundstype, som
kun de mest forhærdede og de, der ikke vil bruge øjnene til at se med, kan finde til-
strækkeligt livsbekræftende.
3. Alternativet og radikalitetens nødvendighed
Alle begivenheder og alle erfaringer fra de sidste to grønlandspolitiske årtier
taler, såvidt jeg kan se, for at anlægge en radikal, helhedsbetonet strategi i udvik-
lingspolitikken.
Naturligvis skal der stadigvæk partielle reformer til. Der må dog samtidig en
overordnet erkendelse til: De, der foretrækker at leve i Grønland fremfor andre
steder, må i vid udstrækning indstille sig på at gøre det på Grønlands egne livsbe-
tingelser (1); i et samlivsmiljø og med en økonomisk styringsform, der passer mest
45
[9]
muligt til disse betingelser, og som skaber det fornødne samvirke om opgaverne (2) ;
med samfundsmedlemmernes størst mulige, direkte indflydelse på den økonomiske,
miljømæssige og dermed politiske kurs (3) — og med den forudsætning, at den per-
sonalebistand, der måtte blive nødvendig udefra, da bliver et hidkaldt personale,
som er rekrutteret til og på forhånd motiveret til netop dette vidererækkende for-
mål (4).
Det er følgelig en ny samfundsproces, der må startes. Det er en aktiviserende
proces, der her tænkes på — ikke en endegyldig patentløsning, ikke en totalt afkla-
ret udviklingspolitik eller en statisk samfundsmodel. Det er lige det modsatte.
I det følgende vil jeg eksemplificere ganske kort ud fra forslagsskitsen i min bog
„En livsform ved korsvejen" :
A. Kooperation.
En gennemgribende kooperativ/kollektiv økonomisk politik bør prioriteres meget
højt som et fundamentalt led i en sådan proces. Det er nu erkendt fra ledende dansk
46
[10]
kooperationsside, at andeisformen er 'den eneste måde, hvorpå den grønlandske be-
folkning kan opnå ansvar og indflydelse på deres eget erhvervsliv'. Forudsætningen
er, hedder det videre, at det kan blive 'sunde virksomheder, der naturligt kan glide
ind i det øvrige grønlandske samfund'.5 Jeg mener, at man må gøre sig klart, at dét
igen forudsætter, at det ikke uden videre bliver en kopi af dansk kooperation, man
bygger op. Det må være kooperative el. kollektive organisationsformer, der primært
tager udgangspunktet i grønlændernes egne, lokale, muligheder (som jo [øvrigt rent
produktionsmæssigt vil variere fra egn til egn). I anden række må der hentes lø-
bende inspiration fra kooperative/kollektive eksperimenter i andre, mere eller mindre
beslægtede samfundstyper i den store verden. Der er ganske mange konkrete erfa-
ringer derude, negative og positive, som kan hentes hjem til Grønland og bearbejdes
i en lokal sammenhæng. Med det formål kan man så at sige med det samme begynde
at udsende unge, vågne grønlændere — og dem er der mange af - til Israel og
mange andre steder i verden på feltstudier.
,>
B. Decentralisering.
En af bærepillerne i en ny helhedsstrategi bør være den videst mulige decentrali-
sering af de politiske og administrative opgaver, der skal løses. Lad mig illustrere
tankegangen ved at bruge en andens formulering, en udtalelse af professor Anders
Ølgaard: At skal der på længere sigt 'skabes et samfund i Grønland, der — omend
med omfattende økonomisk støtte fra Danmark - er levedygtigt, så må man se i øj-
nene, at det skal være et grønlandsk samfund, altså et samfund, som grønlænderne
selv kan magte i den forstand, at de selv kan besætte hovedparten af jobbene - også
de ledende funktioner — og derved selv træffe beslutningerne'." At der ikke kan blive
tale om europæisk levestandard, men et måske betydeligt lavere mål i materiel hen-
seende, dét taler altså i sig selv for vidtgående decentralisering som praktisk metode.
Man kunne også begrunde decentraliseringen således: At de, der vælger at bygge
en tilværelse op på det foreliggende grundlag, da selv må træffe denne store beslut-
ning. De må i fællesskab gennemarbejde de praktiske muligheder fra dag til dag. Og
de må gå sammen med de mange danske (eller måske andre folk også), der gerne vil
være med til at bygge et sådant samfund op; clet tror jeg forøvrigt, at mange men-
nesker med benene på jorden har lyst til.
