[1] „Det Grønlandske Rådgivningskontor Pok" og „Grønlændernes Hus" af Angmalortok Olsen, formand for Grønlænderforeningen Det er med glæde, at jeg efterkommer opfordringen til kort at orientere om de to specifikke grønlandske aktiviteter i Danmark, som er vokset ud af og på initiativ af de grønlandske organisatio- ner i Danmark. Da „Det Grønlandske Rådgivnings- kontor POK" har været i funktion siden 1966/67, finder jeg det fornuftigt at fortælle lidt om det først og så bagefter fortælle om „Den selvejende institution Grønlændernes Hus", som kom under eget tag den 15. august 1972. „Det Grønlandske Rådgivningskontor POK". „PeKatigit Kalåtdlit" er, som de fleste ved, ikke nogen årsunge mere, eftersom den har passeret de 35 år. Da det på et vist tidspunkt var den eneste grønlandske organisation i Danmark, kan det ikke undre, at det var i foreningen og dens bestyrelse, at man først blev opmærksom på de problemer, som grønlænderne mødte, når de rejste til Danmark. I mid- ten og i slutningen af 50'erne mærkede man problemerne på den måde, at for- eningens bestyrelse, især dens formand, blev ringet op på alle døgnets timer af landsmænd, som af den ene og anden grund befandt sig i en problematisk si- tuation. I begyndelsen af 60'erne var disse henvendelser så talrige, at man i foreningens bestyrelse prøvede at af- hjælpe manglen på hjælp ved, at besty- relsesmedlemmerne på frivillig basis stillede sig til rådighed én gang om ugen i en form for gratis vejledning og bi- stand til dem, som kunne ønske det. Det mærkedes hurtigt, at vi på grund af manglende ressourcer ikke var i stand til at yde en effektiv indsats, og da det sam- tidig var et stort dræn på bestyrelsens tid, måtte det opgives efter l års forløb. Men tanken lå og ulmede samtidig med ærgrelsen over, at man måtte melde pas og droppe en nyttig og nødvendig akti- vitet. Dog havde foreningen den tilfreds- stillelse, at den i samarbejde med Mini- steriet for Grønland udsendte en lille folder til Grønland, der fik navnet „Råd og vink for grønlændere i Danmark". Det var meningen, at enhver danmarks- farende grønlænder skulle have den ud- leveret ved afrejse. Den næste fase igangsattes af Grøn- lands Landsråd, idet det på sin ordinære samling i 1966 udtalte, at det var ønske- 249 [2] ligt, at der i Danmark var en grønlandsk hjælpeinstans, som kunne bistå de grøn- lændere, som havde hjælp behov både turistmæssigt og rent socialt. Da man i foreningen erfarede, at denne udtalelse var faldet på Landsrådets møde, tog man initiativet til at nedsætte en hurtigt- arbejdende gruppe, som bestod af Moses Olsen for Unge Grønlænderes Råd, so- cialrådgiver Bodil Ancher for Ministe- riet for Grønland og tolk Esther Boesen, ligeledes fra Ministeriet for Grønland samt Angmalortok Olsen fra PeKatigit Kalåtdlit. Senere udvidede man kredsen med fru Helle Virkner Krag fra komi- teen PITO. Det lille udvalgs arbejde resulterede i et oplæg, hvor man skit- serede en organisation og det økonomi- ske behov for finansiering af denne orga- nisation. Der blev skrevet til Grønlands Landsråd, hvor man direkte foreslog, at Landsrådet finansierede denne organisa- tion og faktisk betragtede den som sin forlængede arm i Danmark. Forslaget blev vel modtaget, og POK så dagens lys medio 1967 i lokaler i Store Kannike- stræde 10, der velvilligst var stillet til rådighed af én af grønlændernes gode venner, statsaut. revisor H. C. Steen Hansen. Ved sin start havde POK en besætning på l socialrådgiver (fru Ellinor Bryld) og ernjng grønlænder (Emil Abelsen}^ som skulle tage sig særskilt af grønland- ske turister. Det viste sig meget hurtigt, at behovet især var på den sociale side, og det var hovedsageligt den sociale sek- tor, som i fremtiden trak på både kræf- ter og ressourcer. Det lille udvalg om- formedes til at være et permanent styrende udvalg, hvor både PeKatigit Kalåtdlit, Unge Grønlænderes Råd, Mi- nisteriet for Grønland, komiteen PITO og Grønlands Landsråd havde en repræ- sentant, og til trods for den kraftige udvidelse i aktiviteterne, der har fundet sted, har man bibeholdt denne styreform og opdeling. Efter det første halve år, hvor man dannede sig et indtryk af selve behovet og væsentligst fik fastlagt de principper, der var nødvendige for at løse opga- verne, var man klar over, at der måtte adskillige aktiviteter i gang for at løse opgaverne bedst muligt. Det viste sig, at man havde set rigtigt, da man mente, at de specifikke problemer, som grønlæn- dere havde i det danske samfund, og de forståelsesmæssige problemer, som