[1]
KÆRREN FORAN ÆSLET
<f
Om „Grønlandsk boligbyggeri i 70'erne - et debatoplæg"1
Af stud. mag. scient. Jens Brøsted
U nder TV's grønlandshøring for et par år siden sagde direktøren for Grønlands
tekniske Organisation, G. Rosendahl, at det nu måtte være tiden, hvor menneske og
miljø skulle sættes i centrum i Grønland, nu, da den første, hektiske og nødvendige
anlægsperiode var overstået. GTO's byggeri og en planlægning af den grønlandske
udvikling, der alt i alt havde været styret fra København, havde været under kon-
stant kritik i en årrække, og det lå i luften, at man nu var kommet så langt med op-
bygningen, og at man efterhånden havde fået afhjulpet den værste nød så tilpas, at
man kunne pause op, så mennesket, det grønlandske menneske kunne komme både i
centrum og med i processen. Bo Bojesen kvitterede med at lade en kajakroende grøn-
lænder blive taget i hætten af en lossekran, for at han på den måde skulle kunne
blive løftet ind på sin nye hylde — i ære og værdighed. Og på Hauserplads indledte
GTO for et par år siden „en undersøgelse af de grundlæggende forudsætninger for
en fortsat udvikling af det moderne grønlandske boligbyggeri". Dette arbejde er nu
blevet afsluttet (?), og resultatet foreligger i et lille skrift, „Grønlandsk boligbyg-
geri i 70'erne".
Der er tale om en lille sag på 69 tyndt beskrevne sider, hvoraf de sidste 5 er
litteraturhenvisninger. Efter en kort introduktion byder man på organisationens/den
anonyme forfatters hovedkonklusion, hvor man præsenterer de nøgleord, man mener
må blive afgørende i det grønlandske byggeri i årene fremover: integration — inter-
aktion, medbestemmelse, beboeraktivitet — selvstrukturering, flexibilitet, variation
— overskuelighed, økonomi. Herefter føres vi ind i et handlingsprogram, hvor idé-
erne altså skulle konkretiseres.
Denne del af skriftet har også været offentliggjort i pjeceform og blev uddelt ved
kunstakademiets udstilling om grønlandske boliger i foråret.
Endelig prøver man i skriftets sidste kapitel, „Studier", at belyse de sociale og
fysiske forudsætninger samt de fysiologiske og psykologiske behov, som bør be-
stemme det fremtidige byggeris udformning. Bogen er noget selvmodsigende, hvis
man søger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt GTO's 2årige udvalgsarbejde alene
bygger på disse studier, eller om der også indgår andre ting i vurderingen. Således
siges det på side 2, at man i sine konklusioner har „søgt at drage lære af det stu-
derede materiale", og på side 8 får vi at vide, at „„handlingsprogrammet" ... ikke
225
[2]
må opfattes som et udtryk for, hvorledes GTO mener, at det fremtidige boligbyg-
geri skal udformes, men kun som det, GTO har kunnet udlede af det gennemførte
studium". Men få linier tidligere kunne vi læse, at idéerne „er udarbejdet på grund-
lag af 1) det, man allerede vidste i forvejen, 2) det gennemførte studium, 3) poli-
tiske tendenser og 4) visse skøn, som må forudses at skulle justeres i overensstem-
melse med eventuelle skift i de politiske retningslinier o. s. v." (side 8).
Disse detaljer ville være uvæsentlige, hvis det var muligt for læseren under læs-
ningen at vurdere, hvordan GTO var kommet til de resultater, vi finder i kapit-
lerne l og 2. Men for det første giver „Studier" kun udpluk af det studium GTO
har foretaget (side 2) — og for det andet får man aldrig at vide, hvad GTO vidste i
forvejen, og heller ikke hvilke politiske tendenser og hvilke skøn man har i tankerne
under punkt 3 og 4 ovenfor.
