[1] Profiler af udenlandske videnskabsmænd i Grønland . V V. RALPH LEROY BELKNAP af dr. phil. Dan Laursen I årene fra 1926 til 1932 udfoldedes der fra amerikansk side en vis videnskabelig aktivitet i Vestgrønland. Initiativtageren til iak 5 ekspeditioner var professor W. H. Hobbs fra University of Michi- gan i Ann Arbor (se Grønland 1970, nr. 2). Hovedformålet med ekspeditio- nerne var at samle data om de meteoro- logiske forhold over Indlandsisen. Hobbs havde i midten af tyverne skrevet om den „glaciale anticyclon", som han kaldte det højtryk, der hviler over Indlandsisen. Nu skulle der samles materiale til at be- vise Hobbs' teorier. I 1926 havde ekspeditionen lejr ved Maligiaq i Holsteinsborg distrikt; i 1927 og 1928/29 ved bunden af Søndre Strømfjord; i 1930/31 blev hovedkvar- teret flyttet til Natsiorsiorfik i Uperna- vik Fjord, og i 1932/33 endnu et stykke mod nord i Upernavik distriktet til Nug- ssuaq, halvøen hvorpå Kraulshavn ligger. De fire første ekspeditioner blev ledet af Hobbs personlig, mens dr. Belknap var leder af den femte og sidste. Belknap havde deltaget i de fire foregående, fra 1927 som næstkommanderende. Han var professor i geologi ved University 242 Dr. V. Ralph Leroy Bclknap. of Michigan, men han var tillige en ud- mærket kartograf, meteorolog og geo- graf, i det hele taget typen på den gam- meldags naturhistoriker, der var temme- lig godt orienteret i samtlige naturviden- skabelige discipliner. Han blev derfor ganske naturligt den krumtap, om hvil- [2] ken samtlige ekspeditioner drejede sig, den stille, stædige arbejder, hvor Hobbs var manden med de store talemåder og armbevægelser. Belknap var naturligvis med til at undsætte Hassell og Cramer, efter at de den 19. august 1928 var landet på Indlandsisen bag Evigheds- fjord (se Grønland 1970, nr. 5, 157- 160). Den femte ekspedition viste Belknap i hans fuldeste omfang. Han var ekspe- ditionens leder. Foruden at drive meteo- rologiske studier på land og på Indlands- isen skulle der også udføres alt andet forefaldende videnskabeligt arbejde. Der skulle bygges et overvintringshus på Nugssuaq samt oprettes og betjenes en station på Indlandsisen, Camp Watkins, hvor Belknap foretog observationer fra 2. juli til 19. august 1933. Men førend man kunne tage fat på alt dette, skulle ekspeditionen hjælpe den såkaldte Peary Minde Ekspedition til Kap York 1932, der var udsendt for at rejse Nordpolens opdager, Robert E. Peary, et mindesmærke på selve kapet. Monumentekspeditionen kom til Grøn- land ombord i skonnerten „Effie M. Morrissey" under kommando af ejeren Robert Bartlett. Ombord var foruden Bartlett og hans mandskab: Pearys dat- ter Marie Ahnighito Stå f f ord, hendes søn Arthur Norcross samt 7 mand, der skulle hjælpe med at bygge monumentet. Skibet bragte også Ralph Belknap til Kap York, som blev nået den 14. juli. Belknap optrådte lige fra begyndelsen som bygmester. En amerikansk arkitekt havde udarbejdet en tegning til en seks- sidet obelisk, som skulle være 23 m høj. Det var meningen, at monumentet skulle Peary monumentet, Kap "York. have været støbt i cement med et indlagt P i marmor på hver side ca. 19-20 m oppe. Efter at man imidlertid havde beset Kap York lokaliteten, blev man enige om at skære højden ned, idet Belknap påpegede det umulige i under de ved Kap York herskende klimatiske forhold at arbejde med cement til den 15. september som projekteret af arki- tekten. Den valgte beliggenhed var på en smal stribe isfri land ca. 30 m fra iskanten og ca. 440 m over havet. Bart- lett engagerede en del Thule eskimoer til at hale det medbragte bygningsmate- riale op fra skibet på hundeslæder over en lille gletscher, der dels var ret stejl, dels konstant var dækket af en halv meter snesjap, hvilket naturligvis ikke gjorde transporten lettere. 243 [3] Luftfoto af Kap York med Peary-monwmentel, som skimtes på baggrund af vandet lidt over midten af billedet. Det regnede det meste af tiden; de medbragte telte var utætte, og tempera- turen var hele perioden omkring fryse- punktet, så da man den 26. juli havde fået støbt fundamentet, blev man enige om at ændre den oprindelige tegning af et sekssidet støbt monument til et tre- kantet tårn muret op af kvadre af lokale sten. Man håbede derved at give den brugte mindre mængde mørtel en chance 244 til at stivne. Som nævnt blev højden af bygningsværket sænket til 15 m. Man fik gennemsnitligt muret en me- ter om dagen, når det var muligt at mure, men der var mange dage, man måtte ligge vejrfast. Dog under Belknaps utrættelige ledelse skred arbejdet frem. De store indlagte P'er af marmor blev påbegyndt i 10 meters højde. De er knapt 2l/2 m høje. Selve bygningsværket [4] blev kronet af en trekantet, ligesidet dorne af aluminium, konstrueret af Belknap og lavet på stedet. Det var iøvrigt ikke Bob Bartlett, som nedlagde hjørnestenen, således som skrevet står på den tavle, der markerer denne, men Belknap. Ved hjørnestenen blev indmuret en lille kapsel indeholdende diverse ting, som havde tilknytning til Peary. Man får et begreb om det kolossale arbejde, det var at få rejst mindesmær- ket, når man tænker på, at alle stenene skulle hugges til, at der skulle rejses et mere end 15 m højt stillads, og at alt skulle bringes op fra stranden. De sidste dage var der på grund af frost ikke mere rindende vand, så man måtte smelte sne over bål for at få vand til cement- mørtlen. Da man endelig var færdig den 17. august blev stilladset taget ned på l Vi time. Det blev gjort ordentligt og om- hyggeligt, da tømmeret skulle bruges til at bygge Michigan ekspeditionens hus „Peary Lodge" på Nugssuaq, Uperna- vik. Dette arbejde blev også ledet af Belknap, — som man ser, en mand af mange talenter. 245 [5]