kli- enterne havde, bevirkede, at disse sager ikke kunne løses i det normale danske sociale apparat, og at det var nødven- digt, at POK måtte arbejde ud fra det princip, at POK først og fremmest var klientens advokat, uanset hvilke instanser den egentlig kom i forbindelse med un- der sagsbehandlingen. Ligeså var det nødvendigt, at den i sin organisation havde personale, som havde indsigt i grønlandske problemer, og som kunne gøre sig forståelig på grønlandsk. Det er naturligt, at aktivitetsomfanget var stadig støt stigende, og således har PØK__måttet opbygge en landsdækkende kpntaktpersonordning for at få hjælpen ud dér, hvor der var behov for den, og ved siden af har man i samarbejde med Ministeriet for Grønland oprettet en be- søgstjeneste for grønlandske patienter i Storkøbenhavn og samtidig måttet ac- ceptere at administrere bistandsværge- funktionen for grønlandske indsatte i 250 [3] danske institutioner af alle arter. Den før omtalte udgivelse af „Råd og vink for grønlændere" har i POKs eksistens måttet omredigeres 2 gange med tilhø- rende nyudgivelser. Selve det sociale arbejde har været meget omfattende og har bevirket, at POK i modsætning til mange specialinsti- tutioner har måttet omfatte hele det sociale spekter. Klientantallet har været konstant stigende, og på et givet tids- punkt (1972) har man på grundlag af registrerede sager og med grundlag i kalkuleret antal grønlændere i Danmark måttet konstatere, at ca. 10 % af de i Danmark værende grønlændere optrådte som klient i institutionen, hvilket i sam- menligning med danske socialrådgiv- ningsklinikker indicerede, at et langt større antal grønlændere end danske havde social rådgivning behov. Det er klart, at en sådan stigning i aktiviteterne også fordrer indsats af betydeligt større ressourcer end det, der var til rådighed i begyndelsen. På et givet tidspunkt meddelte Grønlands Landsråd, at man ikke mere så sig i stand til at være enefinancier af rådgivnings- kontoret og bad om at finde frem til finansieringsformer, hvor stat og kom- mune kunne medvirke. Staten og Køben- havns kommune og amtskommune har stillet sig forstående over for dette ar- bejde og indgår nu i en finansierings- ordning sammen med Grønlands Lands- råd. I dag har man i POK l Vi socialrådgi- ver (med ønske om at udvide til 2Vi), l militærnægter (kultursociolog, der af- tjener sin værnepligt), 2 kontorassisten- ter og tolke med ønske om yderligere udvidelse, 4 personer, der på deltid be- søger patienter på hospitaler, 13 kon- taktpersoner over hele landet samt di- verse vikarer m. v. I arbejdet landet over har man gang på gang konstateret, at det var meget ønskeligt med faste faciliteter for grøn- lændere, hvor man både kunne satse på forebyggende arbejde og samtidig dække rent menneskelige behov om kontakt samtidig med at det sociale arbejde kunne få den streng på buen, der hedder menneskeværdig behandling af klienter i form af henvisningssted, natlogi m. v., og her kommer selve ideen om Grøn- lændernes Hus ind som en naturlig fort- sættelse og udvidelse af de grønlandske aktiviteter. „Grønlændernes Hus" i København. Da „PeKatigit Kalåtdlit" fyldte 25 år for 10 år siden, begyndte bestyrelsen at arbejde med tanken om at skabe et grøn- landscenter, hvor man naturligt kunne koncentrere alle grønlandske aktiviteter. Ud fra bestyrelsen nedsattes en forelø- big arbejdskomité, som havde grev Eigil Knuth som formand. Med stor energi gik Eigil Knuth ind i dette arbejde og udvidede arbejdskomiteen med adskillige indflydelsesrige personer, som gav pla- nen et godt skub fremad. Der blev ind- samlet midler, og samtidig markerede byen København i 1967 sit 800-års jubi- læum ved bl. a. i juli måned at give 2 store gaver, hvoraf den ene var en gave til realisering af „Grønlændernes Hus" på Vi mill. kr. I februar 1969 blev „Den selvejende institution Grønlændernes Hus" endelig stiftet. Oprindelig havde initiativ- og arbejdsgruppen udformet et 251 [4] stort anlagt projekt på noget nær 5.000 etagemeter, hvori indgik både kollegium, herberg, klublokaler, udstillings- og f o redrags faciliteter m. m. Da den store økonomiske opgangsperiode i 1970 be- gyndte at gå den anden vej, måtte man reducere den stort anlagte plan og satse på en reduceret, midlertidig løsning. Man forsøgte derefter at finde egnede lokaler, som i sig skulle have fra 800- 1.000 etagemeter og skulle rumme lo- kalefaciliteter for de grønlandske orga- nisationer, plads til klubaktivitet og en lille herbergssektor. Efter mange for- gasves anstrengelser lykkedes