[1] Om at lukke op for Grønlands ressourcer af civilingeniør Aksel Mikkelsen I en nøgtern og saglig artikel under titlen „Om at lukke Grønland op" i april- nummeret af tidsskriftet GRØNLAND har departementschef Erik Hesselbjerg behandlet spørgsmålet om udnyttelsen af Grønlands eventuelle råstoffer. Til de- partementschefens artikel kan der måske knyttes et par bemærkninger. Under sammenfatningen af den aktu- elle situation nævnes ikke de bestående danske mineselskaber Kryolitselskabet og Nordisk Mineselskab. I begge disse selskaber har staten en væsentlig aktie- post, og man skulle derfor kunne for- vente, at der gennem disse to foretagen- der blev drevet en aktiv minepolitik. For udenforstående er det imfdlertid svært at se, at dette sker. Kryolitselskabet er som bekendt det eneste selskab, der indtil dato har givet tilskud til statskassen. Forekomsten i Ivigtut er nu udtømt, og endnu er der ikke fundet noget tilsvarende, der foreløbig kan tænkes drevet med udbytte. Under disse forhold skulle man tro, at hele sel- skabets aktivitet ville blive sat ind på pro- spektering, men kun et forholdsvis beske- dent beløb bliver anvendt til dette formål. Selskabets reserver investeres i sikre dan- ske virksomheder, hvilket ikke synes at være den for samfundet bedste udnyttelse af statens andel i kapital indtjent på Grønland af et koncessioneret mine- selskab. Nordisk Mineselskab fik ved selska- bets oprettelse i 1952 en koncession om- fattende såvel mineraler som olie i et stort område af Østgrønland. Grundet tidernes ugunst har selskabet endnu ikke haft mulighed for at give overskud, men de penge, der er til rådig- hed, bruges til fortsat prospektering. Herunder er man blevet interesseret i visse områder, hvor der skulle være mu- ligheder for olie, og der er derfor et sam- arbejde i gang med et udenlandsk olie- selskab, der vil bekoste de forholdsvis kostbare, videre undersøgelser. Man må da håbe og forvente, at staten vil gøre sin indflydelse gældende, således at der kan træffes fornuftige aftaler, og man kan få et overblik over mulighederne for olie i denne afsides og utilgængelige del af Grønland. Man må undre sig over, at ingen af de nævnte danske mineselskaber har været 190 [2] 'Qdpiortoq Kitåle q , den aktive dyndvulkan i Auvfarssuaqdalen, Nugssuaq. Hvornår ser man et boretårn på dette stedf Fot.: Aksel Mikkelsen. interesseret i at få koncession på den kendte bly- og zinkforekomst „Sorte Engel" ved Umanak. Udnyttelsesretten er her blevet overdraget til et nyoprettet mineselskab Greenex, som er et datter- selskab af en stor canadisk virksomhed, Cominco. For Greenex er koncessionsbetingel- serne klare, idet der skal betales en stor afgift til den danske stat, såfremt selska- bet giver overskud. Det er imidlertid sær- deles vanskeligt at kontrollere, hvornår et sådant selskab giver overskud, hvorfor afgiften til samfundet hellere burde være lagt på selve den løbende produktion som en vis procentdel i forhold til verdens- markedsprisen. I dette tilfælde var inve- steringen, der opgives til 3-400 millioner kroner, måske så blevet en del mindre, thi på trods af vanskelige arbejdsforhold - og selv om Greenex har købt produktions- anlæget brugt af moderselskabet - har 191 [3] man andre steder i verden anlagt tilsva- rende miner for godt den halve pirs. Staten bør derfor i fremtiden etablere en nøje teknisk og økonomisk kontrol med de koncessionshavende selskaber. Men når dette er sagt, må man byde det nye initiativ, som Greenex repræsen- terer, velkommen i Grønland og håbe på en produktiv fremtid. Sandsynligvis vil der alligevel blive tilført samfundet ind- tægter gennem arealafgift, anvendelse af danske materialer og arbejdskraft m. v., og som nævnt i departementschefens ind- læg er Greenex det eneste mineforeta- gende, som kan forventes igangsat fore- løbig. For at afhjælpe vort samfunds valuta- situation