[1] EF-afstemningen i Grønland af stud. mag. scient. Hans Christian Gulløv og stud. mag. scient. soc. Stephen Heilmann Det sidste ord er endnu ikke sagt i denne EF-debat og bliver det formodentlig hel- ler aldrig. Tværtimod må det anses for sandsynligt, at i den nye fase, som tilslut- ningen til EF har indledt, vil arbejdet med Grønland blive intensiveret både fra politisk side og i den vælgermasse, der gennem sit „nej" tilkendegav, hvilket der bl. a. ligger i udtrykket, „de særlige grøn- landske forudsætninger". For at effektivisere forretningsgangen gik man på Grønland i 1971 bort fra at bringe mindretalsudtalelser i kommunal- bestyrelsesreferaterne. Denne tendens til at anonymisere beslutningsprocessen har på landsdelsplan endnu ikke manifesteret sig. Et afgørende eksempel kom sidste år som et resultat af folketingsvalget, hvor Moses Olsen blev repræsentant for et mindretal af de sydgrønlandske vælgere — men ganske vist et repræsentativt min- dretal (se tidsskriftet Grønland 1971, side 344 f f.) - og kom derved til at ind- tage en særdeles central position i en usikker regeringsdannelse. Nu er Grønland som hjemsted for en etnisk minoritet atter blevet trukket frem i den politiske diskussion. Dennegang er det ikke majoriteten af vælgerne i Dan- mark, som ser sig manipuleret af en mino- ritet bestående af primitive naturfolk (for at bruge en yndet frase) ; men deri- mod denne etniske minoritet, som forsø- ger at henlede opmærksomheden på sig fra en ansvarlig politisk elite. Det er umiddelbart ikke vanskeligt at se, hvori konflikten består - for en konflikt er der tale om. Den udspringer i holdningen til minoritetsgrupper, der kan udgøre en trussel. Når mindretalsudtalelser skal sættes i centrum for opmærksomhed, som tilfældet var ved valget i 1971, bliver de farlige og opfattes som en trussel, hvilket aviskommentarer og læserbreve viste med al ønskelig tydelighed i oktober 71. Men udgør dette mindretal ingen trussel, kan dets udtalelser let modereres, når blot ikke de sætter spørgsmålstegn ved helt fundamentale principper, hvilket Moses Olsen formåede at gøre ved folke- tingets åbningsdebat i oktober 1972. Moses Olsen fremhævede, at det grøn- landske nej til EF havde to årsager: (l) „Jeg mener, at Grønland har sagt nej først og fremmest for at beskytte sine interesser, og fordi forhandlingsresulta- 117 [2] terne er blevet utilstrækkelige med tiden, idet de var fremsat under andre omstæn- digheder end de herskende i dag. (2) Jeg mener også, at Grønlands nej er interessant derved, at vi jo har mange års erfaring som minoritetsgruppe, hvor vi i de seneste årtier har oplevet stærke samordningsbestræbelser mellem majori- tetssamfundet og minoritetssamfundet. Jeg mener derfor, vi i høj grad var vel- kvalificerede til at tage stilling til EF, og jeg er uenig med de politikere, som har sagt, at oplysningen har været alt for mangelfuld. Ja, måske har vi i visse hen- seender været bedre kvalificeret end mange danskere hernede, hvor man jo hidtil ikke har haft mulighed for at er- hverve sig samme erfaringer som minori- tetsgruppe, som vi har gjort. Men nu har flertallet hernede jo besluttet sig til at høste sådanne erfaringer." Og på grund af dette konkluderer Mo- ses Olsen i sit indlæg, „... i mellemtiden siger (vi) til de grønlandske vælgere, at ønsker man fortsat en anden ordning med EF end den, vi har opnået ved at komme med sammen med Danmark, så kræver det et ændret tilhørsforhold til Danmark, og så kan man jo, når forberedelserne er truffet, forsøge at foranstalte en folke- afstemning om tilhørsforholdet til Dan- mark i Grønland." Det er denne udtalelse, som har ført til den megen snak i dagspressen om Grønlands løsrivelse, hvor der i udtalel- sen intet ligger i den retning. Dette var grønlandsministeren også til fulde klar over, da han imødegik Moses Olsens og hermed et mindretals meningstilkende- givelse, der nok var det modsatte af næ- sten to millioner danskes, men som ingen 118 Skål deroppe - for fortsat godt samarbejde. (Tegning: Klaus Albrectsen i Information 13/10 1972). trussel kunne udgøre, i sit