[1] Fangerdistrikternes fremtid Uddrag af et dokument, som behandledes på Grønlandsrådets møde i januar 1973 Siden sommeren 1969 har repræsentan- ter fra Grønlandsrådet besøgt de for- skellige fangerdistrikter i Grønland. For- målet har været at orientere sig om for- holdene på stedet og i samarbejde med befolkningen at søge at lægge nogle ret- ningslinier for udviklingen i disse sam- fund, der på væsentlige punkter adskiller sig fra det øvrige Grønland. I 1969 be- søgtes således Angmagssalik, i 1971 Scoresbysund, Umanak, Upernavik og Angmagssalik, og i 1972 aflagde en de- legation fra rådet besøg i Scoresbysund og Thule. Under samtlige besøg har der været lagt vægt på at få de lokale kræfter ind- draget i løsningen af de forskellige pro- blemer og at opmuntre til lokale initia- tiver til fremme af fangererhvervet. Befolkningen i de egentlige fangerdi- strikter udgør for øjeblikket ca. 7.500 grønlandskfødte personer, men også uden for disse distrikter findes befolk- ningsgrupper, der i store dele af året er henvist til at leve af fangst, navnlig i bygderne i Diskobugten og i Kangatsiaq kommune. Rundt regnet 14 af den grønlandske befolkning har fangst som erhvervs- grundlag, og denne del af befolkningen er spredt over et meget stort område. Fangerdistrikterne strækker sig i vest fra Umanakfjorden og nordover til Petter- mann Gletscher, en strækning på ca. 1500 km, og i øst fra den sydlige kyst af Kong Oscars Fjord og sydover til om- kring Skjoldungen, heri indbefattet fjord- komplekserne ved Scoresbysund og Ang- magssalik, ialt — excl. fjordkysterne — en strækning på ca. 1400 km. Melvillebugt- området og området fra Siorapaluk til Pettermann Gletscher i Thule kommune samt kyststrækningen fra Kap Brewster på østkysten og ned til Kangerdlugssuaq er kun meget svagt udnyttet. Kyststrækningen fra Pettermann Glet- scher til Kong Oscars Fjord omfattes af det område, der foreslås udlagt som na- turpark og derfor ikke giver mulighed for en ekspansion for fangerbefolknin- gen, men som til gengæld skal virke som vildtreservat til gavn for hele østkysten. Udnyttelsen af vildtressoitrcerne. Den mildning af klimaet i Grønland, der i begyndelsen af dette århundrede 209 [2] medførte en væsentlig tilbagegang i fangsten af søpattedyr, synes nu afløst af en periode med koldere klima, der i de kommende 30—40 år efter alt at dømme vil begunstige fangsterhvervet. Denne udvikling vil ikke blot kunne spores i de egentlige fangerkommuner, men vil for- mentlig medføre en øget fangst af sø- pattedyr i alle grønlandske kystområder. Tidligere bestemtes fangstindsatsen af, hvad der var nødvendigt til livets op- retholdelse og kødforsyningen har anta- gelig været den afgørende regulator i denne henseende, men ved indførelsen af pengeøkonomi og det stadig større vare- udvalg i butikkerne er behovet for kon- tantindtægter vokset, og derfor fanges der antagelig mere, end hvad kødbehovet kræver. Ved indførelsen af pengeøkonomi er der ligeledes opstået interesse for at sælge fangstprodukterne uden for fan- gerområderne. Af hensyn til en sådan „eksportvirksomhed" er der behov for at holde produkterne friske, indtil de kan transporteres væk. Derfor har man i mange fangerbygder ønsker om opret- telse af fryserier til opbevaring af fang- sten. Hidtil er sådanne fryserier kun etableret i fangerbyerne, bl. a. fordi ren- tabiliteten af fryserierne i bygderne synes højst tvivlsom, og fordi der følger en række tekniske problemer med driften af