[1] Nationalparken i Nordøstgrønland af dr. phil. Chr. Vibe I de årtusinder, hvor Nord-Nordøstgrøn- land skjulte sig i det ukendte og nød iso- lationens beskyttelse, gennemgik landets natur, menneske- og dyreverden de samme dybt indgribende klimaændringer som i nutiden, hvor en frodig periode er ved at afløses af en måske kun kortvarig, men alvorlig krise for vegetation og dyr. Denne fjerne landsdel, hvis udforsk- ning skyldes fremragende pionerer som Mylius Erichsen, Knud Rasmussen, Lauge Koch, Einar Mikkelsen og Eigil Knuth, rummer en historie af enestående værdi for forståelsen af klimaudviklingen i landene omkring Polhavet — med samt resten af verden. Den tid er forbi, hvor man betragtede Grønland som en isoleret enhed og studerede dette lands natur og historie for sig selv. Allerede Steensby og Knud Rasmussen knyttede trådene fra Grønland og vestover på det kulturelle område, og Eigil Knuth har taget et langt skridt videre i deres spor. Takket være sidstnævntes enestående udsyn og åre- lange, energiske indsats såvel i fantasiens tankevirksomhed som i feltarbejde på åstedet er udforskningen af Grønlands natur- og kulturhistorie løftet op i et plan på højde med udforskningen af verdens øvrige store epoker. Vi nævner med ærefrygt Egyptens py- ramider og Babylons tårne. I dag ved vi, at på samme tid udviklede mennesker i Nordgrønland en højarktisk kultur byg- get op omkring synålen og pilespidsen, og som i dag lige så fuldt har alderens og genialitetens værdighed over sig som hine floddalsbeboere i de mere givtige dele af samme verden. Og disse mennesker var gået på deres ben fra Centralasien til Pearyland — en vandring gennem mange slægtled. Deres efterladte spor viser os ikke blot kultur- sammenhængen med den asiatiske ver- den, men deres periodevise eksistens i Nordgrønland lader os ane gangen og rytmen i den klimaudvikling, der i dag betyder velstand eller fattigdom for Grønlands folk. Derfor er Nord-Nordøstgrønland den store bevaringsværdige inspirationskilde, hvor vi kan studere de ting, der i for- og fremtid betød og betyder liv og død for ikke blot Grønland, men for hele den nordlige verden. Der er i dele af Nord-Nordøstgrøn- land en yppig vegetation, og lemmingen, 38 [2] Hvalrosser i Dove Bugt. haren, moskusoksen, hermelinen, hvid- ræven og mange vigtige fuglearter har gode livsbetingelser. Men det har de ikke altid haft, og der kan igen komme en tid, hvor de ikke vil få det, hvor den arktiske ørken vil brede sig og måske nogle af dyrene dø ud. En vurdering af tidevandsaktiviteten i Polhavet i relation til solhøjden antyder, at større klimatiske opgangsperioder langs Grønlands polhavskyst er sandsyn- lig med ca. 930 års mellemrum og mindre opgangsperioder med ca. 186 års mellem- rum. Under sådanne nordlige maxima driver store smeltevandsmasser rundt Grønland til Davisstrædet, hvorved kli- maet her i de samme perioder får modsat karakter. De ældste spor af moskusokse i Nord- grønland er fundet på Eigil Knuths Inde- pendence-bopladser, ca. 5000 år gamle. Fot.: Viggo Bloch (1972). I efterfølgende større nedgangsperioder, der er indtrådt med ca. 930 års mellem- rum, kan dette dyr være forsvundet fra Pearyland for senere igen at indvandre, men det kan også have overlevet i små spredte bestande på gunstige steder. Længere sydpå i Central-Nordøst- grønland er fundet enkelte kranier og en del udgravningsmateriale af moskusokse, der synes at stamme fra en af de sidste opgangsperioder. Men dette nordøst- grønlandske karakterdyr var hernede me- get sparsomt repræsenteret indtil dette århundrede. Renen har tidligere eksisteret i Nord- Nordøstgrønland, men da ulven sædvan- ligvis følger med i renens spor, har renen svært ved at klare sig i dette land med ringe lavvækst, og den bukker under, når vanskelige tider melder sig, f. eks. med ringe vegetation og overisning af samme. 39 [3] Moskusokser ved Rypefjord. Sidst renen forsvandt fra Nordøstgrøn- land var i årene omkring 1900. Renens bedste forbundsfælle over for ulven er sneharen, som ulven gerne tager til takke med, men i perioder, hvor overisninger bibringer harerne svære tab, går det ud over den samtidigt hårdt trængte ren. Foruden for landdyrene er Nordøst- grønland et vigtigt yngleområde for is- Fot.: Chr. Vibe (1958 bjørnen, der heroppe endnu har et fri- sted, hvor den kan overleve, selv om den skulle blive fortrængt fra dens øvrige do- mæner rundt Polhavet. Af stor vigtighed for isbjørnen er tilknytningen til kystlan- det om vinteren, hvor hunbjørnen går i hi og føder sine unger, og til drivisen om sommeren, hvor ringsælen da holder til, bjørnens vigtigste fødeemne. 