det endelig at finde frem til ejendommen Løvstræde 6, som tidligere husede Cohrs Sølware- fabrik, og ejendommen blev købt og overtaget 15. august 1972. Ved dens formelle stiftelse 1969 blev der udformet og valgt et stærkt repræ- sentantskab for „Grønlændernes Hus", som i dag tæller en repræsentant fra hver af de grønlandske organisationer i København, komiteen PITO, de grøn- landske folketingsmedlemmer, Det grøn- landske Selskab, Grønlands Landsråd, Grønlands Arbejdersammenslutning, Grønlands Idrætsforbund, Københavns kommune ved overborgmesteren, Køben- havnsk Ungdomsarbejde, Københavns Universitet, Ministeriet for Grønland, Den kongelige grønlandske Handel, Mi- nisteriet for kulturelle anliggender, hvortil kommer venner af Grønland og grønlændere, f. eks. ambassadør Ebbe Munck, professor P. V. Glob, professor, dr. med. Erik Husfeldt, landsretssagfø- rer Niels Th. Kjølbye, direktør Frantz Harlang, revisor Lars Steen Hansen og PeKatigit Kalåtdlits mangeårige for- 252 mand og medstifter, skibskonstruktør Carl Broberg. Samtidig havde vi den glæde, at Hendes Majestæt Margrethe II accepterede at fortsætte som protek- tor af vort hus, hvilket Hendes Maje- stæt havde været som tronfølger. Ud fra dette repræsentantskab ned- sattes en bestyrelse med formand og samtidig et byggeudvalg og et finan- sieringsudvalg for realisering af huset. Repræsentantskabets og dermed besty- relsens og udvalgenes første opgave var at skabe det økonomiske grundlag for realisering af „Grønlændernes Hus" i de anskaffede lokaler. Man har derfor Igangsat en indsamlingsaktivitet, og vi har haft den glæde, at det var muligt at danne en god indsamlingskomité ved at udvide repræsentantskabet med statsmi- nister Anker Jørgensen, grønlandsmini- ster Knud Hertling og formand for Grønlands Landsråd Lars Chemnitz. Det er lykkedes at indsamle over Vz mill. kr. som foreløbigt resultat. Køben- havns kommune har derefter udbetalt den bevilgede gave på Vi mill. kr. med forrentning siden gavetidspunktet, såle- des at der kunne udbetales 725.000 kr. Samtidig har man fra Vanførefonden og Vanføreforeningen bevilget ialt 350.000 kr. til at gøre „Grønlændernes Hus" handicapvenligt (elevator m. v.). Alt dette gør det nu muligt for os at igang- sætte en ombygningsaktivitet, der koster over l mill. kr. Jeg skal ikke her komme ind på, hvem de øvrige givere er, men kun nævne, at det er danske firmaer, fonds og enkeltpersoner m. v. og skal nøjes med at udtrykke min tak for deres forståelse for dette behov, der ligger til grund for gavernes ydelse. [5] I dag er de grønlandske organisatio- ner PeKatigit Kalåtdlit og Unge Grøn- lænderes Råd samt Rådgivningskontoret POK allerede flyttet ind i Løvstræde 6 i forhuset. I den kommende tid vil der blive igangsat byggeaktiviteter i mellem- og baghus i alle 4 etager, og der skulle derefter være plads for klubaktiviteter i stueetagen, mødefaciliteter og mulighe- der for andre aktiviteter på 1. sal, her- bergssektor i både 2. og 3. sal samt ind- rettelse af hyggelig kantine i kælder- etagen og biblioteksfaciliteter på for- husets 3. sal. Desuden ønsker man at indrette et informationscenter, hvor dan- ske kan informeres om grønlandske problemstillinger m. v., og der ønskes desuden indrettelse og drift af en butik, hvorfra der kan sælges grønlandsk kunst og husflid. Huset skal til daglig ledes af en dertil ansat bestyrer med kontorhjælp, og de daglige aktiviteter skal løses i samar- bejde med de grønlandske organisationer og brugere. Vi i de grønlandske organisationer er lykkelige over at være nået så langt, selv om meget endnu er på ønskelisten. Da alt arbejde er på frivillig basis og som følge deraf må tages fra den efterhån- den sparsomme fritid, kan det for de implicerede være noget af en belastning, men vi håber på, at friske kræfter fort- sat kan findes, således at vi kan holde snebolden rullende. Hvis nogen ved læs- ningen af denne korte orientering skulle få lyst til at virke med, er der mere end rigeligt at rive i, og de er meget vel- komne til at besøge os og melde sig un- der fanerne. Jeg skal til slut takke alle dem, som har medvirket til realisering af de nævnte projekter og forsikre dem om, at deres medvirken har resulteret i ting, der vil gøre livet lettere for alle vore lands- mænd, der bliver omplantet hertil. Når centret endelig er kommet rigtig i gang, dukker der sikkert nye behov for aktivi- teter frem, og jeg er sikker på, at vi til den tid igen vil komme og bede dem om medvirken og således igen vil lægge be- slag på deres fritid. 253 [6]