C. Miljøpolitik.
I det hele taget må det være helhedsstrategiens konsekvens, at selve lokalsamfun-
dets mellemmenneskeligc miljø gøres til noget centralt i dette alternative samfund.
Det vil blandt andet sige, at den fysiske udformning af byer og bygcier, altså bolig-
former og boligplaceringer, kan blive af en vis betydning. Og jeg tror nok, at man i
47
[11]
tide må indstille sig på en lavere teknisk perfektionisme end den nuværende hist og
her i ciet danske boligbyggeri i Grønland. Men den perfektionisme er også drevet
ganske vidt! Det vil naturligvis tildels blive et spørgsmål om, hvordan man vil prio-
ritere inden for de enkelte lokalsamfund, når man, bl. a. igennem radikal decentra-
lisering, får de økonomiske realiteter foran sig — og ikke bare har en velvillig stats-
kasse langt sydpå at malke af.
Endelig må man kunne håbe, at grønlændernes egen deltagelse i byggeprocessen
i højere og højere grad og ved rationel tilrettelæggelse kan give billigere boliger —
foruden nogle uvurderligt nyttige psykologiske bivirkninger, der måske kan blive det
allervigtigste led i en miljøpolitisk strategi. Hvis man i fremtiden satser på at
fremme den sociale kontakt mest muligt, som grønlænderne selv altid har gjort det,
så må man måske gøre boligmiljøet gruppecentreret, så lavt som muligt og måske i
overskuelige husklynger med 20-30 husstande i hver klynge. Men den øvrige politik,
økonomien og beslutningstagningen, må køre på samme fundamentale holdnings-
linie, for at der skal være mening med den fysisk-tekniske miljøudformning.
D. Grønlandsuddannehe.
Dét må personalepolitikken også gøre. Og lægger man vægt på at få de rette folk
til at gå ind i en ny form for grønlandsarbejde, en mere grønlandsk form, må de
folk forberedes og uddannes rimeligt før udrejsen. Det bør ikke længere tolereres
i et stykke bistandsarbejde, der vil kalde sig nogenlunde lødigt, at hundreder og atter
hundreder af danske funktionærer — skolelærere, sygeplejersker, kontorfolk, tekni-
kere osv. — hvert år placeres i Grønland, uden at de får nogen virkelig optræning i
grønlandsk samfundskultur; uden at de får sproglig basis for at komme i personlig
forbindelse med det jævne grønlandske folk, som de skal virke iblandt.
Det er virkelig et rystende faktum, at næsten ingen danske embedsmænd, overord-
nede eller underordnede, hernede eller i Grønland, er i stand til at tale blot et helt ele-
mentært grønlandsk. Det afslører en grundlæggende holdningsbrist i hele den dansk-
styrede grønlandsadministration. Det er en grov administrativ sabotage af det offi-
cielle politiske mål, et snævert dansk-grønlandsk samarbejde. Det gør mig ondt
at skulle bruge så stærke gloser; men de mildere vendinger i den anledning er for-
længst anvendt og opbrugt igennem de sidste to årtier. Det må nu siges ligeud: I ler
foreligger, under 20 års moderne grønlandsarbejde, en hensynsløs og aldeles ufor-
svarlig personalepolitisk nonchalance, som enhver tidssvarende styrelsesgren må tage
afstand fra og tage afsked med, hurtigt og effektivt.
Det må i fremtiden være en ren og skær selvfølgelighed, at alt fremmed personale
får en basisuddannelse, der kvalificerer dem med rimelighed, kundskabsmæssigt og
holdningsmæssigt, til at arbejde sammen med det grønlandske folk. Specialkurser
48
[12]
for det nuværende chefpersonale, f. eks. på efteruddannelses-niveau, tror jeg heller
ikke, at man kommer udenom. For alle nyansatte folk bor der skønsmæssigt være
tale om en grønlandsuddannelse af minimalt 3 måneders varighed, for lærere måske
allermindst det dobbelte.
