[1] EN STEN FALDT FRA MIT HJERTE Af f liv. landsfoged Ph. Rosendahl JL'a direktør Daugaard-Jcnsen i 1912 tiltrådte som direktør for Styrelsen at" Grøn- land, antog han en kemisk ingeniør, cand. polyt. K, Fæster, til i Umanaq at foretage undersøgelser og forsøg særlig angående forædling af produkterne spæk og lever. Det var disse forsøg, som førte til, at man gik fra tranbrænding over til oliefrem- stilling og dertil oprettede oliefabrikken på Den kongelige grønlandske Handels plads i København. Men ingeniøren var en mand med mange interesser; han havde sans for kuriosi- teter. Han opsporede således, i det år han gik deroppe i Umanaq, et minde, som nødig skulle gå tabt. Før sin død sagde han til mig: Rosendahl, der er en ting, der ligger mig på sinde. I Umanaq ligger i diget bag det gamle sygehus en mægtig sten, som kun de allerældste vidste noget om. En sten der nødig skulle blive sprængt til skærver. De gamle fastansatte fortalte mig, at på denne sten har engang en tiltræ- dende kolonibestyrer i mange dage i træk med mejsel siddet og med al kraft hugget en i ham ophobet galde ind i stenen, til han helt blev sin galde kvit. Indskriften lyder: Denne Sten faldt fra mit Hjerte ved Perus Afrejse den 29de Juli 1891 Man kan så godt forstå denne unge kolonibestyrer, synes jeg, stenen viser nemlig, at der har været en tyngende kontrovers mellem ham og den kollega, han afløste. Det fortaltes, at denne havde sat sig vel hårdt på sin efterfølger under overleveringen af koloniområdets store varebeholdninger. Dengang stod jo selv det mindste søm såvel for den bortdragende som for den tiltrædende bestyrers personlige regning og risiko, og Umanaq hørte dengang tilmed til en af de betydeligste af landets koloni- områder, derfor sikkert ikke helt let for en tiltrædende at overse, hvad han var plig- tig at tilsvare og hvad ikke. 92 [2] Kolonibestyrerens sten i Umanak. Foto: Mathias Fleischer. Stedets gamle fastansatte udmalede da også for ingeniøren den kraft, der blev udfoldet med bødkermukkerten på bødkermejselen, medens hvert enkelt bogstav blev drevet ind i stenen. — Ved min henvendelse til kommunalbestyrelsen og til handelschefen, orn stenen endnu fandtes, svaredes, at den ligger der endnu, og at man gerne så den bevaret, og ville gøre henstilling til Grønlands tekniske Organisation om at transportere denne tunge sten til et egnet sted ved alfarvej, som måtte blive udpeget af kommunalbe- styrelsen. Værket „Grønland i tohundredåret for Hans Egedes landing" viser, at den fra- trædende kolonibestyrer var den 47-årige A. F. S. Møldrup - kendt fra sin ledelse af den af inspektør Krarup Smith i 1871 foranstaltede indlandsis-ekspedition, der opgik fra Sydostbugten. Han var født i Grønland, søn af købmand Rasmus Møldrup, der endte som inspektør for Nordgrønland. Møldrup a f gik fra Umanaq med brig- gen „Peru" for at skulle overtage Jakobshavn, men måtte på grund af sygdom hjemgå med samme skib til Danmark, hvor han døde året efter. Den tiltrædende kolonibestyrer var den 48 årige kolonibestyrer Otto Juncker, som var født i København, uddannet som manufakturist, derefter ekspedient ved Sjællandske Jernbaner, indtil han fra 1878 gik Handelens grader igennem fra vo- lontør og assistent til kolonibestyrer henholdsvis i Egedesminde, Christianshavn, Ri- tenbenk og Umanaq. Herfra gik han hjem for godt 4 år derefter. 93 [3] Julianchåbs første købmand, Anders Olsen fra Senjen, har på Storsøens sten hugget sin konges og sit navn 1777. Også Ålborg-købmanden Lundts kobbermine på Julianehåbs Storø ses anført i 1852. Ltmdt drev samtidig en bly- og sølvmine i Ivigtut. - Foto: A. C. Rasmussen. Copyr.: Arktisk Institut. Datidens tyngende økonomiske ansvar var desværre ikke sjældent årsag til, at sådanne miserer indtrådte blandt ellers gode kolleger ved kolonibestyrerens såkaldte leverance forretninger. Lad mig, medens jeg er ved tilgroede steninskriptioner, nævne endnu nogle. Da jeg som ganske ung gjorde tjeneste som volontør i Julianehåb, var jeg en hyp- pig gæst i den kendte bøssemager og smedemester Peter Høeghs gæstfri hjem — fa- deren til den kendte Høegh'ske slægt. Her fik jeg meget at vide om distriktet. En dag tog Høegh mig op til en lille klippeafsats og viste mig nogle delvis tilgroede indhuggede bogstaver. Det var sel- veste koloniens grundlægger, Anders Olsen, der for ca. 200 år siden havde indhugget 94 [4] sine initialer A. O. (tilføjet S., da han også kaldte sig Senjen efter sit fødested i Lo- foten). Denne lille klippeafsats, hvor han således har siddet og indhugget bogstaverne, ligger 20-25 meter retvisende nord for den gamle bestyrerboligs daværende køkken- bislag. Indhugningen skulle nødig helt forsvinde ud af minde ved tilgroning. Det bør der sørges for! Det er da en lille turistattraktion, synes jeg, og den var anderledes let at vise end samme Anders Olsens meget kendte inskription på den store sten ude på øen i Juli- anehåb Storsø, hvor han, foruden sin konges navnetræk C. 7., har indhugget A. O. S. 1777.* En tredie ting er også at vise i omegnen: Jættegryden ved den såkaldte Rosings trappe, nordvest for byen, hvis den ikke er gået til grunde, da vejen anlagdes til Munkebugten. Uglspil's hule i Munkebugten er almindelig kendt, men kun få er kendt med den dybtliggende lange underjordiske klippehule på Akiaøens vestlige del. Den er be- skrevet af arkitekt Clemmensen.** Den må dog kunne siges at være en virkelig turist- attraktion. Hulen er opkaldt efter kommandør Graah, dersom ung søofficer under- søgte og beskrev den for henved 150 år siden. * Jeg har nylig hørt, at stenen er hugget til skærver for at give plads for en bygning. Det burde ikke have været sket! ** Arkitekt Mogens Clemmensen: »Kirkeruiner m. m. fra Nordbotiden«, Meddelelser om Grønland, bind 47, 1911. 95 [5]