fryserier i de isolerede fangerbygder. Der findes ingen officielle beregninger over omfanget af vildtressourcerne i fan- gerområderne, men såfremt udviklingen med hensyn til frysehuse tager fat, må man være opmærksom på, at nye proble- mer kan opstå. Manglen på biologiske data gør overvejelser vedrørende mulig- hederne for en øgning af jagten usikre. En uhæmmet fangst af søpattedyr og fugle med anvendelse af mere avanceret jagtudstyr vil kunne medføre overbeskat- ning af de naturgivne ressourcer. Man bør endvidere være opmærksom på, at kødgavesystemet endnu eksisterer i adskillige bygder. Etablering af fryse- rier i sådanne bygder vil kunne ændre de sociale sædvaner, og det bør tages med i overvejelserne om sådanne investerin- ger. Befolkningsproblemet. Ligesom i det øvrige Grønland er be- folkningen i fangerområderne vokset med eksplosiv fart. Fangerområderne havde umiddelbart efter den 2. verdens- krig en befolkning på omkring 4.500. Denne befolkning er vokset til ca. 6.000 i 1960, og nu er befolkningstallet oppe på ca. 7.500 grønlandskfødte personer. For fangerområderne som helhed ty- der meget på, at der er tale om over- befolkning i forhold til erhvervsgrund- laget, men inden for de enkelte områder er der store variationer. I Angmagssalik- området er der således en betydelig over- befolkning, hvorimod der i Scoresbysund kommune skulle være rimelige ekspan- sionsmuligheder. Når den familieplan- lægning, der er iværksat i samtlige kom- muner, er slået igennem, vil der muligvis kunne opnås en bedre befolkningsmæssig balance, men alligevel undgår man næppe, at visse områder får et befolk- ningsoverskud, der bliver nødt til at bo- sætte sig uden for fangerdistrikterne. Dette må ses i sammenhæng med de relativt begrænsede ekspansionsmulighe- der, der findes for fangererhvervet i de 210 [3] Ud på fangst i glitrende sol, Scoresbysund distrikt. Fot.: IbTøpfer 1963. her omtalte områder. Inden for græn- serne i Umanak og Upernavik kommu- ner synes der således ikke at være mulig- heder for en yderligere spredning af befolkningen. Ganske vist er bosætningen ikke så spredt, som den var for 30—40 år siden, men anvendelsen af motorbåd kombineret med kajak gør det muligt at drive fangst over større områder, og der er derfor næppe basis for at vende til- bage til den gamle, mere spredte bosæt- ning. I Thule kommune er der ekspansions- muligheder nordover imod Pettermann Gletscheren, og i Scoresbysund distrikt ligger fangstudvidelsesmulighederne fra Kap Brewster ned langs sydkysten til Kangerdlugssuaq. Fangstmetoder. Fangsten i Grønland er karakteriseret ved, at den normalt gennemføres indivi- duelt. Der findes dog også samarbejds- former, f. eks. nar hval f angsten i Thule kommune og de forsøg, der har været gjort med fælles jagt i vestisen fra Kraulshavn. Metoderne er forsat de tra- ditionelle med anvendelse af kajak og hundeslæde, dog nu suppleret med mo- torbåd, hvorimod snescooteren endnu kun har en meget beskeden udbredelse. I Scoresbysund er kajakken afløst af en lokalt fremstillet dory, der skulle være egnet til de specielle fangstforhold i om- rådet. Der er også en udvikling i gang hen imod moderne metoder i fangsten, f. eks. benyttes nylonline i stadig højere 211 [4] grad, og moderne, canadisk beklædning begynder at erstatte det traditionelle udstyr. I de senere år er antallet af speedbåde i fangerdistrikterne steget betydeligt. Samtidig er antallet af an- skudte sæler forøget. Behandlingen af fangsten