[1] De grønlandske kvindeforeningers boliginitiativ af redaktør Eva Rude Det er med stor interesse, jeg har læst læge Ole Bergs artikel : Den grønland- ske bolig i dag . I, i „Grønland", nr. l, 1973. Få har som Ole Berg taget sig tid til at undersøge boligforholdene i Grøn- land på så at sige jordnært grundlag, og her kommer hans nøje kendskab til grøn- landske forhold og hans to-sprogethed ham til stor hjælp. Fra Ole Bergs fore- drag på Boligseminar 2, Godthåb 1970 erindrer jeg en mængde beskrivende de- tailler om den grønlandske husmoders hverdag, notitser om dagligdags ærgrel- ser og irritationsmomenter, som planlæg- gerne sjældent interesserer sig for, men som har væsentlig betydning for forbru- geren. Ole Berg refererer de grønlandske husmødres iagttagelser og konklusioner, ofte var det ganske små detailler, men brikker, som tilsammen dannede en klar mosaik og fremtrådte som et puslespil over den almindelige grønlandske hus- moders dagligdag på ulige steder og byg- der i Sydgrønland. Med megen tålmodig- hed og stor akkuratesse har Ole Berg fået alle oplysningerne skrevet ned. Vi for- nemmer lugten fra det våde uldtøj, som tørres ved kakkelovnen, ubehaget ved at sove mange sammen, fordi man har måttet tage kakkelovnen ned i soveværel- set, irritationen over proviantrummet midt i huset eller det glatte trappetrin udenfor husets vindfang, som er anbragt forkert efter brugerens mening. Man mærker ligeledes den slet skjulte kritik af de danske planlæggere, som ikke har forespurgt grønlandsk ekspertise inden- for de forskellige områder, den eksper- tise, som ikke har papirer, men bunder i gammel tradition og opdragelse. I mange af de bitre bemærkninger ligger en klar tilkendegivelse af, at man fra grønlandsk side føler en administration, —man synes, at planlæggerne har handlet med bebo- erne og brugerne af husene uden ringeste hensyntagen til deres ønsker og behov. Ingen steder hører man om krav eller direkte ønsker til planlæggerne fra for- brugerne, men det kan være et af de punkter, som er uklare eller tabt under- vejs fra forbruger til referent. Det er en af grundene til, at boligsemi- narerne, som også Ole Berg fremhæver, må ses som en meget vigtig nyskabelse indenfor det grønlandske samfund. De 134 [2] har betydet en demokratisk udvikling, da det er første gang planlæggerne har mødt brugerne af boligerne og gennem en kri- tisk vurdering af boligbyggeriet i Grøn- land set fra grønlandsk synspunkt på sag- ligt grundlag har drøftet problemerne. Boligseminarerne er en klar manifesta- tion af den grønlandske forbrugers be- vidsthedsgørelse, en proces, som netop fandt sted på samme tid i det danske sam- fund, hvor en boligtradition er så meget ældre og etableret. De.t er vel også en af grundene til, at den grønlandske bolig- forbruger har haft nemmere ved at kom- me igennem med sine ønsker, da først debatten var i gang, end den danske, i hvert fald de danske boligforbrugere, som ikke har eget hus, men bebor etage- lejlighed eller blokbebyggelse. Initiativet til boligseminarerne er taget af Martine Jensen, Julianehåb, ved De grønlandske Kvindeforeningers lands- møde i Julianehåb 1965. Sommeren 1964 havde Martine Jensen deltaget i Dansk Kvindesamfunds kursus i Danmark for grønlandske kvinder beskæftiget med so- cialt, politisk eller kulturelt arbejde og der sammen med de andre kursusdelta- gere besøgt Grønlands Tekniske Organi- sation, hvor bygningsinspektør Olav Himmelstrup og arkitekt Ole Johannes- sen havde fortalt om udviklingsplanerne for det grønlandske boligbyggeri samt forevist lejlighedsplaner for igangvæ- rende og