[1] Slædepatruljen Sirius af læge Leif Vanggaard Grønlands østkyst er øde. Idag overvin- trer kun få mennesker her. Tidligere var det anderledes. Langs hele kysten finder man overalt spor efter de eskimoer, der i sin tid beboede landet. Disse gamle bo- pladser kendes let ved deres frodige vege- tation. Som grønne pletter liver de op i den barske natur, hvor de brune farver er helt dominerende. De sidste eskimoer man har beretning om fandtes af Cla- vering i 1823 på sydsiden af den ø, der bærer hans navn. Hvorfor den oprinde- lige befolkning uddøde, ved man ikke, måske hænger det sammen med de mange hvalfangere, der fra Holland og England jagede ved storisen. Måske skete en for- andring i klimaet, der ødelagde mulig- hederne for jagt. Man mener, at renen forsvandt på omtrent samme tidspunkt. Siden lå landet øde, indtil op i dette år- hundrede, hvor norske fangstfolk byg- gede deres fangststationer i området nord for Mestersvig. Også danske fangst- kompagnier sendte fangere op, og dette var baggrunden for broderstriden med Norge i trediverne. Medens den norske interesse og ind- sats især var baseret på de økonomiske og kommercielle muligheder, bestod den danske indsats også af videnskabelige ekspeditioner, hvor først og fremmest Lauge Kochs ekspeditioner bør nævnes. Det var på disse ekspeditioner danske forskere fattede interesse for videnska- belig forskning på Grønland. Efter kri- gen er denne indsats især blevet fulgt op fra geologernes side. Rejser man nordover fra Mestersvig, findes der kun to stationer, der er beman- dede. Først Daneborg, siden Danmarks- havn. I foråret 1972 nedlagdes Station Nord, og den ved Kap Harald Moltke af Eigil Knuth byggede station er kun bemandet i sommermånederne. Samlet bor der i Mestersvig, Dane- borg og Danmarkshavn omkring 30 per- soner. På „kysten" regner man kun de overvintrende, medens sommerfolkene ikke tæller. Mange af disse mennesker har tilbragt år her, snart på den ene sta- tion, snart på den anden. Der er noget i naturen, der får mennesket til at vende tilbage. Måske er det roen og freden. Tilværelsen her er beskyttet, og man er langt fra alle de bekymringer og det stress, man finder i det store samfund. Naturligvis rummer isolationen pro- blemer, men den daglige tilværelse og 73 [2] dens nære og håndgribelige problemer synes at kræve sin mand fuldt ud, resten klares ved det kammeratskab, der her udvikles. Det er sjældent, at en mand må flyves ud, fordi han ikke har kunnet ud- holde denne tilværelse. Måske er hemme- ligheden den, at i et så lille og tæt sam- fund, som en ødestation udgør, kender den enkelte, hvor paradoksalt det end kan lyde, alligevel flere mennesker, end han ville hjemme. De uundgåe- lige kanter, der altid vil opstå mellem mennesker, der er henviste til at leve så tæt op ad hinanden, kendes naturligvis, men uenighed og uoverensstemmelser fø- rer sjældent til alvorlige konflikter. Er man henvist til kun at omgås 7—8 andre mennesker, har man ikke råd til at miste en eneste, og man ser sjældent en diskus- sion udvikle sig længere end til det punkt, hvor standpunkterne er blevet marke- rede. Skulle der opstå dybere uoverens- stemmelser, vil der altid være nogen, der går imellem. Denne balance opfattes af den besøgende som noget meget håndgri- beligt. Livet her lærer mennesket tole- rance. Det er måske det, der giver denne tilværelse dens tillokkelse for mange mennesker. Måske er kammeratskab, tolerance og fred værdier, der kun van- skeligt får mulighed for at udfolde sig andre steder - og isolertheden og en- somheden værd. Slædepatruljen. Under anden verdenskrig forsøgte tyskerne at sætte sig fast på Grønlands østkyst, idet vejrmeldinger herfra var afgørende for at forudsige vejret i Europa. T 1941 oprettedes derfor en slædepatrulje, der først og fremmest blev bemandet med tidligere fangstfolk fra Nordøstgrønland. Gennem krigens sidste år beviste denne slædepatrulje sin værdi. I halvtredserne oprettedes den nu- værende slædepatrulje. Siden har den år efter år afpatruljeret kysten fra Scores- bysunds nordgrænse rundt Nordøstrun- dingen og vestover mod Naresstrædet. En strækning på ialt ca. 5.000 km. Slæde- patruljens opgave er naturligvis i første række overvågning af dansk territorium. Ved