[1] Skabelse af et nyt Grønland (eller de nye sigøjnere i den stor-europæiske stat?) af socialrådgiver, studerende Aritaluk Lynge Den nye redaktion af tidsskriftet „Grøn- land" har opfordret mig til at kommen- tere grønlandspolitikeren Hans Jørgen Lembourns kronik „Findes der et andet Grønland?" i Berlingske Tidende tirsdag den 12. september 1972. Kronikkens hovedindhold er en beret- ning om dengang han sammen med Knud Hertling og Moses Olsen „indefrøs" i Scoresbysund og blev tvunget til at høre de to politikeres sammenstød i flere dage. Ud over denne „forfatterlige" beretning er det svært at gennemskue, hvad der egentlig menes med de sædvanlige fraser hele artiklen køres på. Jeg fristes til at sige om Lembourn: Hvis naturen havde givet ham lov til at opholde sig lidt læn- gere under snemasserne, havde han kun- net stille den rigtige diagnose af skrællin- gernes sygdom. Men alligevel søger han at finde løsninger på det efterhånden le- gendariske problembarn. I stedet for at undersøge, hvad grønlænderne selv me- ner om denne sag, søger han at finde al- ternativer til den førte politik i Grønland og betragter som så mange andre poli- tikere Grønland som et grønlandspolitisk spørgsmål. Grønland har aldrig i reali- teten været et særegent politisk spørgs- mål. Det ideologiske bag hele denne sag hænger nøje sammen med, hvad der fore- går på den hjemlige front. Samfundsop- bygningen i Grønland er så konsekvent dansk gennemført, at de problemer, det har ført med sig, kun er et klarere spejl- billede af de problemer, der hesker i det danske samfund! Man ser dem klarere for sig, og derfor er det ikke underligt, at danske levebrødspolitikere i deres higen og søgen efter en nogenlunde acceptabel hobby kaster sig over Grønland i håb om at finde en acceptabel moralsk grund til at blive siddende på taburetten. Venstre og Konservative og senere Radikale har hele tiden i deres politik modsat sig socialdemokratismens spæde forsøg på at bremse det private initiativs styring af det danske samfund. Derfor er det heller ikke underligt, at man hvad angår Grønland så med mis- mod på den dominerende statsdrift. De reaktionære kræfter, der har blan- det sig i grønlandske spørgsmål, har kræ- vet, at staten afviklede sine virksomheder i Grønland. Industriloven, der blev givet i 1959, blev fra Venstre og Konservative 22 [2] modtaget med nogen kølighed. Især de konservatives grønlandspolitiker Ninn- Hansen var stærkt imod, at staten opret- tede sine egne fabrikker. På den anden side var der ikke fra de danske privates side nogen interesser i produktionen, fordi det krævede store investeringer, og der var megen risiko for, at man i sidste ende tabte penge på disse. Anderledes forholdt det sig med anlægsvirksomhe- den. Staten bevilgede penge, og store pri- vate byggefirmaer kunne her få en risiko- fri indtjening. Det er da også karakteri- stisk, at de store byggefirmaer indtil nu har hentet profitten fra bevillingerne til anlægsarbejderne — de, der er mest beko- stelige. Det er disse penge, som man i of- fentligheden betragter som hjælp til Grønland og grønlændere — men det pri- vate initiativ er nok det, der har fået mest ud af grønlandspengene. (Civilingeniør P. Kerrn-Jespersen fra „Jespersen og Søn" var medlem af „Grønlandsministe- riets anlægsudvalg" fra 1955-63). De reaktionære kræfter var dem, der i G.60 råbte mest op. Det er da også dem, der sådan set har tegnet Grønlands udvikling frem til vore dage. Derfor er det uforståeligt, at Lembourn nu prøver at skrive en artikel, der giver det ud- seende af, at den er et alternativ til den nuværende konservative ånd hele Grøn- land drives på. Reformerne har netop vist, at man stilede mod danske forhold på alle punkter. Det er da også utroligt, at man fra socialdemokratisk side (selv- om de sad med magtapparaturet) har til- ladt en så bastant dominans