På den måde overlades det i høj grad til læseren selv at strukturere problemstil-
lingerne i arbejdet. Læseraktivitet med andre ord. Nogle af de problemer, man må
overveje, er, om der ligger realiteter bag de udtrykte vurderinger, eller om de ho-
vedsagelig er af retorisk art. Og hvilke motiver ligger bag bogens udsendelse? Et
ærligt ønske om debat?
Før jeg går videre med disse spørgsmål, må vi opholde os lidt mere ved den over-
ordentlig usystematiske karakter, som præger det 3. kapitel. „Studier" er sammen-
sat af spredte citater fra værker af almen (teoretisk) eller specifik (grønlandsk)
art. Citaterne er udstyret med en introducerende og forbindende tekst, der hyppigt
fremhæver manglen på enrydighed, f. eks.: „Mon planlæggerne kan tillade sig at
lægge vægt på det af Jan Gehl udtalte om tilvænningstiden? I så fald kan man vel
hævde, at løsningen også på dette område ligger i at forme generelt anvendelige og
optimalt gode boligmiljøer i de grønlandske byer og indplacere passende store grup-
per af tilflyttere, eller ligger der snarere en mere præcis helhedsopfattelse i den af
Bredsdorff og Bent Jensen nævnte gruppecentrerede bebyggelsesform?" (side 37).
Det var slutreplikken om „de sociale forudsætninger", og uden yderligere diskus-
sion går rnan over til noget andet. Det er i dette afsnit særligt udpræget, at man
fremhæver modsætningerne, og da man ikke søger at undersøge forfatternes præmis-
ser for derved at få en mulighed for at vurdere meningsforskellene, har man også
vanskeligt ved at nå frem til entydige konklusioner. Man „erkender (i GTO, Rap-
port 1971,4 side 12) at den undersøgelse, der er gennemført, langt fra giver løsnin-
gen på alle ... spørgsmål". Af samme årsag kan det også være vanskeligt at forstå
udvalget af citater. Hvad er formålet med at bringe netop dét udsnit og hvorfor
netop den forfatter. Hvorfor henviser man for eksempel kun til socialmedicinske
undersøgelser fra Vesterbro i København, når vi også har friske undersøgelser af
„boligslum" i Sydgrønland?6
226
[3]
IND I NUTIDEN
Som det fremgik af grønlandshøringen har den rent menneskelige side af udviklingsprogrammet
stået i skygge af de tekniske og økonomiske problemer, men nu skal det blive bedre.
227
[4]
Det bliver ikke lettere for læseren, når han prøver at forstå, hvordan man kom-
mer frem til konklusionen. Skønt vi får at vide, at „det er GTO's opgave at belyse
de forskellige muligheder, hvorefter det er brugernes, myndighedernes og politiker-
nes opgave at træffe valget mellem mulighederne" (side 8), skønt vi får dét at vide,
prøver man ikke at analysere de problemer, man behandler i „Studier", i relation til
den i forvejen høstede viden, de politiske tendenser og muligheder og de skøn, man
dog refererer til - som rent abstrakte begreber. Man opstiller ikke alternativer.
Mærkeligt isoleret fra politik og politiske strømninger virker bogen. Her er øko-
nomi et spørgsmål om at skabe trivsel i boligen for så få penge som (man mener)
muligt — ikke et spørgsmål om stordrift eller kombinationserhverv, ikke om centra-
lisering, decentralisering.
Det er nok karakteristisk, at et afsnit af „Studier" ikke er præget af de indre
modsigelser. Det gælder afsnittet om de fysiske forudsætninger, hvor man tegner et
uhyggeligt og skræmmende billede af grønlændernes, land. En kendt kulturgeograf
har skrevet, at den bedste måde at tilpasse sig til de arktiske områder på, er at holde
sig borte. Hvilket menneskeheden da i det store og hele har vist sig overordentlig
villig til. Dette gælder dog ikke Inuit Tag vort land — tag vort liv, hedder det i
Alaska, hvor Inuit og indianere måtte kæmpe en vanskelig kamp for at bevare no-
get af det land, der gennem årtusinder skænkede folkene livet. Idag har disse folk
haft alle fysiske muligheder for at flygte fra deres „ubehagelige" hjemegne. Men
man har ikke gjort det, for man har ikke ønsket det. Landet er hjemmet, skønheden,
giveren af føde og klæder; det er væren.
