[1] Grønlandspolitikken og Grønlandsrådet - interview med næstformanden i Grønlands Landsråd, pastor Jonathan Motzfeldt, medlem af Grønlandsrådet (interviewet af Aqigssiaq Møller) Grl: Som ung studerende i København var du politisk aktivist. Hvad var dit syn på Grønlandsrådet dengang? JM: Jeg skal ikke skjule den kends- gerning, at jeg aldrig har været begejstret over oprettelsen af Grønlandsrådet. På den anden side forstår jeg udmærket idag, at det er et meget praktisk arrange- ment for at få danske og grønlandske po- litikere til at drøfte problemer omkring det grønlandske samfund. Mine betænke- ligheder gælder mest det politiske. Fryg- ten for et mere og mere degenereret poli- tisk arbejde i landsrådet, hvor dets egent- lige rolle tilsyneladende skulle overtages af Grønlandsrådet — ikke mindst når sa- gerne drejer sig om større linier i grøn- landspolitikken - har været de grundlig- gende argumenter i min modstand mod Grønlandsrådets oprettelse. Grl: Efter at du selv er blevet medlem i Grønlandsrådet, har dit syn på dette så ændret sig? J M: Mine anelser er blevet bekræftet med hensyn til det praktiske. Men m. h. t. det politiske vil jeg sige, at det stadigvæk er et forkert sted at lave en grønlands- Fot.: Torben Lodberg (1971). Pastor Jonathan Motzfeldt, næstformand i det grønlandske landsråd og medlem af Grønlandsrådet. politik. Rådet ligger for fjernt fra ar- bejdspladsen Grønland, og efter min 113 [2] Grønlandske medlemmer af Grønlandsrådet: Fra venstre Jonathan Motzfeldt, Lars Emil Johansen og Moses Olsen. Fot.: Torben Lodberg (jan. 1973). overbevisning er det nu engang grønlæn- derne selv, der skal udarbejde en grøn- landspolitik. Grl: Hvordan er samspillet mellem danske og grønlandske politikere i rådet? JM : Her gælder det gamle ordsprog også : „Lige børn leger bedst." Grl: Kan du kort beskrive arbejdsgan- gen i rådsarbejdet? Lad mig tage som eksempel, at der er opstået et politisk spørgsmål i Grønland. Hvem tager ini- tiativet til fremlæggelsen? Landsrådet? Landshøvdingen ? JM: Alt hvad der har med politiske spørgsmål at gøre må og skal løses først og fremmest af landsrådet, når sagen drejer sig om Grønland og det grønland- ske samfund. Det er en almen menneske- lig ret og pligt, at befolkningen i et hvilket som helst land forsøger selv at løse sine egne problemer. Men dermed udelukker jeg ikke den mulighed, at vi i Grønland også kan tilkalde eksperter til at være os behjælpelige, når det drejer sig om specielle problemer. Hvis vi ikke holder denne linie, må vi i mange år ind- stille os på, at andre „tager initiativer og løser problemer for os." Og så fortsætter rouletten, som Niels Højlund ganske rig- tigt kalder „Krise uden alternativ". De sager, som rådet drøfter undermø- derne, er blevet udarbejdet af et sekreta- riat under Grønlandsministeriet. Og alle betænkninger er som regel udarbejdet på basis af undersøgelser, iagttagelser, ja, gennem kontakter på lokal basis på en yderst grundig måde. Og jeg skal heller ikke benægte, at det er dygtige personer, der sidder i sekretariatet. Men jeg savner alligevel større grønlandsk medleven og repræsentation i de forskellige udvalg, som giver råd og vink til politikerne forud for drøftelserne i Grønlandsrådet. Grl: Er sekretariatets arbejdsgang og 114 [3] Danske medlemmer af Grønlandsrådet: Fra venstre Hans Jørgen Lembomn, Holger Hansen, Svend Haugaard og Poul Dam. Fot.: Torben Lodberg (jan. 1973). fremlæggelse af dokumenterne tilfreds- stillende? JM: Jeg skal ikke klage, men det sker, at vi må efterlyse virkningerne af vore synspunkter to gange, før vi finder ud af, hvad der er blevet af dem. Grl: Embedsmandsvælde ? JM: Jeg plejer ikke at bruge dette be- greb, men som en folkevalgt repræsentant plejer jeg gerne at advare imod en tekno- kratisk