[1] NORDBOUNDERSØGELSER I ØSTERBYGDEN 1971 Af lærer Ove Bak Oommeren og efteråret 1971 fortsatte jeg arbejdet med at kortlægge Østerbygden for nordbo- og eskimobebyggelse.1 Fra slutningen af juni til lige efter 1. november var jeg på rekognosceringsrejser rundt i Østerbygden. Først på sæsonen voldte storis og uroligt vejr (især i Kap Farvel-distriktet) betydelige vanskeligheder. Perioden fra ca. 15. september til kort før 1. november, da der kom en del sne, var den bedste tid. Vejret var meget roligt bortset fra blæst med 8—10 dages mellemrum. Dagene blev dog efterhånden korte, og det blev koldt med streng nattefrost. Heldigvis varede det usædvanligt længe, in- den der faldt sne. Det var iøvrigt en tid med mange ruinfund. Indtil begyndelsen af september arbejdede jeg med at færdiggøre undersøgelsen af Kap Farvel-distriktet. Storisforholdene syntes dog en tid at forhindre en gennem- førelse af mine planer. Det gik kun langsomt med at nå frem til øerne ved Kap Far- vel. Jeg lå vejrfast 17 dage på Herjolfsnæs, mens havet og fjorden var helt dækket af isflager. Endelig den 28. juli kunne vi sætte lejr på østsiden af Pamiagdluk-øen. Derfra flyt- tede vi til det forladte udsted Sangmissoq på Christian IV's Ø, hvor vi var ca. 3 uger. Stedet ligger centralt i Kap Farvel-distriktet,2 og der var kun 30 km til butikken i Augpilagtoq, hvor vi kunne få proviant og benzin. Bredningen ved Sangmissoq er desuden et af de mest naturskønne steder, jeg har oplevet. Især alpetoppene på Eg- gers Ø og Quvnerit samt den særprægede ø Angnikitsoq prægede udsigten fra lejren. Teltet var anbragt i haven ved den tidligere udstedsbestyrerbolig. (Udstedet Sang- missoq blev affolket i 1944). Mange dage stormede det slemt, så vi ikke kunne komme fra stedet. Når vi sejlede ud ganske tidligt om morgenen, kunne der være skyfri himmel og helt stille. Fjeldene spejlede sig i vandet i sundene, så der næsten ikke var til at se for- skel på virkelighed og spejlbillede. Ved middagstid kunne der imidlertid komme skyer og blæse voldsomt op. Vi lå således vejrfast et par dage nær Kap Christian 1. Undersøgelserne 7970 er beskrevet i dette tidsskrift 11/1971, side 321-340. 2. På pynten ca. 4 km vest for N154. [2] lige vest for Kap Farvel. Et vidunderligt smukt og interessant område, hvor menne- sker havde boet i tidligere tider at dømme efter mange velbevarede husrester (eski- mo) — men det er et barsk sted. Når storisen er borte, står atlanterhavsdønningerne lige ind mod de ubeskyttede forbjerge. Vældige vandmængder standses i deres be- vægelse. Jeg oplevede i et sjældent roligt øjeblik at runde selve Kap Farvel i min 15-fods jolle — men også at sidde mismodig på den yderste spids af Kap Christian og stirre på et oprørt hav. Man kan føle sig en smule forladt ved Grønlands yderste ende og vide, at man skal forbi enten Kap Christian eller Kap Farvel for at komme bort fra dette sted, der ikke just er overrendt af mennesker. Der er betydelig strøm i havet ved Grønlands sydspids. Da vi sejlede syd for Kap Farvel-klippen og forsøgte at fotografere den trods tågebanker, kom pludselig et stort isfjeld sejlende ud gennem en tågemur og gled forbi os. Bag det stod en re- gulær kølvandsbølge. Området ved