[1] NIVIARSIAQ I UMANAK 1919-1920 . V DAGBOGSBLADE ----~----=---•'••-"- • _—, . .-__.-..; • —; --^...—-.-1"^^-=-^ -fr^' •,- ^ ^i.^-j.-'TTT—I!---------------------------------- Tekst og foto af Bodil Friis .Tørst korte vi de tredive kilometer ind til land, det sidste stykke gennem rædsom skrueis, så hundenes skagler ustandselig blev hængende fast omkring opskruede is- stykker. Vi nåede ind på fastlandet, og så begyndte turen over Nugssuaq-halvøen. Det blev en usædvanlig besværlig færd, da det jo var „mildning" med dyb og klæb- rig sne. Vi kunne ikke sidde på slæderne, og vi sank i næsten til knæene for hvert skridt. Klokken ti begyndte opstigningen, og vi nåede først pashøjden på „Majoren" klokken 16,30. Det var en højdeforskel på 1000 meter. Da vi rastede på slæderne deroppe viste det sig, at den ene af vore to termoflasker med kaffe var knust under- vejs. I anledning af fødselsdagen fik jeg det første lille bæger kaffe, men derefter fortyndedes drikken, så at den sidste måtte nøjes med sne med en smule kaffesmag. Dertil havde vi kun tørre skonrogger og kogechokolade at tygge på. Nedturen blev også lang og tung. Af og til kunne vi sidde lidt på slæderne. Først kl. 22 nåede vi ned til fjorden på den anden side; da var det helt mørkt. De sidste 15 kilometer over isen til Qeqertaq-øen, vi skulle nå frem til, blev næsten de værste. Det gav sig til at sne med store våde fnug, som satte sig på skindbukserne, så vi blev drivvåde. Sneen på isen var dyb og våd i bunden, og de trætte hunde løb meget lang- somt, så vi var tre timer om at nå ud til øen. Hvordan vore kuske fandt vejen derud i mørke og uden slædespor, er mig stadig en gåde. Dog, da vi nærmede os udstedet hørte vi den sædvanlige koncert af stedets egne hunde, som åbenbart havde fået færten af os. Så vidste vi jo, at vi var på rette vej, for den lyd kendte vi hjemme fra Umanak. Så snart de mange hunde får færten af fremmede, sætter de sig på ha- len, løfter snuden og hyler voldsomt, indtil man er nået frem. Det er et højst besyn- derligt kor, som man vænner sig til at høre hver gang der kommer slæder udefra. Klokken var blevet over l den nat før vi nåede frem efter mere end 17 timers tur. (Med fint føre kan turen gøres på 8 timer). Sofianguaq og jeg skulle indlogeres hos Carl Fleischers enke Augustine, men da vi fandt derhen fik vi at vide, at der var smitsom sygdom i huset, så vi måtte søge hen til den nye udligger (udstedsbestyrer) Frederik Lange. Der vækkede vi hele 277 [2] Familien Frederik Lange, Badsmanden og Thorsen, Qeqcrtaq, påsken 1920. huset, som var tæt belagt med påskegæster som sov på en meget lang briks. Mine to danske venner og jeg fik anvist Frederiks „danske stue", hvor allerede en grønlæn- der sov på en opslået feltseng. Nu flyttede han ind på briksen, jeg krøb halvpåklædt i feltsengen, medens Thorsen og bådsmanden krøb i deres soveposer på gulvet ved siden af mig. Vi var sandelig også godt trætte efter den tur. Efter middag næste dag kørte vi i bedre føre de 30 kilometer over isen til Ritenbenk, hvor vi blev godt mod- taget af kolonibestyrer Binzers og deres to børn i et hyggeligt gammelt hus. Åh, hvor jeg nød den aften at blive klædt rigtigt af, blive ordentlig vasket og sove i en dejlig seng. Vi tilbragte påskedagene hos Binzers og besøgte bl. a. provst Mathias Storcks, som havde to søde smådrenge og et nydeligt hjem. Tirsdag eftermiddag begyndte hjemrejsen i strålende solskin