GTO er rede til at tage vor kulturgeograf i hånden - og her kan vi for en gangs
skyld nævne en forfatter, idet Vagn Laage (navnet er dog stavet forkert), sektions-
arkitekt i GTO, er en af de hyppigt citerede i „Studier". Landet er „stærkt isole-
ret", det gælder også byerne, med store indbyrdes afstande, „og fordi der ikke findes
landværts forbindelser mellem dem". Landet har vintermørke, „utilgængelige fjeld-
partier og kløfter, samt vand- og permzfrostlidende slettearealer". Den grønlandske
by har kun to adkomstveje „— søhavnen og lufthavnen — har altså intet „opland" og
må derfor stort set leve sit eget autonome liv" (side 38).
For at gøre chokket fuldstændigt må jeg også citere en arkitekt R. Erskine: „By-
erne bør på grund af deres isolation gøres mere attraktive og ægte ... De bør danne
et menneskeligt miljø i en ørken.
Naturen er dominerende, og alt menneskeligt er undtagelser, som har krav på at
intensiveres og beskyttes" (side 39).
Det nytter jo ikke at blive ved at citere, så jeg skal skåne læserne for Erskine's
sidste perfide bemærkning. For ham og for GTO er landet i bedste fald ondt — og
det bør undgås. Konklusionen bliver hos Peter Bredsdorff, at „koncentrerede by-
228
[5]
»Pakhus 16« ved den gamle kaj i Holsteinsborg.
og bebyggelsesformer med korte afstande fra bolig til institutioner, butik og arbejds-
sted har særlig berettigelse" (side 40). Igen kan vi konstatere, at man tænker bolig-
miljø — fuldstændigt isoleret fra økonomiske og samfundsmæssige betragtninger.
Ifølge G60's målsætning er det jo netop landet og dets produktion, der skal be-
stemme leveniveauet og dermed blandt andet også, hvor gode boliger man har råd
til.2 Hvis en fanger eller en fisker skal have kort til arbejde, må bebyggelsen være
spredt.
På dette sted skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, hvor stort et konflikt-
stof der ligger mellem en Inuit og en GTO opfattelse - og at det ikke med en sta-
velse er gået op for GTO. Direktoratet er den perfekte barmhjertige samaritan, der
skal gøre menneskenes land menneskeligt, og Inuit er ofrene. Smil det glade grøn-
landske smil! Afsnittet viser, man ikke er interesseret i at opstille alternativer, og
sidst af alt vil man gå ind på grønlandske synspunkter — på trods af titlen: „Grøn-
landsk boligbyggeri". Hvad man mener er: Dansk boligbyggeri i Grønland. Selv de
229
[6]
Vignet af Ole Johannessen
fra debatoplægget.
Kun nogle få af de mange tegninger
W vinterbilleder -
skønt vinteren er realiteten i Grønland
størsteparten a/ året.
simpleste sproglige distinktioner kan man ikke erkende. Eller man har egeninteresse
i at overhøre dem. En grønlænder er et medlem af en etnisk minoritet i Danmark.
Et udtryk for den etniske kvalitet er et udtryk for noget grønlandsk. Mange grøn-
lændere bor i et geografisk område, som på dansk tilfældigvis har et navn af den
samme ordstamme. Men på grønlandsk hedder det Kalåtdlit nunåt; begreberne er
klart adskilte. Landet bebos endvidere af danske, hvoraf en del i visse situationer
ser deres fordel i at betegne sig som grønlændere; her finder vi for eksempel de
lokale danske mestre, der søger at lægge politisk styrke bag deres krav om, at flere
anlægsopgaver skal udliciteres lokalt. På samme måde legitimerer GTO sin bog ved
at kalde den „grønlandsk boligbyggeri". Konfliktstoffet ufortalt.