Med andre ord: Der må gøres, hvad man overhovedet kan for at bringe de to folk
fra de to vidt forskellige kulturer nærmere hinanden og ind i et egentligt, personligt
samarbejde. Der må skabes gensidig forståelse hen over de eksisterende kløfter, som
begge parter befinder sig rigtig skidt ved. Selv en beskeden forbedring af denne
utålelige tilstand kan give meget løfterige muligheder, er jeg sikker på. Grønlands-
arbejdet må menneskeliggøres og lødiggøres. Det må ikke bare betragtes som en
forvaltningsmæssig funktion. Og jeg mener, at en regulær gønlandsuddannelse må
blive et vigtigt led i en ny hovedmålsætning: Et tilværelsesmønster, der er mellem-
menneskeligt og mellemfolkeligt i hele sit sigte. Et fremadrettet, konstruktivt
samfund.
4. Helhedsstrategi og delproblemer
Den skitse til en anden grønlandspolitik, jeg har stillet op her i korte træk, er med
fuldt overlæg formuleret i et idealt perspektiv. Fordi den nuværende grønlandspoli-
tiske chancesejlads næppe nogensinde kan få ordentligt land i sigte. Og fordi det er
på tide, at alle gør sig klart, hvilket samfund man agter at opbygge i dette arktiske
yderområde. Først og fremmest må der arbejdes med disse spørgsmål i alle de
praktiske enkeltheder. Og netop i de partielle enkeltspørgsmål er der hist og her
alternative overvejelser igang. Derudover har jeg vished for, at mange i grønlands-
arbejdet også meget gerne vil arbejde med en egentlig helhedsstrategi ud fra Grøn-
lands egne forudsætninger. Men jeg har også på fornemmelsen, at der er adskillige
i både over- og underordnede positioner, som nødigt vil!
Under alle omstændigheder tilbagestår der en masse åbne del-spørgsmål, som må
besvares i den kommende tiel. Jeg vil lige strejfe nogle af dem:
a. J'H grønlænderne og kan de dæmpe stigningstakten i den materielle levestan-
dard ned?
Det er naturligvis et spørgsmål, som grønlænderne selv bør besvare. Og det vil
de få rig lejlighed til, når de økonomiske kendsgerninger drages frem af statskonte-
ringernes uoverskuelige dyb og præsenteres for åbent tæppe — til folkelig stillingta-
gen. Og det mener jeg, man bør gøre med det allerførste, dristigt og klart. Lad mig
da i den forbindelse gøre opmærksom på, at det grønlandske folk altid har været
tvunget til at være realitetsbetonet i et og alt. Og til at sætte tæring efter næring.
Den skik, den grundholdning gælder skam stadigvæk ude hos det jævne befolknings-
flertal. Og man skal ikke forestille sig, at den menige grønlænder går og svømmer
49
[13]
i velstand! De kæmpemæssige kapitaloverførsler fra finanslovsbevillingerne går
overvejende til offentlige investeringer og driftsomkostninger, tekniske anlæg, infra-
struktur og den slags, som menigmand naturligvis indirekte nyder godt af, men som
lige så ofte er noget fremmedartet og abstrakt noget. Det bliver ikke så svært for
grønlænderne som helhed (altså det store flertal, som er fjernt fra danskernes ver-
den) at indstille sig på et beskedent velstandsniveau, for dér befinder man sig i for-
vejen.
Problemet bliver nok snarere, om man kan skabe en rimelig økonomisk vækst, en
god produktionsstigning der kan tilfredsstille nogle „fornuftige" behov i fremtiden.
I praksis må det til eksempel vise sig, om man bør satse på mange flere små, intensivt
drevne produktionsenheder - ved siden af enheder med stordriftens fordele, der
som bekendt ikke i enhver henseende behøver at være fordele!
De barske regnskaber ser efter alt at dømme sådan ud, at man næppe undgår fi-
nanciel bistand fra Danmark i et vist omfang (og jeg vil umiddelbart finde det op-
lagt, at man subsidierer sundhedsvæsen, uddannelse, kommunikation særlig rundhån-
det, måske også yder nogen hjælp til boligbyggeriet ud fra en sundhedsmæssig be-
tragtning, bl. a.). Men hovedopgaven er vel i virkeligheden at kanalisere bistanden
ind i det grønlandske samfund, så den bliver inciterende for store grupper i det
grønlandske folk. Hvis denne kanalisering gribes rigtigt an, så skulle, i hvert fald
efter mit skøn, bedriftsformer af kooperativ/kollektiv natur have ganske gode mu-
ligheder de fleste steder i Grønland. Hvor grobunden i første omgang måtte synes
begrænset, kan man jo da gøre, hvad man overhovedet kan for at sætte lidt fut i
den holdning.
