[1] Aktuelle problemer for fåreholderne i Sydgrønland af universitetslektor Hans Berg I 1970 var omkring 150 familier i Syd- grønland beskæftiget ved fåreavl. Langt størstedelen af fåreholderne var grøn- lændere, mens resten var færinger eller danskere. Brugene, der samlet omfattede godt 32.000 moderfår, varierede betyde- ligt i størrelse med besætninger på fra en halv snes til over 1000 dyr. Selv om antallet af brug gennem en længere årrække har været jævnt fal- dende, således fra ca. 260 i 1948 til ca. 150 i 1970, har den samlede fårebestand dog i samme periode været i jævn vækst. Tendensen har været, at de små brug har udgjort en stadig mindre del af det sam- lede antal brug. Den grønlandske fåreavls ekspansions- muligheder er begrænsede først og frem- mest af fjeldgræsningsmulighederne og problemerne med at tilvejebringe et til- strækkeligt godt og billigt vinterfoder. Der er blandt fåreavls- og landbrugskyn- dige ikke enighed om, hvor stor en samlet fårebestand det sydgrønlandske fåreavls- distrikt kan bære. I Det j ordbrugs faglige udvalg for statens forsøgsvirksomhed i Grønland har man gennem flere år været af den opfattelse, at der i området vil være plads til ca. 60.000 moderfår. Dette skøn, der bygger på beregninger foreta- get i Norge, betvivles dog fra forskellige sider. Således har den tidligere leder af landbrugsstationen Uperniviarssuk ved Julianehåb, Louis A. Jensen, i Grønlands- posten (9/11 1972) udtalt, at man nok må sætte tallet betydeligt lavere, en ud- talelse der nok skal ses på baggrund af de alvorlige følger af de senere års katastro- fevintre. Vinteren 1966/67 kostede såle- des over halvdelen af fårebestanden livet. Omvendt har den islandske fåreavlskyn- dige Gisli Kristjansson i samme nummer af Grønlandsposten udtalt, at „det er sandsynligt, at fåreholdet i Grønland kan udvides til, at 300—400 fåreholdere kan ernære deres familier på strækningen fra Qagssiarssuk til Frederiksdal (i henhv. Narssaq og Nanortalik kommune, H.B.), blot spredningen er tilstrækkelig, og intet område 'overbefolkes' af får." Den vigtigste produktionsfaktor for fåreavlen er jord. Udnyttelsen af jorden foregår dels kollektivt dels individuelt. Distriktet er opdelt i naturligt afgræn- sede fjeldgræsningsområder, inden for hvilke som regel flere fåreholdere sam- 215 [2] tidigt har deres får gående i langt største- delen af året. Ingen fåreholder har sær- rettigheder inden for et sådant kollektivt udnyttet område, og enhver har idag lov til at have det antal dyr, som han ønsker. Fåreholdere, der udnytter det samme fjeldgræsningsområde, arbejder sammen om at gennemføre de nødvendige fåre- samlinger og afholder i fællesskab udgif- terne til opførelse og vedligeholdelse af samlefolde, fåresamlingshytter, spærre- hegn og lign. Midlerne hertil tilvejebrin- ges i reglen ved salg af lam, der ikke har kunnet ejeridentificeres, og som derfor tilhører den lokale fåreholderforening. Mens man fortsat går ind for, at fjeld- græsningen skal være fællesgræsning, er der inden for det sidste år fremsat for- slag om at standse den frie adgang til fjeldgræsning. Det er tanken, at man ved at sætte grænser for hvor mange får, der må være inden for et givet fjeldgræs- ningsområde, skal søge at forhindre en nedbidning af fjeldvegetationen, der kan resultere i erosion og dermed i en generel forringelse af betingelserne for fortsat fåreavl. Dette forslag er endnu ikke færdigbehandlet, hvorfor fjeldgræsning stadig er fri og fælles. Den individuelle udnyttelse af jord be- står i, at den enkelte fåreholder, efter af kommunalbestyrelsen at have fået over- draget et areal, opdyrker dette til eget brug. Arealoverdragelsen sker i henhold til et regulativ fra 1929 om overdragelse af jord til landbrugsformål, af hvilket det fremgår, at det alene er brugsretten der overdrages, og at misligholdelse af det tildelte areal kan medføre fratagelse af brugsretten. I 1970 androg de individuelt udnyttede arealer, d. v. s. egentligt kulti- verede marker og høsletarealer, ialt ca. 100 ha. Der har indtil i dag været principiel enighed såvel blandt fåreholderne som blandt fåreavlskonsulenter og medlem- mer af Det jordbrugsfaglige udvalg om, at det nødvendige vinterfoder til fårene skulle skaffes tilveje først og fremmest gennem opdyrkning i Grønland. I over- ensstemmelse hermed blev der indkøbt moderne, kraftigt opdyrkningsmateriel til landbrugsstationen, ligesom der til denne station blev knyttet en egentlig