[1] RINK-MEDALJEN TIL FREDERIK NIELSEN Medaljens fjerde uddeling fandt sted ved mødet i Det grønlandske Selskab den 9. marts 1972 Det var Det grønlandske Selskabs formand, højskolelærer Mads Lideguard, der over- rakte fhv. radiofonichef Frederik Nielsen Rink-medalj en, mens skoledirektør Chri- stian Berthelsen motiverede denne sjældne anerkendelse på det kulturelle område: JPrederik Nielsen, som af mange også kendes under navnet Fare, har i kraft af sit virke haft en naturlig berøring med begrebet kultur. Han var læreren, der bl. a. un- derviste elever på seminariet i grønlandsk kultur og i faget grønlandsk, og som på et tidligt tidspunkt gav udtryk for sit radikale syn på grønlandsk retskrivning. Han var medarbejder i udgivelsen af flere lærebøger og er bl. a. forfatter til undervisning i grønlandsk for danske. Frederik Nielsen var radiofonichefen, der udnyttede sit me- dium flittigt — bl. a. til at knytte bånd til fortiden som et modtræk imod den til tider kritikløse aben-efter alt nyt udefra. Igennem tiderne har Frederik Nielsen været medlem af forskellige udvalg såvel på lokalt plan som på landsplan, — således i Sprog- og retskrivningsudvalget, bestyrelsen for Det grønlandske Forlag, bestyrel- sen for Landsmuseet, bestyrelsen for Grønlands Folkekunst — blot for at nævne nogle af de gøremål, som har berøringspunkter med begrebet kultur, og hvor Frederik Nielsen har haft lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende. Det skal også næv- nes, at Frederik Nielsen var med i hovedredaktionen af den dansk-grønlandske ord- bog, i redaktionen af den nye grønlandske salmebog, og at han beskæftiger sig med oversættelse af Gammel Testamente. Hertil føjer sig en lang række oversættelser af bøger fra dansk til grønlandsk, — et arbejde, som ikke bare er rutinearbejde for Fare. Et godt eksempel herpå er oversættelsen af H. C. Andersens eventyr. Ved siden af sit engagement i det specielle grønlandske er Frederik Nielsen også formidleren af dansk kultur på en smuk måde. Dette skal nævnes, da det ellers er så sjældent man hører om de positive sider af den kulturelle påvirkning sydfra, når talen er om grøn- landsk kultur. Frederik Nielsen kender vi også som digter og forfatter. Han er medlem af Dansk Forfatterforening. Forfatterskabet har manifesteret sig ved udgivelsen af romanen „ilivse tåssa nunagssarse" — dette er jeres kommende land — i 1970. Den skal jeg vende tilbage til. 129 [2] I 1920-erne prægede en særdeles levende ungdom seminariet i Godthåb. Den be- gyndende udadvendthed betød for disse unge mennesker en inspiration, der gav bonus indadtil. Man læste dansk litteratur, man opførte dilettantkomedier, og man dig- tede. Den unge Frederik Nielsen var blandt de førende, og nogle af Fares mest po- pulære og livsglade digte stammer fra denne ungdommens lyse tid. Senere føjedes andre til, og emnerækken spænder fra spontane lovprisninger af naturens skønhed, over aktuelle tidsbilleder til alvorlig filosoferen over livet. Nogle af disse digte fin- des i en digtsamling „idlak — nuna — imaic" — himmel, land, hav - i to udgaver. Ro- manen Tumarse — Thomas — er en skildring af kampen for tilværelsen i en lille bygd — emnet hentet fra en hungersnød, der hærgede en bygd et sted i Vestgrønland i midten af det nittende århundrede. Til grund for de realistiske skildringer i bogen ligger en udpræget iagttagelsesevne. Der er indimellem muntre indslag og dertil et særdeles flydende og smidigt sprog. Den lille bog „Arnajaraic" med syngestykker er inspireret af Snehvide og dværgene. Bogen „Ungåralak" er en genskildring med stof hentet fra gamle Atuagagdliutit. Foruden enkelte oplysende pjecer foreligger der også en bog med essays - en samling af foredrag og artikler gennem tiderne. Det bor også nævnes, at en samling af kopier af manuskripter fra indslag i radioen fylder en række ringordnere. I romanen „ilivse tåssa nunagssarse" har