øerne og sundene i Kap Farvel-distriktets østende syd for Prins Chri- stians Sund vejrstation opgav jeg at undersøge fra min egen båd, da vejret var uro- ligt, og det nærmede sig september. Jeg fik hjælp af fisker Apollus Dorph i Augpi- lagtoq, der sejlede mig rundt i sin fiskerbåd og viste mig en række interessante eski- moruiner. Området blev dermed færdigundersøgt — et mål jeg havde haft for øje i flere år, men som nu endelig blev nået. Der blev kun fundet få nye nordboruiner i Kap Farvel-distriktet. Et interessant fund var dog en lille gård (Bill), jeg stødte på en dag, da jeg lå vejrfast på nord- østsiden af Eggers Ø ved Nugåtsiarssuasik nær den forladte boplads Itivdleq. Jeg vandrede til bunden af fjorden, der fra syd går langt ind i øen øst for Kap Farvel (Itivdlip igdlua). Nær stranden fandt jeg resterne af en nordbogård, som nu er det sydligst lokaliserede nordboanlæg i Grønland. Stedet ligger meget afsides, og det er naturligt at tænke sig muligheden af, at her kan have levet en fredløs, eller et skib kan være tvunget herind af vejr og is. Besætningen eller en indvandrerfamilie kan så — fordi de nu er kommet til land her, eller fordi båden er havareret, eller is og bølge- gang forhindrede vidererejse - have opført huse på dette sted. Nordvestenden af Eggers Ø er frodig med betydelige græsarealer ved kysten under den store fjeldknude, som øen iøvrigt består af. Dette område blev omhyg- geligt gennemgået uden, at jeg fandt det mindste spor af nordbobebyggelse. Nord- østenden af Eggers Ø er også ret lav. Her er en del bevoksning i et ujævnt terræn. Der skulle være teoretisk mulighed for nordbobebyggelse, men jeg fandt heller ikke her nordboruiner. Jeg så kun den før nævnte Bill, der ligger på en lokalitet med meget mindre græs end hvad, der er på mange steder ved nordkysten af Eggers Ø. Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg kan have overset stærkt nedsunkne ruiner, der skjuler sig i lavninger i det ujævne terræn. 194 [3] Det sydligste forbjerg på Kap Farvel set fra land 4. august 1971. En 75 meter høj, vejrbidt klip[>cknold er forbundet med resten af øen ved en lav tange, der nok som oftest overskylles af bølger og dønning, når der ikke ligger is. Selv om luften normalt må være fyldt med saltvandssprøjt, sås i lavninger græs og blomstrende engelskgræs på den skråning, hvorfra billedet er fotograferet. Selve Kap Farvel-klippen er praktisk talt nøgen. Syd for forbjerget findes nogle små øer, af hvilke én ligner et næsehorns »tak«. Kap Farvel hedder på grønlandsk Umånarssuaq eller Kangcq kujatdleq. Jeg så fjeldet Qdqaq putulik („fjeldet med hul"). Det er en stejl spids med et hul midt gennem fjeldet et stykke under toppen. Man tror umiddelbart, at det er en sneklump, men det er i virkeligheden et hul, der må være temmelig stort. Dette fjeld forklarer iøvrigt ældre rejsendes navn på Kap Farvel-øen: Putulik (P. O. Walløe).3 I fjorden nord for Augpilagtoq konstaterede jeg, at 2 ruingrupper er gårde og ikke blot anlæg af tørstenshuse. I september opholdt jeg mig en tid ved Igaliko Fjord, bl. a. ved Sdr. Igaliko. Nord for Inorquagssåq (ved N64) lokaliserede jeg i en dal en nordbogård (BUS). Hvor denne dal støder ud i den vældige