[1] agdlautigissaK tåuna kingusingnerussukut atuagagssiame uvane kalåtdlisungordlugo naxfneKsaoK. Denne artikel vil senere blive bragt i grønlandsk oversættelse i tidsskriftet. Den fjerde verden Baggrunden for en planlagt international konference af og for de indfødte folk af universitetslektor Helge Kleivan National Indlån Brotherhood (NIB), den nationale interesseorganisation for over 250.000 af Canada's indianere, be- sluttede på sit landsmøde i august 1972 at give dets præsident, høvdingen George Manuel, fuldmagt til at undersøge mulig- hederne for, at NIB planlægger og står sonTLivært for den første internationale konference af indfødte folk. Konferencen er foreløbigt fastlagt til afholdelse i Montreal, ved udgangen af august 1973. Men på grund af de meget betydelige fi- nansielle og organisatoriske problemer ved et så omfattende arrangement er det under overvejelse at udsætte afholdelsen til 1974. Hensigten med denne artikel er (1) dels at bekendtgøre de canadiske indiane- res initiativ, (2) dels at give det en bag- grund, der ud fra pladshensyn må få en meget generel karakter. (3) Endelig sigter artiklen på at bidrage til at skabe interesse for, at det grønlandske folk bliver repræsenteret på konferencen. Herunder søger jeg at opridse nogle af de problemer, det grønlandske folk idag 172 har til fælles med en række andre ind- fødte folk. Når jeg i artiklen taler om „de ind- fødte folk", så er det i betydningen „de som var der først". Betegnelsen „de ind- fødte folk" bruges her i samme mening, som andre bruger betegnelsen „urbefolk- ning" eller, mere generelt, „de etniske minoriteter". Disse folk har en række ka- rakteristika til fælles. På en lidt indirekte måde kan det sammenfattende udtrykkes således: disse engang frie folk er aldrig fundet kvalificerede til at blive taget med på det politiske landkort.1 Ofte fratog man dem deres bedste landområder, og næsten altid retten til at bestemme over deres egen tilværelse. Altid fandt de sig placeret nederst ved bordet. - Dette er Den Fjerde Verden. Den planlagte konference har to hoved- målsætninger : l: Udveksling af alle typer af informa- tion (historisk, organisatorisk, juri- disk, kulturelt, sociologisk o. s. v.), l Cf. M. Scammell: The outsiders. Observer, 21. januar 1973. [2] der kan tjene til at styrke de indfødte folks frivillige sammenslutninger i de forskellige lande. Disse organisatio- ner skal styrkes for at (a) reducere mulighederne for kul- turødelæggelse og folkemord, (b) bekæmpe racisme, (c) sikre politisk, økonomisk og so- cial retfærdighed, og for (d) at få fastslået og styrket tanken om særlige kulturelle og andre rettigheder for indfødte folk (et- niske minoritetsrettigheder). 2 : Videre skal konferencen overveje, om det er muligt at oprette en permanent international organisation af indfødte folk. Meget kort fortalt er baggrunden for de canadiske indianeres initiativ en erken- delse af, at de, som tusinder af andre en- gang frie folk, i løbet af det koloniale hi- storiske forløb er blevet berøvet mulig- hederne for at træffe afgørelser over sine egne forhold. Når vi ser bort fra det snævrere familiemæssige område, så har dette betydet, at de indfødte folks tradi- tionelle autoritetsstrukturer i almindelig- hed blev afskaffede. Der er ikke her plads til at give en oversigt over de forskellige typer af kontaktsituationer og kolonisatoriske mo- tiver samt deres udvikling og resultater. Under bestemte økologiske og organisa- toriske betingelser har kolonisationen kunnet betjene sig af den traditionelle samfundsstruktur som et instrument til udbytning af den indfødte befolknings arbejdskraft og naturrigdomme. Disse former for konfrontation har i visse om- råder givet de indfødte folks kulturer visse, omend begrænsede, overlevelses- muligheder. Skal vi imidlertid give en generel karakteristik af mødet mellem den vestlige verden og de indfødte sam- fund, må vi konkludere, at tabene for de indfødte folk, både fysisk og kulturelt, oftest har været af overvældende om- fang. Den internationale arbejdsgruppe for indfødte folks problemer (IWGIA), som har sit hovedkvarter i København, har efter henvendelse fra NIB's præsi- dent, George Manuel, lovet