Men een ting må blive klart for enhver: De grønlændere, der ønsker at leve som
i Danmark, bør begive sig didhen! Andet er der vist ikke at sige til det.
b. Men er det da ikke nødvendigt med centraliseret planlægning og central øko-
nomisk styring i et, erhvervsmæssigt set, så ømfindtligt marginalområde som det
grønlandske ?
Det mener jo mange. Men det er vel i realiteten et af de del-problemer, man kan
behandle grundigt og seriøst i næste ombæring, altså når man har gjort sig klart,
hvor man vil hen med det samfund. Umiddelbart kan jeg slet ikke se noget overskyg-
gende problem her. Vil man realisere den samfundstype, vi her har været inde på i
korte træk, så må man gøre det mål til et overordnet hensyn. Og så må man indrette
de forskellige styringsformer her ud fra ! Endelig bør man nok også gøre sig klart,
at centraliseret planlægning også kan udføres som koordination, ikke ligefrem sty-
ring fra et centrum, men koordination af decentraliserede udspil og initiativer. Noget
af den slags er vel allerede så småt igang, bl. a. igennem Grønlandsrådets sekreta-
riat. Men den linie kan formentlig drives endnu mere konsekvent.
5°
[14]
c.  Om skolepolitikken, sprogpolitikken, oplysningspolitikken og mange andre, såre
vigtige, men i realiteten partielle samfundsområder må gælde det samme synspunkt
som over for andre partielle problemer: De må tilpasses til de fundamentale opga-
ver, der skal løses. Hvis man definerer opgaven som den at bygge et Grønland op
med en kraftig vægt på social og miljømæssig trivsel — og med det grønlandske land-
skab og dets menneskekultur for øje - ja, da må skolen indrettes med det hoved-
formål at sætte børnene bedst muligt i stand til at beherske netop dét samfund og
ikke nødvendigvis et fremmed, europæisk samfundsliv, de ikke skal leve i. Ud fra
mange synsvinkler mener jeg, at skolen skal stille mange gode tilbud frem til den
opvoksende generation, også tilbud om en virkelig, effektiv danskindlæring; det vil
mange sikkert benytte sig af. Men understreger man, at det er tilbud, så vil de i
langt højere grad end nu, hvor der nærmest er tale om et udviklingspolitisk ultima-
tum, spille ud til den enkeltes personlige valg. Det giver en langt mere behagelig
problemstilling end den nuværende.
Oplysningspolitikken blev berørt lige før, og igen må dette synspunkt gælde: Vil
man få et samfund til at fungere meningsfyldt i Grønland, må man stimulere folk
så meget som muligt til det. Man må med andre ord gøre det formål til et folkc-
anliggende. Og den folkeoplysning, som sætter lige sd effektivt og entusiastisk ind
på at træne det grønlandske folk op til at styre og producere og skabe en hel masse,
som man effektivt satte kræfterne ind på en folkelig tilslutning til tuberkulosekam-
pagnen — ja, en så virkelighedsnær folkeoplysning kan man roligt spå nogle ganske
solide resultater, der måske ligefrem kan komme til at forbløffe sortseerne,
Grønlænderne er nemlig ikke blot et realitetsbetonet folk. Det er også et positivt
og tillidsfuldt folk. Den fysiske omverden og den sociale livsform har været med til
at skabe denne socialpsykologiske udrustning hos grønlænderne. På trods af den me-
gen dræbende pessimisme, som lurer rundt omkring i krogene i grønlandsarbejdet,
så tør jeg godt påstå, at der er helt gevaldige menneskelige ressourcer, som vil kunne
frigøres og bringes i aktivitet, i det øjeblik udfordringen ligger der og bliver gjort
til - ja, en folkesag!
d.  Men vil det overhovedet være muligt, vil nogen spørge; at få den danske central-
administration stillet helt og helhjertet ind på en sådan radikal omlægning af grøn-
landsarbejdet? Altså en omlægning af den kurs, som embedsmændene har et stort
reelt ansvar for, hvadenten man formelt placerer det politiske ansvar på politikerne
eller ikke.
