[1]
Om at tegne på Grønland
af Inge Lise Westman
En dag, en af de sjældne i Ikerasårssuk, med høj, dyb blå himmel,
en af de dage, hvor fjeldenes skygger Ligger som sorte afgrunde,
sidder jeg på en sten i en brædal og tegner. Jeg har længe været
optaget af arbejdet med at få dalens bund til at spænde ud til
klippesiderne (dalen kan minde om landingsbanen til et fly, en
tusind år gammel landingsbane, der er ved at forfalde), på én
gang er det, som sker der noget i landskabet bag mig, forsigtigt
kigger jeg omkring — ingenting at se — ingenting at høre. Jeg teg-
ner videre en tid; igen den samme fornemmelse. Med ét kan jeg
ikke blive der længere, må løbe a f sted tilbage til bopladsen og
menneskene.
Det er i slutningen af vores ophold i Ikerasårssuk. l 2l/2 måned
har jeg hver dag gået alene i fjeldet og tegnet, uden panik, ja,
nærmest nydt ensomheden, men med een gang er man blevet over-
vældet af landets storhed - det land, hvor fjeldene tager form af
mægtige kroppe slebne og forvitrede----hvor man tror at passere
en bunke nyligt skredne klippeblokke, der dog ved nærmere efter-
syn må have ligget stivnet i den skridende bevægelse i mange år
----det land der er befolket med væsner, der i det ene øjeblik er
ræve, i det andet øjeblik har menneskelig skikkelse.
På baggrund af dette mægtige rum får fællesskabet med men-
neskene i husene på næsset en klar og meningsfuld betydning.
Samspillet mellem mennesker og natur fremkalder en stemning,
jeg kun har mødt på Grønland.
160
[2]
RADERINGER AF INGE LISE WESTMAN
161
[3]
TEGNING AF INGE LISE WESTMAN
[4]
RADERING AF INGE LISE WESTMAN