smeltevandsdal ved Jespersens Bræ ligger et virkeligt smukt skovområde med ret høje og svære birketræer. Det er af betydelig udstrækning. I efterårstiden var der skønne farver. Nogle af træerne må være meget gamle. Om vinteren sker en betydelig træhugst. Det er let at komme til stedet med 3. DGSS V, side 93. [4] En rypemor, der gik med sine kyllinger ved Kangia-fjordens strand 7-8 km nordvest for Kap Farvel. hesteslæder. Svære træer, der sandsynligvis er langt over 100 år, er fældet i det sene- ste årti. Her må afgjort være en f rednings opgave i lighed med den, som forlængst er løst for Qingua-dalens vedkommende. Trævækst i Grønland er nu engang den und- tagelse, som bekræfter reglen, at øen er et polarland præget af is, sne og kulde. Fra 30. september til 27. oktober havde jeg lejr ved Hvidenæs vest for Juliane- håb. I denne periode lykkedes det mig til min overraskelse at lokalisere et stort antal nordbogårde. 196 [5] Foto: Stationsleder A. Thybo Berthelsen [eftersommeren 195S]. (Fotografiet reproduceres med velvilje fra civtling. I. Lautrup-Larsen). Den 77-årige Ernestine Isaksen i Augpilagtoq. Kap Farvel-landets bopladser, der mi er affolket på nær Augpilagtoq, lå meget isolerede. En stor del af befolkningen stammede fra østgrønlændere indvandret i 1800-tallet, og endnu i 1930-erne levede adskillige af de sidste tilflyttere, l Augpilagtoq har gamle skikke holdt sig til nyeste tid. 197 [6] Tørstcnshus (B63) i Kap Farvel-distriktet. Set fra sydøst - 3X5 m. Ca. l m høje og Uge så brede vægge af afrundede sten. Tre km mod nordvest ligger en gårdtomt (B62). I området nordvest for Hvalsø kirke fandt jeg en gruppe på 12 nordbogårde foruden nogle enkeltliggende huse. Det er hermed godtgjort, at Hvalsø kirke i lig- hed med hvad, jeg tidligere har konstateret med hensyn til Herjolfsnæs kirke, har haft et ret folkerigt sogn med nærliggende gårde. De fleste af nyfunclene (8 gårde) ligger ved fjorden Kan ge r dinar s suk, hvor der tidligere kun var kendt 2 (N 159 og N160). Meget tyder på, at fjorden er nordbotidens Kambestadsfjord (KambstaSa- fjorSr). Ivar BårSarson skriver ca. 1350 : Nest Eijnerfiord ligger Hualtzøer fiord, ther ligger en kircke som heder Hualsøør fiord kircke, hun eger all fiordenn, och saa alle Ramstadefiord som nest ligger, vdj denne fiord er en stuor hoffgaard, som konningen horer till och hieder Thiødhijllestad.4 Ud fra den betragtning, at oplysningen kan være rigtig, har jeg overvejet, blandt hvilke gårde kongsgården Tjodhildestad skal søges, men kun en udgravning kan evt. give svar på spørgsmålet. De mest omfattende gårdtomter er N160 og B126, som begge har flere boligtomter af betydelig størrelse. 4. »Ram-«, er fejlskrivning for »£am-« ifølge bl. a. Finnur Jonsson. (Citatet er fra »Det gamle Grøn- lands Beskrivelse« ved F. J. [1930] side 26/27). [7] Tørstenshus (B126). Fundament ca. 6X9 m af svære sten. Vægge af græstørv eller træ er forlængst vasket bort af regnen eller rådnet væk. Del af gård. Gården B128, der ligger 5,5 km vest for Hvalsø kirke, har meget præsentable ruiner, der dog indtil for nylig - før fårenes afgnavning af vegetationen - må have været delvis skjult i tæt pilekrat. På grundlag af oplysninger fra fåreholder A