[1] Til pater Finn Lynges artikel „Cominco, Greenex og socialmedhjælperne", som bragtes l GRØNLAND nr. 5 -1973, har departementschef Erik Hesselbjerg knyttet følgende kommentar: Ingen illusioner om, at begyndende mineral- virksomhed i Grønland bliver problemfri I SermitsiaK fra den 20. oktober 1972 pegede pater Finn Lynge i forbindelse med den minevirksomhed, som Cominco/ Greenex er i færd med at opbygge ved Marmorilik, på to væsentlige spørgsmål: Forureningsfaren og risikoen for menne- skelige og sociale konsekvenser for det lokale distrikt« Jeg vil gerne give udtryk for, at jeg er ganske enig i den grundholdning, jeg ser som baggrunden for Finn Lynges indlæg, nemlig at de to nævnte forhold bør betragtes med største alvor og ikke bør overses ud fra et ønske om for en- hver pris at få minedrift igang i Grøn- land. På den anden side finder jeg, at indlægget giver anledning til, at der fra Ministeriet for Grønlands side gives en nærmere belysning af de vilkår og om- stændigheder, der gør sig gældende i den konkrete sag, og at indlægget i øvrigt suppleres med de generelle synspunkter, der anlægges af ministeriet i denne for- bindelse. Bl. a. under henvisning til den natur- forurening, som Comincos (og andre selskabers) virksomhed har forårsaget i Canada, advarer Finn Lynge mod at 246 stole på eventuelle forsikringer om, at firmaet nok skal lade være med at svine for meget ved Marmorilik, fordi disse forsikringer simpelthen intet betyder, hvis man ikke har tvangsforanstaltninger i baghånden. I ministeriets overvejelser har proble- met med i praksis at få overholdt de vilkår og regler, der opstilles, spillet en væsentlig rolle, ikke mindst på baggrund af de uheldige erfaringer man har gjort andre steder. Jeg skal ridse hovedtræk- kene op for de forholdsregler, der for Marmoriliks vedkommende hidtil er truffet specielt vedrørende forureningen. Den tekniske godkendelse af mine- projektet bygger på den erkendelse, at en vis forurening umiddelbart omkring en minevirksomhed ikke kan undgås, men at det er af helt afgørende betyd- ning, at man begrænser forureningen mest muligt og hindrer denne i at brede sig' fil det øvrige fjordkompleks og far- vandene omkring Grønland. Der er naturligvis i den tekniske god- kendelse angivet en række maximalt til- ladelige koncentrationer for de stoffer, [2] der med spildevandet ledes ud i fjorden. Herudover bliver der ved mundingen af den lille K'aumarujuk Fjord, som minen ligger ved, etableret en kontrolzone. Det er i den tekniske godkendelse præciseret, at „ministeriet vil foranledige løbende undersøgelser af K'aumarujuk Fjorden og tilstødende områders vand, fauna, flora og sedimenter. Der må ikke vest for den anførte kontrolzone forekomme nogen efter ministeriets opfattelse signi- fikant berigelse (væsentlig forurening) af vand, fauna, flora og sedimenter med stoffer stammende fra minen." Det er med andre ord alene ministe- riet og dermed den danske sagkundskab, der afgør, om de fremtidige forhold er forsvarlige. De detaillerede regler, der er fastsat i den tekniske godkendelse, skal ses i sammenhæng med vilkårene i selve udnyttelseskoncessionen. Efter disse kan ministeriet, såfremt „faren for forureningsgener overstiger det efter ministeriets skøn tilladelige, pålægge koncessionshaveren at indstille virksom- heden helt eller delvis, indtil manglerne er afhjulpet." Der er således i godken- delsen af projektet og i koncessionsbe- tingelserne indbygget muligheder for de eventuelle tvangsforanstaltninger, som Finn Lynge anbefaler. Vurderingen af, om der finder en for- urening sted, der betyder noget, må na- turligvis bl. a. baseres på grundige under- søgelser af K'aumarujuk Fjorden og kontrolzonen, før minen går i drift. Disse undersøgelser, der bl. a. omfatter fjordbundens sedimenter, skaldyr, fisk, sæler, vandets fysiske og kemiske for- hold og luftens tilstand, er igangsat