[1] BOGANMELDELSER Arngnmur Thorkihson Vidalin: DEN TREDIE PART AF DET SAA KALDEDE GAMLE OG NYE GRØNLANDS BESKRIFVELSE. Udgivet af Det grønlandske Selskab i anledning af 250-året for Hans Egedes udrejse til Grønland med indledning og kommentarer af Finn Gad. Det grønlandske Selskabs skrifter XXI. Køben- havn 1971. Det grønlandske Selskab har markeret 250-året for Hans Egedes ankomst til Grønland ved at ud- give en del af et hidtil utrykt manuskript, som indeholder et forslag til en kolonisation af Grøn- land. Det er dateret i 1703, altså flere år før Hans Egedes Grønlandsplaner begyndte at tage form. Forfatteren af manuskriptet, Arngrimur Thorkilsson Vidalin, var født i Island, men var på daværende tidspunkt rektor i Nakskov. Grøn- landshistorikeren, cand. mag. Finn Gad, har med stor kyndighed besørget den kommenterede ud- gave. Manuskriptet til Vidalins Grønlandsbeskrivelse er inddelt i tre dele. De to første dele handler om Grønlands middelalderhistorie og den følgende tids opdagelsesrejser, og deri findes også en be- skrivelse af Sydgrønland, mens den sidste del hovedsagelig indeholder overvejelser i forbin- delse med planer til en genoptagelse af en fast forbindelse med Grønland. Manuskriptet er af- fattet på latin, og det er kun den sidste del, som Vidalin har oversat til dansk. Oversættelsen føl- ger ikke slavisk den latinske tekst, men er gjort fyldigere og indeholder også stof fra første og anden del. Det er dette dansksprogede manu- skript, der opbevares på det kongelige bibliotek, som nn er udgivet med den originale ortografi. I indledningen omtaler Finn Gad omhyggeligt (selv formen på en fugtplet er detaljeret beskre- vet) de forskellige afskrifter af Vidalins manu- skript, som findes på forskellige biblioteker, og han gør rede for de udgivelsesprincipper, som han har fulgt. Vidalins manuskript er en lærd mands værk med et væld af fodnoter på latin og græsk. Efter at være blevet taget under Finn Gads kyndige behandling er det blevet en endnu mere lærd mands værk, som ikke bare indeholder oversættelser og kommentarer til fodnoterne, men også kommentarer til Vidalins tekst side for side. Desuden indeholder det som nævnt en fyldig indledning, hvor Finn Gad bl. a. diskuterer den betydning, som kendskabet til Vidalins forslag kan have haft i forbindelse med at Grønlands kolonisation blev en realitet, og endelig sluttet' bogen med et omfattende register. Selve Vidalins tekst fylder kun 2/5 af bogens sider. Vidalin fremmaner et tillokkende billede af forholdene i Grønland: der er rig lejlighed til fangst og fiskeri i havet, i søer og floder og jagt på land, der er frodige græsgange for kvæget og mulighed for kornavl, og så er der oven i købet mineralrigdomme. Det vil, som Vidalin udtrykker det, blive kongen og alle hans undersåtter i begge riger og fyrstendømmerne til ubeskrivelig nytte, hvis man fik anlagt kolonier i Grønland. Han spænder forventningerne højt ved at bemærke, at foreløbig kender man jo kun til forholdene nogle steder på kysten, og hvad kan man ikke vente at finde i dette store udstrakte land. Vidalin tænker sig, at kolonisterne i første række skulle være danske, norske og islandske fiskere og fangstfolk, bønder og kvægavlere. Der må også være håndværkere og folk med erfaring i bjergværksdrift. Endvidere vil det være nød- vendigt med nogle købmænd, for europæerne skal ikke bare selv udnytte landets rigdomme, de skal også handle med grønlænderne. Vidalin regner med, at der vil være gode muligheder for en for- delagtig handelsforbindelse, for det har vist sig, at grønlænderne gladeligt giver varer for 20 rigs- dalers værdi for noget, som efter europæisk måle- stok ikke engang er én rigsdaler