[1] Niels Højlund: Krise uden alternativ En analyse af dansk grønlandsdebat (224 sider, kr. 46.-, Gyldendal 1972) Kommenteret af højskolelærer Mads Lidegaard Med denne paradoksale vending sam- menfatter Niels Højlund, tidligere pro- gramsekretær ved Grønlands Radio, sin opfattelse af den danske Grønlandspoli- tik og debatten om samme fra 2. verdens- krig til idag. Krisen er den uforligelige modsætning mellem samfundets klare be- hov for udvikling, modernisering og re- former og de kulturelle og menneskelige problemer, som opfyldelsen af samme behov uvægerligt afstedkommer i sam- fundet. Og det manglende alternativ til det, der er sket og sker, skyldes, at man i realiteten ikke har haft noget valg og for- mentlig ikke har haft det indtil nu, at man har været tvunget til at følge den politik, som indebar krisen i sig selv. Højlund har gennempløjet danske og grønlandske aviser og tidsskrifter, bøger, debatter i landsråd og folketing, i udvalg og kommissioner, han har interviewet hovedpersonerne i det politiske spil i de to årtier, og på dette omfattende materi- ale har han så tegnet et billede af, hvor- dan en politik er blevet til, af de motiver og kræfter, som har bestemt dens ud- formning, af spillet bag kulisserne, de anonyme penneførere bag de officielle manifestationer, de personlige ambitioner og magtkampe under overfladen, af den psykologiske mekanik bag meningsdan- nelserne. Det er som al historie spændende læs- ning, men naturligvis ekstra spændende, når det er en historie fra ens egen levetid og fra et område, man selv har levet i og hvis problemer man selv har taget del i; for alle grønlændere og danske med in- teresse for Grønland er den meget vel- egnet til at bringe orden i det virvar af erindringer og indtryk, som udviklingen i og debatten omkring Grønland har efter- ladt gennem denne periode. Højlund begynder med situationen efter krigens afslutning, hvor folk som Augo Lynge og Frederik Nielsen udtryk- ker en ny og klar grønlandsk politisk linie: Integration i det danske samfund som lige borgere, - en politik som klart er motiveret i den fattigdom, uvidenhed og sociale elendighed, de så omkring sig. Danmark kastes ud i en voldsom debat * om svaret på dette ønske, og striden af- spejler netop den ovennævnte konflikt mellem de nødvendige reformer og disses uoverskuelige menneskelige og kulturelle følger. Og allerede nu viser det sig hur- tigt, at der reelt kun er een vej ud af di- 28 [2] lemmaet, nemlig reformer og udvikling. Da de forenede grønlandske landsråd i august 1948 har svaret ja til Hans Hed- tofts tilbud om modernisering og ophæ- velse af monopolet, er terningerne kastet, og den kommission, som derefter bliver nedsat og udformer planerne for den kommende udvikling, er sig ikke konflik- ten bevidst. Grønlands nyordning plan- lægges i en lys og optimistisk tro på, at det nye kan skabes i harmoni med arven fra fortiden, at de grønlandske menne- sker i takt med økonomiske og sociale re- former kan udvikle sig til harmoniske og fungerende danske borgere i en dansk landsdel, og at de vil kunne skabe et mo- derne samfund med dansk hjælp, baseret på de myldrende torskestimer langs ky- sten. Ingen i kommissionen kunne over- skue, hvad det var, man satte i gang, hvilke kædereaktioner, det ville afsted- komme i hele samfundsmekanismen. Denne spejderagtige feststemning kul- minerede under kongerejsen i 1952, hvor de ledsagende pressefolk nok noterede sig elendigheden, som de havde gjort det med så stor effekt i 1946, men samtidig fortrøstede sig til, at man jo nu havde taget fat på at udrydde den. Der gik et par år, og snart begynder de første skuffelser at melde sig, befolknin- gens svigtende entusiasme og