op- dyrkningskonsulent. I et udkast til ved- tægter for husdyrhold i Grønland opere- rer man med et krav om, at hver enkelt fåreholder skal råde over l hektar op- dyrket jord pr. 100 dyr, hvilket anses for tilstrækkeligt til at sikre fårebestanclen det nødvendige grovfoder. I 1969 ved- toges en ny lov om støtte til erhverv i Grønland; denne lov betød væsentligt bedrede muligheder for fåreholderne til at opnå lån til investeringer i bl. a. nyop- dyrkning. Under indtryk af den igangværende klimaændring, der muligvis vil kunne true høstudbyttet, er der imidlertidnu fra fåre- avlskonsulenternes side blevet sat spørgs- målstegn ved rentabiliteten af opdyrk- ning i forhold til indkøbt foder. Noget tyder dog på, at de fåreavls- og land- brugskyndige ikke lige med det første vil kunne nå til enighed om, hvorledes vinter- fqderproblemet bedst løses. Da yderli- gere kultivering af jord derfor sandsyn- ligvis fortsat af nogle, vel ikke mindst fåreholderne, vil anses for at være den mest realistiske løsning på vinterfoder- problemet, vil det være på sin plads her at se lidt nærmere på forløbet og effekten 216 [3] Fårene er blevet drevet ned til bygden for at blive fodret. I folden skilles fårene Fot" Hans Berg 1971 c f ler ejermærke. hvorefter hver enkelt foreholder selv sørger for fodringen af sine dyr. Igaliko, januar. af de senere års opdyrkningsaktivitet i fåreavlsdistriktet. Man ser, at denne aktivitet, alle gode intentioner til trods, har haft visse util- sigtede virkninger, som det vil være godt at tage ved lære af, såfremt man også fremover vil søge vinterfoderproblemet løst gennem nyopdyrkning. Det har vist sig, at den øgede konsu- lentbistand og den, sidst gennem den nye erhvervsstøttelov væsentligt bedrede ad- gang til finansiel bistand til udvikling og konsolidering af fåreavlserhvervet har virket således, at det kun er blevet en min- dre, som regel i forvejen relativt velbjer- get gruppe af fåreholdere, som reelt har nydt godt af denne offentlige bistand. Denne udvikling var vel i nogen grad at forudse. Det trods alt begrænsede op- dyrkningsmateriel og -mandskab blev sat ind på de brug, som først meldte sig med ansøgninger til erhvervsstøtten. Og de, der meldte sig med ansøgninger, var de fåreholdere, som i forvejen havde de store fårebestande, eller som havde den fornødne indsigt i teknologiske udvik- lingsmuligheder og forståelse for drifts- økonomiske forhold. En følge heraf blev, at der etableredes en nærmere faglig - og social - kontakt mellem landbrugsstationen og de, som man har kaldt progressive fåreholdere end mellem stationen og de faktisk, eller måske kun tilsyneladende, mindre pro- 217 [4] gressive små og mellemstore fåreholdere. Dette forhold har øget risikoen for en stadigt mere markant økonomisk ulighed blandt fåreholderne, som det kun vil være muligt at modvirke gennem en egentligt opsøgende konsulentvirksomhed og gen- nem en erhvervsstøttepolitik, der i højere grad end tilfældet er idag tager sigte på en ligelig fordeling af det offentliges finansielle bistand. Indtil det efter finansudvalgets rejse ! fåreavlsdistriktet sommeren 1970 blev besluttet, at landbrugsstationen Uperni- viarssuk ikke længere skulle drives af sta- ten under KGH, var det overladt statio- nen at tilrettelægge og gennemføre nyop- dyrkningerne hos de private fåreholdere. Opdyrkningsarbejdet kunne imidlertid ikke tilrettelægges så rationelt og effek- tivt, som ønskeligt var, når man tog i be- tragtning, at det store flertal af fårehol- dere til stadighed måtte kæmpe med deres uløste vinterfoderproblemer. Opdyrk- ningsarbejdet måtte foregå snart på den ene snart på den anden lokalitet, afhængig af hvor der tilfældigvis var en fåreholder, som havde søgt og fået bevilget erhvervs- støttelån. Med de ugunstige transport- og arbejdsbetingelser risikerede man derfor at spilde megen tid i den i forvejen korte sæson. Idag er nyopdyrkning af den sam- fundsejede jord i sidste ende afhængig af den enkelte fåreholders initiativ. Erfa- ringerne har vist, at dette har medvirket til en forsinkelse af den helt nødvendige konsolidering af de enkelte brug, og sam- tidigt har det bevirket, at den finansielle og konsultative bistand ikke er kommet et tilstrækkeligt stort antal fåreholdere til nytte. Hvis en intensivering af opdyrkningen fortsat må anses for at være i hvert fald een af måderne at løse den grønlandske fåreavls vinterfoderproblemer på, må tilrettelæggelsen af dette arbejde