bel Kristiansen i Eqaluit lokaliserede jeg 2 gårde på halvøen syd for Igaliko Fjords udmunding (B135 og B136). Sidst- nævnte er en smukt beliggende indlandsgård, som jeg var ved 2 dage før, sneen kom og så godt som standsede kortlægningsarbejdet. Jeg fik dog, da en del af sneen var bortsmeltet, lejlighed til at besøge 2 lokaliteter ved Lichtenau Fjord, hvor jeg havde fået vink om, at der skulle være ruiner. Lidt syd for N90a (den store ruin „Elefantstalden")5 havde fåreholder Henning Lund set adskillige ruiner. Her var ganske rigtig på en dårlig lokalitet helt nær stranden men skjult fra vandet nogle velbevarede ruiner (B 141); bl. a. en stor stenbygning (fold?), 3Vi-7 m bred og 21 m lang med op til over l m brede og l Vi m høje vægge af meget svære sten. Den anden ruingruppe (B 140) er fundet af folk i Lichtenau. Jeg var klar over dens eksistens, da den nævnes af Arctander, men havde ikke tidligere kunnet finde 5. Grl. »Navguaitsut«. I99 [8] Boligtomt (B120) ca. 75X20 m. Nordboernes jlerrumshus med tykke vægge af sten og græstørv fremtræder nu syrn en rodet stenhob. Enkelte vægrester ses. Lange, flade døroverliggersten ligger hist og her. Denne tomt er ret lille; der kendes i Østcrbygden flere boliger, som er over 100 meter lange. den. Nu fik jeg den forevist på et ret fladt terræn et stykke fra kysten, hvor jeg ikke havde været, da områdets natur er af en beskaffenhed, der erfaringsmæssigt sjældent giver mulighed for nordbobebyggelse^ Placeringen af de to ruingrupper på uventede lokaliteter er et bevis på, at der kan være oversete ruiner enkelte andre steder i det område, som jeg regner for færdig- undersøgt. Antallet kan dog næppe være stort. De her nævnte ruiner må siges at være blandt undtagelserne, der bekræfter en gennemgående regel for placering af kystegnenes nordbogårde på græsrige lokalite- ter nær elv- eller bækudløb. Mine rejseruter blev længere i 1971 end noget foregående år. Jeg slog den tidli- gere rekord i 1968 med ca. 500 km. Jeg har i 1971 brugt knap 2000 l benzin og sejlet ca. 4000 km i min 15-fods træbåd med 18 FIK Evinrude påhængsmotor. Jeg ville gerne have gennemundersøgt området nordøst for Hvalsø kirke men nåede det ikke. Mellem bugten ved kirken og den store gård N59 findes en frodig dal. Fåreholder Hanning Høegh har set uregistrerede ruiner ved bugten og midt i 2OO [9] Stenhus eller lille fold (B 103) 3X6 m bygget op ad klippevæg. Ligger i Daniel Bruun Dal syd for Ulvesø og er næsten overgroet af pil og birk. dalen (mærket med „?" på kortet). Måske er der yderligere ruiner i indlandsområ- det her samt ved nogle søer sydvest for Igaliko. Måske er der også flere ruiner ved Ndr. Sermilik. Fåreholderne i Narssaq kender ruiner øst for N122 og nord for N9. Forhåbentlig kan en undersøgelse af de manglende områder her samt landet mel- lem N122 og Mellembygden nås sommeren 1972. Isforholdene bestemmer dog tem- poet, som i rigt mål erfaret! Da undersøgelsesperioden sluttede i 1971, var jeg nået til nyregistreret nordbo- rumgruppe nr. 142 samt ,,ny" eskimoboplads nr. 131. Siden 1723 har der været rekognosceret efter nordboruiner i Øster.bygden, og for- håbentlig vil der snart kunne udarbejdes et så godt som fuldstændigt kort over