netop færdigtbyggede. Endvi- dere besøgtes nyt boligbyggeri i Køben- havn og omegn samt børneinstitutioner. Med saglige oplysninger og konkret viden drog kursusdeltagerne hjem til Grønland til deres forskellige udvalg under kommune og forening, og her fort- sattes drøftelserne. Som bekendt har De grønlandske Kvindeforeninger indtil nu været den stærkeste organisation i Grøn- land. Hvordan det vil gå i fremtiden, når de forskellige fagorganisationer og poli- tiske partier sætter hårdt ind, kan ikke vurderes, men stadig står De grønlandske Kvindeforeninger som en respekteret og meget værdsat organisation. Det er dog ikke alene medlemmer af kvindeforenin- gen, som Dansk Kvindesamfund henven- der sig til, også kvinder udenfor, men med stærk tilknytning til politisk eller socialt arbejde kan deltage, det er kvinde- foreningerne og kommunalbestyrelserne, som i samråd udpeger deltagere til Dan- markskurserne. Fra kurset i Danmark 1964 rejste kvinderne hjem med ny viden om deres boliger, og det gav stof til eftertanke i Grønland. Derfor faldt det naturligt, at man til det følgende landsmøde, som holdes hvert tredie år et eller andet sted på vestkysten med deltagere fra hele Grønland, satte boligspørgsmålet på pro- grammet. Martine Jensen, Upernaviar- ssuk, som var formand i Julianehåb, hvor landsmødet skulle afholdes, bad Ole Jo- hannessen, som var på tjenesterejse i Grønland, om at holde foredrag for del- tagerne. Næste år, sommeren 1966, ind- kaldte de meget aktive kvindeforeninger til kursus, og også her stod boligproble- met som et af de centrale emner. Denne gang ønskede man især boligforbrugerens standpunkt belyst og her igen set fra kvindesagligt synspunkt. Det var grunden til, at jeg blev bedt om at deltage, idet jeg i mit daglige arbejde i Byggecentrum i København har formidlingen mellem Byggecentrum og de til Boligtrivsel i Cen- 135 [3] Ældre hus i Scuresbysnnd. Fot.: IbTapfcr (1967). truin knyttede forbruger- og kvindeorga- nisationer. Min opgave i Grønland skulle udelukkende være en slags kontakt mel- lem Boligtrivsel i Centrum og De grøn- landske Kvindeforeninger. Det blev en meget spændende og meget krævende opgave, for deltagerne i kurset gik grundigt og systematisk til værks. Kæmneren i Julianehåb viste sig uhyre imødekommende og skaffede os adgang til byggepladser og allerede opførte etagelejligheder og typehuse. Desuden viste det sig, at arkitekt Tage Nielsen var på sommerinspektion i samme periode i Julianehåb, og også han deltog i besøgene på byggepladser og i de af ham projek- terede bebyggelser. Alt blev nøje gennem- gået og nedskrevet, kritiseret og vurderet efter den grønlandske forbrugers og den grønlandske families mønster, levevis og vilkår. Mange af deltagerne havde været i Danmark og kunne bedømme forskellen mellem dansk og grønlandsk levevis og familieforhold, og de fremhævede som så ofte anført, at mange af boligerne var bygget og indrettet mere efter dansk end efter grønlandsk tradition og behov. Dette kom også frem på de senere bolig- møder og de to seminarer, men det var på det første boligkursus, at kvindefor- eningernes repræsentanter nedfældede det i den efterfølgende rapport og gjorde opmærksom på disse for den grønlandske familie uacceptable forhold. Under boligekskursionerne var det Især ganskejconkrete forhold, som delta- 136 [4] Kap Tobin. Sæl f lænsning i det fri. Det meste af året må dette arbejde udføres indendørs. Har man ved udformningen af moderne boliger i Grønland taget højde herfor? Fot.: Ib Tapfer (19G8). gerne gang på gang vendte tilbage til og angreb. Man var utilfreds med entreerne