fra de kon- servatives side i Grønlandspolitiken. Er- ling Høegh, der kom til at præge udvik- lingen meget stærkt i tresserne, fik jo netop støtte fra reaktionære kræfter. VKR ventede kun på systemskiftet for at fuldende realiseringen af et „åbent" Grønland, med muligheder for dansk pri- vat initiativ. Det er da også en logisk følge af denne liberalistiske ideologi, at VKR-regimet gav det største antal kon- cessioner på undersøgelse af Grønlands mineralressourcer og den første udnyttel- seskoncession. Man gav GREENEX A/S (som i sidste ende ejes af det canadiske mineselskab Cominco Ltd., Vancouver) udnyttelseskoncession på „Den sorte EngeP's bly- og zinkforekomster, der re- præsenterer 10 % af hele verdenspro- duktionen af zink og bly! Udnyttelseskoncessionen er endda gi- vet, uden at der er udsigt til, at landskas- sen eller statskassen kan få del af over- skuddet (jfr. Esso i Danmark). Kun er der ingen tvivl om, at danske fidusmagere i Umanak nok skal vide at udnytte mine- arbejdernes fridage i byen, men så er det også alt, hvad der kommer ud af hele denne affære. Endvidere var det under VKR-regi- met, at man nedlagde Grønlands eneste mineraludnyttelse, der beskæftiger grøn- landsk arbejdskraft, kulbrudet i K'utdlig- ssat, under påskud af at det var urenta- belt. (Ud fra denne snævre betragtning gælder det jo næsten al produktionsvirk- somhed i Grønland). Derved blev en af de største mål for industrialiseringens gennemførsel nået. H. J. Lembourn går i sin kronik imod sådan en økonomisk poli- tik, han kalder det „koncentrationspoli- tik", selvom det kun er en del af en mål- rettet politik. Han sagde jo selv ja til denne største folkeflytning i dansk politik i Grønland. 23 [3] Derfor har jeg ærlig talt svært ved at tage Lembourns fraser om alternativ „befolkningspolitik" alvorligt. Når man har en bestemt økonomisk ideologi, må de forskellige delløsninger jo gennemføres ud fra samme motivation som til helheden. Lembourns kritik af andelsbevægelsen i Grønland er på visse områder rigtig. Men baggrunden for hans kritik er jo kun, at disse foretagender kun vil for- skyde konkurrenceforholdene. Han øn- sker vel små-købmandsdriften, så man bedre kan se den menneskeliggjorte kapi- talisme, fremfor store anonyme profit- magere, der gør kapitalismen umenneske- lig. Jeg selv går stærkt ind for andels- bevægelsen i Grønland. Men det, der hid- til har været kendetegnet ved denne be- vægelse, især inden for butiksdrift, er, at disse 'brugser' nok for de flestes vedkom- mende er startet på et lokalt initiativ, men på grund af kapitalmangel har søgt hjælp fra FDB, hvorefter dette store foreta- gende faktisk driver forretningerne i Grønland, mens de grønlandske bestyrel- ser står som garant for, at denne virk- somhed er „grønlandsk". At der hersker en udbredt modstand mod udviklingen i Grønland, har de fleste politikere, der beskæftiger sig med Grøn- land, vel opdaget. Men det er de færre- ste, der ved, hvad modstanden specielt er rettet imod. Man er imod danskerne der- oppe. Grønlænderne spørger, hvorfor alle danskere deroppe sidder på alle le- dende funktioner, hvorfor de allesammen får det største økonomiske udbytte. Dan- skerne taget under ét er en overklasse. Grønlænderne en underklasse. Derfor er flere politikere begyndt at snakke om et „grønlandsk" Grønland. Grønlænderne skal overtage de pladser, som danskerne har taget fra dem. Sådan konkluderer de fleste tilhængere af et „mere grønlandsk" Grønland. „Højrefløjen" mener, at der bør være lige adgang for alle danske statsborgere til at kunne drive selvstændig virksomhed i Grønland, og at grønlænderne derved også får mulighed for at konkurrere på lige fod med danske forretningsfolk. Dette må gennemføres ved, at man over- fører så megen dansk lovgivning til Grøn- land som muligt — ejendomsretten skal ligesom i Danmark udvides så meget