[1] Drivisen ved Nordøstgrønland af magister Jens Snellman Fabricius Passagerer på polarruternes moderne passagerfly nyder sikkert synet af de ud- bredte drivismasser i den østgrønlandske strøm. De samme passagerer aner næppe, at flyets navigatør samtidig hovedry- stende lægger kortet fra sig og bander over den mangelfulde kortlægning af om- rådet, for den østgrønlandske kyst ligger ikke der, hvor den skal efter kortet og ud fra den beregnede flyvetid. Nordøstgrønland fik længe lov til at ligge hen som et ukendt land. Årsagen lig- ger dels i den vestfor liggende indlandsis, dels i det østfor liggende bælte af dri- vende havis. Fra Polhavet fører Den østgrønland- ske Strøm vældige masser af drivis syd- over. Drivisen ligger i et bælte, hvis bredde varierer med årstiden. Ud for Danmarkshavn er bredden 500 til 800 km i de 7 af årets måneder. I august- september kan den skrumpe ind til om- kring 200 kilometers bredde. Ved Scores- bysund kan man enkelte år være så heldig, at sejladsen kan foretages gennem områ- der med meget spredt drivis. Hovedmassen af drivisen består af storis. Det er en havis, der gennem flere vintre er dannet i Polhavet. Den har været udsat for polarstormenes voldsom- me pres, hvor flager er skubbet op over hinanden i vældige systemer af rygge. De gamle rygge er blevet nedslidte af vejr- liget, men de ses tydeligt fra luften. Sam- menskruningen af flager, og tilvækst gen- nem pålejring af is på overfladen ved genfrysning af vandtrukken sne, giver store istykkelser. En flagetykkelse på 3 til 5 meter er almindelig i den uforstyr- rede is, men i skrueisvoldene kan man nå op mod 70 meter. Storis er næsten fersk, da det ved nedfrysningen indesluttede salt har haft tid til at smelte sig vej ned og ud gennem flagerne. Flagernes størrelse varierer med års- tiden. Gennem vintermånederne er de ofte frosset sammen i en mosaik med kystisen. I sommermånederne bryder isen op og sønderdeles, men drivende ismar- ker med en diameter på 20 til 50 km er ikke ualmindelige, endog på det tidspunkt af året, hvor østkystens besejlingsmulig- heder er størst. Den østgrønlandske drivis består af en blanding af is af forskellig alder. Mellem de gamle storisflager driver opbrudt en- 70 [2] Fot.: Jens Fabricius (11/6 1970). Blossevillekystens 15-20 km brede fastisbrcemme. Det åbne vand med tågen udgør en del af en 20 km bred rende, der adskiller et 300 km bredt drivisbælte fra fastisen. eller toårig is fra fjordene sammen med isfjelde fra de grønlandske gletschere. Flager og isfjelde kan bevæge sig med forskellig hastighed og i forskellige ret- ninger. Flagerne påvirkes mest af vinden, isfjeldene mest af strømmen, så man kan opleve at se isfjelde pløje sig vej gennem drivisen som veritable isbrydere. Mange er de skibe, der er forlist eller har lidt svære skader i den østgrønland- ske drivis. Driften af blyminen ved Me- stersvig lod sig gøre uden tab af skibe, men det skyldtes udelukkende brugen af rederiet J. Lauritzen's specialbyggede polarskibe, der fra luften blev lodset ind og ud af rederiets egne isobservatører. Is- centralen i Mestersvig benyttede til denne isrekognoscering dels Det danske Flyve- våbens Catalinafly, dels Nordisk Mine- selskabs egne småfly. Iscentralen i Nar- ssarssuaq trådte af og til hjælpende til med langrekognosceringer, og efter bly- minens lukning har Iscentralen Narssar- ssuaq fortsat rekognosceringerne af om- rådet, omend i mindre målestok, af hen- syn til besejlingen af Scoresbysund og vejrstationerne Daneborg og Danmarks- havn. Oplysninger om den østgrønlandske drivis er samlet og delvis bearbejdet. Alt materiale er taget i anvendelse; lige fra sagaernes overleveringer, over hvalfan- gernes og ekspeditionernes journaler, til jetpassagerflys og satelitters observatio- ner. Man skulle måske vente, at alt på dette område var velkendt, men det er 71 [3] Skib ud for nordlige Liverpool Land, Fol.: Ib Tøpfer (1958). desværre langtfra tilfældet. Variatio- nerne er meget store i denne drivisstrøms pulsslag. At følge disse variationer lader sig endnu ikke gøre hverken med højtfly- vende passagerfly eller satellitter, begge dele kan kun give en grov oversigt. En regelmæssig og regulær isrekog- noscering med fly er fortsat nødvendig, dersom Nordøstgrønland skal holdes åben for menneskelig aktivitet. Den type fly, der i dag står til rådighed for dansk isrekognoscering, kræver landings- og tankningsmuligheder samt flyveudsigter baseret på vejrobservationer fra områ- det. Det har det hidtil knebet med ved Nordøstgrønland, da der er meget store afstande mellem vejrstationerne, og af flyvepladser er der efter Station Nords nedlæggelse kun Mestersvig tilbage. De naturlige landingspladser i Nordgrøn- land er ubemandede, uden huse og uden tankningsmuligheder. En undtagelse ud- gøres af Kap Harald Moltke, hvor Eigil Knuth på privat initiativ har holdt porten på klem for fremtidig dansk aktivitet. Her blev en lille station bygget i somme- ren 1972, og her ligger et mindre nød- depot af brændstof til fly, men stationen er ikke permanent bemandet. Besejlingen af Scoresbysund med Me- stersvig samt vejrstationerne Daneborg og Danmarkshavn kræver relativt få skibe. Det vil vel også fremover lykkes at få forsyningerne frem ved hjælp af is- rekognosceringer fra skibenes helikop- tere og Iscentralen Narssarssuaq's lang- rekognosceringsfly, såfremt man opret- holder en base på Mestersvig. Størstedelen af Nordøstgrønland lig- ger stort set uudforsket. Udenlandske prospekteringsfolk arbejder imidlertid ihærdigt og tænker allerede på udnyttel- sen af mineral- og olieforekomsterne i området. For dansk forskning med begrænsede midler og personel er mulighederne for fortsat aktivitet i Nordøstgrønland ble- vet stærkt begrænset ved lukningen af Station Nord. Hvordan danske forskere skal kunne rådgive myndighederne ved koncessionsudstedelser i området, er lidt af en gåde. De udenlandske firmaer skal nok skaffe sig den nødvendige viden; det gælder også for isforhold og besejlings- muligheder. Firmaerne kan derved ved forhandlingsbordet komme til at sidde med de bedste „kort" på hånden. Man kan så blot håbe, de danske myndigheder får overladt de indsamlede oplysninger i deres fulde udstrækning - men håbet er vel lidt lysegrønt. 72 [4]