40 [4] Hvalrossen har endnu enkelte faste landgangspladser spredte steder i Nord- østgrønland. Det var i sidste øjeblik, be- standen blev reddet fra udryddelse. Den har længe været forsvundet fra Svalbard, og selv om den nu er totalfredet her, er den ikke vendt tilbage, bortset fra strejf- dyr. Det vil den heller ikke gøre til Øst- grønland, hvis den skulle forsvinde her fra. Hvalrossen er knyttet til bestemte dybde-, bund- og isforhold, og disse er ikke gunstige mange steder i Nordøst- grønland. Den er derfor hårdt trængt af naturen og bør nyde menneskets beskyt- telse, hvad den også gør på papiret. Men desværre er ikke alle, der for kortere tid har ophold i Nordøstgrønland, lige loy- ale over for fredningsbestemmelserne. En del hvalrosser er desværre skudt ulov- ligt, og selv om vi har politipatruljer i landet, har disse ikke større mulighed for at være særlig effektive, hvad beskyttelse af landets dyr angår. Det var i 1972 hundrede år siden, Yellowstone i USA oprettedes som ver- dens første nationalpark. Siden har tan- ken grebet om sig, og i dag findes over 200 områder spredt over hele verden med nationalparkstatus. Man er klar over, at en beskyttelse af enkelte truede dyr ikke er nok, hvis ikke man samtidigt freder miljøet. Dette har i særdeleshed relation til de arktiske egne, hvor hvert menneskeskabt spor bliver stående i år- hundreder, og hvor enhver naturødelæg- gelse får katastrofale følger langt ud i fremtiden, fordi regenerationen forløber uhyre langsomt. Fem tusind år gamle sy- nåle ligger endnu, hvor de i sin tid blev efterladt af de første mennesker. I dag er det ikke synåle, vi efterlader ved besøg i landet, men dybe spor af buldozere og sprængninger, foruden at landet strøes over med en syndflod af benzintromler, plastik, konservesdåser, ølflasker og an- det moderne spildmateriel, indbefattet radioaktivt plutonium m. m. Det fortvivlede er jo, at det moderne menneske netop tiltrækkes af de samme områder, hvor moskusoksen græsser, og hvor den og de tidlige jægerfolk havde deres vandringsveje og tilholdspladser. En moderne invasion er altødelæggende — hvad er der ikke sket med det tidligere så storslåede dal-sø-elv- og fjeldmarks- område, der nu udgør Thule Air Base ? Hvornår kommer vi så vidt i Nordøst- grønland? Vi har ikke en dag at spilde i bestræbelserne for at redde dette land fra den vandalisme, der uundgåeligt altid er slutresultatet af menneskets foretagsom- hed i Arktis. Formålet med nationalparken er der- for først og fremmest landets beskyttelse mod ansvarsløs teknisk aktivitet. Selvføl- geligt må naturværdier udnyttes, men un- der kontrol og kun, når dette kan ske uden ødelæggelse af landets oprindelige præg. Enhver udnyttelse er en såre kortvarig gevinst, mens følgernes vederstyggelig- hed overlades til kommende generationer. Vi må beskytte dyrenes græsgange og vandringsveje, fjeldmarkernes dale, søer og elve og jægerfolkenes gamle boplad- ser, der lang tid fremover vil være små forskningscentre af stor vigtighed for forståelsen af klimaudviklingen i for- og fremtid. Det må sikres, at værdifuldt ar- chæologisk såvel som zoologisk materiale ikke opsamles og føres bort som souvenirs og derved går tabt for videnskaben. 41 [5] Naturparken i Nord-Nordøstgrønland indtegnet på Grønlandskortet. Pearyland er i disse år ved at blive fin- kcmmet for moskusoksekranier, der op- samles af canadiske prospektorer i heli- coptere. Vi må beskytte isbjørnens områder med vinterhi, hvalrossernes landgangs- pladser og fourageringsbanker ud for ky- sten, således at disse dyr fortsat kan eksi- stere i et sådant antal, at de kan jages af befolkningen ved Scoresbysund og Ang- magssalik. I fredningssager er det altid vigtigt at handle, før det bliver nødvendigt; thi da er det oftest for sent. Som omtalt har Nordøstgrønland for nylig oplevet en kli- matisk opgangsperiode, hvor fangstakti- vitet kunne trives i landet og befolknings- overskud ved Angmagssalik flyttes nord- ^pa til Scoresbysund. Men den tid er forbi. I de kommende år går det den modsatte vej med koldere klima, mindre vegeta- tion, færre dyr og dårlige levemuligheder for mennesker i denne del af Grønland, hvorfor tiden til at planlægge og handle er inde nu. Nationalparkens udstrækning vil blive fra Petermann Gletscher i nordvest til Harefjord i sydøst, indbefattet det mel- lemliggende land- og havområde. Udlæg- ningen af dette område som nationalpark indgår i den nye grønlandske frednings- lov, der i nogle år har været under ud- arbejdelse i grønlandsministeriets lov- udvalg med højesteretspræsident J. Trolle som formand. Loven er såvel i Grønland som Danmark blevet mødt med stor interesse og velvilje og ventes ved- taget i indeværende eller næste folketings- samling. Vi vender ikke derved tilbage til et luk- ket Grønland, tværtimod, nationalparken må på en eller anden måde gøres tilgænge- lig for besøgende, måske ved oprettelse af enkelte tilgængelige turist- og forsknings- centre, men planerne herfor foreligger endnu ikke. Foreløbigt gælder det første skridt på vejen. Erfaringen fra mange steder i verden viser, at en nationalpark altid virker som en magnet på turister, der føler sig stærkt draget af et sådant område. Det vil en nationalpark i Nordøstgrønland også gø- re, hvilket især vil komme Scoresbysund til gode, der derved får mulighed for op- arbejdelse af en østgrønlandsk hjemmein- dustri med gode afsætningsmuligheder for ben- og træskærerarbejder, produkter af moskusokseuld m. m., alt efter befolknin- gens egen kunstneriske udfoldelsestrang. 42 [6]