i nybebyggelserne. med vilkårene for per- sonlig hygiejne og med pladsforholdene til opbevaring af grønlandsk proviant. Efter få besøg i moderne lejligheder og typehuse stod det klart, at der ikke var afset plads til grønlandsk udetøj, især når det som her var store familier, det drejer sig om. Kamikker, gummistøvler, packa- coats, vindtætte jakker for ikke at tale om beklædning til fangst og fiskeri samt red- skaber, hvor skulle det være ? Og alt det er nødvendigt i en grønlandsk familie. Eller forsåvidt en dansk familie bosat i Grønland. Hvilke muligheder var der for at få det våde udetøj tørret i entreen? Ingen. — Med hensyn til den personlige hygiejne kunne det, specielt i typehusene, være vanskeligt at foretage den i enrum. Mange steder var der kun køkkenet, og her med døre til flere rum. Det var ikke nemt i en familie med mange medlemmer at gøre sig i stand uden store vanskelig- heder. - Og endelig var opbevaringen af grønlandsk proviant et meget stort pro- blem i etagehusene, fordi der simpelthen ikke var afsat plads til andet end lidt frysevarer fra butikken. Derfor anbragte man den grønlandske proviant i plast- poser udenfor vinduerne, hvilket heller ikke var ideelt, da provianten ofte blev 137 [5] fordærvet. Desuden var det meget svært at rense og istandgøre provianten i de små køkkener, enten det nu var fugle- vildt, fisk, sæler eller rensdyr. Flere af deltagerne havde eksempler at fremføre og kunne berette om vanskeligheder ved køkkenarbejdet. Disse var nogle af de oftest udtalte og stærkest fremførte øn- sker eller rettere krav til de fremtidige boliger i Grønland. Derefter rullede snebolden så at sige. Ole Johannessen fra G.T.O. blev op- mærksom på rapporten, og kontakten mellem de forskellige foreninger og orga- nisationer blev etableret. På dette grund- lag tog De grønlandske Kvindeforenin- ger initiativet til boligseminaret i Godt- håb 1967 i samarbejde med Ministeriet for Grønland, Grønlands Tekniske Orga- nisation og Byggecentrum gennem Bolig- trivsel i Centrum. Som foredragsholdere deltog repræsentanter for alle disse orga- nisationer plus enkelte andre og som del- tagere medlemmer af kvindeforeninger- ne, kommunalbestyrelser samt sociale og tekniske udvalg langs hele vestkysten. Det spændende og måske nok mest værdifulde ved dette seminar var den kendsgerning, at det måske var første gangman fra planlæggere og forbrugeres side debatterede direkte om de spørgs- mål, som så åbenbart havde beskæftiget begge parter gennem en lang årrække, — spørgsmål og problemer, som tårnede sig op over og mellem de huse, der stod plan- tet sikkert og urokkeligt i den grønland- ske grund. Hidtil havde der som regel været en skranke mellem de to parter, dels den konkrete på kommunekonto- rerne, dels den abstrakte, som altid findes mellem planlægger og forbruger - i 138 Grønland ikke mindre på grund af sprog- vanskeligheder og de deraf følgende pro- blemer. Plus den yderligere belastning, at planlæggerne gerne er danske, brugerne i reglen grønlændere. Det kan i visse til- fælde give en skævhed, som på boligsemi- naret nu er blevet rettet op over mangen god kop kaffe. Den direkte kontakt kan betyde uendelig meget og afdramatisere en masse problemer. Boligseminarets foredrag og diskussio- ner er samlet i en rapport, udsendt af G.T.O. I forordet står blandt andet: „Dette initiativ er betydningsfuldt, fordi et sådant seminar er med til at øge de pro- jekterendes viden og brugernes ønsker og behov og dermed deres forudsætninger for at udforme boligerne så hensigtsmæs- sigt som muligt. At boligerne bliver ud- formet bedst