[1]
ARKTISKE INSEKTER
OG INSEKTER I GRØNLAND . II
Af mag. scient. Jens Rocker
Jlvilke steder finder man de arktiske insekter? — I de subarktiske områder er
insekterne stort set allestedsnærværende ligesom længere mod syd. Men efterhånden
som man kommer mod nord, er det stadig færre forskellige steder, der huser insekt-
liv. Og i Højarktis er de følgende levesteder, „biotoper", næsten enerådende: fersk-
vand, og jord, der bærer plantevækst. Her lever nemlig de dominerende insekters
larvestadier. De voksne forlader vandet eller jorden, men deres liv er for-
svindende kort — få dage eller timer — sammenlignet med den langvarige
larvetilværelse. Herom siden. En tredie biotop er kroppen af varmblodede dyr. Det
er allerede nævnt, at snyltere på pattedyr og fugle har mange arktiske repræsentan-
ter. Fælles for disse 3 levesteder er, at de er beskyttede milieuer, uden voldsomme
udsving i temperatur- og fugtighedsforhold m. m. Det er interessant at gøre sig
klart, at det eneste sted, man i Arktis kan slippe for frostgrader året rundt (bort-
set fra på kroppen af varmblodede dyr), er på bunden af en dyb sø. Til gengæld op-
lever man dér aldrig temperaturer over ca. 4°, men frostfrit er der. Som Disko-boer
må jeg tilføje endnu et frostfrit sted: i og omkring varme kilder — en biotop, der
har betydning i tidligere vulkanske områder.
Vi skal nu se lidt nærmere på de tidligere nævnte faktorer, der gør tilværelsen i
de arktiske områder vanskelig for et insekt.
Den lave temperatur. Den geografiske definition på Arktis benytter sig af
sommertemperaturen: gennemsnitstemperaturen i varmeste måned, næsten altid juli,
må højst være +10°.
Insekterne er vekselvarme dyr, hvis legemstemperatur er afhængig af og stort set
følger omgivelsernes temperatur. Hvis man f. eks. i Danmark undersøger insekter-
nes forhold til temperaturen, vil man konstatere, at ved temperaturer på 5-10° kan
langt de fleste ikke flyve, og nogle kan dårligt nok bevæge sig. Dette ville jo være
meget lidt hensigtsmæssigt i f. eks. Grønland, og man har da også fundet, at akthi-
tetstærskelen, den temperatur under hvilken dyret er lammet af kulde, i en del tilfælde
169
[2]
ligger lavere hos arktiske insekter end hos deres slægtninge fra tempererede områ-
der. Visse arktiske dansemyg kan sværme ved 3—4°, de grønlandske stikmyg kan
flyve ved + 1°, og jeg har set humlebier på vingerne ved kun én plusgrad. En ca-
nadisk slørvinge klækkes fra puppen i overfladen af isen på den bæk, den har tilbragt
sin larvetid i. Og derefter finder kønnene hinanden og parrer sig på isen under sneen,
dvs. ved en temperatur på højst 0°, og uden at kunne blive varmet op af solen.
Her kommer vi til noget meget vigtigt, nemlig sollysets strålevarmes umådelige
betydning for de arktiske insekter. Lad os sige, at det er en stille dag med høj, klar
sol, og at lufttemperaturen er + 2°. Et insekt sidder på jordoverfladen: har det nu
en legemstemperatur på 2 grader? Nej, for ikke blot opvarmer solstrålingen jord-
overfladen og dermed de nederste par cm luft til langt over lufttemperaturen, må-
ske til 30°; men insektet bliver også direkte varmet op af solen, og hvis det er
mørktf arvet, kan det blive endnu varmere end jordoverfladen.