forståelse, trægheden i erhvervslivets udvikling, de første nye sociale problemer, det choke- rende store befolkningsoverskud. Det er for at besværge den vågnende tvivl, at man nu mobiliserer de nye sam- fundsvidenskaber for at få analyseret si- tuationen og stillet diagnosen. Højlund gør dog opmærksom på, at den samfunds- forskning, som nu sætter ind, ikke så me- get er administratorernes og politikernes som videnskabsmændenes egen opfin- delse, og han er nok så skeptisk overfor dens berettigelse og endnu mere dens re- sultater, fordi man har anvendt rent dan- ske kategorier på bedømmelsen af grøn- landske problemer. Og han gør opmærk- som på, hvordan administrationen stort set kører sit eget løb uden at lade sig an- fægte af forskernes resultater, men der- imod for første gang i dansk administra- tion etablerer en virkelig planlægning. Den væsentligste effekt af den såkaldte objektive forskning bliver en følelsesud- ladning i offentligheden. Det var jo endnu i de tider, da denne samme forsk- ning gav sig ud for at kunne være objek- tiv, hvad man jo senere sætter en ære i ikke at være. De barske realiteter har vist, at inte- grationsidealet og ligestillings forestillin- gerne bag hele den førte politik ikke kunne føres ud i livet, og den grønland- ske elite begynder at blive nervøs og øn- sker integrationspolitikken fastslået som det stadige mål for udviklingen. Lands- rådet fremsatte i slutningen af 50'erne sit krav om en ny kommission eller udvalg, som skulle gøre status og formulere en fortsat politik med normalisering af Grønlands status som ledende princip. Resultatet blev G.60, Grønlandsudvalget af 1960. Højlund anskueliggør meget levende, hvordan dette udvalg gennem sine lange og drøje forhandlinger, hvor mange skarpe standpunkter konfronteres med hinanden, efterhånden når frem til en hovedkonklusion, som ironisk nok strider klart mod det normaliseringsprincip, som egentlig var dets kommissorium. G.60 er- 29 [3] kender, at grønlændernes livsvilkår må bestemmes af Grønlands forudsætninger, og at disse forudsætninger ikke kan danne basis for samme livsvilkår som i Dan- mark. Og ud fra denne hovederkendelse fastslår man f. eks. lønforskellen mellem grønlændere og danskere med fødestedet som kriterium for, hvilken gruppe man henregnes til. Men samtidig gør G.60 en kæmpeanstrengelse for at forbedre de grønlandske forudsætninger gennem me- get store investeringer i de følgende år. Men det er kun indenfor udvalgets ret snævre kreds, at denne erkendelse er slået igennem.Ude i de to samfund hersker sta- dig ligestillingsideologien uantastet, og den almindelige reaktion overfor udval- gets resultater bliver bestemt netop af fødestedskriteriets uantagelighed for denne ideologi. I den voldsomme og me- get følelsesladede debat herom når man sjældent ned til udvalgets egentlige kri- terier for den trufne afgørelse, det når simpelthen ikke ind, at man i virkelighe- den blot har erkendt realiteterne og hand- let derefter. Det er meget spændende at følge Høj- lunds påvsning af, hvordan den følgende periode i Grønlandsdebatten under ho- veddevisen: „Det er synd for grønlæn- derne" - som også andre perioder før og efter — i mindre grad er bestemt af de objektive forhold i Grønland, end af den danske befolknings egne psykologiske be- hov for skyldfølelse og bevidsthed om egen idealisme. Og da „Grønland, vores eget u-Iand" bliver gængs slogan, bliver der ovenikøbet mulighed for at læsse sine globale skyldkomplekser af i Grønland, en tendens der griber så meget om sig, at de ansvarlige for vores u-landshjælp bli- ver nervøse og prøver at besværge denne udvikling. Omtrent samtidig begynder nye ten- denser at gøre sig gældende i