[1] Usukutaq Tekst og tegninger af fhv. kolonibestyrer Hans Jacobi Da jeg i 1965 fik en længe ventet chance til at besøge Thule-distriktet, var jeg så heldig netop at få lejlighed til at møde en meget særpræget person med et ligeså særpræget navn, nemlig Usukutaq. Han henlevede da sine sidste år på Qarnaq's lille alderdomshjem, tilsyneladende glad og tilfreds med en gennem mange år tål- modig oparbejdet resignation overfor den mærkværdige tilværelse, som skæb- nens spil havde ført ham ud i. Usukutaq var nemlig døvstum og havde været det siden sit 3. år. Han havde dog gennem årene fået en særlig evne til at gøre sig nogenlunde forståelig, i det mindste over- for de mennesker, han jævnligt kom sam- men med. Dette skete ved hjælp af ge- bærder, uartikulerede lyde, men ikke mindst ved en særdeles levende og vari- eret mimik. Selvom jeg naturligvis ikke var i stand til at „tale" med ham, opnåede jeg alligevel en vis kontakt i det tidsrum, vi var sammen, og mandens personlighed gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg har forsøgt at skaffe så mange oplysnin- ger som muligt om denne ejendommelige menneskeskæbne, for at den ikke, som det desværre er gået i så mange andre til- fælde, skulle fortabe sig i tidernes glemsel. Den gang regnedes Usukutaq for Qarnaq's ældste beboer, formentlig om- kring de 66 år; men noget helt nøjagtigt årstal, for ikke at tale om en dato for hans fødsel, kunne man af gode grunde ikke fremskaffe, idet kirkebøger var et ukendt begreb i de tider. At manden havde opnået denne efter forholdene høje alder, har man vel lov at undre sig over, især når man tager den efterføl- gende beretning i betragtning. Det har været karakteristisk for Thule- folket, i modsætning til de meget børne- rige blandinger i det øvrige Vestgrøn- land, at de som regel kun opnåede at få ganske få børn i ægteskabet. Spædbørns- dødeligheden har naturligvis været ret følelig under de yderst barske forhold, man levede under, og hvor det ikke så sjældent skete, at kvinderne fødte under fangstrejserne i fri luft; dertil kom, at det ikke var helt ualmindeligt, at man — i alle tilfælde indtil missionen blev oprettet i 1909 — ombragte spædbørn i hungers- perioder, eller når man på anden vis ikke var i stand til at klare ernæringen, hvilken 91 [2] situation naturligt opstod, dersom mode- ren døde, medens barnet endnu var spæd; men også dersom moderen mistede sin forsørger, idet enkens chance for at indgå et nyt ægteskab mindskedes betydeligt, såfremt hun havde et barn i amauten.* Forhold som disse gjorde det forståe- ligt, at man netop her blandt jordens nordligste beboere følte det som en kata- strofe, dersom ægteskabet ikke resulte- rede i et levedygtigt drengebarn, eller endnu mere ulykkeligt, såfremt det for- blev barnløst. Et ægtepar kunne den gang kun med nogenlunde garanti sikre sig deres alderdoms udkomme, såfremt en søn ville være i stand til at overtage fami- lieforsørgelsen, når den gamle familie- fader (itoq) ikke længere kunne klare de lange besværlige fangstrejser, når gigten og de andre svagheder, som en krævende og opslidende tilværelse havde påført ham, hindrede den gamle i at følge med i den hårde kamp for tilværelsen. En betingelse for, at Thule-folket har kunnet friste tilværelsen under de sær- deles barske vilkår, som områderne om- kring 77 og 78 grader nord bød på, har været, at de som nomader har måttet følge de forskellige fangstdyrs færden gennem de skiftende årstider. Her kendte man derfor ikke til, som i det øvrige Grønland, at familier gennem generatio- ner byggede permanente boliger og knyt- tede sig til ganske bestemte fangstplad- ser. Nej, i Thule-distriktet var det en nødvendighed, at man foruden at drive sælfangst i almindelighed søgte de områ- der, hvor de store hvalroskoncentrationer gav rigeligt med kød om foråret, og se- * Amaut, en skindanorak med ekstra plads i