først til Qeqertaq. Vi danske syntes, vi skulle takke for gæstfriheden, og så gav vi kaffe til hele udste- det. Det lyder flot, men det kostede os kun l krone og 43 øre! Næste morgen klokken 7 drog vi så afsted igen og havde en forholdsvis god tur over „Majoren". Hundene var ellers noget sløje den dag, måske var de blevet for godt beværtet. Vejret var blevet koldere, så sneen var bedre, og turen i solskinnet var meget skøn, selv om den var anstrengende. Denne gang var der en herlig udsigt fra pashøjden. Mod nordvest lå en mægtig tilfrossen sø, som fyldte en vældig dal- strækning. Nedad måtte vi af og til stå bag på slæderne og holde fast i opstanderne for at bremse farten. Et par gange gik det alligevel så stærkt, at et par af hundene faldt og kom bagved slæden i deres lange skagler. I det bedre føre nåede vi frem 278 [3] Børncselskab i gården til kolonibestyrerens hus, forår 1920. k !t på 13 timer, så kl. 20 var vi i Ikerasak, hvor vi blev trakteret med rypebryst stegt som bøf. Det var meget velkomment efter den lange og anstrengende dag. Efter det gode måltid var vi dog ikke mere trætte, end at vi gik op i det lillebitte skolehus og dansede zweitritt med mægtigt sving. Hjemkommen til Umanak næste dag blev jeg modtaget med dejlige fødselsdags- gaver: fine hvide kamikker, halssmykke af hvalrostand, broderier til mine grønland- ske bukser og en hel grønlandsk dukkedragt. Der var ingen vej udenom: jeg måtte til at lave en forsinket fødselsdagsfest. Mete bagte et par store kager for mig med mange rosiner i. Efter aftensmaden kom først de ældre ægtepar til kaffe i Metes væ- relse, bagefter et utal af unge, og så dansede vi ude på loftet lige til midnat. Jeg fik smågaver af nogle af dem, jeg kendte bedst: hjemmesyede lommetørklæder og et par små skindting. Alting er relativt: Midt i april følte vi det næsten som sommervejr med strålende sol og kun 5 graders frost. Med forundring så jeg, hvor hurtigt det kunne blive lyst og dejligt efter 3 måneders mørketid. Nu blev det faktisk slet ikke rigtig mørkt mere. Da det var mørketid, kneb det med at komme i seng om aftenen, for da havde vi det så hyggeligt; nu, da det var lyst kneb det endnu mere, for vi kendte knap forskel på dag og nat. Trods absolut mangel på blomster udendørs havde jeg en kriblende fornemmelse af forår. Vi havde jo også meget i vente - ikke mindst posten, som vi længtes så meget efter, åbent vand og nye mennesker, varmere vejr og blomster. Selv om jeg ikke led af hjemve, kunne jeg ikke lade være ind imellem at drømme om min hjemkomst til Danmark. 279 [4] Da Esther blev 13 år havde vi en festlig dag. Alle de danske og nogle grønlandske venner kom midt på dagen til rensdyrsteg. Om eftermiddagen mødte henved halv- treds børn til te, senere en masse voksne til kaffe og om aftenen kom alle stedets unge. Da der også havde været kaffeslabberads for alle i kolonien i Edvards hus, kunne fru Mathiesen fortælle, at hun havde brugt 4- kilo kaffe i dagens løb; og om aftenen dansede vi til kl. halv to. Det måtte være vanskeligt for en enlig læge som Dr. Bertelsen at skulle klare de mange mærkelige tilfælde han kunne komme ud for. Vores Mete havde længe gået med en betændelse i tommelfingeren, og nu måtte hun desværre op på sygehuset og få den amputeret. Det blev et langt sygeleje for Mete, og vi besøgte hende i det nydelige lille sygehus, hvor der var to senge til patienter med en jordemoder og et