[1] Det andet Grønland må forblive vort af Moses Olsen, MF Den nordøstlige del af Grønland, der som bekendt er ubeboet, har hidtil aldrig optaget sindene i den offentlige debat. Det er naturligvis ikke underligt, at vi først og fremmest har været optaget af forholdene og problemerne i den befol- kede del af landet. Men netop i disse år er det på høje tid, at vi for alvor begynder at interessere os for de problemer, der knytter sig til denne betydelige del af vort land. I takt med befolkningstallets vækst vil spørgsmålet om ressourcer til basis- erhvervene, fiskeri og fangst, blive ak- tualiseret i stadig højere grad. Det er især i forbindelse med fangererhvervets res- sourcer, den ubeboede del af Grønland har interesse. En af de vigtigste betingelser for, at den nordøstlige del af Grønland i de kom- mende årtier vil kunne fungere som en slags „ressourcekilde" til fangererhver- vet, er, at naturens orden Ikke i større omfang forstyrres eller bringes ud af ba- lance som følge af menneskers aktivite- ter. Det er almindeligt kendt, at naturen i de arktiske regioner er langt mere sår- bar overfor forurening m. v. i forhold til de dele af jordkloden, som har varmere klima. Denne problematik sættes yderligere i _fokus som følge af den kendsgerning, at de internationale selskaber, som i disse år intensiverer jagten på rigdommene i Grønlands undergrund, allerede er igang med undersøgelser også i denne del af Grønland. Sådanne undersøgelser vil i givet fald kunne resultere i ansøgning om udnyttelse af de fundne råstoffer, (mineraler, olie m. v.). Udnyttelse af eventuelle råstoffer må derfor påregnes at skulle finde sted før eller senere. Vor interesse må naturligvis være, at der i sådanne situationer er skabt maksi- mal sikkerhed for, at udnyttelsen finder sted til størst mulig gavn for den grøn- landske befolkning med mindst mulige gener og ulemper for naturen og dyre- . livet. Spørgsmålet er så, om minelovgivnin- gen, sådan som den er idag, giver en til- strækkelig sikkerhedsmargin i henseende til hele Grønland i almindelighed og Nordøstgrønland i særdeleshed. Jeg er ikke i tvivl om, at myndighe- 78 [2] derne, i dette tilfælde Ministeriet for Grønland, har gjort hvad det er menne- skeligt muligt for at skabe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med minelovgivningen samt koncessions- givningen til de enkelte selskaber. Man må imidlertid erindre, at mine- lovgivning og udnyttelse af undergrun- dens rigdomme er noget helt nyt i Grøn- land. Derfor må man gå ud fra, at vi, vore gode intensioner til trods, løber større risici i den første periode, både hvad angår konsekvenserne af eventuel forurening af naturen samt økonomisk udbytte af undergrundens udnyttelse. Af naturlige årsager kan vi idag ikke vide ret meget om følgerne af den i for- bindelse med udnyttelsen uundgåelige forurening, der, som før sagt, er mere alvorlig i det arktiske klima. Omfanget af den økonomiske gevinst for Grønland kan man vel heller ikke have sikker viden om på forhånd. Store selskabers aktiviteter rundt om i verden, og altså også i Danmark, giver mange gange rigelig grund til skepsis i så hen- seende. Jeg føler mig heller ikke tryg ved den kendsgerning, at der i den grønland- ske minelov står skrevet, at selskaberne skal betale skat af „overskuder.". Over- skud kan som bekendt „forsvinde" på mange forskellige måder. Man bør snart søge at erstatte ordet „overskud" med et andet mere „hensigtsmæssigt" ord, f. eks. „omsætning" el. lign. Et andet i grunden yderst kompliceret og helt uafklaret spørgsmål i forbindelse med udnyttelsen af Grønlands naturrig- domme er ejerforholdet til jorden. Der står ganske vist i mineloven, at staten ejer jorden i Grønland, hvilket jo Åge Nielsens Gletscher, Liverpool Land. Fot.: Ib Tøpfer (1955). må siges at være rigtigt ud fra sine præ- misser. Bestræbelser andre steder viser imid- lertid, at dette ejerforhold ikke behøver at være så simpelt endda. Efter de store oliefund i Alaska og Canada har landets oprindelige befolk- ning, eskimoerne, udfoldet ihærdige be- stræbelser på at få anerkendt princippet om den indfødte befolknings moralske førsteret til landet og jorden og dens rig- domme. Samerne i Sverige har en retssag gå- ende om samme problematik. Det er et yderst spændende spørgsmål, som vi grønlændere så absolut må se at blive meget interesseret i i en fart under 79 [3] erkendelse af, at svaret på sådan et spørgsmål kan, eller måske rettere vil, få betydningsfulde konsekvenser for det grønlandske samfund. I forbindelse med Grønlands under- grund og udnyttelsen heraf findes der så- ledes betydningsfulde åbne spørgsmål, som endnu ikke lader sig besvare. Så længe situationen er sådan, må vi efter min mening fra grønlandsk politisk hold have den principielle holdning, at der foreløbigt ikke gives nogen udnyttel- seskoncession i den nordøstlige del af Grønland. I de forløbne seneste årtier er vort land og dets muligheder ligesom lang- somt gledet os grønlændere af hænde. Lad os ikke forspilde mulighederne for, at i det mindste „det andet Grøn- land" kan forblive vort. — ,-Lee s er n e Redaktionen __ I decembernummeret fra 1972 opfordredes tidsskriftets læsere til at frem- komme med deres syn på den nye redaktions arbejde. Redaktionsudvalget vil gerne gentage denne opfordring og vil samtidigt understrege, at vi med den foreslåede læserbrevordning også tænker på læsernes eventuelle kri- tiskekommentarer til de i tidsskriftet offentliggjorte artikler. Læserbreve, der kommenterer de af Det grønlanske Selskab afholdte foredrag, vil lige- ledes kunne optages i tidsskriftet. Vi håber, at læserne herigennem vil kunne medvirke til at gøre tids- skriftet mere debatpræget end det hidtil har været. Af pladshensyn må vi dog bede læserbrevskriverne om at fatte sig i korthed. Redaktionen er naturligvis fortsat interesseret i at få tilbudt artikler, der behandler aktuelle spørgsmål eller emner af almen interesse. 80 [4]