hætten til spædbarnet. nere opsøgte man de steder, hvor narhva- lerne gav bedst udbytte. Om vinteren drog man på bjørnejagt i Melvillebugten, og endelig søgte man til de store forårs- træk af søkpnger og alke, hvor man skaf- fede sig en kærkommen og nødvendig re- serve til vinterprovianten; altså en evig omflakkende tilværelse. Fangeren Agpalerssuaq og dennes kone Aloqisaq opholdt sig i slutningen af forrige århundrede ved bopladsen Savisi- vik syd for Kap York; de havde en dat- ter, født omkring 1891, ved navn Nau- jardleq, men hun blev også kaldt Ivalo. I 1899 - efter alt at dømme - fødte Alo- qisaq til familiens meget store glæde en søn, der fik kælenavnet Usukutaq. Om oprindelsen til dette ejendommelige navn er der ikke mindre end 3 versioner, hvoraf den første er den mest kendte, men også den mest usandsynlige; denne beretter, at faderen blev så lykkelig, da det efter spændt forventning afsløredes, at det var et drengebarn, der udstødte de første spæde skrig, at han, såsnart bar- nets køn var bleven synligt, greb med nænsomme Fingre om drengens minutiøse manddomssymbol med ordene: „Goddag lille tissemand". Denne version skal dog, hvor morsom den end lyder, som sagt tages med al mulig forbehold, idet dren- gen ved fødslen sandsynligvis er blevet kaldt Masauna (den som altid er fugtig). Den anden version vil vide, at navnet usukutak er fremkommet under drenge- nes leg, idet udtrykket ,,go da" muligvis har været et forsøg på at efterligne den hilsen, som drengene havde hørt danske mænd som Mokke, Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen anvende, hvilket udtryk faderen næppe har kendt og derfor ikke 92 [3] har haft mulighed for at anvende i oven- nævnte forbindelse. Men det er interes- sant, at drengen i den senere oprettede kirkebog står opført under navnet Ma- sauna. Navnet Usukutaq har man for- mentlig ikke fundet passende til de kirke- lige optegnelser. Endelig er der den 3. og formentlig helt rigtige version, at udtrykket ikke skal referere til „go da", men derimod til „kutaq", der er afledt af ordet „atataq", der betyder vedhæng, og så er vi tilbage til faderens glædesudbrud, der passende kan oversættes som: „Ih se det dinglende vedhæng". Familiens håb om, at deres alderdom var bleven sikret gennem dette drenge- barn, bristede fuldstændigt, da der om- kring 1902 udbrød en meget ondartet in- fluenzaepidemi, der ifølge Mylius-Erich- sens optegnelser krævede 36 dødsofre blandt eskimoerne i hele distriktet. Usu- kutaq, der på dette tidspunkt må have været 3 år, undgik heller ikke smitten; han blev alvorlig syg med påfølgende komplikationer, der påførte ham en hjernebetændelse. Derved blev hans høre- center skadet med det sørgelige resultat, at drengen gradvis blev døvstum. Uden at være i stand til at kunne bedømme den støj, han selv frembragte, kunne han al- drig, når han voksede op som døvstum, liste sig ind på fangstdyrene; og da han tillige var spastiker, ganske vist i mildere grad, medvirkede dette handicap også til, at han mistede enhver chance for at blive den fanger, som faderen havde håbet skulle forsøde de gamles alderdom. Apa- lerssuaq omkom iøvrigt ved et ulykkes- tilfælde under en bjørnejagt, da Usuku- taq kun var 7 år, hvorved han formentlig Usukutaq, tegnet 1963. skånedes for at henleve sin alderdom i nød. Bopladsfællerne har imidlertid aldrig villet godtage, at årsagen til, at Usukutaq pludselig mistede evnen til at tale, skulle være den omtalte influenza. Man fortæl- ler derimod, at det skyldes et chok, som drengen pådrog sig ved at møde et spø- gelse. En dag, da Usukutaq var efterladt alene hjemme, medens moderen var gået på besøg i et nærliggende hus, kom der pludselig en meget uhyggelig udseende person ind til ham i huset. Drengen blev vild a f rædsel og ville slippe fra ham, men den ukendte forfulgte ham rundt i huset, medens Usukutaq skreg så højt, at han „overdøvede sig selv" og til sidst faldt besvimet om. Da moderen kom hjem, fandt hun den bevidstløse dreng stum af choket, men så intet til den mystiske person. Disse 2 tilsyneladende modstridende redegørelser om årsagen til drengens 93 [4] døvhed kan udmærket godt have en na- turlig forklaring, idet den omtalte hjerne- betændelse kan have givet ham de uhyg- gelige hallucinationer om spøgelset, der forfulgte ham; men sygdommen har næppe på dette tidspunkt været mere fremskreden, end han samtidig har været i stand til muligt noget usammenhæn- gende at meddele moderen om mare- ridtet. Efter faderens død boede drengen hos tilfældige familier, som påtog sig at for- sørge ham, og da drengen var meget med- gørlig, glad og beskeden, og da han efter bedste evne forsøgte at hjælpe til, var man i reglen villige til at tage sig af ham. På et tidspunkt bragte Knud Rasmus- sen både Aloqisaq og Usukutaq med til Thule, hvor Peter Freuchen havde lovet at tage sig af drengen. Aloqisaq gjorde véd den lejlighed oprigtig undskyldning for, at hun havde ladet drengen „gro op", men da det først var gået op for hende, at drengen havde en defekt, da han var 3 årgammel, nænnede hun ikke at dræbe ham, da hun på det tidspunkt var kommet til at elske ham så højt. løvrigt gjorde Peter Freuchen ihærdige forsøg på at lære ham at tale, og det lykkedes da også efterhånden for ham at udtale enkelte ord. Drengens handicap blev ikke den ene- ste sørgelige tildragelse, der overgik den hårdtramte familie. Søsteren Naujardleq var sammen med sin mand Qarqutsiar- ssuaq i vinteren 1929, hvor vejret efter årstiden var usædvanlig mildt, taget på en fangstrejse i en robåd; de var ialt 6 personer i båden, heriblandt hendes søn og svigermoder, desuden havde de med- taget hunde og slæde. De sejlede fra bo- pladsen Agpagssuit på Hakluyt øen, vest for Herberts ø i mundingen til den store Inglefields bugt. Båden formodes at være forlist under en storm, og hele besætnin- gen samt hundene må være druknet, idet det varede et halvt år, før det for Thule- beboerne blev klart, at de var forsvundet. Det eneste man kunne sætte i forbindelse med den tragiske hændelse, var nogle mystiske hundehyl, som man mente at have hørt fra det nævnte område i nær- heden af Inglefieldbugten på et tids- punkt, der meget godt kunne passe med det formodede forlis. I 27-års alderen havde Usukutaq boet hos forskellige familier ved Qarnaq; men flyttede senere til bopladsen Ulugssat på Herbertøen. Da der imidlertid ved dette sted i løbet af vinteren 1926 indtraf en hungersperiode forårsaget af vedvarende og meget hårde snestorme, som havde forhindret fangerne i at tage ud på fangst, besluttede han at forlade stedet. Man havde forlængst tæret på de sidste reserver i køddepoterne, og da søkonge- fangten var slået fuldstændig fejl det af- vigte forår, havde man heller ikke det tilskud, man ellers regnede med at kunne ty til i sløje tider. Derfor ville han ikke ligge familierne til ekstra byrde og tære på det yderst sparsomme, man kunne grave frem af sneen omkring køddepo- terne. I slutningen af marts, da vejrforhol- dene var blevet noget mere tålelige, og solen var kommet så højt på himlen, at man så nogenlunde kunne orientere sig om natten, sagde Usukutaq farvel til sine velyndere ved Ulugssat og drog alene til fods mod handelsstedet Thule, en stræk- ning på ca. 150 km, hvoraf omtrent halv- 94 [5] delen af vejen førte over det mægtige bræområde kaldet „Politikens bræ". Han arbejdede sig først over mod bopladsen Itivdleq, hvorfra han begyndte den meget besværlige opstigning ad Itivdlerssuaq. Det var atter begyndt at sne ret kraftigt, føret var blevet tungt, og Usukutaq, der i forvejen var en del gangbesværet, havde det allerstørste besvær med at finde fast fodfæste i det ujævne og stejle terræn og den knudrede og spejlglatte bræis. Dertil kom, at han efterhånden var meget ud- mattet