sin tilstedeværelse bevidner slæde- patruljen Danmarks vilje til at håndhæve sin suverænitet over dette mennesketom- me landområde. I forbindelse med løsnin- gen af overvågningsopgaven f ungerer slæ- depatruljen som politimyndighed i Nord- og Nordøstgrønland. Dens medlemmer er udstyret med politiskilt og er i denne funktion underlagt politimesteren i Godt- håb. Endvidere pålægges slædepatruljen opgaver til hjælp for de ekspeditioner, der har behov herfor. Under slæderej- serne foretages vildttælling, samtidig med at slædepatruljen til enhver tid sid- der inde med lokalkendskab til forhol- dene overalt på kysten, og derfor kan være andre myndigheder behjælpelig ved at videregive denne viden. Under vinte- rens slæderejser passerer slædeholdene ødestationerne og medfører derfor post. Som et kuriosum kan nævnes, at disse breve, der bærer afstempling „Med slæ- depost", står i høj kurs hos filatelister verden over. Operativt er slædepatruljen underlagt Grønlands Kommando i Grønnedal, me- dens den administrativt ledes fra Marine- staben i København. Ligesom for vejr- stationerne er København meget nærmere end Vestgrønland. Dette gælder for 74 [3] ^»*wn«*W •«:—w— * ^. «, Slædepatrulje undervejs. Fot.: Guldbrandsen. transport af gods og personer, men også radioforbindelsen til Danmark er bedre end tværs over indlandsisen. Slædepatruljen består af en håndfuld frivillige, der efter endt værnepligt teg- ner sig for en toårs periode. Der har hvert år været mange flere ansøgere, end man har kunnet antage. Udover et almindeligt godt helbred stilles in- gen særlige krav. De antagne gennem- går foråret før de opsendes en for- skole, hvor der især lægges vægt på uddannelsen i radiotjeneste samt gives teoretisk undervisning i en række forskel- lige fag. Specielt modtager alle et udvidet kursus i nødhjælp. Ofte vil et slædehold befinde sig så langt fra nærmeste station, at det ikke vil være muligt at bringe hjælp, hvorfor enhver siriusmand skal kunne yde en nødvendig hjælp, dersom en kammerat skulle blive syg eller komme til skade. Over radioen skal han kunne beskrive symptomer og udføre de be- handlings forskrifter, han måtte få fra lægen. En anden meget vigtig funktion løses under forskoletiden, idet de kommende siriusfolk pakker godset, der skal op- sendes med sommerens forsyningsskib. Dette er af stor betydning, dels fordi det letter arbejdet med udpakningen i Daneborg, men i lige så høj grad fordi man under udførelsen af dette ar- bejde lærer hinanden at kende og lægger grunden til det kammeratskab, der er en betingelse for at klare tilværelsen i de to år, der forestår. I uddannelsen er hovedvægten lagt på 75 [4] videreførelse af de traditioner, der har været grundlaget for at kunne færdes i Østgrønland. Således skal hver sirius- mand selv fremstille sin slæde, hundepisk, skagler o. s. v. Han bliver i dette under- vist af de gamle, der har været et år ved slædepatruljen. Når slæderejserne begyn- der om efteråret, bliver en ny mand og en erfaren mand sat på hold sammen, så- ledes at den gamle kan lære begynderen op. Næste år er det så ham, der skal give sin viden og erfaring videre. På denne måde holdes traditioner og erfaring i live. Det er fastholdelsen af gamle tradi- tioner, der er kernen i al arktisk færden. Der er ikke råd til for megen eksperimen- teren, dertil er naturen for hård. Bag tra- ditionerne ligger i virkeligheden den vi- den, eskimoerne gennem generationer samlede sig, kombineret med den teknik fangstfolkene anvendte. - Den har be- stået sin prøve. De enkelte slæderejser er ofte af to- tre måneders varighed. I denne periode er radioen den eneste forbindelse med omverdenen. Fra hovedstationen i Dane- borg holdes hver dag kontakt med alle slædeholdene. I den sydligste del af Nordøstgrønland op til Danmarkshavn benytter man sig af de gamle fangststa- tioner, der hvert år bliver forsynet med motorbåd eller fly. Tidligere foretoges disse depotflyvninger med flyvevåbnets Catalina-maskiner, men efter at disse er forsvundet, har man de to sidste år ud- ført disse flyvninger i samarbejde med Grønlandsfly. Man har anvendt helikop- ter, der imidlertid ikke har nogen større aktionsradius set i relation til de enorme afstande i Nordøstgrønland. Derfor