svar: „Men med hensyn til spørgsmålet om, hvad vi nu skal gøre med Grønland i den tid, hvor vi nu skal til at ordne, hvordan vi kommer ind i EF, kan jeg love hr. Moses Olsen, at vi fra regeringens side vil gøre alt, hvad vi kan, for at denne overgang kan blive så blid som muligt og kan blive så god som muligt for Grønland" (Folke- tingstidende) . Hermed er den officielle politiske dis- [3] kussion ophørt, og der forestår nu en diskussion, hvor hver af de to parter — hvad enten de udgøres af vælgeren overfor politikeren eller af nej-sigeren overfor ja-sigeren — vil have sit faste ud- gangspunkt. Det er disse udgangspunk- ter, som Moses Olsen fremhævede ved_at udtale: „Man kan betragte sagen fra to synsvinkler. Ser man på sagen ud fra de formelle forudsætninger, der er gældende i dag, må man sidestille det grønlandske nej med f. eks. det københavnske og kon- statere, at en gruppe af landets borgere har haft en anden opfattelse end fler- tallet, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det er en enkel og ud fra sine præmisser rigtig holdning. Men ser man derimod sagen ud fra de reelle naturgivne forudsætninger — og dem betragter jeg selv som de egentlige grønlandske forudsætninger — er situa- tionen dog ikke så enkel. Selv om vi for- melt på papiret er en gruppe danskere på linje med københavnere og andre, kan ingen nemlig bortforklare, at vi er et folk med eget sprog og eget særpræg, og at vore levevilkår og livsbetingelser mere svarer til de norske, færøske og islandske, end de svarer til de danske. Det er noget, der står fast og ikke er til at ændre. Og det er altså helt klart, at det er et demo- kratisk grønlandsk ønske, at Grønlands tilknytning til EF ikke skal svare til den danske. Som ansvarlige politikere må det nu være vor opgave at føre en grønlandsk politik, der er i harmoni med dette folkets ønske" (Folketingstidende). Med dette in mente er der ingen tvivl om, hvad der lå i det senere forslag om et ændret forhold til Danmarks centrali- serede styre af Grønland. EF-medlemsskabet kan betyde forhøjede fødevarepriser. Tilskud? - eller løsning af det grønlandske lavtlønsproblem? Fot.: IbTapfer (1969). Stemmeoptællingen viste, at kun i Ta- siluk (Julianehåb kommune) ogilvigtut- Grønnedal var ja-stemmerne i overtal, og kun ganske få steder kom de samme stem- mer over 50 % af nej-stemmerne (Nar- ssarssuaq, Avigait, Frederikshåb by, Godthåb by, Thule kommune, Angmag- ssalik kommune og Scoresbysund kom- mune), til gengæld var disse steders stemmeprocenter blandt de laveste. Stemmeprocenten var på landsdels- basis 55,1 %, hvilket er noget højere end ved folketingsvalget i 1971 (52,07 %); 119 [4] og den har været stødt stigende i de sidste par valg. Det kunne i denne forbindelse have været spændende at se, hvordan aldersfordelingen kommer til at tage sig ud efter nedsættelsen af valgretsalderen til 20 år. Stemmeprocenten på landsdelsbasis var følgende: Procent af stemmeberettigede Ja Nej Sydkredsen............ 17,7 % 39,2 % Nordkredsen ......... 14,4 % 37,8 % Hele landsdelen ...... 16,4 % 38,7 % Procent af afgivne stemmer Ja Nej 31,1 % 68,9 % 27,5 % 72,5 % 29,8 % 70,2 % Set med danske øjne er nej-stemmernes andel af de stemmeberettigede væsentlig højere end de tilsvarende danske tal; men det store „nej" på Grønland skyldes ude- lukkende den lave stemmeprocent (rent teknisk!). Det store „nej" har været indgående debatteret i den danske dagspresse. De to data er blevet sammenstillet med kom- mentårer, så som, „Flertallet af de grøn- landske vælgere, som deltog i afstem- ningen om Danmarks tilslutning til EF, sagde ligesom et flertal i København, i Ballerup og en af de århusianske opstil- lingskredse nej til Fællesmarkedet", og videre, „... stemmeafgivningen på Grøn- land (var) beskeden, og nej-stemmernes tal nåede ikke halvdelen af vælgertallet" (BerTingske Tidende). Heri ligger der indirekte den holdning, der af Moses Ol- sen blev karakteriseret som „de formelle forudsætninger", og så betyder det ikke noget, at deltagelsen kun lå på ca. 50 %. Men man kan heller ikke blot overse „de reelle naturgivne