[1] Perspektiver ved fortsat geologisk udforskning af Nordøstgrønland af direktør K. Ellitsgaard-Rasmussen og statsgeolog Niels Henriksen, Grønlands Geologiske Undersøgelse De arktiske egnes potentielle mineralrig- domme er i de seneste år kommet stær- kere i søgelyset end nogen sinde tidli- gere. Dette skyldes dels en fremskreden teknologis større muligheder for at ar- bejde under de ofte strenge arktiske vil- kår, dels private selskabers ønske om at finde arbejdsfelter i politisk stabile egne af jorden. Dette sidste forhold gør sig stærkest gældende i forbindelse med ef- terforskning og udnyttelse af olie. Grønland har, som et stort arktisk område med en central beliggenhed i forhold til det nordamerikanske konti- nent på den ene side og det europæiske på den anden side, fået sin sikre plads i det ny verdensbillede. Dette skyldes na- turligvis i vid udstrækning de netop nævnte geografiske og politiske omstæn- digheder, men også et målbevidst ar- bejde fra dansk side. I det første tiår af Grønlands Geolo- giske Undersøgelses virke etableredes en del af fundamentet for den nyere økono- misk-geologiske udvikling. Det blev ind- set at forudsætningen for denne udvik- ling dels ville være en minelov, dels en intensivering af den systematiske ind- samling af geologiske oplysninger og of- fentliggørelse af resultater. Allerede 1958 af leveredes fra GGU et første forslag til en minelov for Grøn- land til Ministeriet for Grønland. Her- med var noget af grunden til den frem- tidige udvikling lagt, og den egentlige minelov for Grønland blev vedtaget i 1965. I de mellemliggende år arbejdede GGU stærkt på at udvide det geologiske kendskab til Grønland, hvilket en række geologiske kort og afhandlinger bekræf- ter. Kontakter med udenlandske geolo- ger, institutioner og selskaber blev eta- bleret, og der skete en modning til den efterforskningsaktivitet, der begyndte i 1965 og hurtigt voksede til det niveau, der nu ses i Grønland. Der har i det hidtidige arbejde været satset stærkest på en udvikling af de tæt- test befolkede dele af Grønland, hvilket vil sige vestkysten fra Kap Farvel op til omkring Upernavik. Andre egne må nu stå for tur. Der tænkes her på de isfri områder fra Thule langs Nordgrønland ned langs østkysten til Scoresby Sund, ialt en strækning på 2400 km. Ved plan- lægningen af den geologiske indsats og 65 [2] økonornisk-geologiske efterforskning i disse områder er det af afgørende betyd- ning, at der fra statens side ydes en så- dan indsats, at udviklingsmønsteret kan bestemmes fra statens side. Lignende har været tilstræbt for andre egne af Grøn- land, og selvom målet på grund af be- grænsede muligheder ikke altid er nået fuldt ud, kan resultatet alligevel noteres som nogenlunde tilfredsstillende. I de nordlige og nordøstlige dele af Grønland betinger de særlige forhold med istillagte omgivende have, at man i disse områder kun kan operere med støtte af flytransport. GGU følger der- for med den største interesse den debat, der i øjeblikket finder sted om nødven- digheden af flybaser i disse fjerne egne. Tilstedeværlesen af flybaser er nemlig et helt nødvendigt led i det arbejde, der skal udføres i fremtiden fra såvel privat som fra statslig side. Der kunne peges på en meget lang række konkrete arbejdsopgaver, der skal tages op i de nordlige og nordøstlige dele af Grønland. En af disse omfatter en fremtidig olieefterforskning i Øst- grønland, hvis geologiske baggrund knytter sig til Østgrønlands geologiske placering som en del af det nordatlanti- ske område. Forudsætningerne for en vurdering af disse forhold er etableret gennem den hidtidige geologiske aktivi- tet i Østgrønland, og for denne aktivitet har tilstedeværelsen af Mesters Vig flyve- plads været af afgørende betydning i de senere år. Geologisk set er