på grund af træthed og en gna- vende sult; men han ville ikke give efter for trangen til at sætte sig ned og hvile; han måtte fortsætte. Da han med opby- delse af sine sidste kræfter havde slidt sig så højt op ad gletscheren, at stejlheden synes at aftage noget, og benene rystede under ham af overanstrengelse, trådte han ud på en sneflage, der pludselig brast under ham. Han mistede fodfæstet og forsøgte forgæves at standse farten; men det var umuligt for hans valne fingre at holde fast i isens ujævnheder. Han rut- schede sidelæns med stadig større fart, og ulykkeligvis brast sneen atter, og han styr- tede lodret ned i en brærevne og stand- sede først sit faldca. 15 meter nede, hvor revnen snævrede så meget ind, at han sad fast. Her blev han klemt sammen som i en skruestik, fuldstændig hjælpeløs, hvi- lende med hele sin vægt på venstre arm, som han slet ikke kunne bevæge. Da han var kommet sig ovenpå choket, mærkede han en skærende smerte i skul- der og arm; han var ved fuld bevidsthed og kunne uhyggeligt højt oppe se lyset, der fortonede sig i et grønligt skær. Han forsøgte at gennemtænke den håbløse situation, han befandt sig i og blev hurtigt Thule området. Efter Atlas til Grønland i Tohundredåret for Hans Egedes Landing. 1921. klar over, at ingen ville savne ham de første par uger, hvorfor han ikke kunne vente, at der var nogen, der ville efter- søge ham, ligesom de spor, han havde efterladt sig fra sin besværlige vandring op ad bræen, meget hurtigt ville blive udslettet af snefaldet. Ja, så var der kun resignationen og selvopholdelsesdriften tilbage. Denne stærke vilje til at overleve, der vel ligger dybt nedarvet i os alle, men som især eskimoerne har fået skærpet gennem generationer, hvilket har bevir- ket, at de har kunnet overleve situationer, der har forekommet aldeles håbløse, og som ville have betydet den visse død f or vi andre medlemmer af arten „homo sapi- ens". Denne selvopholdelsesdrift holdt, hvor utroligt det end lyder, liv i Usuku- taq i 9 døgn. Temperaturen oppe i det fri har sandsynligvis ligget en del under minus 30 grader; men man mener dog, at 95 [6] kulden næppe har været så bidende nede i kløften; men derfor er det alligevel gan- ske uforståeligt, at det menneskelige le- geme har kunnet holde gang i blodcirku- lationen i så mange døgn under så stærke kuldegrader. Den samme misfangst, der havde til- skyndet Usukutaq til at bryde op fra Ulugssat og tage sydpå, fik også fange- ren Arqiorssuaq fra bopladsen Itivdleq til at drage ud for at skaffe proviant til de sultne bopladsfæller; men i modsæt- ning til Usukutaq havde han slæde og hunde med. Arqiorssuaq satte kursen mod syd i håb om at opspore rensdyr eller i det mindste nogle sneharer. Vejen mod dette mål førte ham over den samme op- stigning ad Politikens bræ, som Usukutaq havde fulgt; men i dette tilfælde uden det besvær, som havde udmattet ham, idet hundenes skarpe kløer kunne holde slæde og kusk så nogenlunde på ret køl. Da de var nået et godt stykke op over bræen, standsede hundene pludselig og begyndte at vejre, medens deres haler rejste sig ekstra i vejret. Dette fik Arqiorssuaq til at tro, at hundene måtte have fået færten af et rensdyr, hvorfor han helt overlod til hundene at tage den retning, de snu- sede sig frem til. På een gang standsede hundene brat og begyndte at gø samt vise en særlig interesse for en åbning i sneen, der førte direkte ned i en dyb kløft i bræen. Arqiorssuaq blev meget forundret over denne manøvre og gik nysgerrig helt hen til kløften, men kunne imidlertid ikke få øje på noget usædvanligt, det var så mørkt, at man ikke kunne skelne enkelt- hederne dernede. Han kastede derfor nogle sne- og isstykker derned, uden at det i første omgang førte til nogen løs- ning på gåden; men da han anden gang gentog forsøget med nogle større isklum- per, lød der et frygteligt skrig fra dybet, — dette skrig