Dette „lille-klima", der hersker præcis, hvor dyret lever, kaldes for det pågælden-
de dyrs „bioklima". Det er et „mikroklima" — i modsætning til „makroklimaet",
som registreres under standardiserede omstændigheder på vejrstationerne, og som
vi mennesker i langt højere grad er i kontakt med. Det er mikroklimaet, som spy-
fluerne benytter sig af om foråret på de solbelyste husvægge. De sætter sig vinkelret
på solstrålerne, så de bliver opvarmet maximalt og kan være meget aktive, selv i
frostvejr. At insekterne således orienterer sig i forhold til solstrålerne, sætter dem
i stand til en begrænset form for temperaturregulering; men altså kun, når solen er
fremme. Får de det for varmt, ændrer de lidt på stillingen, så at solstrålerne ram-
mer dem under en mindre vinkel. I køligt vejr kan man ofte se en sommerfugl med
udbredte vinger, fladt trykket mod en solbelyst sten, vinkelret på solstrålerne. Den
„tanker op" med varme. Pludselig flagrer den op og fortsætter sin normale aktivitet
et stykke tid — indtil den igen må ned og „tanke". Humlebierne kan regulere deres
temperatur endnu mere selvstændigt. Når de i gråvejr skal ud på en flyvetur, sætter
de først den kraftige flyvemuskulatur i vibrationer, „summer", og dette får efter-
hånden kropstemperaturen til at stige så meget, at de kan lette. Det minder jo om
en flyvemaskine, der varmer motoren op før starten. De arktiske humlebier er meget
store sammenlignet med sydligere arter, og kraftigere behåret. Begge dele tjener til
at holde på varmen; størrelsen, fordi jo større et dyr er, desto mindre er, forholds-
vis, dets overflade. Og varmeafgivelsen er ligefrem proportional med overfladens
areal.
De arktiske insekter er gennemgående væsentligt mørkere end deres slægtninge
længere mod syd. Dette er stik modsat forholdene hos pattedyr og fugle,
der bliver lysere, jo længere man kommer mod nord. For disse varmblodede dyrs
vedkommende har man forklaret den hvide farve i Arktis, dels som beskyttelses-
170
[3]
Fig, S, Den almindelige grønlandske perle-
morso>mmer[ugl (Clossiana chariclea) soler
sig, mens den suger nektar i blomster af
mosebølle (»blåbær«). Arten lever i hele
Grønland, men er hyppigst i de indre, sol-
rige (»kontinentale«) dele, Christian Vibe
fot. juli 1949.
lighed med sneen, dels ved, at lyse hår og fjer er luftfyldte og derved isolerer bedre
- holder bedre på den varme, som dyrene selv frembringer. — Men mørke farver
absorberer varmestråling bedre end lyse, og dette giver os en nærliggende forklaring
på de arktiske insekters dunkle kulører; de er jo nødt til at „suge" varmen til sig fra
solen. — Inden vi forlader sollysets betydning, må vi endnu en gang fremdrage Lake
Hazen og Ellef Ringnes Island og minde om, at det sidstnævnte, artsfattige sted
skinner solen næsten aldrig!
Men det er jo kun en kort tid, at insekterne har mulighed for at udnytte solvarmen
og være aktive. Størstedelen af det arktiske år er det vinter, hvor aktivitet er umulig
på grund af kulden (når vi altså ser bort fra de insekter, der lever i dybe søer, varme
kilder og på varme kroppe!).
Det er klart, at modstandsdygtighed mod kulde er af afgørende betydning for,
om et insekt kan klare sig i Arktis. Hvis man udsætter et tropisk insekt for tempera-
turer, der er ganske lidt lavere end, hvad det er vant til, vil det dø. Insekter fra tem-
pererede områder kan i almindelilghed godt klare væsentligt lavere temperaturer
end dem, de foretrækker at leve under; men oftest er det kun særligt hårdføre ud-
viklingsstadier, æg eller puppe, der kan tåle frost. De arktiske insekter, derimod, kan
tåle frost i ethvert udviklingsstadium, men også hos dem er visse udviklingsstadier,
de overvintrende, særligt modstandsdygtige. De kan nemlig overleve, at kropsvæd-
skerne fryser, hvad der er yderst sjældent hos insekter fra tempererede klimater.
Disse klarer frosten ved, at legemsvædsken underafkøles, dvs. at indviklede kemiske
og fysiske forhold tillader den at afkøles langt under dens virkelige frysepunkt, uden
171
[4]
Fig. 9. Snelcjcrnc gør fjeldet hvidspeettet langt hen på sommeren. Lyngmarks!jcldct ved
Godhavn. Jens Bochcr fot, juni 1969.
at den fryser. Men under en vis temperatur indtræffer frysningen pludseligt, og dy-
ret dør. Vi skal dog ikke komme nærmere ind på disse vanskelige og til dels uløste
problemer. Det væsentlige er, at mange arktiske insekter ikke nøjes med underafkø-
ling; de tåler at fryse til is, og dør altså ikke på det punkt, hvor underafkølingen
ikke kan følge med længere. Mange af de insekter, der tåler frysning, har et be-
mærkelsesværdigt højt indhold af glycerin i kroppen. Måske spiller glycerinen en
rolle ved at hæmme iskrystallerne i at vokse sig store og derved ødelægge cellerne.