debatten, ifølge Højlund betinget af den stigende skepsis på hjemmefronten overfor mate- riel udvikling til fordel for menneskelig trivsel og lykke. Nu bliver tanken om et grønlandsk Grønland ført frem som be- tingelse for, at det store eksperiment kan lykkes, og denne tanke fører naturligt ind på en intens debat om det grønlandske sprog som det klareste udtryk netop for det grønlandske. Og forestillingen om, hvad det grønlandske så er, fører lige så naturligt ind på en slags forherligelse af værdierne i det gamle og oprindelige grønlandske samfund som det naturlige grundlag for det nye samfunds opbygning - igen betinget af nye strømninger inden- for de etnografiske videnskaber. De fore- stillinger om lykkelige vilde, som allerede var fremme, da den allerførste danske grønlandspolitik blev udformet i det 18. århundrede, dukker nu igen op til ære og værdighed — med nutidens sociale og men- neskelige fornedrelse som den grelle modsætning. Højlund gør nøgternt opmærksom på, at det er tvivlsomt, hvor mange af disse oprindelige sociale værdier der egentlig var i behold ved nyordningens start efter krigen og stiller dermed et stort spørgs- målstegn ved det realistiske i disse fore- stillinger, om man overhovedet havde noget at bygge på af den art, da det nye startede. I hele sin behandling giver Højlund udtryk for sin skepsis overfor de svin- gende danske meningers reelle baggrund. 30 [4] Han mener i virkeligheden ikke, at de gennemgående afspejler den grønlandske virkelighed — og slet ikke grønlændernes egen oplevelse af problematikken, men meget snarere en slags dansk psykoterapi overfor egne komplekser. Og han slutter sin bog med at sige, at det nu må være på tide at holde op med at forsøge at løse grønlændernes problemer på deres vegne men ud fra vore egne fornemmelser. Vi må nu erkende, at den opgave vi påtog os i 1950 stort set er løst, vi har skabt ho- vedgrundlaget for et moderne samfund i Grønland og skal selvfølgelig fortsat give økonomisk og teknisk hjælp til at følge dette op, men fremover må ethvert pro- blem være et grønlandsk problem. Nu må grønlænderne selv hitte ud af, hvordan de vil indrette dette samfund iøvrigt — og om det overhovedet er muligt at gøre det levedygtigt og sundt. Det er tydeligt, at Højlund selv har sine alvorlige anfægtel- ser ved selve dette hovedspørgsmål og realistisk opererer med den mulighed, at hele det store eksperiment i Grønland kan vise sig at være umuligt at gennemføre, simpelthen fordi der ikke er naturligt erhvervsmæssigt grundlag for det, spe- cielt efter den store nedgang i fiskeriet. Der er meget der tyder på, at disse Højlunds slutningstanker om nu at over- lade problemerne og deres vurdering til grønlænderne selv, ingenlunde er frem- mede for grønlænderne. Det er, som om Højlund har foregrebet den udvikling, som har taget fart netop i månederne ef- ter, at hans manuskript må have været færdiggjort, landsrådets ønske om at mi- nisteriet lader et udvalg overveje mulig- hederne for større grønlandsk indfly- delse på landets styre, Moses Olsens an- tydninger i folketinget om en folkeaf- stemning med henblik på hjemmestyre- ordning. For så vidt tyder meget på, at en ny epoke just er begyndt, og at Højlunds bog derfor er kommet netop på et tids- punkt, da en bestemt politisk periode er ved at være forbi og nye signaler er hejst. Der er mange grunde til, at grønlæn- derne nu begynder at tvivle på integra- tionspolitikkens velsignelse, og at kravene om et grønlandsk Grønland nu bliver po- litisk formuleret: Den almindelige træt- hed af den danske dominans, det private danske erhvervslivs udkonkurreren af grønlænderne selv, de stærkt forbedrede økonomiske og sociale forhold, som har