mid- delalderens bebyggelse. Hans Egede, Peder Olsen Walløe og Anders Olsen nedskrev de første iagttagelser af nordboruiner. Aron Arctander og Andreas Bruun foretog 1777—79 den første sy- 2OI [10] Fru Cecilie Lund og hendes søn. Sammen med sin mand, Henning Lund, har hun opbygget et stort og moderne fårcholdersted ved ruinerne af nord- bogården N76 (Qanisartut ved Igaliko Fjord). Familien er blevet værdige efterfølgere for mid- delalderens bønder, med hvem de iøvrigt er i slægt. Hr. og fru Lunds familie er som disse ind- vandret til øen fra Skandinavien. Bag Cecilie Lund ses en vældig døroverligger- sten fra den gamle nordbogårds bolig. Denne er nu blevet vartegn for familien Lunds gård. Henning Lund og naboen mod syd, Abel Kri- stiansen, var de første, der i nyere tid slog sig ned ved østbredden af Igaliko Fjord. På fårc- samlingerne fik de et indgående kendskab til nordboernes Vatnahverfi og har i tidens løb vi- deregivet megen viden om landet til rejsende. Arkæologer og naturvidenskabsmænd har som omtalt tidligere i bl, a. dette tidsskrift liaft kon- takt med de to fåreholdcre. Henning Lund regner iøvrigt med at være blandt de første, som i nyere tid besøgte det af- sidesliggende område ved Ulvesø (omtalt her 11/1971). I juli 1945 red han sammen med fåreholderne Abel Kristiansen og Tobias Abei- sen på regulær opdagclsestur fra Qanisartut ind til indlandsisen og rundt om Ulvesø, Man var nede ved søens skovbevoksede nord- og sydender men passerede ellers søen højt oppe på fjeldskråningerne. Man red på tre heste og har derfor siden indbyrdes kaldt søen »Trehestesø«. stematiske rekognoscering efter ruiner. Arctanders rejsebeskrivelser blev trykt i uge- skriftet „Samleren" (1793) og var således let tilgængelig for en senere tids forskere, som 5 deres rapporter ofte henviser til Arctander — om de har besøgt hans ruiner eller fundet tomter, som han ikke har set. Omkring I 830 berejste W. A. Graah, C. Pingel og botanikeren Jens Vahl Øster- bygdens fjordegne. Især i sidstnævntes dagbog blev der gjort notater om „norske Rudera" på steder, „Arctander ikke har omtalt". I de følgende år blev der indbe- rettet flere nyfund af ruiner, og i „Gronlands Historiske Mindesmærker", bd. 3 (1845), side 795—833 samledes alle oplysninger om spor af den norrøne bebyggelse i Østerbygden. Ruinernes beliggenhed blev vist på et kort. I årene før 1900 berejste Gustav Holm, Daniel Bruun og Frode Petersen Juli- anehåb distrikt med henblik på at samle materiale til en omfattende, systematisk beskrivelse af Østerbygdens norrøne ruiner. Størsteparten af de tidligere beskrevne ruiner blev besøgt og opmålt. En del blev ikke opmålt, fordi man på grund af tid- nød måtte udelade en del fjordområder, og enkelte tomter kunne ikke genfindes på 202 [11] grundlag a f ufuldstændige stedsbeskrivelser. Desuden blev der gjort en mængde ny- fund. De fleste af de manglende ruiner blev genfundet af forskere i dette århundrede — bl. a. Poul Nørlund og C. L. Vebæk, der desuden lokaliserede en række helt ukendte nordbotomter. / begyndelsen af 1960-erne var der på Nationalmuseets liste over ruiner, der var kendt men ikke beskrevet og nummereret i nyere tid, kun ganske få tilbage. Med for- behold af