par elever til at passe dem. Desuden måtte lægen også af og til være tandlæge. Det hændte også at bestyreren, når lægen var borte, måtte trække en tand ud. Foråret viste sig på mange måder. Nu kom der igen fugle på fjorden. Vi så både måger og tatteratter og endelig en dag en lille snespurv på magasintaget. Jeg fik lov til at køre med „Tøsen" og nogle store hvalpe for slæden. Det gav dejlig motion, da jeg mest måtte løbe i opstanderne og passe på med pisken. De små hunde kunne ikke trække så meget, og når „Tøsen" så sit snit, skubbede hun til hvalpene for at få dem til at stikke hjem. Ofte havde vi et slæng af små drenge som rendte med. Det var morsomt at prøve at køre kun ved hjælp af pisken og tilråb, og der var så dejligt på isen i forårssolen. Når børnene og jeg snakkede Danmark sammen, fantaserede vi af og til om, hvem der blot kunne gå hen og købe sig en æske fint guf eller flødeskumskager og chokoladestænger! Den kogechokolade, vi kunne få i butikken, smagte såmænd me- get godt, men allerbedst når den var let frosset. Ellers havde vi figner og rosiner. For hørnene i kolonien var det en svir, når vi kastede figner i grams til dem ude på sneen. Drømte vi om danske herligheder, kom også det evige spørgsmål om posten hjemmefra. Det var skam ganske rigtigt, når fru pastor Sørensen sagde: „Og så tror folk ikke, man kan blive nervøs i Grønland. Man kan da få et helt chok, når man hører, at nu kommer posten!" Denne første post så vi jo hen til med særlig spænding, da der så ville være gået et halvt år uden at vi anede, hvad der var sket derhjemme. Der gik ikke een dag uden at man diskuterede mulighederne forpostens ankomst; men solen skinnede, og selv om der var meget frost i skyggen, kunne vi sidde i solen og nyde den, og så var livet jo dejligt. I hvert fald håbede vi nu på, at isen ikke ville blive liggende for længe. Året før var den først forsvundet den 7. juli, men det var også usædvanlig sent. De sidste dage i april kom jeg atter ud på en lille rejse. Lars Johansen fik lov til at benytte hr. Mathiesens dejlige hunde og køre med mig langt udad fjorden, hvor 280 [5] jeg skulle besøge udstedsbestyrer Mohrbutter i Niakornat. Det var herligt solskin, så jeg lå og solede mig på slæden hele vejen og blev vældig solbrændt i ansigtet. Det tog os fem timer at køre de 75 kilometer. Det var et uendelig trist sted Mohrbutters boede, så familien kunne nok trænge til besøg. Den unge datter, som tidligere på vinteren havde været i Umanak, gik ture med mig og viste mig bl. a. stedets kirke- gård, som lå højt oppe over bopladsen, da der ikke var jord nok andre steder. Når de skulle have en kiste derop, måtte de hejse den op med tove. Det virkede ret uhyg- geligt. Selve udstedet lå inde mellem nogle stejle, mørke klipper, og jorden var så sur af den stadige fugtighed, at når solen endelig nåede derned, blev der en styg, rådden lugt. En lille sø, som lå lige ved, benyttede de bl. a. til hajaffald, hvad der jo ikke gjorde luften bedre. Jeg blev ved udstedet et par dage og havde det rigtig rart. På hjemvejen besøgte vi vennerne ved kulbrudet, og Titus, som skulle til Umanak på sin fridag, kørte mig hjem på sin slæde. Sneen ved kolonien smeltede nu så meget i solen, at vi måtte gå med træsko på de sølede stier. På fjeldet var der derimod helt tørt, da sneen var blæst eller fordampet bort. Foråret fik også vore 3 høns til at lægge æg. Da det blev endnu varmere, kom