Spørgsmålet er naturligvis dybt relevant. Det er dog ikke indlysende let at be-
svare. Jeg vil alligevel forsøge på det. Det er i hvert fald nødvendigt at gå ud fra
to ting: 1) Embedsmændene har administreret og planlagt ud fra de bedste motiver;
dem synes jeg ikke, man kan finde nogensomhelst grund til at drage i tvivl. Men
51
[15]
2) ikke alle embedsmænd har været trygge ved den grønlandspolitiske kurs; tvært-
imod har en del af dem været temmelig utilfreds med den massive, virkeligheds-
fjerne kopiering af danske forhold, der har fundet sted, uden at det dog har kunnet
lykkes for skeptikerne at dæmme op for den strøm. Inertien var for kraftig.
Alt i alt må man sikkert se i øjnene, at væsentlige led i grønlandsadministrationens
stab idag hverken har lyst, vilje eller evne til at gå i spidsen for en linie efter de
retningslinier, der her er ridset op.
52
[16]
Hvad angår den manglende lyst, så er der tilsyneladende adskillige ledere, der i
så høj grad identificerer sig med den gennemgående linie i mange år, at de oplever
udsigten til et sporskifte som noget i retning af en desavouering af deres eget ar-
bejde, de gjorte gerninger. Det er altsammen forklarligt, men naturligvis meget be-
klageligt. Det er ikke det bedste motivationsgrundlag for fremtiden.
Med hensyn til den manglende vilje, så ligger landet sådan, at de grønlandsmini-
sterielle ledere i hierarkiets top gang på gang, mere eller mindre offentligt, har taget
afstand fra den tanke overhovedet, at der skulle kunne findes noget alternativ til
den efterhånden gammelkendte grønlandspolitik. Når der i så centrale embedsinstan-
ser mangler tiltro til, at man kan gøre tingene på en væsentligt anden måde, end de
pågældende er vant til, så skal man nok ikke sammesteds vente den helt store vilje
til en ligefrem radikal nyindsats på feltet.7
Endelig det vanskelige spørgsmål med de manglende evner. Dermed mener jeg:
evner just til de opgaver. Det er ubehageligt at skulle sige det — men Ministeriet for
Grønland har ikke nogen bemærkelsesværdig ekspertise, som gør det organ specielt
egnet til at beskæftige sig med grønlændere. Det er et dansk, juridisk forvaltnings-
organ. Afstanden til grønlænderne er ikke blot stor i kilometer. Den er enorm med
hensyn til kultur, sprog og psykologi. Ministeriets embedsmænd, overordnede og
underordnede, er unægtelig temmelig ukyndige på disse områder. Det er rent ud sagt
skrækkeligt ufyldestgørende med en embedsstand med et så kantet og kluntet forhold
til de jævne mennesker, de er sat til at være eksperter for. Som nævnt mener jeg nok,
at en vis efteruddannelse kan råde bod på nogle af de uhyggeligste kundskabsmangler
rent grønlandsfagligt. Men de embedsmænd, der vitterligt ikke ønsker den ballast,
kan man vel vanskeligt påtvinge den. Det hele drejer sig ikke blot om viden og
kundskaber. Holdningen hertil er nok så afgørende.
Det er formentlig realistisk at konkludere, at det store ministerielle forvaltnings-
organ, der byggede sig op omkring reformprojekterne i Grønland, bogstaveligt talt
fik etableret sig. Grønlandsadministrationen er blevet et traditionelt dansk juridisk
imperium. Værre er, at dette forvaltningsorgan viser visse tegn på stivnen og stag-
nation. Det er umådeligt betænkeligt, når en usædvanlig udviklingsproblematik
netop presser på.
Da statsminister Hans Hedtoft efter afslutningen af Grønlandskommissionen i
1950 satte gang i den såkaldte nyordning, omfattede de administrative strukturæn-
dringere også nogle rent personelle omplaceringer. På en måde er vi i en tilsvarende
situation i dag. Det kan vel ikke overraske, så mange år efter. Men det er vigtigt at
erkende det fuldtud. Det kan blive døden for en ny nyordning, hvis man ikke fore-
tager de interne ændringer, der skal til i praksis.