evt. glemte fundberetninger i arkiverne (f. eks. breve fra de tyske brødre- missionærer) må man sige efter de sidste års ruinlokaliseringer, at listen nu er tom - i hvert fald for Østerbygdens vedkommende. Af ruinerne Bl—B142 er 77 under en eller anden form beskrevet af ældre tiders rejsende.6 Nordbogårde ved Julianehåb og Frederiksdal, der fandtes i begyndelsen af kolonisationsti den, er forlængst sløjfet. De mere eller mindre sammensunkne ruiner fra middelalderen er naturligvis fra tid til anden set af folk i Østerbygdens bopladser og udsteder, og et betydeligt antal ruiner er lokaliseret på grundlag af oplysninger fra fastboende. Af de 142 ruinloka- liteter, som jeg har beskrevet, er henved en femtedel fundet af fåreholdere og fiskere på egnen. 6. Ved gennemgang af ældre fundberetninger har jeg konstateret, at følgende af de ruiner, jeg har loka- liseret, tidligere har været beskrevet: Nr. 14 - ses på kort (tegnet af Samuel Kleinschmidt?) [Missions-Blatt aus der Brudergemeine, arg. 1865, side 28 - »Kirchruine«.] Nr. 38 - [J. Vahls rejsedagbog 6/7 1828 samt Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1836/37, side 123.] Nr. 47 - [W. A. Graah: Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland, udg. 1932, side 75.] Nr. 51 - [ANO 1842/43, side 333.] Nr. 54 - [Bruun, side 44 og Arctander, side 90.] Nr. 56 - [O. Bendixen: Grønland som Nybyggerland (1927), side 70.] Nr. 57 - [Bruun, side 42 og Arctander, side 88.] Nr. 58? - [muligvis M. o. G. 6,3, side 137.] Nr. 100 - [ANO 1838/39, side 227]. Nr. 116 - [ANO 1842/43, side 329 og M. o. G. 67, side 6.] Nr. 126 - [Arctander, side 122.] Nr. 140 - [Bruun, side 53 og Arctander, side 99.] »Bruun« og »Arctander« er optryk af deres dagbøger i »Meddelelser Nr. 58« fra Norges Svalbard- og Ishavs-Undersøkelser (Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814, 2.). I »Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed«, I (1832), side 101, omtales B121 eller B137, og der nævnes, at grønlænderne har set flere ruiner i nærheden. Bruun (side 13) og Arctander (side 70 og 116) omtaler nu forsvundne nordboruiner ved Julianehåb. J. C. Mørch nævner i »Tanker om Grønlands Østerbygd« (1799) et kors på fjeld ved N128. (»Medde- lelser Nr. 52« fra Norges Svalbard- og Ishavs-Undersøkelser, side 35). Dette har jeg ikke kunnet finde. I ANO 1838/39, side 229, nævnes ruiner i Kangerdluluk ved Lichtenau Fjords østbred. Beretningen må bero på en misforståelse. Terrænet er uegnet, og der er ingen ruiner. O. Bendixen har beretning (side 88) om nu forsvundne ruiner ved udstedet Sletten. På kort angiver han nordboruiner vest for Ni 17 og på ø vest for N14. Førstnævnte er nok eskimo (se M. o. G. 109,2, side 12). Om den anden kan jeg ikke sige noget. 