værd. Endelig vil en kolonisation af Grønland også kræve, at man opsender øvrighedspersoner, præster og læ- ger. Når man har fået kontrol over forholdene, vil man kunne kræve skat af indbyggerne. I tilknytning til den økonomiske gevinst, som 60 [2] Vidalin mener, at man kan opnå ved en kolonisa- tion af Grønland, fremhæver han, at kongen og hans europæiske undersåtter vil erhverve sig stor berømmelse ved en sådan indsats. For det første, fordi det drejer sig om et område, som tidligere har ligget under kronen, og det vil specielt være tilfældet, hvis det skulle vise sig, at der stadig er levende nordboer i Grønland; for det andet, fordi det må anses for meget fortjenstfuld! at om- vende vilde barbarer til den kristne tro, og for det tredje, fordi det vil være meget nyttigt at få vis- hed om, hvorvidt der findes en søvej mellem Amerika og Grønland, som fører til Kina. Vidalin henviser til den store hæder, som ko- lonimagter som Portugal, Holland og England har indlagt sig ved at omvende hedninge, mens han med afsky omtaler spanierne, som kun har erhvervet sig vanære ved at have meget uskyldigt blod på samvittigheden på grund af deres umæt- telige begærlighed efter rigdom. Han tilføjer, at drabene på indianerne har gjort dem hadede, ikke blot blandt Amerikas oprindelige befolk- ning, men også blandt alle kristne. Det er af særlig interesse at se, hvorledes Vi- dalin har tænkt sig, at kontakten mellem grøn- lænderne og europæerne skal være: »I Ett ord at sige: bør der optenkis alle de midler, som kand stifte venskab og fortrolighed mellem vore folck og dennem, og afverge all mistroe og uenighed« (s. 6G). Det gælder om at sikre fred og ro for ny- byggerne så de kan udnytte landets rigdomme og handle med grønlænderne i en gunstig at- mosfære. Vidalin giver derfor det råd at behandle grønlænderne godt og bl. a. at undgå at for- skrække dem med unødigt skyderi, men for alle tilfældes skyld mener han dog, at det vil være nødvendigt med en garnison, som kan beskytte nybyggerne. Han fraråder frem for alt at kidnappe grøn- lændere og tage dem med til Europa, således som det var sket i 16-hundredetallet. Han henviser til forholdene i Island, hvor sørøvere ved flere lej- ligheder har botrført nogle af indbyggerne, bl. a. Vidalins egen morbroders broder; det har haft den virkning, at islændingene både er bange og hadefulde, når et fremmed skib nærmer sig. Hvis man derimod kunne få nogle grønlændere til fri- villigt at rejse med til Danmark, og der sørgede for dem på bedste måde, så kunne man opnå, at de ved tilbagekomsten ville forsikre deres lands- mænd om danskernes velvilje, og dette ville sikre fremgang, ikke bare for mission og handel, men det ville også resultere i, at grønlænderne frivil- ligt anerkendte den danske konge som deres overhoved. En kolonisation vil efter Vidalms me- ning lykkes bedst, hvis man får grønlænderne overbevist om, at europæerne er værdige til at herske og regere over dem. Baggrunden for Vidalins forslag til den dansk- norsk-islandske kolonisation af Grønland var dels et noget fortegnet billede af landet og dets mu- ligheder, dels kendskab til kolonipolitik andre steder i verden og endelig datidens forestillinger om. magt og ære. Nogle af hans premisser viste sig ikke at holde stik, men på mange punkter blev den kolonisationspolitik, som Vfdalin havde gjort sig til talsmand for, fulgt, da Hans Egede ind- ledte kolonisationsperioden i Grønlands historie. Kolonimagten betragtede de koloniserede som umyndige og anså det som en selvskreven ret at råde over både dem og deres land. Vidalins tanker har interesse ikke bare som et udtryk for den tidsepoke, hvori de blev skrevet, men også fordi nogle af hans overvejelser i for- bindelse med Grønlandspolitikken bevarede en vis aktualitet op igennem tiderne. Der skulle gå lang tid, før man begyndte at sætte spørgsmåls- tegn ved danskernes ret til at definere, hvad der var det bedste for grønlænderne. Inge Klcivan. DEN EVIGT AKTUELLE HANS EGEDE Niels Fenger: PALASÉ. Hans Egede i Grønland. Wøldike, København 1971. 