muligt efter de tekniske, na- turgivne, økonomiske og brugsmæssige forudsætninger er imidlertid ikke nok, hvis en væsentlig del af brugerne mangler den nødvendige erfaring i at bruge boli- gerne hensigtsmæssigt. Det er ofte kon- stateret, at der mangler en sådan erfa- ring. Det er derfor også af stor betyd- ning, at man fik drøftet dette problem, og navnlig, at man fik truffet aftale om på hvilken måde der med størst virkning kunne sættes ind for at afhjælpe det." Den fungerende landshøvding over Grønland, Claus Bornemann, deltog som en af indlederne. Ellers kom de fleste til- rejsende sydfra. Det var dog i diskussio- nerne efter foredragene, meningerne kom stærkest frem. Mange emner blev drøf- tet, også emner, man ellers har vanskeligt ved at tale sammen om. Udstedsproble- matikken og de tilflyttende udstedsfami- liers boligforhold blev indgående debat- " [6] Scoresbysund. Interiør fra ældre grønlandsk ccnfamilichus. Boligens mange forskellige funktioner er her søgt tilgodeset i eet rum. fat.; Ib Tapfer (19liO). teret. Mange fandt det menneskeligt tra- gisk, når velanskrevne, dygtige folk fra de små steder kom til byerne og på grund af mangel på arbejde og ofte på grund af ringe boligforhold gik i stykker. Somme- tider gennem drikkeri, sommetider i af- magt over ikke at have noget livsindhold mere. De dårlige boligforhold for disse mennesker i det moderne byggeri har tit været medvirkende til, at familierne er gået i opløsning eller er kommet på af- veje. De menneskelige problemer i de store byer i Grønland er en meget alvorlig trussel mod hele samfundet. Dette blev fremhævet fra mange sider. Især var man urolig for de unge, som ikke havde noget rigtigt sted at bo og intet arbejde. Man var enige om, at boligproblemerne hæn- ger meget nøje sammen med de sociale problemer. Man fandt ligeledes ofte en kløft mellem byboerne og udstedsboerne, et forhold som kendes fra alverdens andre storbyer, men ikke virker mindre grelt i så befolkningsmæssigt små byer som de grønlandske. Både sprog, klæde- dragt og opførsel er forskellig for ud- steds- og for byboerne. Dette kan i et så teknisk forskelligt udviklet samfund som det grønlandske skabe store vanskelighe- der netop i boligsektoren. Med alle de tekniske hjælpemidler, som de grønland- ske boliger i dag forsynes med, må det til tider give mærkværdige resultater, når en befolkning, som aldrig har været væn- net til at benytte dem, — i mange tilfælde aldrig har set disse installationer, — plud- 139 [7] Ældre boligkvarter i Egedesminde. Udenomspladsen benyttes flittigt. selig står overfor at skulle bruge dem i den daglige tilværelse. Adskillige var de eksempler, som på boligseminaret kunne opremses om forkert brug af nedstyrt- ningsskakt, fryse- og køleskabe, toilet og vaskemaskiner, og målt op i kroner og ører fra planlæggernes side var det vold- somme beløb. I menighedsrådets store sal i Godthåb udspandt sig livlige debatter om dette spørgsmål. Planlæggerne appellerede om større hensyn overfor bebyggelserne, og brugerne forsvarede sig med, at man havde givet for lidt oplysning om alt dette fra planlæggerne. Man diskuterede ivrigt oprettelsen af lejerforeninger, lige- som værdien af veluddannede viceværter blev drøftet indgående. Beboerforeninger måtte være et af de væsentligste resulta- ter af boligseminarerne, men løst på 140 grønlandsk vis og ikke som kopi af de danske. Vanskelighederne ligger nok i at få folk til det. Som de fleste andre steder er det i Grønland de samme mennesker, som må påtage sig samfundets forskellige opgaver, her er det blot vanskeligere, fordi befolkningen er