er ligeledes individuel og foregår i husene, hvor sæ- lerne flænses, og skindene behandles. Under Grønlandsrådets besøg har man drøftet mulighederne for etablering af fælleshuse, hvor flænsning og skind- behandling kunne finde sted under prak- tiske forhold, således at der kunne ske en rationalisering af arbejdsgangen med hensyn til skindbehandlingen. Der er interesse for dette forslag blandt fan- gerneTmen hidtil har interessen ikke gi- vet sig udtryk i konkrete projekter. En lettelse af arbejdsgangen vil muligvis kunne virke bremsende på den fravan- dring af kvinder, der sker fra fanger- samfundene. Skolen. Under besøgene i de forskellige fanger- kommuner har rådets repræsentanter fået et tydeligt indtryk af skolens vanskelige stilling i disse distrikter. Af faldne ud- talelser kunne man næsten få den opfat- telse, at skolen i sin nuværende form er en direkte trussel mod fangsterhvervet og den særlige fangerkultur. Kritikken af skolen i fangerområderne retter sig især mod følgende: a) Den grønlandske skoles struktur og undervisningsplaner er i store træk en kopi af danske skolelove med mindre tilpasninger til forholdene i Vestgrøn- land. Dette skolemønster passer ikke til fangerområderne, hvor skolen 212 burde være mere orienteret i retning af det lokale erhverv. Under rådets besøg i Scoresbysund i foråret 1971 opfordrede delegatio- nen lærerforsamlingen til inden for skolelovens rammer at udarbejde for- slag til en mere fangervenlig skole- plan. Denne opfordring blev fulgt, og lærerforsamlingens forslag viser, at det skulle være muligt at etablere en langt mere erhvervspræget undervis- ning end den, der gives for tiden. b) Der erj samtlige kommuner etableret skolehjem for børn, der ikke kan modtage tilfredsstillende undervisning på de mindre bygder og bopladser. Bortset fra skolehjemmet i Tasiussaq i Upernavik kommune er samtlige skolehjem placeret i fangerbyerne. Skolehjemsopholdet vurderes efter de erfaringer, delegationerne har fået på rejserne, til at have en ugunstig indflydelse på de unges interesse for fangsterhvervet. De meget velorgani- serede forhold på skolehjem med cen- tralvarme, varmt vand o. s. v. er så afgørende forskellige fra bygdemil- jøet, at motivationen til at gå ind i fangsterhvervet bliver stærkt redu- ceret. Samtidig er skolehjemsbyernes dan- ske miljø så svagt, at børnene ikke lærer dansk i et sådant omfang, at de efter endt skolegang kan gå ind i en læreplads eller et job i Sydgrønland, hvor der forventes et nogenlunde kendskab til dansk. c) Ophold i Danmark giver fangerung- dommen ret gode dansk-kundskaber, men fremmedgør dem yderligere for fangsterhvervet. De unge, der har [5] gennemgået skoleuddannelse på skole- hjem med efterfølgende ophold i Dan- mark, længes nok tilbage til den egn, hvor de er født, men ønsker kun i meget begrænset omfang at gå ind i fangererhvervet. Da det er meget få, der kan få beskæftigelse i disse om- råder på kontor og i butik, er der stor risiko for, at denne ungdom blot bliver rodløs og uden beskæftigelse og på lidt længere sigt henvises til at leve af socialhjælp. Boligsituationen. Boligsituationen er dårlig i mange fan- gerbygder. Husene er gamle og overbe- folkede, men mange fangerfamilier viger tilbage for at ansøge om lån til et bolig- støttehus på grund af de store omkostnin- ger, der er forbundet med byggeriet. Eksempelvis kan det anføres, at et type 3-hus, der er på 30 m2, koster fra 90.000- 130.000 kr. at opføre i en fangerbygd. Materialeværdi