På trods af de smukke ord bliver det således en fad humanisme, GTO lader
komme til udtryk. Man taler om „de menneskelige og sociale problemer, som er
fulgt med udviklingen" (side 4, 34) og vil bekæmpe dem med „positive midler"
(side 4). „De sociale sygdomssymptomer" (side 22, 30) stammer dog ikke alene
fra boligproblemet ... „Her spiller mange andre problemer ind, ... som GTO ingen
indflydelse har på. Boligens størrelse, indretning og placering - boligernes placering
i forhold til hinanden - og boligernes omgivelser spiller dog en ikke uvæsentlig rolle
for, om folk kan trives. Teknikerne har således i hvert fald pligt til at sikre, at det,
der bygges, ikke gør en i forvejen vanskelig situation endnu værre" (side 4).
Sådan er altså teknokratens opgave!
230
.
[7]
Det nye kvarter øst for sygehuset i Holstcinsborg.
De sociale problemer ved omstillingen/tilvænningen er, siger GTO, særligt store
for dem, der kommer til byen fra de små steder. Her afdækkes den næste skævhed i
GTO's grønlandsbillede. Små steder er kun noget, der findes i teksten, som noget
man forlader. Det overrasker mig ikke det mindste, at jeg også i denne publikation
skulle blive præsenteret for grønlandsadministrationens klassiske cirkelslutning:
„Flytningen fra bygd til by, som øgedes kraftigt i Grønland i 60'erne, medførte
en voldsom vækst af befolkningstallet i de grønlandske byer.
Boligbyggeriet måtte derfor øges kraftigt, og det blev nødvendigt at koncentrere
dette byggeri ..." (side 1).
Man tillader sig konsekvent at overse, at flytningen ikke var et resultat af nogen
naturlov, men af en bevidst forringelse af bopladsen, som et muligt sted at bo, og
den samtidige fremhævelse af byen som et godt sted. Byernes boligbyggeri var såle-
des et middel til at nedlægge stederne.
Og man erkender, at der er behov for en endnu mere skæv fordeling af goderne
231
[8]
mellem by/bygd for yderligere at fremme befolkningskoncentrationen og for at få
nedlagt de steder, „der ønskes nedlagt".
Ifølge myten f rå flyttes/nedlægges stederne, fordi de ikke har nogen erhvervsmu-
ligheder.
GTO skriver: „Det er et uafklaret spørgsmål, om det i det hele taget i fremtidens
Grønland, er muligt at sikre smågruppetilværelsen bevaret, idet det som ovenfor an-
tydet hænger nøje sammen med erhvervsstrukturen" (side 22).
Med en reference til Israel skriver man, at tilflyttere ofte er „tilbagestående"
(side 32), og hermed får vi endnu engang placeret stederne som mindreværdige og
håbløst primitive. Det er de mennesker, man med kulturelt hovmod og naivitet mener,
lever „efter enkle og letfattelige leveregler" (side 35). „Med urbaniseringen har
man trukket landbefolkningen ud af dens vante folder" (side 21), og det er af
hensyn til dens vanskelige, problemfyldte overgang til bylivet, man foreslår at skabe
arkitekttegnede simple, overskuelige miljøer præget af flexibilitet og selvstrukture-
ring. Noget skal man jo tage sig til, synes GTO at mene, mens man sidder arbejds-
løs i byen med en kæmpe husleje og ønsker, man kunne få noget at bo i på hjemstedet.
Det sidste kan jeg ikke bevise med tal for hele Grønland, men påstanden kan sand-
synliggøres med materiale fra udvalgte vestgrønlandske områder.