53
[17]
I den henseende mener jeg, at man nu må anvende den samme radikalitet, som
mærkes bag dannelsen af det nye ministerium for forureningsbekæmpelse. Her skal
man bl. a. arbejde med ferskvands- og grundvandsbeskyttelse, støjproblemerne, luft-
forureningen, kemikaliegiftstofferne, kampen mod fast affald og mod ødelæggelse
af vore levnedsmidler og meget mere - altså det fysiske miljø som helhed. Lad mig
citere minister Jens Kampmann:
'Dette meget store område kræver efter min opfattelse en utraditionel op-
bygning af det nye ministerium. Jeg ønsker desuden at arbejde mere åbent, end
man traditionelt gør det i ministerierne, og jeg mener også, at den hidtidige
offentlige rekrutteringspolitik bør ændres for Forureningsministeriets ved-
kommende ...
Både i det nye departement for forureningsbekæmpelse og i en evt. kom-
mende styrelse bør man arbejde tværfagligt. Problemerne er netop af typisk
tværfaglig karakter ...
Viden alene er imidlertid ikke nok; der kræves også nytænkning og fantasi.
Vi må i dette arbejde løbende have kontakt med kreative personkredse, bl. a.
de, der rejste forureningssagen herhjemme og stædigt holder ud.
Med et selvstændigt ministerium for forureningsbekæmpelse og med en sam-
ling af opgaverne er der nu givet mulighed for at skabe en slagkraftig organi-
sation - foreløbig på centralt plan. Dette er en af forudsætningerne for en
indsats på miljøværnsområdet.'8
Ministeriet for Grønland er et helt, selvstændigt ministerium. Og sagsområderne
spænder over mange ministeriers arbejdsfelter. Et helt samfunds problemer og for-
valtning er samlet i dette specielle grønlandsministerium. Dette faktum rummer i
virkeligheden meget store muligheder. Det rummer først og fremmest muligheden
for en samfundskulturel helhedsvurdering og en praktisk helhedsstrategi over for
hele dette samfund. Jeg mener, at det er en ret enestående chance for at nå frem til
sammenhæng og koordination - en langt større chance end storsamfundets betingel-
ser indtil nu med dets voldsomme atomisering, opsplitningen af forvaltningsorga-
nerne, af tilnærmelserne, af kræfterne.
Hvis man overhovedet ønsker at opretholde Ministeriet for Grønland, synes jeg,
at det kun vil kunne accepteres, såfremt dette ministerium og dets underinstanser får
en ansigtsløftning, en væsentlig ny skikkelse.
Det må endelig for fuldstændighedens skyld nævnes, at der i den nuværende grøn-
landsadministration, hernede og deroppe, faktisk findes en hel del højt kvalificerede
embedsmænd, som i hovedsagen er enige i det, jeg har sagt i dette foredrag. Vælger
man at gøre disse forslag, som naturligvis også andre end jeg har puslet med, til
overordnede hensyn, så må man sikkert placere de folk centralt i både sagsbehandling
54
[18]
og planlægning — sammen med de nye folk udefra, der nok skal til, når arbejdet skal
omstruktureres efter nye, overordnede retningslinier.
5. Afslutning og udspil
Dermed er vi omsider nået tilbage til foredragets ouverture: Det store almene
perspektiv, der ligger gemt i en bred social og menneskelig vekselvirkning mellem
grønlændere og danskere — den dybtborende kulturdialog, vi aldrig har haft, men
som vi kan få.
Det gælder om nu at udnytte det lykketræf, som jeg godt tør kalde det: At vi
inden for rigets formelle grænser har to folk, der netop er forskellige; to folk, der
møder frem med hver sin historiske og geografiske baggrund og hver sin måde at
løse fundamentale menneskelige tilværelsesproblemer på. Og det er endda to for-
skellige folk, som egentlig er ganske sympatisk indstillet over for hinanden!
Ikke mindst dét er ikke noget dårligt udgangspunkt for en dialog og for en gensi-
dighed i relationerne hen over det store og dybe Atlanterhav. Danmark forpassede
i høj grad lejligheden i forholdet til Færøerne (men den lejlighed kan vel forresten
godt komme igen — og bør formentlig snarest gøre det). Nu ligger den grønlandske
udfordring på bordet.
