[1] Danmark i Nordøstgrønland af læge Leif Vanggaard Grønland fra Thule i Nordvestgrønland, rundt Kap Morris Jessup og sydpå langs Nordøstgrønland er ubeboet. Det fast- sloges i Haag domstolens afgørelse i 1933, at Nordøstgrønland er en del af Grønland, og at Grønland er et hele. Endvidere at Danmark har suveræni- teten over hele Grønland. Domstolen underkendte Norges krav om den syd- ligste del af Nordøstgrønland, idet den fandt, at Danmark, udover en hi- storisk ret, havde vist såvel hensigt som vilje til at hævde sin suverænitet. Man har i senere kommentarer fæst- net sig ved, at rent faktisk var den danske indsats ikke stor, men hertil kan siges, at i trediverne og tiden før var der ikke de store muligheder for nogen større indsats. Idag er forholdene anderledes. Man kan se på den aktivitet, der finder sted i tilsvarende arktiske områder i Canada og Alaska. Hensigt og vilje til at udøve suverænitet måltes engang i mod og udholdenhed. Alle har læst de gamle ekspeditionsberetninger. Idag kan hensigt og vilje direkte læses udfra de summer, der er afsat til drift og investering. En mindskelse af disse udgifter må opfattes som et udtryk for en vigende dansk interesse i området. Det må under- streges, at eventuelle private investerin- ger næppe kan tillægges en større betyd- ning for at demonstrere hævdelse af suve- rænitet. I Haag kunne Norge pege på en norsk økonomisk indsats, der hvilede i sig selv, hvad den danske aldrig kom til. Retten fandt, at den danske indsats i form af ekspeditioner udsendte af den danske stat klart viste Danmarks hensigt. Det er den danske stat, der idag trækker sig til- bage, og det i en tid, hvor alles øjne er rettede mod disse øde områder med deres mulige potential i form af naturrigdom- me. Så langt folkeretten. Men hvad er Nord- og Nordøstgrøn- lands stilling indenfor det grønlandske samfund? Hvem udøver sine beføjelser her? Området er i praksis ubeboet. Der bor ingen grønlændere. Alle spørgsmål afgøres af de involverede fagministerier i København. Tre ministerier driver øde- stationer i Nordøstgrønland. Grønlands- ministeriet: Daneborg og Danmarks- havn; Ministeriet for offentlige arbej- der: Mestersvig; Forsvarsministeriet: slædepatruljen Sirius samt gennem Me- 33 [2] teorologisk institut: Istjenesten. Det ko- ster penge at opretholde ødestationerne. En odestation koster omkring 2 millioner kroner årligt. Idag kan Nord- og Nordøstgrønland ikke styres fra Vestgrønland. Dertil er problemerne for specielle og kræver en sagkundskab, der kun findes i Køben- havn. Det er derfor ikke underligt, at grønlandsministeren i en fjernsynsdebat udtalte, at driften af Station Nord var en økonomisk belastning på grønlandsbud- gettet, og at stationen derfor måtte ned- lægges. Dette er en forståelig beslutning set med de lokale politiske interesser for øje. En ødestation tusinder af kilometer borte - eller et børnehjem i Sydgrønland. Man skal ikke bebrejde en politiker, at han fører en politik, hans vælgere kan forstå. Danske lokale politikere på amts- plan ville i en tilsvarende situation træffe lignende afgørelser. Men hvad politikken vedrørende Nord- og Nordøstgrønland angår, var det måske rimeligt at ønske, at de grønlandske politikere forsøgte at få deres vælgere til at forstå, hvor stort Grønland egentlig er. En grønlandsk de- bat om Grønland set i et større perspektiv er endnu ikke skabt. Men ét er lokalt selvstyre, et andet er de hensyn og det ansvar, nationen Dan- mark har overfor sit område. Det vil ikke være urimeligt, om en stat foretager en anden prioritering end den, der findes på lokalt plan. Noget sådant burde gælde spørgsmålet om dansk aktivitet i Nord- og Nordøstgrønland. Idag er der ingen direkte grønlandske interesser her. Men det ville være forkert ikke at pege på, at det netop er denne del af Grønland, der måske kunne blive en del af det økonomi- ske fundament, der må betragtes som en meget væsentlig forudsætning for et even- tuelt kommende grønlandsk hjemme- styre. Derfor er de beslutninger, der træffes vedrørende dansk virksomhed i Nord- Nordøstgrønland af største betydning for fremtiden, ikke blot for Danmark, men i endnu højere grad for Grønland. Der er mange tegn på, at Nord-Nord- østgrønland glemmes, eller kun huskes hvis der skal spares nogle millioner kro- ner på et ministeriums budget. Næsten ingen bemærker, hvis en vejrstation ned- lægges, men de penge, der spares, er kon- tanter. Lukningen kan besluttes med må- neders varsel, tidligere