røbede straks overfor Ar- qiorssuaq, at det måtte være Usukutaq, der befandt sig dernede - denne måde at skrige på var så karakteristisk, at den kun kunne komme fra den døvstumme. Arqiorssuaq gjorde nu Usukutaq for- ståelig, at han ville forsøge at trække ham op ved hjælp af en kobberem. En sådan medbragte man altid, idet den var ganske uundværlig på fangstrejser, og anvendtes blandt andet til reparation af hundeskag- ler. Arqiorssuaq lavede en løkke for en- den af remmen og firede den ned, indtil Usukutaq tilkendegav, at han med sin frie hånd havde fået tag i den; og nu forsøgte han trods sin fastklemte stilling at få remmen trukket ned over kroppen, hvorefter Arqiorssuaq meget forsigtigt kunne begynde at trække ham op, idet Usukutaq samtidigt, så godt det nu lod sig gøre, forsøgte at hjælpe til ved at presse fødderne ind i de ujævnheder, han passerede på vejen op gennem kløften. Den stærkt afkræftede mand mistede dog under forsøget fodfæstet og gled ned igen med et så voldsomt ryk, at Arqiorssuaq også mistede sit tag i remmen, og Usu- kutaq styrtede atter ned til samme ind- snævring, hvor han havde siddet fast; men denne gang lykkedes det ham at få venstre arm fri. Ved næste forsøg var han derfor i stand til at få fæstnet rem- men mere forsvarligt, og da Arqiorssuaq denne gang desuden bandt en ekstra rem fast i slædeopstanderne og fik Usukutaq til samtidigt med, at han forsigtigt blev halet op i den første rem, selv at trække med i den anden line, lykkedes det med 96 [7] Thule-slæde, tegnet 1965. megen møje og besvær at få den udmat- tede mand hejst frelst op på bræen. Ar- qiorssuaq sprættede hurtigt al det tilsø- lede og stinkende tøj af Usukutaq og smed det ned i revnen, derefter puttede han ham, efter at have tørret ham nogen- lunde ren i sne, i sin renskindssovepose og forstod nu udmærket godt, hvorfor hun- dene selv på afstand havde været i stand til at snuse sig frem til revnen, hvor Usu- kutaq sad fastklemt; det var en fæl stank, der steg op fra hans klæder. Arqiorssuaq satte straks kursen mod handelsstedet Thule og lod sine hunde yde alt, hvad de kunne. Han kørte i et stræk til bopladsen Itivdlersuaq; her var man så heldig at træffe Thules dansk- uddannede jordemoder Netta (senere gift med stedets handelsbestyrer Hans Nielsen). Netta, der samme efterår var kommet til Thule efter sin 4-årige uddan- nelse i Danmark, var netop blevet tilkaldt til Arqioq's kone Arnanguaq, der havde en meget vanskelig fødsel. Man kunne derfor trygt efterlade Usukutaq her til Nettas omhyggelige omsorg. Han blev nærmest bevidstløs båret ind i hytten, hvor man havde fremskaffet et stort kar fyldt med vand, is og sne; heri lagde man den halvdøde for at få hans hvidfrosne hænder og fødder tøet op og få sat gang i blodomløbet. I forsøg på at dulme de frygtelige smerter fik han, så snart han kom nogenlunde til bevidstheden, et aspi- rinpulver - det eneste smertestillende man var i besiddelse af; dette virkede 97 [8] tilsyneladende også efter hensigten, idet man må tage i betragtning, at Usukutaq sikkert aldrig tidligere havde gjort brug af et sådant middel. Arqiorssuaq kørte straks videre til Thule for at fortælle om Usukutaq's ejen- dommelige redning og for samtidig at skaffe varmt tøj til ham. Efter et kort ophold returnerede han med proviant og rigeligt tøj; i et sådant tilfælde var alle parat til at yde hjælp. Hans Nielsen bi- drog således med sine bjørneskinds- bukser. Da Usukutaq var kommet så meget til kræfter, at man ved hjælp af lyde og fagter kunne få en nogenlunde beskri- velse af, hvorledes det var lykkedes ham at overleve de mange døgn i revnen, fik man opklaret, at han selv mente at have været ved bevidstheden det meste af ti- den. Han havde forsøgt at tænke situa- tionen igennem og håbede, at hans lom- mekniv ville være ham til nytte og for- søgte derfor at trække den frem af lom- men, hvilket desværre