Det er utroligt, hvad nogle arktiske insekter kan tåle. Fritz Johansen, der deltog
som zoolog i ,,Danmark"-ekspeditionen til Nordøstgrønland, beskriver, hvorledes
han om foråret i -H- 17° fandt en stivfrossen sommerfuglelarve i en klump rypelyng,
der var blæst fri for sne. Han tog den med til skibet, hvor den, efterhånden som
den tøede op, langsomt kom til live og til slut var fuldstændig frisk! Det er meget
almindeligt, at sommerfuglelarver i Arktis overvintrer på så ubeskyttede steder, at
I72
[5]
Fig. 10. Allerede under sneen spirer snelejets planter, og så snart snedækket smelter, vok-
ser de frem på forbløffende kort tid. Nær Godhavn. Jens Bocher fot. juni 1969.
de må kunne tåle gentagne optøninger og nedfrysninger. Det har den store fordel,
at de om foråret straks kan udnytte solvarmen; de behøver ikke vente på, at et tykt
snelag skal smelte.
Højarktiske dansemygs larver, der findes i alle former for ferskvand, er også
fantastisk hårdføre. Ligesom sommerfuglelarverne tåler de gentagne optøninger og
nedfrysninger, og man har påvist, at ved -=- 10° er 85 % af kropsvædsken frosset;
dyrene lever, men deres stofskifte er meget nedsat. Man har beregnet, at den næ-
ring, der ved 0° forbruges på l dag, ville ved -f- 23° kunne strække til 100 år!
Dette skulle give dansemyglarverne mulighed for at overleve indefrysning i meget
lange tidsrum.
I almindelighed må man sige, at et solidt snedække er af stor positiv betydning
for insekterne i deres vinterdvale. Sne isolerer glimrende, de strenge frostgrader på
sneoverfladen trænger ikke igennem til jordoverfladen, hvor der hersker ensartede,
173
[6]
moderate frostgrader vinteren igennem - og der er ingen vind! Men et tykt snelag
har den uheldige egenskab, at det forlænger vinteren det pågældende sted. I udpræ-
gede snelejer forsvinder sneen først langt ud på sensommeren, hvor planter og dyr
<*å må frembringe deres lille lokale forår. Sammenlign med de udsatte sommerfugle-
larver : hvad der vindes i form af vinterbeskyttelse tabes i form af sæsonlængde ! I de
mest ekstreme snelejer når sneen ikke at smelte væk, før efterårets snefald sætter
ind; men disse har kun biologisk interesse ved at være fugtighedsreservoirer for
lavere liggende områder.
Ved Godhavn har jeg undersøgt et stort sneleje, der findes på en sydvestvendt
skråning. Sneen forsvandt sidst i dets øverste ende, hvor polarpil og mange forskel-
lige blomster først kunne springe ud i september — da de samme plantearter i sne-
lejets nederste del forlængst var afblomstrede og til dels visnede. På samme måde
med den grønlandske tæge, der er meget talrig i snelejet: Samtidig med at æggene
klækkede i snelejets øverste ende, var samme generations voksne tæger i gang med at
lægge æg i den nederste del! De „øverste" tæger nåede da heller ikke at blive voksne,
før efterårskulden slog dem ihjel; vækstperioden var for kort dér det år.
Den korte vækstperiode — er en af de hæmmende faktorer for insektlivet i Arktis.
For at et insekt skal kunne udvikle sig fra æg til voksen kræves en vis sum af varme.
Og åbenbart er det umuligt for insekterne at tilpasse sig arktiske forhold blot ved
at nedsætte varmekravene under udviklingen. Arter, eller nært beslægtede arter, der
har flere generationer om året mod syd, får færre mod nord, og der er i almindelig-
hed kun højst én generation om året i Arktis. Humlebiernes dronninger producerer
stadigt færre arbejderbier, jo længere mod nord de forekommer.
I mange tilfælde er problemet: den korte sæsonlængde blevet løst ved, at livet ud-
strækkes over flere år; insekterne bliver flerårige, hvor de længere mod syd højst er
etårige. I arktisk Canada bliver mange dansemyglarver 3—4 år, måske flere; de vok-
ser simpelthen kun, når temperaturen tillader det. Det samme gælder for mange
sommerfugle, der kan tilbringe i hvert fald 6 år i larvestadiet. Og, hvad der er helt
enestående, sommerfuglenes pupper kan leve i flere år! Hvis en sommer er dårlig,
venter de blot på en bedre, før de klækkes. Derfor er det så forskelligt, hvad man
ser af sommerfugle fra år til år. Også æg af stikmyg kan vente i flere år på gode
forhold at klækkes under. En canadisk skjoldlus gennemløber pr. år kun ét larvesta-
dium, af hvilke der ialt er tre; hertil kommer yderligere 2 år, før den er kønsmoden.