de canadiske indianere fuld støtte i deres arbejde med at forberede en international konference for og af de indfødte folk. Denne artikel skal ses som et lille bidrag til opfyldelsen af dette løfte. Konferencens formål falder helt på linie med de mål, IWGIA siden sin op- rettelse i august 1968 sigter mod, og som alle skal bidrage til de undertrykte folks gradvise frigørelse. Når IWGIA har markeret sig som en „ikke-politisk og ikke-religiøs organisation", så betyder det, at organisationen ikke sigter på at fremme en bestemt politisk eller religiøs retning. At hævde at IWGIA's hovedmål - de undertrykte indfødte folks frigø- relse — er en upolitisk opgave, ville være både tåbeligt og hyklerisk. Enhver kamp for frigørelse er en klar politisk opgave, idet den tager sigte på at forandre eller i det mindste påvirke de eksisterende magt- og rettighedsforhold. Den første større opgave, som IWGIA er i gang med at løse, er tilvejebringelsen af pålidelige informationer og analyser af indfødte gruppers aktuelle situation i forskellige lande. Dette materiale spre- 173 [3] des internationalt gennem publikations- rækken IWGIA Documents? Det materiale, som publiceres gennem IWGIA Documents, er et første og højst nødvendigt grundlag for mere systema- tisk at kunne påbegynde arbejdet med at bekæmpe den undertrykkelse, som i for- skellige former forekommer overalt, fra den generelle mangel på forståelse og respekt for ikke-europæiske kulturformer og livsstil, helt til den undertrykkelse som i mange lande indebærer en kulturel og i visse områder en direkte fysisk tilintet- gørelse. Vi taler her om en virkelighed fra vor verden i året 1973, — og ikke om noget der kun foregik „i gamle dage". En virkelighed der spænder fra den alle- stedsnærværende vestlige opfattelse af vor kultur som Kulturen, til det folke- mord, som vi ikke længere kan opfatte som en fjern eksotisme. Dette vide spektrum af undertrykkelse kan ikke gives en tilstrækkelig forklaring vecl kun at henvise til eksistensen af en generel racisme og intolerance over for fremmede folk og kulturer. Det er heller ikke nok at henvise til det faktum, at ind- fødte folk i mange lande end ikke bliver kategoriseret som mennesker. (Vi har helt friske eksempler på dette fra bl. a. en retssag i Colombia). At stoppe vore forklaringsforsøg på dette niveau inde- bærer, at vi nøjes med at se på overfladen og på de udløsende faktorer. Går vi dy- bere ned i årsagsforholdene, ser vi, at de sociale processer, der i værste fald ender i folkemordet, hænger sammen med den internationale kapitals globale karakter og ekspansion. Med den enorme udvidelse af de tek- nplogiske_ muligheder og den tiltagende ressourceknaphed i de vestlige industri- samfund, søger kapitalen hen til uudnyt- tede ressourcer selv i de fjerneste strøg af vor klode. Dette betyder, at ingen ind- fødte grupper idag kan føle sig sikre mod frarøvelse af deres territorier og ødelæg- gelse af deres økologiske tilpasninger til givne naturforhold. Næsten alle disse folk, enten de har nogenlunde veletablerede frivillige sam- menslutninger eller praktisk talt ikke er organiseret i en form, der kan betegnes som relevant eller tilstrækkelig overfor det vældige pres, der her er tale om, så har de under efterkrigstidens økonomiske ekspansion endnu stærkere end i kolo- nialismens tidligere århundredlange hi- storie fået at mærke, hvordan fremmede søger at lægge beslag på deres landområ- der og de rigdomme, disse kan byde på. Denne ekspansion er empirisk overmåde varieret: fra voksende pres på landbrugs- jord (et fænomen kendt lige fra den ko- loniale erobring af kloden begyndte), til minedrift, olieudvinding og masseødelæg- gelser gennem anlæggelse af vandkraft- værker og motorveje. De svageste rammes naturligvis hår- dest af dette pres. Og de svageste af de svage er overalt de etniske minoriteter, de folk hvis land blev erobret og besat af fremmede eller i det mindste kom ind 8 Nærmere oplysninger om organisationen IWGIA og" dens publikationer fåes ved henvendelse til: IWGIA's Sekretariat, Frederiksholms Kanal 4 A, 1220 København K. Sjtting Bull har sagt: What treaty that the whites have kept has the red man brokenf Not one. What treaty