de bort fra den snævre plads på loftet og ned i den lille hønsegård nedenfor mit vin- due. Kyllinger kunne det ikke blive til, for hanen havde vi jo spist som julemad! Jeg havde tænkt mig at kunne f å nogle gaver af sælskind med hjem, men det var uhyre vanskeligt at skaffe skind dertil. Grønlænderne havde knap nok, hvad de selv skulle bruge. Den gang gik de jo alle kun i de smukke selvsyede dragter. Jeg havde fået fat på et enkelt skind, som blev vasket og farvet, men det var også vanskeligt at få nogen til at sy det. Det var også sin sag at finde et hundeskind. Kunne man endelig få et, skulle det vaskes i otte hold vand, udspændes i en ramme og tørres i frostvejr. Når det langt om længe var tørt, skulle det gnides i hænderne for at blive blødt. Dertil kom netop det år den vanskelighed, at Mathiesens og Binzers var blevet bedt om at skaffe dragter til operaen Kaddara, som skulle op på Det kongelige Teater i 1921, og der var brug for 30 par kvindekamikker (dog uden skindstrøm- per i), 10 par mandskamikker med — og 15 par uden strømper, 10 perlekraver og 5 store kajakker. Denne store bestilling var sat i arbejde mange steder og skulle sen- des hjem med skib om sommeren. Det blev forøvrigt til megen fornøjelse for grøn- lænderne, at de skulle lave dragterne i de store størrelser som vore operasangere skulle bruge. Tenna Frederiksen skulle være Kaddara, og hun passede nu ikke rigtigt til almindelige grønlandske mål. Den 2. maj kom den såkaldte inspektoratspost nordfra, og vi supplerede den med 28l [6] '-»Hvalen« ved Ikcrasak. Umanakposten. Ja, så gik der da brev hjem igen, medens vi stadig intet nyt havde fået hjemmefra. Da det hele var pakket og klart, kunne vi tage på „skovtur". Vi var et helt sel- skab på 12—13 personer, som på en halv time kørte på fin, jævn is over til Storøen. Her kogte vi medbragt sælkød i store margarinedåser over primus og bål. Det var herligt at sidde i solen og spise kødet med fingrene. Formand Christensens kom tilfældigvis forbi ude på fjorden. Vi fik prajet dem, så de kom ind og spiste med. Da vi kørte hjem, var vi fem propfulde slæder på rad, og det gik stærkt. Både humør, føre og vejr var fortrinligt. Over vores hoveder fløj måger, som så pragtfulde ud mod den blå himmel. Det kneb efterhånden at holde tankerne samlet om andet end den ventede post. Vi begyndte at blive let hysteriske og fik sugen i mellemgulvet så snart en dreng skreg op. Hr. Mathiesen sagde, at børnene burde betale bøde, hver gang de råbte op, men de var jo så forårskåde. Bådsmanden var nu også i gang med at sætte „Hvalen" i stand til sommertog- terne, når den kunne komme ud igen for isen. Endnu lå den indefrosset i havnen. En dag, da han og Bernhard var derude ombord, gik der ild i noget tvist i maskinrum- met. Det røg så frygteligt, at de to nær ikke var kommet op igen. Bernhard blev ret forbrændt på armene og i ansigtet, og hvis han ikke havde haft skindbukser men „danske bukser" på, var der nok også gået ild i dem. Bådsmanden måtte hive ham op, da leideren var væltet bort fra lugen, da han selv sprang ud. Nogle mænd kom 282 [7] farende med spande, og heldigvis var der et hul i isen ved siden af skibet, så de kunne få vand. Ellers kunne hele træskibet, som var gennemtrængt af petroleum og tran, let være brændt. Vinden gik netop ind over kolonien, så det kunne være blevet en meget alvorlig affære. Nogle af „Handelens" ildslukningsapparater kom også til