Foruden at være en tilpasning til den korte vækstperiode er flerårigheden altså et
værn mod særligt dårlige somre, de_r — hvis ingen individer fik mulighed for at for-
plante sig — ville kunne udrydde hele bestanden af en art i store landområder. — Det
er interessant at trække en parallel til den arktiske planteverden, der så godt som
mangler enårige arter.
[7]
Fig. 11. Store ungdomsstadier (5. nymfe stadium) af den grønlandske tæge (Nysius groenlandicus).
Vingeanlæggene og de to langagtige udmundinger fra stinkkirtler på bagkroppen ses. Nymferne findes
hyppigt i mospuder, hvor de undgår vejrligets ekstremer, og hvor der ofte samler sig store mængder af
deres fødeemner: tørre frugter og frø. Naturlig længde: ca. 3 mm. Jens Bocher fot. 1969.
Vi har flere gange været inde på, at kraftig vindpåvirkning er karakteristisk for
de arktiske områder, hvor ingen træbevoksning yder læ. Dette spiller naturligvis en
stor rolle for insekterne; det er besværligt, farligt og energikrævende at flyve. Arkti-
ske stikmyg kan holde sig på vingerne i vindstyrker, der ville afholde deres tempe-
rerede slægtninge fra at gå på vingerne. Men iøvrigt er det et gennemgående træk,
særlig for den højarktiske insektverden, at den har udviklet sig væk fra nødvendigvis
at måtte flyve. Mange aktiviteter foregår til fods; i køligt blæsevejr kan man se
humlebier kravle fra blomst til blomst. Og mange arter har helt mistet flyveevnen -
enten ved at flyvemuskulaturen er degenereret, mens selve vingerne er bibeholdt,
eller ved at både muskulatur og vinger er reducerede. Dette er særligt hyppigt hos
biller og forskellige højarktiske myg; vi skal senere omtale et par eksempler. Hos
nogle natsommerfugle er hannerne normale, mens hunnerne er tunge og plumpe, ude
af stand til at flyve. Det sparer på hunnens reserver, så at der kan blive mere til overs
til ægproduktionen.
Specielt i Grønland må de voldsomme, tørre og varme fohnvinde fra Indlands-
isen spille en stor biologisk rolle, der dog endnu er uudforsket.
[8]
Endelig lidt om de ejendommelige lysforhold i Arktis. Det er meget vigtigt for
insekter og mange andre dyr at have en fast rytme i tilværelsen, således at deres for-
skellige livsfunktioner bliver synkroniserede med netop de bedste forhold for disse
funkdoner. I troperne, subtroperne og til dels i de tempererede områder er det intet
problem at have en døgnrytme, for dér er døgnet altid inddelt i dag og nat. I de
subtropiske og navnlig tempererede zoner kommer dertil en årsrytme, med en varm
tid, der har lange dage, og en kold tid med korte dajje. Den aftagende daglængde
om efteråret er en yderst vigtig impuls, der får dyr og planter til på forskellig måde
at forberede sig på overvintringen.
Men hvordan i Arktis? For når sneen smelter, og insekterne kan komme frem,
måske så sent som i juni eller juli, så er det lyst døgnet rundt; og forskellen imellem
solskin og overskyet er større end mellem dag og nat. Insekterne kan altså ikke be-
nytte sig af en 24-timers periode. Og de får heller ikke nogen videre hjælp af lys-
perioden til at kontrollere deres årscyklus og indstille sig på vinterens komme - i
hvert fald ikke i Højarktis, for her kan vækst- og aktivitetsperioden være afsluttet,
før solen første gang dykker under horisonten! Hvad gør insekterne da? De bliver
opportunister, der simpelthen er i aktivitet så snart og så ofte forholdene, først og
fremmest temperaturen, tillader det. Og de må dø eller klare sig uforberedte, når
vinteren kommer.