Ved sit konfliktfulde forhold til grønlandske synspunkter, ved den manglende
analyse og vurdering af de samfundsmæssige forhold man arbejder under, og ved
at definere sin egen rolle som den barmhjertige samaritans, der i dette tiår skulle
rydde op efter de værste fadæser i det forrige — samtidig med man fortsætter i
samme stil, fornægter GTO sin egen påstand om, at det er organisationens opgave
at belyse mulighederne. Og derfor må jeg udtrykke min tvivl om, at bogen er, hvad
den giver sig ud for at være.
Man kalder skriftet et „debatoplæg" og demonstrerer en sproglig udtryksform,
der er så „smidig", at det beskrevne ikke kommer til at svare tilvirkeligheden. Det
forekommer i hvert fald ganske oplagt, at GTO spænder kærren foran æslet, når
man antyder, at det er GTO, der kommer med et oplæg til debat. Er man så vant
til at være toneangivende, at man slet ikke kan forestille sig, at der kan være en de-
bat, før man kommer med et indlæg, der er lige så utilfredsstillende, som det er
mange år forsinket?
Og dog må man forestille sig, at et af formålene med at udsende skriftet er at
forsvare det image, som man har ønsket at skabe af GTO, som en moderne, ansvars-
bevidst og godtarbejdende institution. Her har man haft chancen for at vise, at man
„arbejdede med problemerne", og man har kunnet opstille nogle konklusioner, som
næppe kan være uvelkomne for GTO i en situation, hvor man føler sig så trængt, at
232
[9]
Ældre grønlandsk beboelseshus på Nugssuaq.
man må udsende et arbejde som dette. Selve måden at reagere på er langt mere ele-
gant end den, Knud Oldendow følte, han måtte gribe til, da han i 1947 skulle for-
svare sin forgænger som direktør i Grønlands styrelse:
„Jeg er glad ved at kunne citere følgende af en kyndig Trediemands Tale, som
jeg tilfældigvis har faaet Referat af, en Tale, som fornylig er holdt: „Den vold-
somme Kritik føles meget haardt af de danske Embedsmænd, der har deres Virke
i Grønland. Det er deres Livsgerning, der reduceres til intet. Vi maa ogsaa her tænke
233
[10]
paa det ældre Slægtled, der mere end nogen tidligere har bragt Grønlænderne frem.
Først og fremmest afdøde Direktør Daugaard-Jensen, hvis Værk nu kritiseres søn-
der og sammen. Daugaard-Jensen, hvis Dygtighed og Kærlighed til Grønlænderne
var hævet over enhver Tvivl. Det var netop hans Maal langsomt og naturligt at
hjælpe disse primitive Folk fremad og opad." Det er vor nationale Arv i Grønland,
der her omtales."3
Jo, vist er man dygtige hos GTO. Ved at patronisere debatten slipper man for
at stå med ryggen mod muren. Hvis rapporten så kan virke til at dæmpe knurrende
røster inden for GTO og give medarbejdere et behageligt rygstød i diskussioner
udadtil, er meget jo nået. Såsom arbejdsro. Nøgleordene, som man har lagt dem
ind i hovedkonklusionen, er modeord i den danske debat om boligmiljø. Er det der-
fra, de er kommet? Når man ikke kan komme frem til dem ved en vurdering af
studiematerialet i dets samfundsmæssige sammenhæng, synes den konklusion nærlig-
gende.
Det må ikke lykkes for GTO at begrænse debatten til en trivsels- og miljødebat
i snæver boligteknisk forstand. Spørgsmålet om byggeriets idémæssige indhold er
selvfølgelig vigtigt. Men mere væsentligt er det at få udviklet de for en grønlandsk
virkelighed nok så vigtige alternativer. Stille spørgsmålene, så man kan se mulighe-
derne for det grønlandske samfund. Af stor betydning er blandt andet en undersø-
gelse af mulighederne for en reorganisering af byggeprocessen. Men dette afviser
GTO i debatoplæggets introduktion; her hedder det, at „de tilsigtede resultater må
siges at være nået" på 2 punkter:
a.                  at prisen på boligerne er gået nedad trods en fortsat kvalitetsforbedring, og
b.                   at selve byggeprocessen er blevet mindre og mindre problemfyldt trods bygge-
riets stadigt stigende omfang (side 1).