investeringer be- tyder ikke meget, da de penge er givet ud og dermed ikke længere figurerer i bud- getterne. Nedlæggelsen af Station Nord var et skræmmebillede på, hvad der kan ske, når kortsigtede økonomiske sparebestræ- belser skal iværksættes. Nedlæggelsen blev besluttet, efter at USA trak sig ud af sin forpligtelse til at udføre luftbroen med forsyninger fra Thule til Nord. Skulle Danmark betale tilsvarende flyv- ninger, ville prisen herfor løbe op i mil- lioner. Man besluttede og gennemførte lukningen. I denne beslutning glemte man ikke, at Station Nord var base for en lang række videnskabelige undersøgelser, at stationen var base for de prospekterin- ger, canadierne foretager i Pearyland. Man undlod Ikke at spørge de forskellige brugere, men spørgsmålet var lagt så- ledes op, at ingen af de enkelte brugere kunne svare, at de fremover kunne påtage sig driften. Derfor lukkede Station Nord, men det taler ikke de besluttende myndig- 34 [3] iV!«° Reproduceret med tilladelse (A. 60/73) af Geodætisk Institut. 35 [4] Jørgen Brønlund Fjord, Pearyland. Fot.: Hans Berg (19CO). heder til ære, at man overså, at i virkelig- heden var det udelukkende statsinstitu- tioner, der anvendte Station Nord, og at beslutningen derfor burde træffes udfra en dybere analyse af, hvilke interesser Danmark kunne have i at bevare statio- nen. Man fordelte ansvaret, men det var en udnyttelse af del og hersk princippet mere end en saglig behandling af proble- matikken. Dette ændres ikke af, at det i sidste øjeblik før lukningen, på grundlag af et privat initiativ, lykkedes at oprette en station ved Kap Harald Moltke. Trods den idealisme og ihærdighed der ligger bag opførelsen af denne station, synes det dog ikke rimeligt eller akceptabelt for hverken Grønland eller Danmark, at sta- tens forpligtelser overtages af eller på- lægges private. Dersom man yderligere nedskærer ak- tiviteten i Nord-Nordøstgrønland, mister staten sin indflydelse på fremtidens ud- vikling. Alle håber og ønsker, at det skal lykkes at finde naturrigdomme i Grøn- land. Udnyttelsen af disse kan vel kun baseres på privat initiativ, men det er de beslutninger, der nu træffes, der afgør, hvor megen myndighed og indflydelse staten i praksis kan udøve. Det er disse forhold, der bør drøftes. Ansvaret for beslutninger vedrørende statsaktiviteter i 36 [5] Nord-Nordøstgrønland påhviler de dan- ske politikere. Men måske bør de grøn- landske politikere hjælpe deres danske kollegaer. Det er de grønlandske væl- gere, der måske en dag i fremtiden skal bøde for manglende dansk fremsyn. Hvilke skridt synes påkrævet idag? Først og fremmest må det være rime- ligt, at de forskellige instanser, der arbejder i Nordøstgrønland, finder sam- men i et frugtbart samarbejde. Det er idag måske kun 25—30 mennesker, der direkte er involveret i styringen af Nord- østgrønland. Alligevel er der en mangel på koordinering disse instanser imellem. I et så lokaliseret område burde det være muligt at arbejde på tværs af de ministe- rielle grænser, men idag er dette langtfra tilfældet. Kun når man kommer ned på det helt praktiske plan, foregår der en koordinering, men denne koordinering burde kunne følges længere op mod det plan, hvor beslutningerne træffes. Alt for mange gange udarbejdes analyser og be- regninger uden hensyn til vekselvirknin- gen mellem de forskellige instanser. Således besluttede Ministeriet for of- fentlige arbejder, at flyvepladsen i Me- stersvig skulle nedlægges, idet man her- ved netop ville spare det beløb, man fra regeringen havde fået ordre på at spare. At nedlæggelsen ville betyde et al- vorligt slag for al flyvning i Nordøst- grønland, herunder f. eks. ambulance- flyvninger til vejrstationerne, Sirius og i en vis udstrækning Scoresbysund, syntes ikke at indgå i denne beslutningsproces. Det er denne mangel på koordinering, der hindrer rimelige bestræbelser for at den samlede danske indsats bliver så ef- fektiv som mulig. Der burde eksistere en formaliseret kontakt mellem alle myndig- heder, der arbejder i Nordøstgrønland. Denne kontakt skulle måske ligge på et lavere administrativt plan end man nor- malt forestiller sig, men netop i disse pro- blemer er det nødvendigt at beslutnin- gerne virkelig er gennemtænkte af de mennesker, der direkte kender til for- holdene. Men først og sidst mangler en klar målsætning og beskrivelse af de opgaver og det ansvar, Danmark og Grønland har i Nord- og Nordøstgrønland. Kravet herom må rejses fra politisk hold. 37 [6]