Vi skal til slut beskæftige os lidt mere i detaljer med de tilpasninger til livet i
Arktis, man har fundet hos insekter. Ligesom mange af de tidligere nævnte eksem-
pler er det næsten udelukkende canadiske undersøgelser, der skal refereres. For vi
må i Danmark med beskæmmelse erkende, at til trods for et meget bedre og tidligere
etableret grundlag af indsamlinger er der endnu kun foretaget ganske få undersø-
gelser af grønlandske insekters biologi og økologi, dvs. deres måde at leve på, og
deres forhold til omgivelserne.
Lad os starte med de mest velkendte og berygtede: stikmyggene, hvoraf der kun
lever 2 arter i Grønland.
Mange har undret sig over, hvordan der kan være så uhyrlige mængder af myg i
de arktiske lande, når der kun findes så forholdsvis få dyr og mennesker at suge
blod på. I varme og tempererede lande skal en hunmyg have et måltid blod for at
kunne lægge æg; hannerne suger aldrig blod. Men i Arktis er myggene blevet fakul-
tative blodsugere, dvs. de suger blod, hvis de overhovedet får en chance for det.
Hvis ikke, så klarer de sig ligesom hanmyggene, nemlig ved at suge blomsterhonning
(nektar), først og fremmest af rypelyng (Dryas), der i det hele taget spiller en ko-
lossal rolle som energileverandør for myg og fluer i Arktis. Men på den diæt kan
der ikke lægges nær så mange æg som på blod. Der sker nemlig det, at langt de fleste
æganlæg nedbrydes for at skaffe næring til de ganske få æg, måske kun ét, der læg-
176
[9]
Fig. 12. Grønlandsk kvægmyg (Simulium vittatum - til venstre) og stikmyg (Aedes nigripes - til højre).
Stikmyggen er almindelig i hele Grønland, mens kvægmyggen »kun« findes langs hele vestkysten.
Arne Nørrevang fot. juli 1970.
ges. Dette er jo en fin tilpasning til de usikre muligheder for at skaffe blod; i dårlige
tider kan bestanden nogenlunde holdes ved lige. Hos en enkelt stikmyggeart i Ca-
nada er udviklingen gået endnu videre: den har fuldstændig opgivet blodsugningen
og lever udelukkende af nektar!
Man har undersøgt, hvem der - foruden mennesket - er de naturlige værter for
arktiske myg. Det er de store, langsomme pattedyr, særligt rensdyr og moskusokse,
samt rugende fugle. Fugle iøvrigt, og små pattedyr: hare, lemming, ræv og herme-
lin, er for hurtige og forsvarer sig for godt til at kunne spille nogen videre rolle for
myggene.
Alle aktiviteter hos arktiske stikmyg retter sig først og fremmest efter tempera-
turen og har derfor normalt maksimum midt på dagen, hvor myggene altså er mest
plagsomme, og hvor sværmning, parring, æglægning etc. i hovedsagen foregår. Men
sådan er det jo ikke f. eks. i Danmark, hvor myg er aften- og morgendyr, som sjæl-
dent generer ved middagstid eller midt om natten. Det er interessant, at i det sub-
arktiske Canada er myggene ganske vist mest aktive ved middagstid, men der er små
stigninger i aktiviteten morgen og aften - altså en overgang til forholdene i sydligere
egne, hvor netop lysintensiteten, ikke temperaturen, er afgørende for, om myggene
er på vingerne.
At arktiske myg har deres aktivitetsperiode midt på dagen givef sig et morsomt
udslag: af den grund lægges æggene altid i størst mængde på nordsiden af pytter
177
[10]
og småsøer, i et bælte 5-10 cm over vandlinien; dér er der nemlig varmest, når solen
står i syd. Og det har den store fordel, at æggene kommer til at befinde sig, hvor
forårssolen først tør vandet op det følgende år. Æggene lægges altså på tørt land,
og for at kunne klækkes skal de først have været udsat for tørke, dernæst for frost,
og til sidst for oversvømmelse - svarende til sommerudtørringen, vinterkulden og
tøbruddet. Således er synkroniseringen sikret, så at ægget klækkes på det eneste tids-
punkt af året, hvor larve- og puppeudviklingen kan gennemføres, inden der er fare
for at vandet tørrer ud. Det ville selvfølgelig være katastrofalt, hvis blot én af sik-
ringerne svigtede, altså hvis ægget klækkede på det tørre eller om vinteren; det er
allerede nævnt, at hvis tøbrudsoversvømmelsen udebliver, venter æggene bare til et
bedre år.