Mens punkt a. nok er en sandhed med modifikation, skal jeg lade det ligge og
koncentrere mig en smule om b.
Den simpleste måde at tilbagevise påstanden vil være at henvise til GTO Rap-
port 1971,4 hvor man kommer ind på flere problemer i arbejdsprocessen og næv-
ner andre: sæsonudjævning, anvendelse af grønlandsk arbejdskraft og grønlandske
mestre, kontraktansatte håndværkere, der hopper af og bliver i Grønland. Men lad
mig hellere her hæfte opmærksomheden på den forbedrede stilling, udstederne efter
de sidste drejninger i lokaliseringspolitikken skal nyde. Med debatoplægget her viser
GTO en så flagrant disrespekt for bopladserne og deres befolkning og ligegyldig-
hed overfor grønlandske synspunkter og nødvendige forandringer i byggeprocessen,
at GTO ikke kan siges at være moden til at arbejde på bopladserne. Ikke hvis debat-
oplægget er et udtryk for de bedste evner i GTO. Det er i denne forbindelse af
interesse at henlede opmærksomheden på et oplæg om selvbyggeri for udstederne,
234
[11]
hvor hovedvægten netop bliver lagt på problemerne i byggeprocessen og i langt min-
dre omfang på miljø. Blandt andet fremhæves betydningen af lokal kontrol over
byggeriet (hvilket er noget andet end medbestemmelse), og der gives forslag til en
lokal fremstilling af byggeelementer.5
Det sidste forslag bør snarest oversættes til grønlandsk, så det kan blive bredere
kendt. Det er ikke mindst interessant ved på væsentlig måde at supplere debatop-
lægget. Kun ved at lede diskussionen om det grønlandske byggeri ind i den alminde-
lige debat om alternative udviklingslinier og kun ved at afveje de mange facetter og
detaljer i hvert enkelt alternativ, kan debatten føre frem til noget.
Det er spørgsmålet, om debatoplægget skal bidrage til debatten eller afspore den.
NOTER
1.                      Grønlandsk boligbyggeri i 70'erne - et debatoplæg. Grønlands tekniske Organisation. Feb. 1972. Med
vignetter af Ole Johannessen.
En grønlandsk udgave er under udarbejdelse i oversættelse ved Erling Høegh.
2.                     Betænkning nr. 363, 1964. Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960, side 23.
3.                      Oldendow, Knud: Tilstandene i Grønland - 1946. Statsministeriet, København, 1947, side 23.
4.                      GTO Rapport 1971. Grønlands tekniske Organisation, Direktoratet, marts 1972.
5.                      Andersen, John: Et idéforslag til elementhuse for selvbyggere - specielt til de grønlandske bygder.
GTO, januar 1972.
6.                     Berg, Ole: 1970, Redegørelse for den social-medicinske boligundersøgelse i Sydgrønland 1969 og 1970.
Foredrag og diskussionsoplæg ved boligseminaret i Godthåb, august 1970.
Berg, Ole: 1971a, Personel View. The British Medical Journal, 30 January 1971, 1,286.
Berg, Ole: 197 Ib, Boligen og andre sociale faktorers betydning for morbiditeten. Indlæg i Konference
om sundhedspolitiske problemer i Grønland, arrangeret af Dansk Selskab for Social Medicin og Dansk
Selskab for Medicinsk Forskning i Grønland. Den 30.4.1971.
Berg, Ole: 1971c, A Socio-Medical Investigation in Southern Greenland 1969-70. A Paper presented
in June 1971 in Oulu, Finland, — at The Second International Symposium on Circumpolar Health.