203 [12] Spærredige (B102). En smal fjddkløjt er lukket med et 12 meter langt stendigc, som nu er delvis udskredet. I nordbotiden må det have været så højt, at det kunne standse en flok får (evt. heste eller køer). Der er endelig den mulighed, at det kan have været benyttet under rcnjagtcr og kan i så fald vccre af eskimooprindehc. Jeg har fået forevist ruiner, fået afsat oplysninger på mine kort, så jeg selv let har kunnet finde ruinerne, eller i andre tilfælde blot fået at vide, at der i en dal eller ved en kyst et eller andet sted var set ruiner. I sidstnævnte tilfælde har det ofte været svært at finde tomterne, der undertiden blot var naturligt anbragte stenrækker ved elvudløb og således en misforståelse. Tilføjelser til beskrivelsen af ruinfund i dette tidsskrift nr. 11 j 1971, side 334—339: Nr. 37 — rester af to tørstenshuse, en lille fold samt muligvis en bolig (vanskeligt bestemmelig tomt). Evt. en gård? (Nr. 59 - helt usikker tomt). Nr. 65 — flerrumshus og mindre bygning. Sandsynligvis gård. Ruin f un d 1971: Nr. 110 - en fårefold og muligvis rest af et mindre hus. Nr. 111 - lille gård med boligtomt (ca. 8X14 m), fold eller fåreskjul (5X12 m) og to tørstenshuse (2,5X3,0 m og 2,0X4,0 m). Den sydligste nordbobe- byggelse i Grønland. (NB. — dog forbehold vanskeligt bestemmelig ruin i eskimoboplads EB98 på Kap Christian, der kan være nordbo). 204 [13] Tørstenshus (N117) ca. 3X6 m af udsøgte, hoved- sagelig rektangulære sten. Endevæg udgøres af lav klippe (forrest i billedet). Smal indgang i forgrun- den til højre. Ruin i den afsidesliggende gård ved Lindenows Fjord, den hidtil eneste kendte på Grønlands østkyst. Torumskus (B123) på smalt, fladt terræn mellem søbred og klippevæg. I nærheden ligger et spærre- dige. Huset har været opført af sten og græstørv. Fremtræder nu som en overgroet men tydelig tomt (6X3 m). På modsatte søbred ligger en større gårdtomt (N183). Nr. 112 - en gård. Nr. 113 - et alm. tørstenshus samt flerrumshus. Nr. 114- etpar fåreskjul og forrådsrum. Nr. 115 - tørstenshus eller fold. Nr. 116 - lille tørstenshus. Nr. 117 - et par tørstenshuse. Nr. 118 - nr. 122 er alle gårde. Nr. 123 - tørstenshus og spærredige ved søbred. Nn 124 - en gård. Er sandsynligvis ret stor. Meget sammensunkne og overgroede tomter. Nr. 125 - velbevaret gård. Nr. 126 - en meget stor gård med bl. a. 2 store boligtomter. (Den og N160 er de største gårde i Kangerdluarssuk Fjord). 205 [14] Stenhus 6X12 m ved gården B140. Et svært fundament stikker op gennem snelaget. Ruinerne fremviste* 31/10 1971 af hak Lange fra Lichtenau. (Kendes af Arctander [Samleren VI, s. 1190. - Her er dog ikke den på billedet viste tomt omtalt.} Er forgæves eftersøgt af bl. a. Frode Petersen [M. o. G. 16,3, s. 420]). Nr. 127 Nr. 128 Nr. 129 Nr. 130 Nr. 131 Nr. 132 Nr. 133 Nr. 134 Nr. 135 Nr. 136 Nr. 137 Nr. 138 Nr. 139 - tørstenshus. Vest for dette findes ifølge fåreholder Hanning Høegh en stor fold. - stor gård med meget velbevarede ruiner ved bugt 5,5 km vest for Hvalsø kirke. - et par folde eller tørstenshuse. - en gård. — en går d. — to tørstenshuse. — en ret stor gård. — en gård. - en gård. Typisk boligtomt ganske nær fjordbred med kystnedbrydning. Evt. andre bygninger er skyllet bort. — en gård. — tørstenshus eller fold. - tørstenshus eller fold. - et tørstenshus....... 2O6 [15] Samlefold (B128), ca, 10X15 m. Den del af væggen, ved hvilken jeg står, er godt 7Va m høj. Folden er del af en stor gård nær Hvalsø kirke med 16 ruiner foruden et langt dige og den viste fold. Nr. 140 - en gård. N r. 141-3 velbevarede tørstenshuse samt en fold (3,5X21,0 m) af usædvanlig høje og kraftige stenblokke. Desuden en mindre boligtomt. Gård. (NB. forbehold: bestemmelse mens området var delvis dækket af sne). Nr. 142 - et tørstenshus. Nr. 140 og 142 ses ikke på kortene i denne artikel. De findes begge vedLichtenau Fjord. 