[1]
NEKROLOG
Doraprovst, tidligere provst for Grønland
SVEND ERIK RASMUSSEN
21.-12. 1923-11.-6. 1972
Svend Erik Rasmussen stammer fra det grundt-
vigske Fyn og var allerede fra studenterårene
indstillet på at rejse til Grønland efter overstået
teologisk embedseksamen. Det skete i 1952, og det
første år var han ansat som dansk præst og semi-
narielærer i Godthåb. Men allerede året efter
vovede han det spring-, som det altid for en dansk
præst vil være at påtage sig et grønlandsk di-
strikt alene, og blev førstepræst i Umanak, hvor
han bortset fra permissioner forblev i otte år,
indtil han i 1961 blev udnævnt til provst for
Grønland. Som sådan virkede han, indtil han i
19G8 blev udnævnt til domprovst i Haderslev,
hvor han virkede til sin død. Samme år blev han
lektor i grønlandsk.
Del vil altid være forskelligt, hvordan menne-
sker møder nye og uvante forhold. Man kan se
sig blind på det uvante og fremmede og aldrig
iiå til at forlige sig med det - eller man kan vælge
at kunne lide det og værdsætte det, netop fordi
det er anderledes og nyt. Svend Erik Rasmussen
gjorde det sidste. For ham blev det fremmed-
artede ved Grønland aldrig noget besværligt og
negativt, men tværtimod noget, han holdt af og
gik op i med liv og sjæl, og derfor kunne han
også lide at være i Grønland, ikke blot grønlæn-
derne selv, men deres land, deres fjelde og is,
deres hunde og slæder, deres sprog. Og han havde
en evne til: At give sig selv helt og holdent til
den gerning, som nu var blevet hans, uden ^at
spare sig selv, uden at gå på akkord.
Derfor blev han sjældent dygtig til at tale det
grønlandske sprog, til glæde for sine menigheder,
til beskæmmelse for sine kolleger. Derfor elskede
han de lange og tit besværlige rejser med hunde-
slæde og motorbåd og kom rundt i landet til dets
fjerneste afkroge mere end de fleste andre em-
bedsmænd. Derfor gjorde han sig også helt til eet
med den grønlandske kirke, han tjente, og rejste
børster, når nogen gik den for nær. Nogen kunne
ind imellem synes, at han reagerede for skarpt
i sådanne tilfælde, f. eks. i forholdet til andre
kirkesamfund eller til den ministerielle admini-
stration af kirken, men hvad man end har ment
herom, har ingen været i tvivl om, at han reage-
rede, som han gjorde, netop fordi han var helt
solidarisk med sit embede.
P_ersonligt passede han også godt til det grøn-
landske gemyt. Han var et festligt menneske og
elskede som grønlænderne fest og farver og stil.
Han ønskede at gøre kirken til et lyst og levende
sted, til et pulserende centrum i folkets liv. Han
forsøgte mange veje for at gøre det, og for den,
hvis lod det blev ved flere lejligheder at vikariere
for ham under permission, kunne det være lam-
mende at skulle leve op til denne energi og fan-
tasi.
Både den grønlandske og danske kirke har med
ham mistet en nidkær og tro tjener og et rigt og
varmt menneske.
Mads Lidegaard,
256[2]