alle- rede i år, og de skal, når resultaterne foreligger, formentlig suppleres næste år, inden minen går igang. Spørgsmålet om sikring mod forure- ning fra minevirksomheden er fra første færd blevet behandlet i et forum med repræsentanter fra Grønlands Fiskeri- undersøgelser, Grønlands Geologiske Undersøgelse, Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, Grønlands Tekniske Organisation og Akademiet for de tek- niske Videnskaber, ligesom den nyopret- tede Miljøstyrelse har været hørt, før den tekniske godkendelse blev endeligt udformet. Med hensyn til det andet hovedpunkt i Finn Lynges artikel, nemlig den menne- skelige og sociale side af sagen i Umå- naK distrikt, er vi som nævnt fra mini- steriets side helt enige i, at også denne side af sagen bør anskues med al mulig alvor, og at det bør sikres, at den frem- tidige udvikling ikke medfører uaccep- table „omkostninger" af menneskelig og social art. Hvorvidt den løsning af disse proble- mer, der peges på af Finn Lynge, d. v. s. et hårdt og kompromisløst forbud for de beskæftigede i minevirksomheden mod at fraternisere med befolkningen, er den rette, er jeg imidlertid ikke sikker på. Jeg tror, at man bør anskue sagen på en mere fleksibel og nuanceret måde. F. eks. kan man pege på, at det jo er tanken efterhånden at søge grønlandsk arbejds- kraft inddraget i virksomheden, og at disse bestræbelser vel ikke rigtig harmo- nerer med den „indkapslingspolitik", som et forbud vil være udtryk for. Eller med andre ord: Hvis der skal være alvor i bestræbelserne for en grønlandsk med- leven i mineralvirksomheden, tror jeg, 247 [3] man snarere må søge frem mod regu- lerende former for „sameksistens" med de lokale samfund end så absolutte løs- ninger som den foreslåede. Finn Lynge nævner, at Cominco er et selskab, der er indstillet på at drive en rentabel virksomhed. Dette vil vel ingen, ejheller Cominco, bestride, og rentabili- tet er da også en forudsætning for, at der kan drives mineralvirksomhed — i Grønland som andre steder. Men derfra og til at udelukke, at selskabet har en udtalt interesse i og er indstillet på selv at yde en indsats for et ordentligt og rimeligt forhold til såvel det dansk/grøn- landske samfund som helhed som det lokale samfund er et langt spring. Når ovenstående er sagt, vil jeg gerne pointere, at jeg ikke mener, man på for- hånd skal udelukke nogen løsninger, ejheller forbudsløsningen, som selskabet uden tvivl vil gå med til, hvis myndighe- derne forlanger det. Jeg finder dog, at man i første række skal søge frem mod acceptable løsninger i et samspil mellem de parter, UmånaK kommunal- bestyrelse, Cominco/Greenex og ministe- riet, der hver for sig har muligheder for og midler til at få tilvejebragt en regu- leret sameksistens. Dette bør i hvert fald være udgangspunktet for de overvejel- ser på dette felt, der skal tilendebringes forinden minedriften for alvor igang- sættes. Jeg vil gerne til slut — også med ud- gangspunkt i Finn Lynges indlæg — gøre opmærksom på, at ministeriet på ingen måde nærer illusioner om, at den begyn- dende udvikling af mineralvirksomhed i Grønland er problemfri. Dette gælder både de af Finn Lynge fremdragne for- hold og de mere tekniske og økonomiske sammenhænge. I dette arbejde står mini- steriet og andre over for problemer, hvis løsning kræver viden og erfaringer, som man ikke tidligere har haft til rådighed, og der vil utvivlsomt opstå problemer og situationer, hvor hverken ministeriet el- ler andre på forhånd bør give sig ud for at være eksperter og at have klare løs- ninger på alt. I denne situation bør der ikke herske tvivl om, at ministeriet gerne ser en åben kommunikation og debat om problemerne, og at vi ikke mindst gerne modtager synspunkter og oplysninger fra de steder i Grønland, hvor de forskellige former for virksomhed skal foregå i praksis. Fra Sermitsiax. - Godthåb Avis (10. nov. 1972). 248 [4]