that the white man ever made with ns have they kept? Not one. 174 [4] TMMMYOTåNKA SFFnNGBDLL HUNKffim DåKOW 1B34-1890 . i*rrm tamt *æsjasB SK. [5] under politisk og økonomisk kontrol af fremmede. Der er ikke her plads til at beskrive og eksemplificere, under hvilke betingelser denne konfrontation mellem udnyttere og udnyttede „kun" fører til kulturel og social forarmelse, og under hvilke særlige betingelser den ender i fy- sisk udslettelse. Det må igen slås fast, at disse tragiske processer står i et uafvise- ligt forhold til det kapitalistiske sam- funds globale ekspansion, med den umæt- telige økonomiske vækst, som vi alle i den vestlige verden tager del i, og gennem vore konsummønstre bidrager til at ac- celerere. Hvis en international konference af Ind- fødte folk skal påbegynde en verdens- omspændende organisering af de mange politisk svage grupper, så må den be- stræbe sig intenst på at sprede forståelse for de aktuelle problemers fællespræg. Ganske særligt må man skabe forståelse for, at der bag de mangeartede proble- mer ligger ligeartede og i mange tilfælde identiske årsagskæder. Selv blandt de, der kan indse de fælles- globale årsager til de svære problemer, de indfødte folk står midt oppe i, kan man tænke sig en vis reservation overfor disse politiske bestræbelser. For det første kan en sådan reserva- tion gælde spørgsmålet, om det er rea- listisk at forestille sig det muligt at orga- nisere og skabe en indre dialog mellem folk, der på næsten alle sociale områder, sprogligt, kulturelt o. s. v. — samt geogra- fisk — befinder sig så langt fra hinanden? Hertil vil jeg bl. a. sige, at den dag det bliver klart for de indfødte folks ledere, at deres forskelle er mindre væsentlige 176 end lighederne i deres historiske skæbne i en verden af erobrere og erobrede, dra- matiseret i lighederne i deres aktuelle til- værelses-situation, - den dag er disse folk ved at blive en politisk faktor. For det andet kan reservationerne springe ud fra den betragtning, at det alligevel er indenfor de respektive stats- samfund kampen må føres, og at det er der, problemerne må finde sin løsning. Hertil kan man for det første svare : En sådan international organisering vil gen- nem et effektivt opinionspres indenfor alle tilgængelige internationale instanser på længere sigt kunne få et sådant om- fang, at den kamp det enkelte folk fører indenfor dets „eget" statssamfund, vil kunne blive påvirket af og hente styrke fra disse bestræbelser. Selv meget lidt progressive regeringer har i bestemte si- tuationer vist sig ømskindede, når deres internationale omdømme stod på spil. Så meget desto mere må man have lov at nære det optimistiske håb, at mere demo- kratisk sindede regeringer vil være mere åbne og forstående overfor et sådant internationalt pres. Men hvorfor fremkommer der akku- rat nu forslag om en international konfe- rence af indfødte folk? Der er en række af indbyrdes sammenhængende svar på dette spørgsmål. Massemyrderierne mod sydamerikan- ske indianere er blevet kendt verden over i løbet af de sidste 5—6 år. Disse myrde- rier har blandt mange folk, der lever under mindre dramatiske forhold, spillet en betydelig rolle I udviklingen af en vok- sende international solidaritet med deres undertrykte brødre. De indfødte folk, som allerede har [6] Familie på fangst. Stentryk fra Povungnituk eskimoerne, Canada. nået et relativt højt niveau, hvad angår opbygningen af politiske interesseorgani- sationer (særligt i Canada, USA og Sve- rige), har afgjort oplevet at de, trods alt, organisatorisk er for svage til alene at hindre, at politiske myndigheder og teknokrater gennem gigantiske projekter i stadig stærkere omfang griber ind i deres territorier og ressourcer, medens hensigten med projekterne næsten ude- lukkende tjener en dominerende hoved- befolknings interesser. Disse indfødte gruppers ledere synes i stigende grad interesseret i at få en bred politisk debat i gang med sigte på at få gjort proble- merne om etniske minoriteters fundamen- tale rettigheder til et virkelig internatio- nalt politisk spørgsmål. De folk, der hører ind under rige vest- lige lande (i Nord-Amerika og Nord- Europa ), har efter sidste krig gjort