så lille og mulig- hederne derfor færre. Terrænpleje var et andet af de emner, som blev indgående drøftet. Kritikken fra planlæggerne blev hurtigt tilbagevist med, at de heller ikke selv ryddede op efter sig på byggepladserne. Man enedes om, at det var nødvendigt at få ryddet op efter færdiggørelsen af bygningerne og at holde terrænnet ryddeligt, når bru- gerne var flyttet ind. Videre drøftedes, hvorledes områderne skulle gøres attrak- tive. Enkelte steder kan laves beplant- ninger og græsrabarter, og man foreslog [8] Moderne boligkvarter i Holsteinsborg. Pænt og velorganiseret - men hvor blev udenomspladsen af? Fot.: IbTøpfer (1969). at indrette små haver og anlæg med grøn- landsk vegetation eller stenrabatter med grønlandsk beplantning. Et meget væsentligt indslag var spørgs- målet om storfamilier. Ligeledes i for- bindelse med de ældres boliger. Storfami- lier med mange generationer er en gam- mel grønlandsk tradition, men for frem- tiden nok vanskelig at opretholde, dels på grund af boligernes størrelse, dels på grund af ændrede familieforhold. Det bør man tage hensyn til ved opførelse af boligerne, så der indrettes mindre lejlig- heder for de gamle i nærheden af de unges. Det er også godt for børnene at have kontakt med ældre mennesker. Også børnenes vilkår i det nye sam- fund blev diskuteret. Børn trænger til ud- foldelsesmuligheder, de har mange kræf- ter og mod på leg. De må have legeplad- ser, som de kan tumle sig på og give dem næring for deres fantasi. Man har ind- rettet kedsommelige danske legepladser, blev det sagt, i de grønlandske byer, sprængt dem flade, i stedet for at lade klipperne ligge, og lade børnene vænne sig til at kravle i den grønlandske natur. Børnene må have indendørs legerum og hobbyværksteder i de store bebyggelser, hvor lejlighederne i reglen er for små til at børn rigtigt kan tumle. Dette var nogle af de emner, som blev debatteret på det første boligseminar i Grønland. Desuden var der boligpolitiske og økonomiske foredrag. Hovedtema- erne var også her de rent praktiske for- hold, de principielle drøftelser om ad- færdsproblemerne samt langtidsplanlæg- ningen. Boligseminar l blev efterfulgt af et 141 [9] Fot.: Ole Bcrg (1970). boligkursus i Egedesminde i forbindelse med kvindeforeningernes landsmøde i 1969. Derefter fugte Boligseminar 2 i Godthåb 1970, men inden da havde kvindeforeningerne igen været på kursus i Danmark arrangeret af Dansk Kvinde- samfund, og i forbindelse med dette var tre dage sat af til boligmøde. Deltagerne hørte foredrag i Byggecentrum, besøgte moderne boligbyggeri og direkte slum i København, man gennemgik forskellige former for boliger, beså butikscentre med henblik på Godthåbscentret samt besøgte institutioner af forskellig slags. Desuden var deltagerne på rundtur i det indre Kø- benhavns ældste gader, helt inde i de bageste gårde, hvor endog folk med barnevogne boede. Heller ikke alle dan- skeres boligforhold er ideelle! De grønlandske Kvindeforeningers bo- ligmøder må siges at være ret enestående, og at de har haft resultater, har man kunnet spore fra møde til møde og fra seminar til seminar. De siger dog også en del om planlæggerne af de grønlandske boliger og det grønlandske byggeri som helhed. I reglen er det en kamp for for- brugerne at få planlæggerne og produ- centerne i tale, endsige at blive hørt og bønhørt. Sidstpå sommeren 1973 kommer med- lemmer af De grønlandske Kvindefor- eninger igen til kursus i Danmark, og i den forbindelse håber man at få planlagt et boligseminar, denne gang afholdt i Danmark. Der vil blive ny viden at drage nordover med! 142 [10]