Atlanterhavet en for- holdsvis ung dannelse, der er opstået ved en gradvis kontinentalforskydning gen- nem de sidste par hundrede millioner år. Kaledonisk bjergkæde Yngre sedimenter Kontinental sokkel green se 250 BOOXm Grønland og den nordvestlige del af Europa før kontinentalforskydningcn. Før Atlantens åbning lå den østgrønland- ske og den norske kontinentalsokkel i nær kontakt med hinanden, og den norske øgruppe Svalbard lå indeklemt mellem de to kontinenter. Den tidligere sammen- hæng mellem den norske og den grøn- landske side af Nordatlanten afspejles direkte i den geologiske opbygning. I så- vel Østgrønland som i Norge og på Sval- bard finder vi rester af den kaledoniske bjergkæde, der ved kontinentalforskyd- ningen blev kløvet på langs i en grøn- landsk og en norsk del. Der er meget nøje overensstemmelse mellem den geo- 66 [3] På GGU's ekspedition 1972 til Scoresby Sund området anvendtes et lille specialjly til at klare transporten mellem Mesters Vig flyveplads og ekspeditionens base 230 km sydvest for Mesters Vig. Fot.:NH (1972). logiske opbygning af Svalbard og af Øst- grønland nord for Scoresby Sund. Begge steder kan man vise, at den kaledoniske bjergkæde blandt andet består af en op- foldet cirka 15 kilometer mægtig bjerg- artsserie, der er ensartet udviklet både i Østgrønland og på Svalbard. Efter opfoldningen af bjergkæden dannedes en række aflange havbassiner mellem den norske og den grønlandske del af bjergkæden. I disse bassiner afsat- tes gennem en flere hundrede millioner år lang periode en række aflejringer. Rester af disse aflejringer kan i dag studeres i randen af den østgrønlandske bjergkæde, og de findes ligeledes på Svalbard. Sedi- menterne i de to områder kan direkte sammenlignes, og lighederne mellem dem viser, at aflejringerne er dannet samtidigt og under ensartede betingelser. Hoved- udbredelsesområdet for disse aflejringer formodes dog at være kontinentalsokkel- områderne både foran Norges Atlanter- havskyst, omkring Svalbard og langs den østgrønlandske kyst. Det norske kontinentalsokkelområde langs Atlanterhavskysten har gennem den sidste halve snes år været genstand for meget intense geofysiske og geologi- ske undersøgelser. Der er indsamlet mag- netiske data fra skibe og fly, foretaget seismiske profilopmålinger og opsamlet bundprøver, altsammen med henblik på at fastslå karakteren af de geologiske 67 [4] formationer, der danner kontinentalsok- len ud for Norge. Resultaterne af disse undersøgelser har klart vist, at der på soklen findes et meget stort sediment- område, der stedvis er mere end 200 km bredt, og som indeholder op til 5—10 km mægtige aflejringer. Sedimentområdet kan spores langs næsten hele Norges vest- kyst, og også omkring Svalbard er der nu påvist lignende dannelser på kontinental- soklen. Når der fra norsk side ofres meget store summer på disse specielle geologi- ske undersøgelser, hænger det naturligvis sammen med, at sedimentarealerne langs kontinentet er vigtige olieprospekterings- omfåder, hvis potentiel kan vise sig at blive af enorm betydning. Oliefundene på sokkelområdet i den nordlige del af Nordsøen har tydeligt vist, hvilke økono- miske og politiske aspekter der rummes i sådanne oliefund. Havområdet ud for Østgrønland er i geologisk henseende endnu så godt som ukendt, men fra forskellige hydrografi- ske opmålinger ved vi, at en kontinental- sokkel kan spores hele vejen langs Øst- grønlands kyst, og at den mange steder er 100-200 km bred. Det er en plausibel geologisk vurdering, at dette sokkelom- råde hovedsageligt består af sediment- aflejringer ligesom ud for Norges vest- kyst. Da Svalbard og det centrale Østgrøn- land I mange henseender geografisk er sammenlignelige, vil det være nærliggende at sammenligne den geologiske aktivitet i de to områder. Begge