I Danmark bør man virkelig forstå, at Grønland og samfundsbilledet deroppe er
et spejl, der gengiver det danske samfund og den danske kultur på godt og ondt;
endda et af disse barberspejle, som forstørrer fysiognomiske ufuldkommenheder op.
Meget af det, der går skidt i Grønland, går netop ofte skidt, fordi opgaverne gribes
an med holdninger og metoder, som afslører svaghederne i det danske samfund,
åbenbarer vore egne kulturproblemer hernede — og blotlægger de punkter, hvor
man i hjemmedansk politisk og administrativt arbejde lader trivielle rutiner dominere
over ideerne, fantasien og dristigheden.
De af mine tilhørere, der kun kender Grønland fra Knud Rasmussens skildringer,
skal vide, at Grønland — uanset moderne udviklingskaos og uanset cle evindelige,
bekymrede økonomidiskussioner — stadigvæk er et meget vidunderligt land ! Et land,
som grønlænderne og ganske mange danske holder meget af. Det er i sit menneskeliv,
i sin natur og sin politiske problematik en overordentlig spændende del af verdenskul-
turen, også selv om vi erkender, hvad vi bør, at grønlandsproblemerne som sådan
har mange paralleller til udviklingsproblemer de fleste steder på kloden.
Jeg har her omtalt grønlænderne i bevidst generaliserende vendinger og betegnet
dem som et realistisk, positivt og tillidsfuldt indstillet folk. (Men der er naturligvis,
dér som her, også mange stude og slubberter og idioter). Og jeg kunne godt her til
slut have lyst til at generalisere videre og sige: Grønlænderne er også i høj grad
bohemer! De mestrer i stort omfang den kunst at lade materiel velbehagelighed,
55
[19]
borgerlig konformitet og ydre perfektionsdyrkelse træde i baggrunden til fordel for
afveksling, aktivitet, uhøjtidelighed og fest —og oplevelse og fordybelse, i såvel det
sociale som i det landskabelige miljø.
Det er jo sådanne holdninger og egenskaber, man nu er igang med at lede efter
med lys og lygte og nyskabe i den vesterlandske civilisation. Det er en livsstil, der
kan komme til at få gennemslagskraft i fremtidens verdensudvikling.
Jeg begyndte foredraget med en anekdote og vil gerne slutte af med een til: Den
franske marskal, Lyautey, bad engang sin gartner om at plante et bestemt træ den
næste dag. 'Jamen,' sagde gartneren, 'det træ vil jo først bære frugt om 100 år.' —
'Nå,' svarede marskallen, 'hvis det forholder sig sådan, så plant træet allerede i ef-
termiddag!'
En sådan fremsynethed vil jeg hermed anbefale, før Tinget går over til næste
punkt på dagsordenen!
Noter og henvisninger:
1.  Senest i bogen En livsform ved korsvejen: Grønlændernes møde med vesterlandsk velfærdspolitik,
der udsendtes  af Gyldendal i slutningen af september 1971. Der henvises til bogens mere omfat-
tende oplæg, herunder det fyldigere baggrundsstof og en række bibliografiske oplysninger.
2.  JKursiveringen er foretaget af nærværende foredrags forfatter; den refererede diskussion er hentet
fra dagbladet Politiken for den 7. marts 1965.
3.  Citeret fra de trykte landsrådsforhandlinger, Godthåb 1951, s. 66.
4.  Jfr. den duplikerede publikation fra Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråds symposium 7.
og 8. november 1969 om forskningsbehov og forskningsmuligheder i Grønland, s. 48.
5.  Førstedirektør Ebbe Groes (1969), cit. i note 14, side 114 i bogen »En livsform ved korsvejen«.
6.  Kronik i Dagbladet Politiken den 29. april 1970.
7.  Se bl. a. denne udtalelse af grønlandsministeriets departementschef, Erik Hcsselbjerg, til Sveriges
Radios TV-program (»Fokus«) om grønlandsproblemerne,  der udsendtes den 23.  september  1971
— dagen før udgivelsen af og i anledning af bogen »En livsform ved korsvejen«:
"Der findes ingen politik, som. helt adskiller sig fra den nuværende. Det er urealistisk at tro, at
den helt kan forandres. Men den kan jo modificeres.'
Gengivet efter en tekstudskrift, som Sveriges Radio-TV venligt har stillet til rådighed.