og arbejdslønnen er no- genlunde lige store. Selv et så beskedent hus vil pådrage en fangerfamilie en årlig husleje på omkring 2.000 kr. Statens til- skud svarer til ca. 3/4 af anlægssummen, og hertil kommer, at administrationsud- gifterne i afdragsperioden næppe kan vurderes til mindre end omkring 500 kr. pr. år i 33 år. Skal boligsituationen på fangerbyg- derne ændres, hvilket ikke mindst har be- tydning for den yngre generations inter- esse for fangsterhvervet, bliver det nød- vendigt at finde frem til mere utraditio- nelle former for byggeri og finansiering. Grønlandsrådet har flere gange peget på selvbyggeri som løsning på fangerområ- dernes boligproblemer. Der er grund til at antage, at de bevil- linger, som står i anlægsplanen til enfami- liehuse på bygderne, ville kunne strække til væsentlig flere huse, hvis man fik ind- draget de private bygherrer i gennem- førelsesprocessen. løvrigt bør man — som det i stigende grad er tilfældet i byerne — være opmærk- som på boligmiljøets betydning, herunder navnlig tilstedeværelsen af fællesanlæg såsom mødehuse og fællesværksteder. Forsyningsvirksomheden. Som et led i befolkningens aktivering kan man pege på den mulighed at lade bygdebefolkningen overtage driften af den lokale butik på andelsbasis, således som det er foreslået i betænkningen om Den kgl. grønlandske Handels fremtid. Under alle omstændigheder bør staten afholde sig fra at opføre butikker på nye steder, men derimod yde befolkningen hjælp og bistand til selv at oprette butik- ker eller depoter de steder, hvor der fin- der ny bosættelse sted. Fangerkonsnlent. I sine rapporter har Grønlandsrådet peget på en række problemer i fanger- distrikterne og på mulige løsninger eller givet forslag til forbedring af befolknin- gens daglige tilværelse. Disse forslag kan suppleres ved løbende forhandlinger med kommunalbestyrelserne og den lokale be- folkning. Til at forestå denne dialog med fanger- befolkningen og med henblik på at yde rådgivning i fangerdistrikterne er der over for Grønlandsrådet rejst spørgsmål om ansættelse af en særlig konsulent i fangerområderne. Dette forslag er mødt med stor interesse i flere fangerdistrikter. 213 [6] F angerkommunerne & befolkningstal 1930—1971. Personer født l Grønland: 1930 1946 1951 1955 1960 1965 1971 Umanak by 246 439 554 637 774 835 952 bygder 1210 1027 1019 1015 1189 1314 1311 ialt 1456 1466 1573 1652 1963 2149 2263 udsendte m. fl. - — - 33 50 85 133 Upernavik by 186 347 407 472 506 648 696 bygder 1044 109TJ 1012 822 1026 1150 1190 ialt 1230 1437 1419 1294 1532 1798 1886 udsendte m. fl. - - — 42 51 72 130 Thule by — 108 142 138 183 207 275 bygder — 210 225 249 269 313 347 ialt — 318 367 387 452 520 622 udsendte m. fl. - — — 18 24 42 28 Scoresbysund by 39 90 99 187 232 257 296 bygder 73 144 175 128 147 149 125 ialt 112 234 274 315 379 406 421 udsendte m. fl. - — — 33 45 64 76 Angmagssalik by 44 128 212 310 502 650 713 bygder 727 1012 1048 1149 1324 1516 1535 ialt 771 1140 1260 1459 1826 2166 2248 udsendte m. fl. - — - 73 117 132 218 Afsides beliggende stationer er ikke medregnet. Indhandlingen af fangstprodukter pr. indbygger født i Grønland: Indhandling i kr. Pr. indbygger 1968 1970 1971 Pr. gennemsnitshusstand å 5,5 personer 1968 1970 1971 Umanak kommune 337 350 273 1854 Upernavik - 487 441 398 2679 Thule - 750 707 762 4125 Scorabysund - 1500 1531 1786 8250 Angmagssalik - 226 356 388 1243 1925 1502 2426 2189 3889 4191 8421 9823 1958 2134 214 [7]