Dansemyggene, eller chironorniderne, er blevet nævnt flere gange — de skrøbelige
og harmløse skabninger, der ofte ses sværme over små forhøjninger i landskabet. De
udgør uden sammenligning den vigtigste insektgruppe i Arktis, både med hensyn til
artstal og med hensyn til omsætning og produktion af organisk stof. Jo mere ekstremt
et arktisk område er, jo mere dominerer dansemyggene insektfaunaen. Af de 589 in-
sektarter, der i 1939 var kendt fra Grønland, er de 84 (14 %} dansemyg. Ved
Lake Hazen udgør de 25 %, og på Ellef Ringnes Island er 16 ud af de 28 arter,
altså over 50 %, dansemyg.
Denne familie af myg har altså som ingen anden insektgruppe formået at klare
sig under arktiske vilkår. Hvad skyldes nu det? En af grundene må være, at de
hårdføre larver udnytter alle slags ferske vande - fra småbække til floder, fra ud-
tørrende pytter til store søer; der findes endog arter i brakvand og fugtig jord. De
lever — ligesom stikmyggenes larver — af småorganismer samt hensmuldrende og
rådnende plante- og dyrerester.
En anden grund til dansemyggenes succes er, at de — særligt i højarktiske områder -
har udviklet sig, eller bedre: er midt i en rivende udvikling bort fra det farefulde liv
i luften og på landjorden! Landlivet reduceres i varierende grad hos forskellige ar-
ter. Hos nogle er det blot sværmningen, hvis funktion er at bringe de to køn sammen
i luften, det er gået ud over. Parterne finder hinanden, til fods, på bredden af den
vandsamling, de blev klækket fra. På den måde undgås faren for at blive blæst væk,
og der kræves ikke så stor muskelkraft og energi. Hos andre arter er udviklingen,
reduktionen, gået videre. Når de ikke behøver at sværme, så behøver de heller ikke
vinger; og hannernes imponerende følehornsbuske, som bruges til at høre og lokali-
sere hunnerne i luften, er også blevet overflødige. Begge organer reduceres, vingerne
ofte til latterlige rudimenter; det sparer altsammen. Endnu et skridt videre er de
arter kommet, hvis hunner formerer sig parthenogenetisk, ved jomfrufødsel. Her er
hannerne faldet mere eller mindre væk: der spildes ingen tid og energi på kærligheds-
I78
[11]
Fig. 13. Hurtigtstrømmende elv ved Anordliuitsoq på Pamiagdluk i Kap Farvel-området. Fra elven klæk-
kcs umådelige mængder af kvægmyg - hvilket var til stor gene for Kap Farvel-ekspeditionen, hvis ho-
vedlejr ses i baggrunden til venstre. Jens Bocher fot. juli 1970.
livet! Hos de mest udviklede former er livet oven vande begrænset til, at den par-
thenogenetiske, vingeløse hun klækkes fra puppen ved bredden af det vandløb, hvori
larven måske har tilbragt flere år. Umiddelbart efter klækningen lægger den æg i
vandet, og dør.
179
[12]
Fig. 14. En skjoldlus (Arctorthecia cataphracta)
der lever på rødder og jordstængler af forskellige
planter. Den er uhyre almindelig i Sydgrønland,
men aftager kraftigt i hyppighed mod nord. På
billedet ses en voksen hun. Hele overfladen er
dækket af hvide voksskjolde, og bagud (til ven-
stre) rager en stor »rugeposc«, ligeledes dannet
af voksplader, der rummer æg og senere de speede
unger. Arten er formodentlig parthcnogenctisk
(jomfrufødendc). Naturlig længde: ca. 3 mm.
Jens Bocher fot. august 1970.
Parthenogenese, jomfrufødsel, er et typisk træk hos de bedst tilpassede arktiske
insekter. De arter af vårfluer, døgnfluer og skjoldlus, der forekommer længst mod
nord i Canada, er parthenogenetiske. Det samme gælder for en snudebille, en
tæge og en skjoldlus i Grønland. Under arktiske forhold er det, at formeringen ikke
afhænger af alt besværet forud for og under de to køns møde, åbenbart så stor en
fordel, at det mere end opvejer ulempen ved, at den arvelige variation i høj grad går
tabt. Afkommet af en jomfrufødende hun er alle døtre, der ligner moderen meget
i arvelige egenskaber.