dyre- købte erfaringer på det uddannelsesmæs- sige område. Med små børn som indsats har man, efter en vestlig model, kørt frem med et uddannelses-eksperiment, der skulle føre til den hurtigst mulige „integration" eller „assimilation". Den canadiske antropolog Frank Fallee har, på grundlag af studier i arktisk Canada, karakteriseret kontrasten mellem hjem- memilieuet og en skole, der ensidigt in- doktrinerer værdier og aspirationer, der er uden forbindelse med det ikke-europæ- iske barns begrebsverden: „Hvis barnet blev puttet i et rumskib hver morgen og i løbet af nogle minutter fløjet til en eller anden skole i det sydlige Canada og så bragt tilbage på samme måde til Baker Lake om eftermiddagen, ville forholdet mellem hans skolemilieu og det hjemlige 177 [7] ikke blive meget større, end det er nu."3 Denne karakteristik har gyldighed langt udenfor arktisk Canada, og dækker en udvikling der, mildt sagt, har været alt andet end en succes. Den åbenbare krise på det uddannelsesmæssige område er i de sidste år begyndt at manifestere sig i politiske krav om alternative skoletilbud for de etniske minoriteter. Mange af de unge politiske ledere har selv gennem- levet disse traumatiske skoleeksperimen- ter, som utvivlsomt har bidraget til at modne kravet om særlige minoritetsret- tigheder. Uanset Forenede Nationers Deklara- tion og Konventioner om menneskerettig- hederne og de værdifulde initiativer, der er taget af bl. a. den internationale ar- bejdsorganisation (ILO), er de etniske minoriteters problemer helt op til begyn- delsen af 1970'erne et „glemt" område i internationalt politisk liv. Ja, selv inden- for nogle af de nye stater i „den tredje verden" er etniske minoritetsgrupper ofte ringe stillet, hvad angår mulighederne for at påvirke den nationale politik. Flere spæde forsøg indenfor visse FN- organer på at rette søgelyset mod særlig grove tilfælde af overgreb mod indfødte folk, er hurtigt blevet stoppet efter de berørte magters truende henvisning til, at ingen har ret til at blande sig i andre lan- des „indre anliggender". Som indre an- liggender omtaler man endog undertryk- kelsen af befolkningsgrupper, der i hver- dagen er genstand for en behandling, der klart definerer dem som ikke-borgere i de respektive samfund. Det er ingen over- S Frank Vallee: Kabloona and Eskimo in the Cen- tral Keewatin, s. 162, stenciltryfc, Ottawa 1962. drivelse at sige, at disse befolkninger for mange landes vedkommende står helt udenfor den nationale politiske proces. Det er derfor med fuld ret, vi her om- taler disse folk som de svageste af de svage. Nogle vil nu måske spørge: Hvorfor skulle da grønlandske udsendinge deltage i en konference som den planlagte ? Hvad kan de danske statsborgere, der kaldes grønlændere, have til fælles med de ind- fødte folk, der end ikke har sikkerhed for liv og ejendom fra den ene dag til den anden ? Jeg vil søge at give flere, kortest mu- lige svar på dette pørgsmål. For det første: Grønlænderne har det helt afgørende kendetegn til fælles med disse indfødte folk, at de er bærere af en kultur, en livsform, der erikke-ettropæisk. Dette betyder, i den vestlige definition af situationen, at deres kulturer er ufor- enelige med og uacceptable for den vest- lige verdens politiske og administrative systemer. Mindre elskværdigt udtrykt kunne man sige, at alle fremmede kultu- rer pr. definition er irrelevante overfor de systemer, Vesten påtvinger alle, der kommer ind i dets magnetfelt. Vesten har erobret det meste af verden uden at ac- ceptere eller i nævneværdig grad at søge lærdom og indsigt af de tusinder af alter- native livsformer, vi mødte på vor march over kloden. Vor ekspansions dybeste tragedie ligger måske i vor arrogante blindhed overfor alle disse alternativer. Alt har måttet vige for vore komplekse administrative mønstre og deres iboende systemkonsekvens. Der er naturligvis ingen, der sammen- ligner dagens Grønland med den ekstre- 178 [8] me, folkemordsprægede situation som mange andre indfødte folk befinder sig i. Lad det være sagt klart og utvetydigt, så vi kan undgå endnu en afsporet Grøn- landsdiskussion. Sammenlignet med hun- dreder af indfødte folk har det grønland- ske folk undgået mange