227 sider, hft. 48,50 kr., indb. 62,50 kr. Til en stor begivenhed hører der en god bog. Og den er skrevet nu i 250-året for missionær Hans Egedes landgang i Grønland i 1721 - indlednin- gen til den varige rigskontakt mellem grønlæn- dere og skandinaver. Forfatteren er den gode skribent Niels Fenger. Han kalder sin bog »Palasé« og oplyser, at det betyder præst på grønlandsk. Og det er rigtigt. Men det er forresten ikke noget grønlandsk, ikke noget eskimoisk ord. »Palasé« er simpelthen slut- 61 [3] resultat af grønlændernes forsøg på at udtale det, som lians Egede sagde, at han selv var: præst. Egede var jo nordmand, og i hans mund blev det til »præst-, altså med et tungespids-r. Og dette r ligger ikke lige for i det eskimoiske lydsystem, Grønlænderne puttede vokaler og et enkelt / ind . for at få ordet til at glide lettere. »Pcæst« blev altså til »palasé«, og dét hedder en præst den dag i dag i Grønland. Men Niels Fenger beskæftiger sig ikke med den slags kuriositeter eller biomstændigheder (hvor spændende de end kan være for en dybere forståelse af det, der skete i Grønland fra den 3. juli 1721 og fremefter). Forfatteren sætter sig for at give et bredt, løbende situationsbillede af dette særprægede og dramatiske kapitel i Grøn- lands historie, i missionshistorien og i den mel- lemfolkelige kontakts historie. Det er en populær fremstilling, han vil lave. Og jeg synes, at han slipper ganske storartet fra sit forsøg. 'Stoffet er dokumentarisk. Her er intet digtet til eller på,' siger Niels Fenger, men føjer til, at han dog engang imellem har suppleret med nogle stemningsbilleder og naturbeskrivelser, der byg- ger på egne indtryk fra Grønland og indtryk af grønlænderne. Resultatet er blevet en fin collage, en mosaik af citater fra bl. a. Hans Egedes skrift- lige virksomhed i 1700-tallet - med velskrevne og følsomt formulerede, forbindende tekster ved Niels Fenger, anno 1971. Der foreligger i arkiver og trykte værker et meget omfattende kildegrundlag for den, der vil præsentere Hans Egede og hans 15 års Grønlands- ophold for nutidens læsere. Og når vor forfatter nu fremhæver, at han er gået dokumentarisk til værks, så må anmelderens første spørgsmål blive: Er de mange gode kilder udnyttet godt nok til det formål, det mål, som forfatteren har sat sig? Jeg mener som sagt, at Fenger har brugt kilderne godt. Men han har måske ikke brugt dem nok. Selv om det er en stor bog på godt 225 sider, der nu er skrevet, så ligger der faktisk meget, meget mere gemt i de værdifulde kildetekster, primær- tekster, som vi råder over fra den tid. Fenger skal ikke lastes, fordi han har fattet sig i forholds- vis korthed — når nu hans resultat er så læsevær- digt, som jeg mener, det er. Kortheden er pris- værdig. Der er stof til nye bearbejdelser i frem- tiden, til nye sorteringer og nye synsvinkler. Og det vil heller ikke være rimeligt at underkaste bogen »Palasé«, som lægges frem til et alment interesseret læserpublikum, en pedantisk faglig, altså en egentlig videnskabelig, kritik. Men når forfatteren som nævnt kalder bogen dokumentarisk, så må det lige for en ordens skyld bemærkes, at der er en hel del liere kilder omkring personen Hans Egede end dem, forfat- teren har benyttet sig af. Også meget stof, som kunne have gjort den gode bog endnu bedre. Litteraturfortegnelsen er plausibel, men højst