må helikopteren forsynes med brændstof, der med faldskærm droppes fra en af flyve- våbnets C-54 (DC-4). Under slæderejsen suppleres provian- ten med jagtudbytte, da hundeprovianten ellers ville optage en uforholdsmæssig stor del af slædens last. Almindeligvis består hundespandet af l O hunde. Transportkapaciteten begræn- ses af hundenes trækkraft. Denne regnes for en stor hund til ca. 35—40 kg, men her spiller føret naturligvis en stor rolle, og over lange strækninger kan det blive nød- vendigt at løfte og skubbe slæden frem over isskruninger og bar jord. Det bedste hundeføre er blankis, mens løs sne er tungt og kræver, at der foran spandet må trampes et spor. Normalt køres med vifteforspand, men i løs sne anvendes det såkaldte norne-forspand, hvor hundene trækker i en lang række. Det forstås, at slæderejserne kan være uhyre krævende for såvel hunde som mennesker. Under rejserne må der tages hensyn til dette. Hensynet til hundene kræver, at lederen hele tiden er klar over, hvad han kan byde sit spand, og hvad han har i reserve. Dette forudsætter en ikke ringe erfaring og evne til selvstændigt at træffe beslutninger. En forkert vurdering kan hurtigt få holdet i en livsfarlig situa- tion. Lederen må hele tiden forudse, hvad der kan ske i løbet af de næste ti- mer. Ingen kan hjælpe ham. Han har ingen vejrmeldinger at holde sig til. På basis af sine observationer og sin erfaring må han forsøge at vurdere lokale meteo- rologiske forhold og træffe sine beslut- ninger, idet forandring i vejret kan kuld- kaste enhver forudlagt plan. Nok er det en hård tjeneste, men til gengæld er en- hver gennemført dag en belønning for 76 [5] Fot.: Hans Bcrg (1966). Flyvevåbnets Catalina afhenter ekspeditionshold i J. Brønlund Fjord. den, der ved egen indsats har klaret sig frem. Livet i Nordøstgrønland appelle- rer til noget i mennesket, en trang til selv- stændighed, til at overvinde problemer, noget som kun få kan tilfredsstille i den daglige tilværelse i vort beskyttede mo- derne samfund. Fremtiden. Gennem de seneste år har Danmark mindsket sin aktivitet i det ubeboede Grønland. Da USA ikke længere så sig i stand til at udføre forsyningsflyvnin- gerne til Station Nord, blev stationen lukket. Vejrstationerne drives delvist for penge fra Den Internationale Luftfarts- organisation (ICAO), men der er inden- for ICAO et ønske om at nedlægge nogle af disse stationer. Falder dette tilskud også bort, kan en lukning af flere øde- stationer hurtigt blive aktuel. I den of- fentlige bevidsthed indgår Nord- og Nordøstgrønland ikke som en del af det Grønland, der er politisk vilje til at in- vestere i. Dette er så meget desto alvor- ligere, fordi man i disse år ser en øget udenlandsk aktivitet netop her. Naturlig- vis er denne aktivitet ikke illegal, men den er blot delvist ukontrolleret. Ned- skæring i anden officiel aktivitet vil rime- ligvis medføre, at man lægger mere vægt på at tildele slædepatruljen opgaver med hensyn til kontrol med de aktiviteter og koncessioner, der gives tilladelse til. Men en sådan kontrol kan kun udføres, der- som slædepatruljen tildeles materiel og myndighed, samt at personellet suppleres med specialister (geologer). Detter pe- ger frem mod en status for slædepatrul- jen på linje med „The Royal Canadian Mounted Police" i Nordcanada. De forsvarsmæssige interesser i Nord- østgrønland er betinget af de opgaver, der kræves løst. Det direkte forsvar af Grønland er omfattet af den dansk-ame- rikanske forsvarsaftale, og i denne sam- menhæng er de danske styrker af mere symbolsk karakter, men måske netop der- for af særlig betydning. Der tales i disse år om oprettelse af en naturpark i Nord-Nordøstgrønland. Oprettes en sådan, vil det være en natur- lig opgave for slædepatruljen at fungere som kontrollanter i området. Den erfaring og viden, der ligger ved slædepatruljen, vil kunne anvendes i an- dre sammenhæng. Idag er opgaven at overvåge området, at kontrollere de ekspeditioner, der færdes i området. I fremtiden bør dette kombineres med løs- ning af andre opgaver. Den danske indsats i Nord- og Nordøstgrønland bør i frem- tiden koordineres i langt højere grad end hidtil, hvor flere ministerier handler mere eller mindre uafhængigt af hverandre. 77 [6]