som muligt. „Venstrefløjen" ønsker også en „mere grønlandsk" udvikling. Men til forskel fra „højrefløjen" ønsker de at overlade det private initiativ kun til grønlændere, således at grønlænderne kun kan konkur- rere med sig selv, så de ikke endnu engang overrendes af fremmede. Kort sagt øn- sker de, at den nuværende udvikling fort- sættes, men at dets funktioner bare over- lades til grønlænderne. Ovenstående to „fløje" vil ikke kunne skabe nogen form for alternativ eller „et mere grønlandsk" Grønland. Begge ste- der vil udviklingen kun være til gavn for eliten. Det grønlandske folk, den grøn- landske underklasse, vil som så mange gange før overlades til tilfældighederne. Ligesom en tilfældig sammenblanding af økonomiske ideologier har flyttet rundt med dem. Kun hvis man fandt nyttighe- den af deres arbejdskraft, kunne de få en vis del at velstanden. Den økonomiske politik skal efter kon- servativ tankegang hvile på privat virk- somhed. 24 [4] Den kommende generation. Kun de givtige virksomheder er blevet overladt til danske profitmagere. Så længe en virksomhed var „urentabel", be- holdt staten den. På nuværende tidspunkt er der kun enkelte ting, som private har kunnet overtage. Men hvis denne konser- vative politik fortsætter, den politik som Lembourn kritiserer, og dens ideologi gennemføres i praksis, betyder det en langt hårdere økonomisk politik med langt hyppigere folkeflytninger, nedlæg- gelse af de fleste byer i nord og syd. Ar- bejdskraften vil være meget billigere, hvis man samlede den enkelte steder på ky- sten, så er der ingen grund til at opret- holde nogen samfundsfunktioner, når der ikke er økonomisk basis for det. Dette er konservativ politik. Lem- Fot. Ib Tøpfer. bourn siger, at „vi bør standse jaget med reformer", men konservativ politik har betydet og vil betyde en lang kø af refor- mer. Det tyder hele vores udvikling på. Selv om et socialdemokratisk magtappa- ratur kan ændre lidt hist og her, vil den udvikling, Lembourn snakker om, lykkes under alle omstændigheder, og derfor skulle man synes, at hans snak om „alter- nativer kun er snak. — Herr Lembourn, det skal nok lykkes alt sammen, det skal De ikke bekymre Dem om! Og nu har De, Herr Lembourn, taget initiativ til at danne et konservativt parti i Grønland. Men med Deres realitetssans undrer det mig, at De stadig tror, en fal- leret og kasseret grønlandspolitiker som Erling Høegh kan klare denne opgave, 25 [5] men De kunne jo ikke finde unge energi- ske 'kræfter. Nej, det skulle De have Deres lille suppleant i Grønlandsrådet til. Bo Kristensen rejste rundt i Grønland i sommer for at lugte sig frem til nogle reaktionære kræfter, men fik vist nok en ret lille jord at dyrke sådan noget på. Men jorden er jo kun dyrkbar i Juliane- håb-området! Det, at en grønlandsk politiker prøver på at starte en politisk bevægelse her- nedefra, ved hjælp af dansk kapital og en velvillig assistance fra pressen, anser jeg for at være meget farligt. Dette for- søg er langt farligere end Knud Hertlings klamren til Socialdemokratiet, hans for- søg på at danne et parti viste jo, at han ikke havde fået megen hjælp fra social- demokratiske eksperter. Men Lembourns og Erling Høeghs forsøg skal nok mis- lykkes. Men det vil have den positive virkning, at de yngre og energiske kræf- ter, der hidtil har kørt deres eget „one- man-show", vil vågne op og forstå, at det ikke længere kan gå sådan, som det gør. De nye politiske kræfter ved, at den stør- ste del af den grønlandske befolkning står bag dem. Nu gælder det om at samle kræfterne, at organisere sig, før tilliden går tabt! Et nyt grønlandsk parti bør ikke have kortsigtede mål som det „Konservative Grønlandsparti". Det er klart, at den nye nationale og sociale bevidsthed bør bygge på en ideologi, der skal danne grundlaget for enkelte løsninger, og alle disse enkelt- løsninger skal