,,70-ikiine Kalåtdlit nunåne jgdhiliortitcrnen — oK.atdHgsårut"-mitt akissut.
ungasingitsukut GTO atuagånguamik sarKumersitsisimavoK KuleKutaKartumik
"70-ikune Kalåtdlit nunåne igdluliortiterneK". atuagånguaK 69-inik KuperneicarpoK,
naitsumigdlo sujuleKutserneicarsimariardlune pingasunik pingårnernik ingmikortor-
taKarpoK, tåssalo: påsissat inernere pingarnerit. tåssane ukiune tugdlerne Kalåtdlit
nunåne sanaortornigssame oKautsit tungavigineKartugssat erKartorneKarsimåput:
atausingortitsineK-ingminut åtaveKatigingneK, aulajangeKatausinauneK, igdlune na-
jugaKartut suleKataunerat-nangminérdlune åndgssussineK, tamanut nalentugsaineK,
åssigingisitårineK-påsiuminarsaineK, aningaussasarniarneK. tamåko erKartoriardlugit
tikineKarpoK siilinerup ingerdlanigssa. kingugdliutdlugit erKartorneKarsimåput påsi-
niarsimassat. tåssalo inoKatigigtut avatangissitigutdlo tungavigissat kisalo inup timi-
migut erKarsartautsimigutdlo pissariaKagai.
235
[12]
GTO-p „påsiniarsimassai" entarsautigalugit atuagaK ardlaligtigut ingminut aker-
dlilersorpoK. tåssame agdlagsimavoK påsissat inernerinut tungavigitiniarneKarsima-
ssut tåssaussut påsiniarsimassat. taimåitordle sujumnguatigut agdlagsimavdlune su-
liamut tiingaviusimassut tåssaussut 1) ilisimarigkat, 2) påsiniarsimassat, 3) politiki-
kut Ingerdlatsinerit kisalo 4) politikikut ingerdlatsinerup avdlangorsinauneranik ili-
magissat. taimailivdlune atuartugssarnut nangminermut aperKtitit åssigingitsut
akiniagagssångorput. apentutit erKarsautigissariaKartut ilagait isumaliutausimassut
piviussunik tunuleKarnersut, imalunit oKausinaunersut. sut erKarsautigalugit atuagaK
agdlangneKarsima ? oKatdlingnigssamik kigsaut ilumorpa ?
Inuit GTO-vdlo eritarsartausé åssigingitsorujugssuput — tamånalo GTO-p påsisi-
mångitdluinarpå. Kalåtdlit nunåt erKartorneKarpoKnunatutnajugagssåungingajagtu-
tut, igdloKarfitdlo ingmikordluinardlutik. taimåitumik igdlosarfit „pilerinartungor-
titdlugitdlo piviussorpalugtungortitariaKarput ... inoKajuitsume inugpalugtungortitsi-
ssariaKarput". Inuit nunåt inugpalugtungortiniarneicarpoK, Inuitdlo pigdliutåusåput!
KularineKarpoK nunaKarfit mikissut atåinarnigssåt - inussutigssarsiutit pissusait
pissutauvdlutik. tåssamigoK inuit igdloKarfingnut eKiteriartumarsimåput. taineKarsi-
mångilardle nunaKarfit mikissut periarfigssaerutitausimanerat pissutauvdlune inuit
nugtertut.
inoKatigit pissusmik påsiniaineKarsimångilaK, taimåitoK ukiune kingugdlerneKuline
kuku&suterpagssuit ukiune tugdlerne Kuline iluarsiniarneKalerput — periausitOKardle
atumardlugo. taimailivdlune GTO-p periausiusinaussunik påsisitsiniaussutut oKarne-
rigaluane akerdlilerpå. taimåitumik atuagkap ilumut osatdligtitsiniutaunera Kularåra.
nailisaissoK: Stephen Heilmann.
236[13]