Til sidst skal omtales en tredie myggefamilie, kvægmyggene, simulierne. Disse be-
tegnelser siger vel ikke de fleste så meget. Men til kvægmyggene hører den lille
„flue" — for den ligner en flue — der på stille, varme eftersommerdage kan gøre op-
hold udendørs til noget af en prøvelse i det meste af Vestgrønland, og den er der
næppe mange, der ikke har stiftet bekendtskab med! Den ser ellers nydelig ud med sine
store, klare vinger og sort-hvid brogede ben. Professor Adolf Jensen skriver meget
rammende i sin „Grønlands Fauna" fra 1928: „Af kvægmyg (Simitliitm) findes 2
arter langs vestkysten, af hvilke navnlig den ene (S. vittalum Zett.), grønlandsk
amaulik, der optræder i uhyre skarer fra midten eller slutningen af juli til slutningen
af august, er mindst lige så plagsom for mennesker som myggen, ikke så meget fordi
den stikker, som ved at den stadig svirrer omkring én og fylder øjne, mund, næse
og øren." - Det kan tilføjes, at stikket er mere smertefuldt end et „normalt" mygge-
stik, og kan blive ved med at klø i dagevis. Og beklageligvis er kvægmyg ret lige-
glade med de ellers så effektive moderne myggemidler.
1 80
[13]
Kvægmyggenes larver lever udelukkende i hurtigt strømmende vand. De sidder
ofte i tætte kager på stenene og filtrerer næringsstoffer fra vandet. De voksne kvæg-
mygs liv former sig normalt som følger. De klækkes fra puppen i vandoverfladen, og
når vingerne er blevet hærdede, starter de på en spredningsflugt, hvis funktion er,
som navnet siger, at dyrene spreder sig over et større område, hvor de eventuelt kan
finde nye vandløb at kolonisere. Efter spredningsflugten samles de i sværme, i hvilke
hannerne finder hunnerne ved hjælp af deres grotesk store øjne. Efter parringen dør
hannerne, og hunnerne går på jagt efter blod. Formodentlig er forholdet det samme
som hos stikmyggene: et blodmåltid er ikke nødvendigt, men giver mulighed for at
producere langt flere æg. Efter blodmåltidet udvikles æggene, hunnen opsøger et
vandløb og lægger dem deri.
Således er altså det normale livsforløb. Men ligesom hos dansemyggene har ca-
nadiske biologer hos højarktiske kvægmyg fundet en serie af tilpasninger og reduk-
tioner. Spredningsflugten er det første, der forsvinder. Det må gå ud over arternes
spredningsevne, men kan åbenbart betale sig. Og ligesom hos dansemyggene findes
der arter, der ikke har sværmning: parterne finder hinanden et beskyttet sted nær
bredden af det vandløb, de tilbragte deres larvetid i. På samme måde som hos danse-
myggene hannens følehorn reduceres, så forsvinder hos disse kvægmyg hannernes
enorme øjne mere eller mindre. Og igen parallelt med dansemyggene findes der nogle
få arter, hvor hannen er reduceret væk, og hunnen f ormerer sig ved jomfrufødsel. Disse
parthenogenetiske hunner har ofte opgivet blodsugningen, og dermed reduceres de-
res komplicerede stikkende og sugende munddele. Men hvad lever de så af, og hvad
producerer de æg af? Af oplagsnæring fra larvetiden, og dette gælder iøvrigt også
for dansemyggene. — Den mest ekstreme udvikling væk fra livet på landjorden findes
hos en enkelt art kvægmyg, hvor også hunnen er faldet væk! Der sker nemlig det, at
den parthenogenetiske hun aldrig klækkes; æggene modnes inde i puppen, altså i
vandet. Puppen dør, og æggene bliver fri, når den går i opløsning. Denne art har
således frigjort sig fuldstændigt fra at skulle op af det beskyttende vand, er blevet
100 % vandinsekt.
Hos de mest specialiserede, højarktiske insekter finder vi altså tilpasninger så
indgribende, at de totalt bryder med det udseende og livsmønster, som ellers er det
normale for vedkommende insektgruppe overalt på Jorden. Tænk på den nydelige
kvægmyg-hun med glasklare vinger og sort-hvide kamikker, som er så grusom en
plageånd i Vestgrønland — og sammenlign den med det uskadelige misfoster af en
jomfrufødende puppe, som er dens nære, højarktiske slægtning! Dette viser, måske
bedre end noget af det tidligere nævnte, at vi i Højarktis står ved de yderste græn-
ser for, hvad insekterne er i stand til at tilpasse sig.
181
[14]
Litteraturliste.