må det haste med at få klarhed over, hvilke muligheder der er for i frem- tiden at finde og udnytte eventuelle grøn- landske olieforekomster. Departementschefen sammenfatter si- tuationen efter den nye minelov i, at der endnu ikke er meddelt nogen rettigheder til boring eller udnyttelse af olieforekom- ster, at koncessionsbetingelserne ikke er helt færdige og godkendt af diverse myn- digheder, at eventuelle oliekoncessioner foreløbig kun vil blive givet for havområ- der ud for Grønlands vestkyst, og at der skal en særlig tilladelse til at igangsætte en boirng. Det synes, som om ministeriet har handlet noget tøvende og meget forsigtigt i denne vigtige sag. De mange konces- sionsonsøgninger i de sidste år kan jo næppe være kommet som en overraskelse for nogen. Selv fremkom jeg med en kon- cessionsansøgning for olie på Nugssuaq for 22 år siden, hvilket unægteligt var lovlig tidligt og langt fra tilstrækkelig 192 Fut.: H. Mauritzen 1973. Marmorilik med mineindgangene i Sorte Engel - det eneste aktive mineanlæg i Granland. underbygget. Meningen var imidlertid at rejse interessen for sagen og dermed få noget praktisk arbejde igangmed henblik på olieboringer, thi på et eller andet tids- punkt må der bores på Nugssuaq for at få klarhed over, om der overhovedet er mulighed for en olieproduktion i Vest- grønland. Oliekoncession uden boretilladelse ud for Grønlands vestkyst forekommer i øje- blikket ikke særligt hensigtsmæssigt. Der vil sikkert gå en årrække, inden man råder over en så tilfredsstillende teknik, at man kan tænke sig, at ministeriet giver den nødvendige bore- og produktionstilla- delse i disse barske og isfyldte farvande. [4] Man må naturligvis være indstillet på, at koncessionsbetingelserne ændres i pagt med tiden og de erfaringer, der opnås, men grundlaget for koncessionsbetingel- serne bør være klarlagt nu. At afgive kon- cessioner er et stort politisk spørgsmål, som nok ikke er mindre på Grønland end andre steder. Øjensynlig er spørgsmålet heller ikke løst tilfredsstillende endnu, og man bør derfor først som sidst tage sagen op med det grønlandske samfunds repræ- sentanter. Ingen dansker tænker i dag på at ud- nytte Grønlands eventuelle råstoffer udenom grønlænderne, og en tilsvarende indstilling — med modsat fortegn — må forventes fra grønlændernes side. Det er en stor opgave, som man efter mange års videnskabeligt forarbejde nu i fællesskab kan og skal løse entydigt og tilfredsstil- lende for begge parter. En eventuel diskussion herom bør fø- res på et sagligt plan, således at Grønland ikke får prædikat af et politisk ustabilt område, hvor fremmede selskaber med den nødvendige, risikovillige kapital ikke tør investere. Det specielle grønlandske miljø og naturen skal naturligvis beskyttes. Viden- skaben arbejder allerede hermed, og en naturlig og samfundsgavnlig teknisk ud- vikling må kunne indpasses i disse bestræ- belser uden at bremses af de moderne slagord om miljø og forurening. Den menneskelige side af sagen må også klarlægges nu. Man må i højere grad end tidligere forsøge at drage grønlæn- derne ind i det nye arbejde, og samtidig gøre sig klart i hvilket omfang det grøn- landske samfund vil kunne deltage i en videre forarbejdning af råstoffer ved ud- bygning af de dertil nødvendige industri- anlæg. Det er prisværdigt, at grønlandsmini- steriet har været forsigtig med at udstede koncessioner, men nu må tiden nok være inde, hvor der skal handles. Det ville være nyttigt og formålstjenligt, om der blev samlet en fast institution bestående af ministeriets jurister, GGU's geologer, repræsentanter fra erhvervslivet, Atom- energikommissionen, Grønlands landsråd m. f L, der fik den fornødne kompetence til sagligt og forholdsvis hurtigt at kunne tage stilling til alle spørgsmål om den bedst mulige udnyttelse af Grønlands res- sourcer til gavn for såvel Grønland som Danmark. 193 [5]