måtte opgives, muligvis havde han mistet den i faldet. Da sulten efterhånden begyndte at blive uudholdelig, gjorde han først forsøg på at tygge skindet fra ærmet på sin ren- skindspels; men dette forhindrede pelsens lange hår ham i. Han fik derefter med megen møje trukket kamikken af sin højre fod og prøvede først at tygge den smule næring i sig, der kunne pines ud af det tørre kamikstrå*; derefter fortsatte han med at gnave sig gennem det seje skind; da dette var helt fortæret, fik han med uhyre anstrengelse også trukket sin * Imellem kamikkens 2 lag skind lægges hø eller strå som isolation under fødderne. venstre kamik af benet. Begge benene lå nu fuldstændig ubeskyttet og nøgne op mod isvæggen i gletscherrevnen, medens han i løbet af de 9 døgn møjsommeligt gennemtyggede alt det ulækre stof til al- lersidste trævl. For at skaffe sig tilstræk- kelig væde, slikkede han rimen af sin ren- skindspels suppleret med små isstykker, som havde løsnet sig ved faldet. Usukutaq's redningsmand Arqiorssuaq omkom i 1930 under en ekspedition, hvor han var blevet engageret som slædekusk for en tysk eventyrer ved navn Kriiger, en alt andet end tiltalende person. Denne havde også fået overtalt en dansk assi- stentved Egedesminde, Aage Rose Bjare, til at deltage i ekspeditionen, der skulle udgå fra Thule til de nordvestlige kyster af Ellesmereland. Foretagendet var imid- lertid ikke særligt omhyggeligt forberedt med mere eller mindre uegnet udrustning. Arqiorssuaq blev meget hurtigt klar over det tvivlsomme foretagende, og selv om han i den anledning nærede de største be- tænkeligheder ved ekspeditionens heldige udfald, afholdt det ham ikke fra at holde ord og tage med; havde han en gang lovet Kriiger at deltage, følte han, at han ikke havde lov til at følge sin tilskyndelse til at lade denne mand klare sig selv. Alle 3 mand forsvandt imidlertid spor- løst med hunde og slæder og blev efter- søgt af „the mounted police", der for- søgte at trænge til bunds i mysteriet ved afhøring af de eskimoer, der formodedes at have haft berøring med ekspeditionen, men det eneste spor, man fandt, var en beretning i en varde skrevet den 22. april 1930 ved Cap Colgate i det nordlige Ellesmereland, men denne gav ingen op- lysning af interesse, udover at de med 98 [9] l slæde og 17 hunde var fortsat mod nordspidsen af Axel Heibergsland. Sand- synligheden peger derfor på, at de er kommet ud på strømskåren is, der er bri- stet under dem, så både mænd og hunde er druknet. Der opstod dog det rygte, at Kriiger, da fangsten slog fuldstændig fejl, skulle have ædt begge sine ledsagere, men dette skal man vist ikke fæste nogen lid til, i så fald ville man vel have fundet rester af hunde og slæden. Som nævnt havde Usukutaq trods sit handicap ingen større problemer med at klare sit udkomme, idet alle efter bedste evne søgte at hjælpe denne mand, som skæbnen havde udelukket fra selv at skaffe sig det. løvrigt gik han en del til hånde på sygehuset, hvor der i reglen altid var et eller andet, han kunne gøre sig nyttig med, og så havde han samtidig sikret sig kost og logi. Usukutaq, der havde gennemgået mere her i livet end normale mennesker ville have kunnet overleve, fik trods sin høje alder ikke lov til at dø en fredelig og naturlig død. En dag fandt man ham brændt ihjel i sin seng på alderdomshjem- met; han, der var ene på stuen, må være faldet i søvn med en tændt pibe, som sandsynligvis har været ekstra godt stop- pet med tobak, idet han rigtig skulle nyde den ekstra tildeling, som han i anledning af kong Frederiks fødselsdag havde fået, tragedien fandt nemlig sted den 11. marts 1967. Således sluttede en lang og bevæget livsskæbne; et vidnesbyrd om, at menne- skets evne til at overleve i visse tilfælde er fantastisk og trodser al logisk bereg- ning; men en mere hårdfør race end polareskimoerne findes vel næppe heller her på jorden. 99 [10]