forudsætninger", som ikke kan formaliseres ved at gøre landet til et amt gennem en grundlovsændring, der prioriterede en ændring i tronfølgen. Set ud fra denne synsvinkel er sammen- ligningen med Portugals afrikanske pro- vinser stadigvæk relevant. Tilbage står nu konsekvenserne af af- stemningsresultatet, der som første facit fik Grønland indlemmet i EF; og det er disse konsekvenser, som fik Moses Olsen til at fremkomme med forslaget om en ændring af Grønlands stilling indenfor det danske rige. Perspektiverne af disse konsekvenser berørte dagbladet Infor- mation på følgende måde: „Hvis Grøn- land ikke vil nøjes med at være et amt, men vil have en særplacering ligesom Mennesket og fremskridtet. Fot: Ib Topfcr (1969) 120 [5] Endnu er der nok til dem begge. Fot.: Hjalmar Mauritzen (1960). Færøerne, om ikke nødvendigvis akkurat den samme, så er regeringen til at for- handle med. Og så er der grundlag for at forhandle i Bruxelles! Det lyder nemmere, end det kan blive. For det første bliver der mange proble- mer inden for riget at løse, om minekon- cessionerne, handelen etc., og for det andet kan man næppe, hvor gerne man end vil, helt se bort fra, at Grønland kan have gjort Danmark til et mere attråvær- digt ansøgerland, end det ellers ville have været. Præsidenten for det franske firma „Euréquip", m. Silvere Saurat, frem- manede for ca. et halvt år siden i le Mon- de's økonomiske tillæg syner så flotte som nordlys om Grønlands betydning for Europa — på grund af denne verdens største øs mineralske rigdomme og på grund af dens strategiske beliggenhed ved indsejlingen til Nordvestpassagen. Man formelig så oliekilderne springe og værdifulde metaller vælte op af den frosne jord til glæde for EFs industri! Hvem siger, at svaret i Bruxelles ikke bliver, at man havde disse visioner i tan- kerne, da man sagde velkommen til Dan- mark? Hvem siger, at man ikke allerede nu i Bruxelles har besluttet sig til at diri- gere fiskeriet under Grønland, når und- tagelsesbestemmelsens tidsfrist udløber? Optimister er som bekendt allerede i gang med at skaffe „offervillig kapital" 121 [6] til udnyttelsen af Grønlands mineralrig- domme, og grønlandsministeriet har måt- tet køle ivrige kapitalinteresser af med en besked om, at der ikke gives tilladelser før tidligst i 1974. Så det er ikke uden baggrund, Moses Olsen taler stærke ord. Forresten har han jo da kun forstærket, hvad han kort før jul sagde. Allerede den gang bebudede han, at der kunne blive tale om et krav om ændring af den statsretlige stilling. Men han bør nøjes med denne formule- ring. Ordet løsrivelse er for stærkt, sær- stilling turde være det rigtige. At skabe den vil give Danmark et smukkere ansigt ..." (Information). Der er fra lokal grønlandsk side frem- kommet advarende kommentarer til den igangværende minedrift gennem et sær- deles skarpt formuleret læserbrev i Ser- mitsiaq af pastor Finn Lynge. Ligeledes slog professor Anders Ølgård for ca. et år siden til lyd for at stoppe koncessio- nerne i 10-15 år, ... men tilbage står modsætningerne melem de formelle og de reelle naturgivne forudsætninger, som EF-afstemningsresultatet har været med til at skærpe. Om det vil lykkes for Jonathan Motz- feldt at starte det tredje politiske parti på Grønland er et af biprodukterne - men politisk set uhyre spændende - fra den smeltedigel, Grønland nu befinder sig i. Man kan altså forvente, at der vil komme til at ligge realiteter bag Moses Olsens slutreplik ved folketingets åb- ningsdebat: „Jeg kan også love grøn- landsministeren, at jeg nok skal være noget hård ved ham en gang imellem. Det er nødvendigt, for det er nok rigtigt, som Churchill har sagt engang, at en af de vigtigste årsager til fejlslagen politik, er tilbøjeligheden til at fortælle personer i høje stillinger det, som de bedst kan lide at høre" (Folketingstidende). Kilder: Berlingske Tidende, d. 13. oktober 1972. Information, d. 13. oktober 1972. Sermitsiaq. d. 6. oktober 1972. Serraitsiaq, d. 20. oktober 1972. Tidsskriftet Grønland 1971, side 344-351. Folketingstidende, d. 11. oktober 1972, spalte 209 -277. 122 [7]