140 ligger lige syd for elven ved N93. 142 ligger nær spidsen af halvøen syd- vest for Ni 57. (Se kortet side 336/337 i „Grønland", 11/1971). Der er fundet ret mange gårde i 1971. Ruingruppe nr. 1-109 omfatter i alt 30 gårde. Nr. 110-142 (lokaliseret 1971) omfatter 19 gårde. Der er således registre- ret i alt 49 gårde samt 93 andre anlæg. På enkelte af disse har der måske også været beboelse. Ingen af mine fund er besøgt af en repræsentant for Nationalmuseet i denne sæson. 207 [16] NORDLIGE f- Nordbob O 5 10 OVERSIGT OVF * lokalitet mei. o lokalitet me. + lokalitet med foransat B betegner ruin registreret af Ove Bak, Sydprøven. [17] Foransat N tlltr H betegner ruiner registreret af Nationalmuseet, København. [18] Hvalsø kirke dækket al oktobersne. Ruin (del af N47) på skær ved Igaliko. Stenfundamentct er delvis oversvømmet ved højvande. Man ser et tydeligt bevis på den landsænkning, der er sket siden nordbotiden, og som nu truer adskillige ruiner i de grønlandske nordbobygdcr. 2IO [19] Tundige ved gården B57-N114 i Kap Farvel-distriktet. 6 tørve- og stenhuse samt l boligtomt ligger bag et langt, svært stendige, mens et enkelt hus ligger på en ø i fjorden. På billedet ses to tomter (3X6 og 4X6 m) indenfor diget (til venstre). Ruinerne er meget tydelige på grund af afbrænding af vegetationen i 1969. Det samme motiv ses fra modsatte side (= mod vest) i »Grønland« 2/1971, side 35. Aron Arctan- der besøgte stedet 31/5 1778 og skriver bl. a.: »I en Bue fra den store Elv, som nedløber her til Søen, fand- tes mellem fire Høje ligesom et Gjcerde af Stene, dette antog jeg for en Indhegning, der har været brugt af de Gamle til deres Creature, at de ej skulle forderve den Mark, hvoraf Høet til Vinterføde skulde indhøstes.« (Ugeskriftet »Samleren«, Ed. VI, 1793, side 1164). Jeg har modtaget betydelig praktisk hjælp, oplysninger om topografiske forhold samt om ruiner fra beboerne i Østerbygden. For hjælp sommeren 1971 vil jeg takke mine gode venner i Augpilagtoq, Frederiksdal, Sydprøven, ved Igaliko Fjord samt i Julianehåb. Heinz og Britta Søhner i Sydprøven har gjort det muligt for mig at benytte dette .sted som udgangspunkt for undersøgelsesrejserne. Tømrer Abraham Hansen i Sydprøven passer på båd og udstyr samt foretager nødvendige reparatio- ner, når jeg er borte om vinteren. Nanortalik kommune, Det grønlandske Landsråd, Ministeriet for Grønland samt firmaet Ketner Marine har støttet arbejdet 1971 økonomisk. Jeg er taknemlig for denne hjælp. 211 [20] Signatur: Se kortet over »Nordlige Østerbygd«. 212 [21] Som hjælpere havde jeg i 1971 indtil begyndelsen af september min plejesøn Hans og dennes kammerat Bent Kaldahl. Derefter Ole Hansen fra Sydprøven. Jeg har nær kontakt med det nyoprettede lokalmuseum i Julianehåb. Anmærkninger til artiklen »Kortlægning af nordbobebyggehcn i Sydlige Østerbygd«, 11/1971: Side 322: Træerne i Qingua-dalen når en højde af 10 meter. Side 329: Det førstnævnte eskimohus i EB62 er 72,0X4,5 meter. Side 338: Nr. 65 mangler. Se ruinfortegnelsen i denne artikel. 213 [22]