sammen kunne udgøre en helhedsløsning, der virkeliggør tankerne. En politisk bevægelse, der har med Grøn- land at gøre, må nødvendigvis startes i selve Grønland. Dens ideologiske grundlag bør være at tage vidtgående hensyn på det nationale, sociale og det mellemmenneskelige område. Intet en- keltmenneske eller en enkelt storvirksom- hed skal kunne privilegeres. En langsigtet målsætning bør danne grundlaget for de enkelte områders (kommuners) løsninger. Partiets folk skal holde hyppige møder. Her skal pro- blemerne i de enkelte områder diskuteres, og denne plenarforsamling skal afstikke retningslinier for problemernes løsen. Desuden bør der knyttes danske eller an- dre fremmede eksperter på de økonomi- ske og tekniske områder, således at man undgår at skulle stå over for færdigsyede planer fra dansk side. Dets mål bør i første omgang være at finde ud af hvilken form for selvstyre, der lettest fører til realisering af partiets målsætning. Partiet skal modsætte sig en- hver form for kommission eller udvalg, hvor den danske ekspertise kan løbe dem overende. Når det gælder forhandlinger af enhver art, skal dette kun ske ved inter- national kontrol. Inden overgangsperio- den i EF-medlemskabet er udløbet i 1983, skal partiet have en plan klar, så- ledes at Grønland juridisk har fået grund- lag for at træde ud af de europæiske fæl- lesskaber. Ellers må et program indeholde føl- gende langsigtede mål: l. Grønland skal være et selvstyrende og selvadministrerende område i det dansk-færøsk-grønlandske fællesskab. Der skal en ny definition af dette fæl- lesskab. Den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal i vid omfang ligge i det grønlandske samfund. Valg- 26 [6] ret og valgbarhed er afhængig af, om vedkommende er grønlænder. 2. Økonomien skal styres af det grøn- landske samfund i forening. Mineral- udvinding må kun ske under de grøn- landske myndigheders kontrol. Øko- nomisk bistand skal søges under andre former. Et nært økonomisk samarbej- de skal skabes med lande, der har lig- nende erhvervsgrundlag. Import og eksport skal konrolleres af det grøn- landske samfund. 3. Uddannelsespolitiken bestemmes ud fra det grønlandske samfunds forud- sætninger. 4. En udstrakt decentraliseret beslut- ningsproces skal sikres, således at de forskellige områder får den udvik- ling, der passer dem bedst. Jeg gør opmærksom på, at det er lang- sigtede planer, der her skitseres. Hvis disse eller lignende tanker ikke gennemføres, må vi se i øjnene, at uden- landske interesser på længere sigt vil kunne gøre det umuligt for grønlænderne at overleve et sådant økonomisk pres, der allerede i sin lidenhed har ødelagt en masse ting, således at grønlænderne, hvis dette fortsætter, vil presses ud af deres eget land og forsvinde som et folk. Hvis hele denne udvikling med den europæiske ekspansion kører videre, vil grønlæn- derne blive de nye sigøjnere i den stor- europæiske stat. Nogen vil sige, at disse tanker er drøm- merier, der ikke har noget med realite- terne at gøre. Men lad os se. Det fællesskab vi har haft med en europæisk nation indtil nu, har vist os, at det er økonomiske drømmerier, som man har prøvet at om- sætte til realiteter. Jeg vil sige som Niels Højlund i „Krise uden alternativ" : Nu har I prøvet det. Men det mislykkedes! Lad grønlænderne overtage vraget og se, om de kan klare det. Hvis de ikke kan klare det, så har grønlænderne bevist, at de kun er kvalificeret til at være sigøj- nere. Men foreløbig må en ny politisk bevæ- gelse i Grønland arbejde på at mindske den økonomiske bistand fra Danmark og arbejde henimod at skabe lighed mellem alle grønlændere, og skabe kontrol med al slags dansk eller udenlandsk økono- misk virksomhed. Som jeg nævnte før, afhænger hele po- litiken af, hvad der foregår i Danmark. Så hvis der ikke skabes en stærk grøn- landsk organisation, så ... 27 [7]