kunne ske på en måde, som sikrer såvel en effek- tiv udnyttelse af det offentliges bistand som en ligelig fordeling af denne bistand mellem så mange af de involverede som muligt. Jeg skal til slut her gengive et skitse- forslag til en alternativ procedure ved den fremtidige opdyrkning, som jeg i en redegørelse af maj 1972 har fremsat over for grønlandsrådets sekretariat. Porslaget, der er baseret på iagttagelser fra mit 15 måneders studieophold i fåre- avlsdistriktet i perioden 1969-1971, har som nogle af sine vigtigste forudsætnin- ger l) at Grønlands jord også i fremtiden vil være samfundsejet, 2) at tildeling af "brugsret til jord fortsat vil sortere under kommunalbestyrelserne samt 3) at langt størstedelen af den fremtidige opdyrk- ning sker med finansiel og konsultativ støtte fra det offentlige gennem erhvervs- støtten. Mit forslag til en alternativ procedure lyder, kort formuleret, således: Kommunalbestyrelsen udarbejder sam- men med konsulenterne og fåreholdernes faglige sammenslutninger en samlet plan for opdyrkningsindsatsen i fåreavlsdi- striktet. De samme instanser foretager herefter en prioritering af de enkelte opdyrknings- arbejder. Man bør her tilstræbe, at op- dyrkningen tilrettelægges således, at man opdyrker alt, hvd der skønnes lønsomt at opdyrke i eet fjordkompleks, førend man fortsætter til et andet fjordkompleks. 218 [5] Høslct f>å hjemmcmark i Igaliko, august. På grundlag af den hermed opstillede arbejdsplan indsender kommunalbestyrel- sen ansøgning til erhvervsstøtten om be- villing til opdyrkningens gennemførelse. Den daglige administration af det bevil- gede overdrages til konsulenten i egen- skab af ansvarlig projektleder. I god tid forud for opdyrkningsarbej- dets igangsættelse inddrages fårehol- derne på den pågældende lokalitet i plan- lægningen af arbejdet samt i udarbejdel- sen af en skitse til en opdeling af det ny- opdyrkede land i lodder, der må skønnes tilstrækkeligt store til, at de hver for sig kan dække et brugs behov for hjemme- dyrket foder. De lokale fåreholdere skal deltage ak- tivt i opdyrkningsarbejdet som lønnet ar- bejdskraft. Efter endt opdyrkning af den pågæl- Fot.: Hans Berg 1970. dende lokalitets samlede opdyrkelige areal indgår fåreholderne enkeltvis eller en bloc, som produktions-cooperativ, en forpagtningsaftale med den pågældende kommune. Forpagtningsafgiften bør være den samme over hele fåreavlsdistriktet (dog varierende i den udstrækning som forskel- ligheder i jordens bonitet, trafikale pla- cering og lign. gør det rimeligt). Jorden bør fortsat være samfundsejet, således at det som idag kun er brugsret- ten, der tildeles de aktive erhvervsud- øvere på forpagtningsbasis. Ophører brugsret-indehaveren med at være fåre- holder, bør hans sønner (eller andre nære slægtninge), der har været aktivt enga- geret i brugets drift, have førsteret til at overtage forpagtningen af jord. Spørgsmålet om kommunalbestyrelser- 219 [6] nes rolle i tilrettelæggelsen og finansierin- gen af opdyrkningen samt i den efterføl- gende bortforpagtning af jordlodderne er af politisk karakter. Nogle vil måske derfor mene, at dette spørgsmål ikke di- rekte vedrører de løbende drøftelser af, hvorledes man bedst opnår en driftsøko- nomisk konsolidering af de enkelte f åre- holderbrug. Men da kontrol over jord under alle omstændigheder er et problem af stor politisk betydning for samfundet, og da kommunalbestyrelserne — og lands- rådet — i forvejen er stærkt involveret i erhvervets økonomiske anliggender, hvil- ket ikke mindst de sidste års alvorlige ka- tastrofe vintre har vist, forekommer det mig naturligt, at disse lokale, grønland- ske instanser, I højere grad end tilfældet har været, bliver draget ind i fåreavlens videre udvikling. Et sådant skridt må da også synes så meget mere naturligt og nødvendigt, som hverken staten eller fåreholdernes orga- nisationer længere har nogen direkte ind- flydelse på udnyttelsen af det specielle op- dyrkningsmateriel, som i sin tid blev an- skaffet til landbrugsstationen. Samtidig med at driften af stationens fårebrug blev overladt til fåreholderne selv (den dag- lige drift forestås af en af konsulenter- ne), solgtes opdyrkningsmateriellet til private grønlandske erhvervsdrivende. Denne privatisering har vanskeliggjort en politisk styring, der ellers synes at være påkrævet ikke mindst nu, hvor vanskelig- hederne med at sikre blot de allerede eksi- sterende brug bliver stadigt mere åben- bare. 220 [7]