Frederik Nielsen kastet sig over et jom- frueligt emne og har boltret sig rigtigt i sagnstoffet og overleveringerne. Der er områder og passager i bogen, som jeg ikke føler mig kompetent til at bedømme. Det har jeg erkendt over for forfatteren. Den omstændighed, at skildringen er så alt- favnende og bredt anlagt, gør, at det ligesom er svært at fastholde de mange perso- ner, der optræder i bogen, — det er måske en svaghed, men til gengæld er fantasi ikke nogen mangelvare. Det gør skildringen levende, og det er bogens styrke. Bogen skildrer eskimoernes vandring fra Canada til Grønland. En åndemaner så en åbenbaring — et stort land på den anden side af et hav. Om dette land oplyste åndemaneren, at han og hans efterkommere ville komme til at bo der, og at de i dette land ville møde mennesker, der var af en anden afstamning. Nu begynder den store vandring som et led i eskimoernes naturlige omskiftelige tilværelse. Eskimoernes leveform og den daglige tilværelse er fyldt med drama. Der fødes børn, — der dør mennesker, - der indtræffer hungersperioder, — der kommer tider med overflod, — der begås drab, — den snævre verden de lever i skaber kompli- kationer mand og mand imellem, blandt andet i forholdet til kvinden, - det er ånde- manernes storhedsperiode. Det magiske og overnaturlige spiller en altovervejende rolle i det barske liv, der skildres. Der er en meget grundig beskrivelse af, hvordan mari uddannes til åndemaner. Ved de første indvandreres ankomst til Thule-området skete der noget ganske 130 [3] Foto: H. J. Lund. Frederik Nielsen viser sin frue Rink-medaljen. T. v. ses skoleinspektør Chr. Berthelsen, og yderst t. v. ses bestyrelsesmedlem fru Margarida Hermann, der overrakte »Fare« blomsterne. usædvanligt midt i vinterens kulde. Det tordnede og det bragede, og uvejret var af en sådan art, at man aldrig har oplevet noget lignende på disse kanter, - et mysterium, som kun åndemaneren var i stand til at tyde. Det var et stjerneskud, der bød de nye beboere velkommen i form af et kæmpe meteornedfald. Stedet, hvor stenen faldt, fik navnet Savigsivik, og siden hentede man herfra stumper af jern til deres redskaber. Man følger de skiftende slægter på vandringen videre mod syd - fra den gamle åndemaner AvataK, som var drivkraften blandt indvandrerne, over hans efterkom- mere Pavtik, K'ajaK, Akisarto og videre ned til dennes oldebarn, der blev røvet af indlandsboerne, men befriet igen. De eskimoiske indvandrere besatte efterhånden hele kysten helt ned til Godthåb. Man genkender forskellige lokaliteter gennem beskrivelsen, og man følger fangsttek- nikkens omstilling og udvikling til åbenvandsfangst. Fangstdyr er der nok af, men [4] det er ikke idyl altsammen. Fangsten kunne slå fejl, og hekseforfølgelse og drabs- hævn kunne formørke tilværelsen. Det første møde med fremmede elementer i det nye land skete langt nordpå, hvor man traf 3 skibbrudne nordboer, hvis skib blev plyndret med stor begærlighed. De tre nordboer kom til at overvintre sammen med eskimoerne. To af mændene slap væk, medens den tredie giftede sig med en eskimo, men omkom senere under en fangsttur. Forholdet mellem eskimoerne og nordboerne er skildret i bogens sidste ka- pitel - ikke dybtgående men på en afgørende vis, idet spiren til fjendskab mellem de to folkeslag, som fik en skæbnesvanger betydning for nordboerne, tog sin begyn- delse her. Romanen „ilivse tåssa nunagssarse" er på sin vis et banebrydende arbejde. Fre- derik Nielsen har villet rejse et minde over de eskimoiske forfædre. Boegen åbner perspektiver for kommende grønlandske forfattere, der i denne brede fremstilling og i sproglig henseende og hvad stil angår yderst velskrevne bog, kan hente inspiration til at kunne kaste sig over de mere afgrænsede afsnit i eskimoernes tusindårige hi- storie. Hermed hjertelig tillykke til Frederik Nielsen med den velfortjente og velanbragte anerkendelse. 132 [5]