nytte. De blev straks efter fyldt op igen med vædske og hængt på plads i alle de brandfarlige huse. Det var en slem forskrækkelse, men heldigvis blev skaden ikke så stor. Vores hunde var begyndt at få hvalpe. „Gamle Tøs", som ventede sig, holdt til i en tønde bag huset. En dag så vi et rørende syn : vores „bas" (førerhund) huggede et stykke hellefisk og gik med det i flaben over og afleverede det til „Tøsen". Flere andre hunde fik hvalpe, som var aldeles henrivende at lege med. Foråret udviklede sig også på mange andre måder. Trods is og kulde begyndte der at komme små grønne spirer på de luneste steder i fjeldet. Vi fandt også enkelte „gæslinger" på dværgpilene, og jeg måtte tænke på, at nu var bøgen allerede sprun- get ud i Danmark. Vore tre danske mænd tog ret ofte ud på jagt et par dage ad gangen. Så lå de i telt, kogte alke og nød livet, men de ville ikke have damer med på disse togter. Da så vejret igen blev elendigt og det stormede vældigt, håbede vi på at isen ville gå, men det gjorde den ikke. Der var ikke nogen fornøjelse ved at gå ud, så vi sad inde og blev sure over vejret og utålmodige over, at posten stadig ikke kom. Man fik ligefrem bange anelser. Var der sket noget, så der slet ikke ville komme skib og forsyninger? Sidste efterår havde der faktisk været rygter om strejker og politisk uro derhjemme. En stor opmuntring for mig var det midt i alt dette, at min grønlandske dragt nu var næsten færdig. De små skindbukser var syet, og nu manglede jeg blot de lange, røde kamikker, hvis skindbroderier endnu var i arbejde. Vi håbede meget, at vi alle kunne få dragter på til „Søster"s fødselsdag den 20. juni. Grønlænderinderne er meget smallere om hofterne end vi andre, så de morede sig kosteligt ved at trække mine bukser på og se, hvor altfor vide de var til dem. Fra midt i maj gik solen slet ikke ned mere. Ganske vist ligger det skønne Umanak- fjeld lige nord for kolonien, så midnatssolen ikke kan ses derfra, men her var helt lyst både dag og nat, hvilket nok kunne virke lidt forvirrende for ens tidsfornem- melser. 24. maj, pinsesøndag, skete det: Posten kom! Efter en lille pinseandagt hos præ- sten ville børnene og mange af de unge ud på fjeldet og koge kaffe i det dejlige vejr. Vi nåede ikke ret langt, så kunne vi se to slæder, som fra Ikerasak var på vej ud ad fjorden. Alle var enige om, at det måtte være posten, og i kikkert kunne vi nu se, at der var et lille flag på den ene slæde. Så var al tvivl borte, og pludseligt lød et 283 [8] ^Sommergæster fra et udsted. ~Bor under deres koncbåd. Umanak 1920. vældigt kor af stemmer: Umiarsuit L Umiarsuit! Det betyder skib, men det betød jo også, at der altså var kommet skib til Grønland, selvom det var langt sydpå. Vi styrtede ned til havnen. Der kom de, med inspektør Lindow i spidsen i isbjørne- skindsbukser. Vild forvirring! Først en kort mundtlig beretning om regeringen, Søn- derjyllands genforening med Danmark, strejker, spansk syge o. s. v. Puha, det var ikke så lidt at få et halvt års begivenheder på een gang. Så blev brevene trukket frem af sækkene og fordelt. Den trætte Lindow, som havde kørt i 36 timer kun med et par timers ophold, kunne nu få sig et velfortjent hvil. Vi andre forsvandt hver for sig med vore kostbare breve. Jeg rystede af spænding, da jeg bar min store bunke op på mit værelse, og jeg takkede inderligt min mor, fordi hun uden på sin konvolut havde skrevet de to ord: Alt