ufuldkommen! Det er også nødvendigt, mener jeg, at man i et dokumentarisk værk (hvad bogen »Palasé« altså er i en vis forstand), og specielt i en bog med mange citater fra de gamle tekster, gør sig umage med at anføre i noter eller på an- den måde, hvilke tekster man citerer fra i det ene øjeblik og hvilke i det andet. Sagen er den, at der f. eks. findes flere udgaver af Hans Egedes skrifter fra den forløbne 250-års periode. Og der findes også en del udgivelser, der må betegnes som sekundære kilder, deriblandt datidens for- skellige genfortællinger af Hans Egedes dagbogs- notater i mere eller mindre fyldige uddrag. I en bog som denne kunne man godt ønske sig oplys- ninger om, hvornår der gengives fra primære og hvornår fra sekundære udgivelser f. eks. Landet ligger sådan, at sidder man under læsningen af bogen »Palasé« med Hans Egedes originale tekster foran sig, så kniber det næsten hele tiden med at finde overensstemmelse mellem det ori- ginale udgangspunkt og bugens lange citater, der bringes som ordrette gengivelser fra Hans Egede. Indholdsmæssigt er der ikke ligefrem tale om ukorrekthedcr. Men hvor har Hans Egede sådan resumeret sig selv — eller hvem har gjort det efter ham? Den slags vink må med i en dokumentarisk fremstilling. Min anke på dette punkt er altså slet ikke nogen barsk afvisning af bogen. Men jeg mener, det må være en uundgåelig randbemærkning til den. Jeg vil gerne anbefale Niels Fengers bog varmt som en spændende og indholdsrig indfo- ring i emnet Hans Egede. Nye læsere kan roligt starte med bogen »Palasé« og lade Niels Fenger skærpe appetitten. Og derefter kan den specielt interesserede gå igang med de originale Egede- værker. De findes i flere genudgivelser, og de er også kolossalt fængslende! Niels Fenger skriver i forordet til »Palasé«, at han håber, at 'denne skildring af Hans Egede i Grønland må gøre sit til at klarlægge forståelsen _af de komplikationer, der altid opstår, når to forskellige folk, som repræsenterer hver sin livs- opfattelse, søger at finde hinanden - ikke blot i daglig, praktisk sameksistens, men også i et ånde- [4] ligt fællesskab.' Og så tilføjer han: 'Problemerne er stort set de samme — fra dengang til nu.' Det er jo en kraftig og vidtrækkende påstand! Bogen - ligesom Egedernes egne værker - rum- mer meget stærke vidnesbyrd om hverdagens famlende tilnærmelser mellem de to folk, om de evindelige misforståelsee, små og store, og om spændingerne der opstod i misforståelsernes køl- vand. Altså dengang i 1700-tallet, da en ivrig repræsentant for en fremmed livsform — en mis- sionær, der brændende troede på rigtigheden og godheden i sit eget budskab — satte alle kræfter ind på at lave de vankundige om efter sin med- bragte model. Et medlem af grønlandsmissionens næste generation, H. C. Glahn, skriver i sine dagbogsoptegnelser fra 1767 om alle de udsendte danske, der vil være 'Reformatores, uden at giøre sig de Ting, de vil reformere ret bekiendte . . . man kommer til Landet med liden Indsigt i Spro- get, i Folkets Sæder, i Landets almindelige, og i sin Mcenigheds besynderlige Omstændigheder.' Det er et dybt alvorligt faktum, at denne gamle konstatering stort set også gælder for forholdene idag. De udsendte »Reformatores« har under deres reformvirksomhed i landet - den moderne »mis- sion« - ikke nogen nævneværdig føling med det jævne, fremmede folk, de er sendt ud til at bistå. Kontaktvanskelighederne og de daglige frustra- tioner i den anledning er umådelig stor på begge sider af kløften. Det er tankevækkende, at bl. a. begivenheder for 250 år siden påny bør fastholde grønlands- administrationens ansvarlige til deres soleklare personalepolitiske ansvar idag. Bent Jensen. [5]