Bochcr, J. 1971. Preliminary studies on the biology and ecology of Chlamydatus pullus (Reuter) (Heterop-
tera: Miridae) in Greenland. - Meddr Grønl. 191,3.
Backer, J. 1972. Feeding biology of Nysius groenlandicus (Zett.) (Heteroptera: Lygaeidae) in Greenland.
With a note on oviposition in relation to food-source and dispersal of the species. — Meddr Grønl. 191,4.
Bochcr, T. W. 1956. Area-limits and isolations of plants in relation to the physiography of the southern
parts of Greenland. - Meddr. Grønl. 124,8.
Corbct, P. S. 1964. Autogeny and oviposition in arctic mosquitoes. - Nature 203,4945: 668.
Corbet, P. S. 1966. Diel patterns of mosquito activity in a high arctic locality: Hazen Camp, Ellesmcre
Island, N. W. T. - Can. Ent. 98: 1238-1252.
Corbet, P. S. & Downe, A. E. R. 1966. Natural hosts of mosquitoes in northern Ellesmere Island. -Arctic
19,2: 153-161.
Downes, J. A. 1962. What is an arctic insect? - Can. Ent. 94: 143-162.
Downes, J. A, 1964. Arctic insects and their environment. - Can. Ent. 96: 279-307.
Downes, J. A. 1965. Adaptations of insects in the Arctic. - Ann. Rev. Ent. 10: 257-274.
Downes, J. A. 1966. The Lepidoptera of Greenland; some geographic considerations. — Can. Ent. 98:
1135-1144.
Fabricius, O. 1780. Fauna Groenlandica.
Hammer, M. 1955. Some aspects of the distribution of microfauna in the Arctic. - Arctic 8,2: 115-126.
Henriksen, K. L. 1939. A revised index of the insects of Grønland. - Meddr Grønl. 119,10.
Henriksen, K. L. & Lundbeck, W. 1917. Landarthropoder (Insecta et Arachnida). Conspectus Faunae
Groenlandicae, Pars secunda. - Meddr Grønl. 22,2.
Hocking, B. 1968. Insect-flower associations in the high Arctic with special reference to nectar. — Oikos
19: 359-388.
Johansen, F. 1910. General remarks on the life of insects and arachnids in North-East Grecnland. -
Meddr Grønl. 43,2: 35-54.
Jensen, A. S. 1928. Grønlands Fauna. Et Forsøg på en Oversigt. - Universitetets Festskrift i Anledning
af Kongens Fødselsdag.
Kevan, P. G. Se Shorthouse, J. D. 1970. Behavioural thermoregulation by high arctic butterflies. - Arctic
23,4: 268-279.
Lundbeck, W. 1891. Entomologiske Undersøgelser i Vest-Grønland 1889 og 1890. - Meddr Grønl. 7,4:
107-144.
McAlpine, J. F. 1964. Arthropods of the bleakest barren lands: Composition and distribution of the
arthropod fauna of the Northwestern Queen Elisabeth Islands. - Can. Ent. 96: 127-129.
McAlpine, J. F. 1965. Insects and related terrestrial invertebrates of Ellef Ringnes Island. - Arctic 18,2:
73-104.
Mosquin, T. Se Martin, J. E. H. 1967. Observations on the pollination biology of plants on Melville Is-
land, N. W. T., Canada. - Can. Field. Nat. 81,3: 201-205.
Oliver, D. R. 1963. Entomological studies in the Lake Hazen Area, Ellesmere Island, including list of
species of Arachnida, Collembola, and Insecta. - Arctic 16,3: 175-180.
Oliver, D. R, 1968. Adaptations of arctic Chironomidae, - Ann. Zool. Ferm. 5,1: 111-118.
Salt, R. W. 1961. Principles of insect cold-hardiness. - Ann. Rev. Ent. 6: 55-74.
Tetens Nielsen, E. & Tetens Nielsen, H. 1966. Observations on mosquitoes in Greenland. - Meddr Grønl.
170,3.
Vibe, C. 1954. Grønlands zoogeografiske problemer. - Grønland 1954: 432-436.
J. Bochers artikler (artikel I trykt i »Grønland« nr. 5, 1972) er baseret på foredrag holdt i Grønlands Ra-
dio, mens forfatteren var videnskabelig leder af Københavns Universitets arktiske station i Godhavn.
NB. Vigtig rettelse til artikel I (»Grønland« nr. 5, 1972) side 136 linie 8: i stedet for lavarktiske læs
subarktiske.
l82[15]