[1] Tanker omkring det grafiske værksted i Godthåb af malerinden Bodil Kaalund „Det grafiske værksted i Godthåb blev i dag åbnet ved en reception, hvori bl. a. deltog landsrådsmedlemmer og medlemmer af kommunalbestyrelsen og medlem- mer af akademirådet i København, Værkstedet er indrettet i den tidligere kom- munale badeanstalt, og det har foreløbig kostet omkring 60.000 kr. at gøre loka- lerne klar. Maleren og billedhuggeren Hans Lynge bød velkommen og oplyste, at man i de nærmest følgende dage begynder at flytte trykpresser og andet materiel ind i værkstedet. Det var hans håb, at interesserede fra hele Grønland ville gøre brug af det grafiske værksted i Godthåb. To begivenheder havde efter Hans Lynges mening været med til at sætte tingene igang i Grønland. Det var vandre- udstillingen af danske malerier og grafik og udstillingen på Louisiana i Nord- sjælland med arbejder af Aron og mange andre grønlandske kunstnere. Dronning Ingrid havde vist stor interesse for den grønlandske kunst og var blandt dem, der har støttet det grafiske værksted økonomisk. Hans Lynge takkede de forskellige instanser for bidragene. Åbningen af værkstedet hang også sammen med, at aka- demirådsmedlemmerne Dan Sterup Hansen, Erik Poulsen og Bodil Kaalund var i Godthåb. Bodil Kaalund tog det første initiativ til oprettelsen af værkstedet, som Hans Lynge håbede ville kunne danne rammen om den kunstneriske ud- foldelse i Grønland." Radioavisen, 1.10.1972, Grønlands Radio. Karåle Andreassen: „Lyn og torden". Blyantstegning ca. 1930. 6 [2] „Enhver, fortrinsvis grønlændere, der har lyst til at lære grafisk kunst, kan melde sig her og blive elev, uanset alder og tidligere uddannelse." Så åbent ind- ledes studieplanen for det grafiske værk- sted i Godthåb, forfattet af den grøn- landske kunstner Hans Lynge. Hvorfor netop grafik, og hvorfor absolut i Godt- håb? Grafik, fordi der er ældgammel eskimoisk tradition for at skære og ind- ridse et motiv, desuden er indgangen til al billedkunst: at tegne. Ordet er græsk, „grapho" betyder: jeg tegner. Godthåb, fordi det er den mest problemfyldte og kulturblandede by i Grønland - den der trænger hårdest til et kulturhus. Godthåb kommune har stillet en egnet bygning — den tidligere badeanstalt — til rådighed, og forskellige fonds har ydet tilskud til indretning, ombygning og til indkøb af materialer. Forhandlinger er i gang angående statsstøtte til driften, og man står nu overfor virkeliggørelsen af den drøm, der hedder: „— bare vi havde et værksted ligesom det, de har i Ca- nada." Værkstedet i Cape Dorset, oprettet i 1958 af Alma og James Houston med støtte fra den canadiske regering, har hele vor beundring. Den nationale be- vidsthed, der er fulgt i kølvandet på aner- kendelsen af den canadiske kunstudfol- delse har man også brug for i Grønland — ikke mindst nu med den voksende selv- stændighedstrang. Men Grønland må nok gå sine egne veje, en direkte kopi af kunst-„underet" i Canada kan ikke bru- ges. Eskimoerne i Grønland og Canada er vel nært beslægtede, men har højst forskellig samfundsmæssig udvikling. Der har forøvrigt før været et grafisk værksted i Grønland. I 1850erne havde man i Godthåb — på Rinks foranledning — materialer, litografisk trykpresse og vej- ledning for de kunstnerisk begavede grønlændere. Denne mulighed for at ud- folde sig affødte kunstnere som bl. a. Aron fra Kangeq og Lars Møller. I dag sender man — af og til, og ofte med privat støtte - mulige talenter til Danmark, hvil- ket i nogle tilfælde er til inspiration, men som lige så ofte betyder splittelse og usik- kerhed overfor værdien af eget miljø. Hvad er der af muligheder, udover den problematiske og kostbare, at blive sendt til oplæring i europæisk tankegang og ud- tryksmåde — der er chancen for at blive souvenirleverandør. Den grønlandske kunstner, der i forvejen prøver at leve med sin splittethed mellem to kulturer, lever altså også med store praktiske van- skeligheder. Vi kan ikke lære grønlænderne noget om kunst. Det er os, der kan lære noget af dem, noget om iagttagelse, om nær forbindelse mellem værktøj og kunst- Det grafiske værksted i Godthåb (1972). [3] Aron Klcist i sit værksted i Jitlianehub. værk, og om en usentimental holdning til valg af billedemner. Men vi burde vide noget om, hvordan det er at leve med påvirkninger udefra. Vi har selv haft en stærk påvirkning sydfra, og mener vel alligevel at have fundet et nationalt - eller skal vi til at sige: egnstypisk — stå- sted i billedkunsten. Skulle vi nu prøve på at give nogle af vores egne erfaringer videre, - eller i det mindste prøve at begrænse fejltagelserne Peter