8.  Uddrag af Jens Kampmanns kronik i dagbladet Politiken den 23. oktober 1971: »Vi skal ikke vente
til den ellevte time«.
På linie med minister Kampmanns opfattelse om behovet for radikal omstrukturering af de admi-
nistrative centralorganer — se administrationschef H. Engberg-Pedersen i kronikken »Hvad vil vi
med arbejdstiden?« (Politiken 13. juni 1971):
'... Disse i vort samfund udmærkede og uundværlige organer vil uvægerligt blive præget af for-
sigtighed og fantasibegrænsning. I kommissionerne jiidder overanstrengte embedsmænd, som ikke
øjner nogen mulighed for at overkomme det arbejde, der måtte gøres, hvis samfundet skulle beslutte
at tage store og uventede skridt. Der sidder også repræsentanter for alle organisationer med det
embede at holde hinanden i skak, så den økonomiske fordeling ikke forskyder sig til skade for no-
gen. I forskningsinstitutterne vil man af respekt for de videnskabelige traditioner helst kun udtale
sig om det, der allerede foreligger, og tvinges man til at udsige noget om fremtiden, taler man lav-
mælt og med alle tænkelige forbehold.
Det er det modsatte, vi har brug for: en håndfuld frejdige folk, som blev fritaget fra anden virk-
somhed i et år, men fik deres løn uforandret, og som efter årets anstrengelser kunne forelægge
56
[20]
deres landsmænd et udkast til forskellige fremtider ... Målet skulle være at tilføre den offentlige
debat et stærkere materiale end det, der kan fyres af i avisartikler eller radioforedrag, og samtidig
et materiale, der ganske ubekymret satte spørgsmålstegn ved de ordninger, vi har, og udkastede til
overvejelse, om de måske burde erstattes af andre.
Når man betænker den enorme konservatisme, som af naturlige grunde præger os alle, uanset ti-
dens forandringer i teknik og kommunikation, kunne man finde det ikke blot tilladeligt, men højst
påkrævet, at det kongelige danske demokrati satte nogle folk i gang med at udtænke og foreslå
alternative ordninger for en række af vore livsforhold. Gør vi det ikke, risikerer vi blot, at det
uhyre, man kalder udviklingen, kører umærkeligt af sted med os og bringer os derhen, hvor vi i
grunden ikke ønskede at komme.'
Disse synspunkter kan uden videre overføres på grønlandsarbejdet. I den forbindelse kan det være
af interesse at henlede opmærksomheden på kulturministeriets meget utraditionelle Betænkning nr.
517: En kulturpolitisk redegørelse, 1909, f. eks. afsnittet »Et blik ud i fremtiden«, s. 241-277. I for-
ordet understreger K. Helveg Petersen, at 'hensigten med betænkningen er at lægge op til en debat,
der kan tjene til vejledning i forbindelse med fremtidige politiske beslutninger.' Der gøres specifikt
opmærksomhed på (s. 18), at der af en række væsentlige årsager ikke vil kunne gives en samlet rede-
gørelse for den kulturelle situation i Grønland i denne betænkning.
Den omstændighed rejser det naturlige spørgsmål, om der ikke hurtigt bør tages skridt til udar-
bejdelse af en utraditionel, fremadrettet kulturpolitisk redegørelse for Grønland, jfr. også H. Eng-
bcrg-Pedersen om behovet for 'en håndfuld frejdige folk' til sådanne opgaver. En kulturpolitisk af-
klaring på det grundlag kunne i bedste fald blive en vigtig løftestang for alternativ tænkning og
do. handling.
Efter at ovenstående foredrag til mødet i Folketingets Fællessal er renskrevet med disse noter og
henvisninger, har iøvrigt K. Helveg Petersens afløser som kulturminister, Niels Matthiasen, i kronik-
ken »Vi må lægge langt større vægt på miljø-dannelsen« (dagbladet Aktuelt den 15. november 1971),
fremlagt tanker, der ligger meget tæt op ad foredragets sociale kulturtilnærmelse. Se desuden denne
relevante passus: 'Kulturministeriets opgave er imidlertid ikke alene at pleje sine egne områder. Hvis
ikke kulturministeriet kan få mulighed for at inspirere andre ministerier ... således at den samlede
lovgivning præges af et kulturelt helhedssyn, løser det ikke sin opgave.'
57[21]