[1] Cominco, Greenex og socialmedhjælperne Nye muligheder, gamle problemer af pater Finn Lynge Canada er selvsagt stedet, hvor man bør informere sig om, hvilke problemer der opstar i sammenstødet mellem den gamle fangerkultur og den moderne mineindu- stri l de arktiske områder. Canada er imidlertid også et meget stort land, hvor man må rejse langt og længe for at gøre sig håb om at træffe mennesker, hvis ob- servationer og udsagn er nødvendige for at danne sig et objektivt skøn over denne sag. Selvom det således på ingen måde kan siges at være et dækkende billede, man kan skaffe sig blot ved at snakke med folk i Montreal og Ottawa, kan det dog ikke for os i Grønland være uden inter- esse hvad man her har at sige. Her samles mange gamle veteraner fra Nordvest- territorierne, og her sidder den federale regerings embedsmænd. Een ting synes i alt fald sikker, når man taler med folk, der har erfaring i de nordlige områder, og hvem eskimoernes velfærd ligger på sinde: de gør sig ingen illusioner om den magtkamp, som må finde sted mellem de pengestærke mine- selskaber på den ene side, og på den anden side de instanser som bekymrer sig 164 for den menneskelige side af kultursam- menstødet. Cominco er ude på profit, og det er i enhver nordamerikansk sammen- hæng en ærlig sag. Cominco er samtidig kendt for at være et dygtigt organiseret, hårdt arbejdende selskab, og det vil i en- hver nordamerikansk sammenhæng sige, at de er hensynsløse, hvor der er penge i sigte. At netop Cominco falder ind i dette mønster, det ved man en del om I Ottawa og Montreal. Der skal ikke her graves i spørgsmålet om den unødvendige naturforurening, som Cominco f. eks. har gjort sig skyldig i ved søerne syd for Store Slavesø (Mc- Kenzie). Blot falder det naturligt - efter at have lyttet til bl. a. prof. Trevor Lloyd (McGill University i Montreal, canadisk konsul i Godthåb under 2. verdenskrig) — at være på vagt overfor eventuelle forsik- ringer fra Cominco/Greenex' side om, at de nok skal lade være at svine for meget ved Marmorilik. De canadiske erfaringer bør belære os om, at forsikringer, over- enskomster og traktater, de være skrevet på nok så meget papir og med nok så mange højtidelige underskrifter, simpelt- hen intet betyder, hvis man ikke har [2] tvangsforanstaltninger i baghånden: „Hvis ikke I gør, som vi bliver enige om, så trækker vi vor tilladelse tilbage, og I kan lukke jeres mine og rejse hjem!" Det er den tone, regeringen i Ottawa er nødt til at anlægge overfor Cominco i Nordvestterritorierne, at dømme efter hvad der spontant falder regeringens em- bedsmænd i munden, når disse emner bli- ver bragt på bane. Langt alvorligere end naturforurenin- gen er dog den menneskelige side af sagen i Umanak distrikt. Hundreder af ung- karle med store lønninger og speedbåde, her i et af de sidste områder i Vestgrøn- land, hvor der endnu er et stykke rigtig fangerkultur tilbage, og hvor befolknin- gen endnu lever i fred og balance med sig selv. Det er ikke mere end en måned siden, vi på et socialmedhjælperkursus hørte, at der i Umanak by ikke er mere end 2—3 egentlige „problemfamilier", set fra so- cialkontorets synsvinkel. I sandhed et billede, der adskiller sig fra hvad vi ken- der fra andre socialkontorer ned langs kysten. Hvis ikke man fra ansvarlig side gør noget meget alvorligt for at forhin- dre en ny Ivigtut/Arsuk situation her nord for Nugssuaxhalvøen, så er det vist ikke for tidligt, at Umanak kommunal- bestyrelse begynder at søge om penge til normering af et par nye socialmedhjæl- perstillinger! De vil ikke blive arbejds- løse, det er helt sikkert. Hvis man imidlertid i Umanak gerne vil spare de penge, og hvis man i det hele taget gerne vil undgå et bundløst morads af dårligdom og en komplet gradvis øde- læggelse af et af Vestgrønlands sidste fangerdistrikter, så synes der kun een vej at gå, nemlig at stille Cominco de samme betingelser, som man ikke har tøvet med at stille amerikanerne: komplet forbud mod at fraternisere med befolkningen. Og det forbud skal være hårdt og kom- promisløst. Overtrædere skal fyres og hjemsendes uden varsel. Og Cominco/ Greenex skal fratages sine rettigheder, hvis ikke de gennemfører forbudet. Cominco er hård forretning. De skal have „the tough line". Det er ikke kun Umanak kommunal- bestyrelse, men os alle sammen, som har krav på at vide, hvilke rettigheder vore ansvarlige myndigheder er i færd med at give canadierne. At det drejer sig om rettigheder til mineraludvinding er gået op for os. Men giver man dem også ret- tigheder i distriktet af mere vidtløftig art? Giver man dem ret til at fare til Umanak i speedbåde og husere i byen? Giver man dem Arsuk-rettigheder og der- med følgende velsignelse til at sprede druk og svineri af den art, vi kun kender alt for godt så mange andre steder her til lands? Giver man dem lov til, i en yderst sårbar befolkning, at anrette ska- der der aldrig vil kunne rettes op igen? Minedrift og industrialisering skal til, det ved vi. Og nu skal det altså være Umanak distrikt. Men man behøver ikke gøre det mere kostbart end højst nød- vendigt. Fra Sermitsia-g. - Godthåb Avis (20. okt. 1972). 165 [3]