steder er man på grund af is- og snedække nødt til at nøjes med en kort feltsæson på nogle få måne- der om sommeren. Til gengæld må ar- Vrønlundhus. Fot': Hans Eigil Krniths videnskabelige station ved J. Brønlund Fjord. C966'- bejdet være nøje planlagt og gribes ratio- nelt an, såfremt omkostningerne ikke skal blive uforholdsmæssigt store. Til Sval- bard udsendes hvert år en stor norsk og en stor russisk videnskabelig ekspedition, og endvidere arbejder mindre polske, bri- tiske og tyske grupper i området. Den norske og den russiske ekspedition råder hver over et eller to skibe, og hver har en eller to helikoptere til deres rådighed. De mindre ekspeditioner klarer sig sædvan- ligvis med egne småbåde og kommer til og fra Svalbard med fly eller skib. lait deltager således 60-80 geologer, geofysi- kere og andre videnskabsmænd i de årlige sommerekspeditioner til Svalbard. For- uden disse ekspeditioner arbejder tre olie- firmaer i området med olieprospek- teringsopgaver. Disse firmaer arbejder både på land og på kontinentalsoklen, og de første 3 boringer er gennemført, dog 68 [5] endnu uden egentlige rapporterede olie- fund. Såfremt de her skitserede perspektiver og arbejdsopgaver, som med rette tillæg- ges så megen opmærksomhed på den eu- ropæiske side af Atlanterhavet, ikke i de kommende år fra dansk side bliver fulgt op i Østgrønland, risikerer vi at miste vor indflydelse på udviklingen. Vor viden vil da være utilstrækkelig, og der må derfor sættes spørgsmålstegn ved en dansk del- agtighed i udformningen af et fremtidigt efterforskningsmønster og evt. udnyttel- sespolitik. Som en anden facet af arbejdet i Øst- grønland kan nævnes, at GGU i sam- arbejde med Forsøgsanlæg Risø, Atom- energikommissionen, igennem en længere årrække har arbejdet med efterforskning af radioaktive råstoffer i Grønland. Ar- bejdsområdet for denne aktivitet er netop flyttet til egnene nord for Mesters Vig i Østgrønland. Arbejdet er helt baseret på flytransport såvel i det daglige som ved op- og hjemtransport af materiel forår og efterår. Det vil næppe i fremtiden være muligt at gennemføre dette arbejde uden tilstedeværelsen af flyvepladsen ved Mesters Vig. Opgaverne og problemerne ved ud- forsknings- og efterforskningsarbejde i Nord- og Østgrønland er de samme for såvel de private selskaber som for staten. Alle transportopgaver forudsætter nogle indfaldsporte, hvortil tungere materiel kan bringes. To store landingsbaner, der kan modtage store fly på en absolut be- tryggende måde, må være et minimum på en ca. 3500 km lang strækning mellem Angmagssalik og Thule. Selvom alle dag- lige operationer under efterforsknings- arbejdet kan påregnes baseret på helikop- tere og mindre fly, der ikke kræver store landingsbaner, må det erindres, at en hvil- ken som helst sommeroperation — selv uden medbragte boretårne — kræver mandskab og tonsvis af gods fløjet til og fra disse øde egne af Østgrønland. Så- fremt Øst- og Nordgrønland i de kom- mende år skal henligge uden flypladser, hvorfra store fly kan operere, vil al geo- logisk kortlægning og efterforskning blive indskrænket betydeligt. Det vil da ikke længere være muligt rationelt, og for begrænsede omkostninger at udsende større moderne udrustede ekspeditioner. Disse perspektiver vil stå i kontrast til den udvikling, der er i gang andre steder i de arktiske områder — både i Nord- amerika, i U.S.S.R., langs Norges vest- kyst, omkring Svalbard og også i Vest- grønland. Det vil derfor alene af de her fremførte grunde være rigtigt endnu en- gang at overveje, om Danmark og Grøn- land - af hensyn til en kortsigtet bespa- relsesmulighed — kan være tjent med at afskære sig muligheden for at deltage i en udvikling, som alle andre nationer i de nordlige polarområder satser meget stærkt på netop nu. 69 [6]