af de farer, som kunne have ført til denne lille befolknings udslettelse i det koloniale forløb. Dette er ingen tilfældighed. Såvel kolonihistori- ske som geografisk-økonomiske forhold kan bidrage til at forklare denne udvik- ling. Til trods for en øgende fattigdom, syg- dom og politisk umyndiggørelse under kolonivældet må man nævne den beskyt- tende virkning af, at området stod under direkte offentlig kontrol gennem den kongelige handel. Derved udelukkede man samvittighedsløse private lykkejæ- gere og udplyndrere, som har gjort ubo- delig skade mod mange indfødte folk. En forklaring af mere primær art lig- ger utvivlsomt i det faktum, at grønlæn- dernes land ligger i udkanten af den be- boede jord under geografiske betingelser, der tidligere udelukkede mange af de al- mindelige motiver for tilstrømning af kolonisatorer. Denne marginalitetsbe- skyttelse opstod ikke entydigt som et pro- dukt af den geografiske marginalitet, men først og fremmest ved at de frem- mede ud fra deres primære interesser kom til at definere Grønland som et re- lativt fattigt land. Alle disse beskyttende omstændigheder er imidlertid gradvis blevet fjernet. Med moderniseringen efter sidste krig er Grønland blevet et åbent land, — „på godt og ondt". Det grønlandske folk er stillet overfor en „fri konkurrence", der med få undtagelser foregår på præmisser, der ikke er grønlandske. Et helt folk er ved at vågne til erkendelse af, at det straffer sig i mødet med konkurrencesystemet, og alle de andre fremmede systemer, at være vokset op under og præget af en kultur- form, der er ikke-europæisk. Resultaterne er beskrevet og analyseret så mange gange, at man viger tilbage for endnu en gang at omtale dem. Med den industrialiserede verdens hurtigt voksende råstof hunger er den om- talte marginalitets-beskyttelse helt ophørt at eksistere. Grønland ligger åbent for mineraludvinding og et „olie-eventyr". Både svenske samer og indianere fra USA og Canada kan lære det grønland- ske folk noget om hulheden bag den mar- kedsøkonomiske forestilling om, at selv økologiske tilpasninger — hele folks livs- grundlag—kan omsættes, kan „erstattes" i penge. Ud fra disse perspektiver er det grønlandske folks fælles interesser med mange af de andre indfødte folk øget markant i de allersidste år. De grønlandske repræsentanter vil dog også kunne bringe værdifulde impulser til den planlagte konference. Jeg tænker her først og fremmest på det arbejde, som nu er begyndt i hjemmestyreudvalget. Det indeholder løfterige perspektiver for en mere selvstyret grønlandsk udvikling. Vi kan håbe på, at denne udvikling vil betyde begyndelsen på den frigørelse af menne- sker, som har vist sig ikke at komme af sig selv under selv den avancerede vel- færdspolitiks praksis. Denne artikel er skrevet på en erken- delse af, at langt den største del af „de grønlandske problemer" er skabt af kræf- ter udenfor dette lille samfund og helt 179 [9] ned til detaillerne ligner de problemer, andre indfødte folk står overfor idag. Nogle af de mest iøjnefaldende temaer for forberedelse til konferencen kan for Grønlands vedkommende sammenfattes således: a) Retten til at værne om kultur og livsstil. b) Den aktuelle udfordring der ligger i den allerede eksisterende danske domi- nans indenfor den økonomiske sektor. Truslen mod fiskeforekomsterne. Og den fremmede kapitals adgang til udnyttelse af ressourcerne i undergrunden. De indfødte folk står på dette sidste felt overfor den dobbelte opgave, dels at beskytte sine grundlæggende økologiske tilpasninger, og dels at sikre anerkendel- sen af deres ret til rigdommene indenfor deres territorier. Truslen mod de nævnte værdier er ikke ny. Men den fjerde verdens kamp på in- ternationalt plan er bare såvidt ved at begynde. Det er på høje tid! Oh Brother!! W*.ar* all broffi*rtf WJ)*tå«r wm ar« from Alaska or rlon'da, Oflfario or Cqfåbrm'a, M«x*cø G fy or ffw Arcfi'c fxjands;. wfi«ffi»r wm ar« Eskimo, Scfninof«, JroquoJt, Cfucano or M«få/' wfitffwr w* ar« rurqf or urban, rjpfa arpoor, modern or frattør'onal. lel's get fo.know our brofters better. Indledning til annonce fra Alberto Native Communications Society, Canada, f Tundra Times, February 7, 1973. 180 [10]