overvundet de værste fysiske sygdomme, men til gengæld skabt alvorlige psykiske problemer, som ikke kan løses ved den gamle politik, de nye mineralfund, som åbner hidtil ukendte perspektivér for Grønlands egne økonomiske muligheder, og sidst men ikke mindst EF-afstemnin- gen, som trak Grønland med ind i det europæiske fællesskab trods et meget klart grønlandsk nej — netop i kraft af rigsfællesskabet — til stor fare for det unge og sårbare grønlandske fiskeri. Alle disse faktorer ikke blot forklarer den grønlandske kovending, de indicerer også, at den ikke bliver en døgnflue, men formentlig fremtidens grønlandske po- litik. Når man læser Højlunds bog, kan man ikke lade være med hele tiden i bagho- vedet at erindre sig andre nye toner fra de seneste år om dansk grønlandspolitik, nemlig anklagerne fra venstreside for ny- imperialisme, påstanden om, at hele re- 31 [5] formarbejdet på Grønland i virkelighe- den sker for at gavne dansk erhvervsliv. Efter læsningen sidder man tilbage med en klar fornemmelse af, at de vir- kende motiver bag den førte politik har været den grønlandske nødvendighed kombineret med de før nævnte psykolo- giske faktorer, som har lagt et stærkt pres fra den brede folkelige opinion på politikere og administratorer — iøvrigt på begge sider af Atlanten. At erhvervslivet så har set sine chancer og udnyttet dem er uimodsigeligt, men det forekommer efter Højlunds analyse letfærdigt at påstå, at hensynet til dansk erhvervsliv har været et hovedmotiv. En anden ting er så, at det derfor godt kan være motiver, der er mere funderede i vore egne interesser, blot ikke så meget de økonomiske som de psykologiske. Det kan man selvfølgelig også kalde en slags imperialisme, men det er i alle tilfælde af en anden art end den klassiske økonomiske udbytningsmeka- nisme. Og endelig sidder man også med u-lan- dene i baghovedet, når man læser denne bog. Hvis Højlunds tese er rigtig, at vi i væsentlig grad lader os bestemme af egne ideologier i vores stillingtagen til an- dres problemer, ville det jo ikke være overaskende, om det også var tilfældet i forholdet til u-landene, selvom vi næppe er så følelsesmæssigt engagerede overfor dem og vel næppe heller har så stærkt et skyldkompleks som overfor Grønland. Det kunne nok være sundt for alle vore u-landsengagerede, om de læste Højlunds bog godt og grundigt, for der er ikke noget, som er nemmere end at narre sig selv og tro, man handler for deres skyld, når man i virkeligheden først og frem- mest gør det for sin egen. Og man bliver i hvert fald mere var- som med at tale på u-landenes vegne, at foregive bedre end de selv at kunne gen- nemskue, hvad der er deres sande interes- ser, for ved en analyse som Højlunds vil meget af den slags snak let vise sig at være os selv, der snakker for vores egen syge moster. Og selve udviklingsprocessen i Grøn- land, som har pumpet flere penge ind i opbygningen af dette lille samfund, end vel noget andet u-land forholdsmæssigt har modtaget, viser meget anskueligt, at et folks udviklingsproblemer ikke klares alene med penge og teknik udefra, at det helt afgørende må være, at et folk pri- mært udvikler sig selv og formulerer sine egne problemer — med den nødvendige ydre assistance fra dem, der er i stand til at yde en sådan. Det kan nok give et fin- gerpeg om, hvilke folk der er mest me- ning i at hjælpe med en sådan assistance. „Kend dig selv," sagde de gamle græ- kere — og det har altid været svært at leve op til, for ingen er sværere at blive klog på end „sig selv". Højlunds bog giver os en god hjælp til at kende os selv i forhold til de folk, som er blevet bagud i den tek- niske udvikling og nu har brug for vores hjælp for at vinde med. 32 [6]