Juul fot. 1970. - må man allerførst forsøge at forstå den uhyre nuancerede og brogede kultu- relle baggrund, som en nutidsgrønlænder må leve med. Spektret er stort. Det spænder fra en næsten ufordærvet eskimoisk tradition med nær tilknytning til redskabskulturen og magi over alle mulige blandformer til et fuldstændig dansk-europæisk kultur- billede. Det er let for os at beundre den gamle grønlandske kultur. Let at se den [4] fine harmoni i fangerens tilværelse. I mange år - flere tusinde — holdt den eski- moiske kultur sig levende, og skønt spredt ud over enorme arealer var, og er der forøvrigt endnu, fællestræk i sprog, leve- vis og kunst mellem eskimoerne i Asien, Amerika og Grønland. Det er heller ikke svært at se den nære og følgerigtige for- bindelse mellem redskabskulturen og kunsthåndværket. Det er straks sværere at se charmen i den blandingskultur, der siden nordbo- erne og de hollandske hvalfangeres tid har gjort kulturbilledet stedse mere bro- get. I de sidste hundrede år er det gået stærkt med påvirkningen udefra, dansk- europæisk påvirkning. Nogle vil mene: i de sidste tyve år er det gået altfor ri- vende stærkt. Hvad er der overhovedet tilbage af eskimoisk tradition i billedkunsten. Først og fremmest størrelsesbegrebet. Affødt af knapheden på materialer, og af no- madetilværelsen, hvor en ting ikke skulle være større, end man kunne rejse med den, har man lavet små figurer, sjældent større, end de kunne ligge i en hånd. De små træfigurer, der blev brugt som flæn- seamuletter, var endnu mindre — træ var jo en mangelvare, kun kendt som drivtræ. Tradition er det også at udnytte den form, som tanden eller stenen har, lade det dyrebare materiales form være med- bestemmende. Desuden alt, hvad der kan skæres i med en kniv. Denne fortrolighed med kniven som værktøj kunne nok for alvor åbne vejen for den grafiske kunst — i hvert fald træsnittet. Man har lidt angst for at fylde papirets eller lærredets flade ud, men fortrolighed med alt, hvad der kan ridses, skrabes, skæres. Forholdene er forskellige for maler- Karåle Andreassen: „Hjælpeånder". Blyantstegning ca. 1930. [5] kunsten og billedhuggerkunsten — maler- kunsten er så meget yngre, og har i sit materiale ingen tilknytning til hverken redskabskultur eller magi. Til gengæld vil den grønlandske farveglæde måske give os nye landvindinger indenfor farve- grafikkens område. Men indtil nu, hvad er det så, vi har vist som forbilleder gen- nem de sidste 200 år: Illustreret Tidende, Familie-Journalen, bibelske olietryk og postkort - samt de sofastykker af vari- erende kvalitet, der har hængt hos de danske embedsmandsfamilier. På dette spegede inspirationsgrundlag er der spi- ret en lidt troskyldig naturalisme, der har knivskarp iagttagelse som sit fornemste kendetegn. Den dobbelte arv: det fantastiske fra magien og det iagttagende fra fanger- kulturen (den livsnødvendige evne til iagttagelse af vejret, af dyrenes bevægel- ser) — er først og fremmest de typiske grønlandske træk. Men det er i billed- huggerkunsten, man indtil nu er på sikker grund — til gengæld er det også her, faren for stagnation er størst. Den store, og ovenikøbet voksende efterspørgsel efter souvenirs fremmer det manierede — det er fristende at sætte sig til at producere den samme slags 'tupilak' den ene gang efter den anden, når den sælges godt. Men kunstnerisk kan det være dræbende. Hvad der også er dræbende for det gamle kulturmiljø er den „kultur"4 det tegner sig så kraftigt i Grønland i dag: supermarkederne, tøjmagasinerne, mø- belmagasinerne, restaurationsverdenen - inden for denne pop- og similiverden er der rigeligt med tilbud. Alligevel er der Kåle Rosing: Hvidfisken, Linoleumssnit 1954. under denne overflade, der kan virke så grotesk, så megen ægte livsglæde gemt, at man tror på en kulturel overlevelse. Men de ydre vilkår for en kulturel ud- foldelse må være til stede, og her er det mit håb, at værkstedet ikke alene vil blive et sted, hvor der findes materialer, tryk- presser og vejledning, men også et sted, hvor grønlandske kunstnere vil finde sammen og måske inspirere hinanden. „Som gæstelærere tænkes på at indbyde grønlandske, canadiske, danske og andre nordiske kunstnere og pædagoger, lige- som teknisk assistance påregnes." Sådan lyder en anden passus i studieplanen. Lad os glæde os til den gode dialog, der utvivlsomt vil opstå mellem den daglige, grønlandske ledelse og gæstelærerne, men lad os heller ikke glemme, at fordybelse er en forudsætning for kunstnerisk tanke- virksomhed, og hermed ønske, at det blå hus på Arqaluks Plads vil blive et arne- sted for grønlandsk kultur. 10 [6]