form for tilrettelæggelse af et samfund. Grønlandsrådets funktion lig- ger på randen af denne fare. Der er for langt imellem på den ene side Sakæus og Benjamin og på den anden side teknikerne og embedsmændene. De to sidste kender deres apparat på både godt og ondt, kender deres økonomiske og tekniske mu- ligheder, mens de førstnævnte sidder med deres ekspertise i de lokale anliggender, som sjældent når frem til forhandlings- bordet. Derfor mener jeg, at i fremtiden må vi mere og mere satse på lokale kræf- ter, der i kraft af deres kendskab til de lokale forhold - både de økonomiske og erhvervsmæssige - drages ind i udvalgs- arbejder med henblik på forelæggelse til politikerne. Grl: Det at være medlem af Grøn- landsrådet som grønlandsk politiker inde- bærer vel særlige forpligtelser? JM: Generelt kan jeg sige, at til den, der til hver en tid sidder som medlem af Grønlandsrådet fra Grønland, ligger det særlige krav, at vedkommende skal kunne formulere sig på den måde, at han/hun rammer grønlandske ønsker og forudsæt- ninger på en så klar og enkel måde, at selv folk, der aldrig har været i Grønland, kan forstå, hvad meningen er. Det er en kunst at kunne beherske det, derfor kan man godt sætte det som krav. Grl: Hvorfor frigiver man ikke alle dokumenterne ? 115 [4] JM: Kære ven! Det er kun rimeligt, at de ansvarlige ledere i samfundet også har en tavshedspligt, hvad angår sager, der er behandlet under „lukkede møder". Det er en sikkerhed, som alle vi borgere i et demokratisk samfund bør kræve og opretholde. Tavshedspligt hører med til demokratiets funktioner. Hvis man fjer- ner den, tager man en af grundpillerne væk for en sund demokratisk udvikling i et samfund. Sager, der er forelagt til rådet, kan kræve denne sikkerhed. Dette krav om sikkerhed møder vi i alle demo- kratiske forsamlinger lige fra folketinget til et menighedsråd. Grl: Har Grønlandsrådets sekretariat overlevet sig selv? JM: Grønlandsrådet er en fidus, som en eller anden klog embedsmand i mini- steriet i sin tid har foreslået. En fidus, som har udfyldt et behov, som den poli- tiske udvikling har nødvendiggjort. Hvis jeg nu skal vurdere dennes funktion, vil jeg sige, at dette forum af danske og grønlandske politikere har været med til at bane vejen for den forståelse og posi- tive modtagelse, som hjemmestyreudval- get har oplevet i Danmark. Jeg synes, at alle er indforstået med, at den videre ud- vikling i det grønlandske samfund kræver en ny tænkning, ja, nye former for en jordnær og menneskelig, nej, folkelig ad- ministration af de politiske beslutninger. Det grønlandske samfund kan sam- menlignes med den grønlandske skole idag. I den grønlandske skole lever pæda- gogerne og forældrene i hver sin verden. Den skole vi har opbygget for dyre penge står som noget uvedkommende for forældrene, netop fordi forældrene har en minimal indflydelse på skolens drift og administration, ikke mindst hvad an- går pædagogernes ansættelses- og løn- forhold. Igennem narresutter af utallige udvalg afgiver forældrene udtalelser, udtalelser og atter udtalelser, men en reel indflydelse har de aldrig fået. Situationen er den samme i det politi- ske liv i Grønland. Der er for mange vig- tige sager, som vi i Grønland ikke har den direkte indflydelse på. Derfor er det ikke en snak i den blå luft, når vi ønsker at drøfte en hjemmestyreordning på vores nuværende stade, ikke mindst på bag- grund af skattens kommende indførelse i Grønland. Der er en god vilje på begge sider af Atlanten til at drøfte mulighe- derne for en hjemmestyreordning i Grøn- land. Det er en enestående situation, at en tidligere koloni forsøger at få mere selvstændighed igennem en demokratisk forhandling. Det er en udvikling, som både danskerne og grønlænderne virkelig kan være bekendt. 116 [5]