[1] Samarbejde i Nordatlanten af Briendur Patursson De fire lande — Grønland, Island, Færø- erne og Norge — har hver på sin måde kæmpet for deres fiskerirettigheder, men uden noget samarbejde på disse områder, ja mange gange - som f. eks. på Genevekonferencerne 1958 og 1960 og på FNs generalforsamling i New York 1972 — har de trukket hver sin vej og modarbejdet hinandens synspunkter og interesser. Det er på høje tid, at der bliver en ende på denne uenighed. Vi må stå sam- men — sammen i bestræbelserne for fiskebestandens bevarelse og fornuftige udnyttelse — og dermed for vor egen eksistens. Lad os først se på, hvordan disse forhold har artet sig for Færøernes vedkommende, dernæst minde om nogle praktiske resultater af færøsk-grøn- landsk, færøsk-islandsk og færøsk-norsk samarbejde på fiskerierhvervets område og til slut fremsætte nogle konkrete for- slag til færøsk-islandsk-norsk-grønlandsk samarbejde i fremtiden. Den færøske fiskerigrænses historie. Indtil omkring midten af sidste år- hundrede var den færøske fiskerigrænse 16 sømil, men efter midten af århundre- det blev denne grænse først flyttet ind til 4 og snart derefter ind til 3 sømil. Denne 3 mils grænse blev derefter fast- slået i den dansk-britiske fiskeriaftale af 1901. Allerede i året 1898 begyndte de bri- tiske trawleres hensynsløse rovdrift ved Færøerne. Vi har derfor i ?4 århun- drede været velsignet med denne rov- drift og er det endnu. Det bør nævnes, at allerede i året 1898 og igen 1918 forlangte færinger en fiskerigrænse på 40 sømil, men uden "Tesultat. Efterhånden blev forholdet det, at færinger kom til at betragte 3 sømils grænsen som en slags uforanderlig na- turlov. Men på ét område — bare på ét — var dette en tilfredsstillende aftale. Den kunne opsiges. Og efter sidste verdens- krig kom der efterhånden bevægelse i denne sag — og især efter at islændingene i året 1948 havde vedtaget loven, der gav dem hjemmel til fiskerijurisdiktion 320 [2] over hele den islandske landsokkel („landgrundsloven"), og efer at den internationale domstol i Haag i 1951 havde fældet afgørelse i den norsk-briti- ske sag om fiskerigrænsespørgsmålet i Norge. Det første forslag om at få 1901- a f talen opsagt blev da fremsat i det færøske lagting i 1952, men dette for- slag blev ikke vedtaget, idet det bare opnåede 2 stemmer. Derimod sejrede det synspunkt, at det rigtigste ville være at gå forsigtigt til værks, ikke opsige 1901-aftalen, men i stedet forsøge ved forhandlinger med briterne at opnå en eller anden aftale om en eller anden udvidelse. Denne forhandlingspolitik blev der- efter den herskende i de nærmeste 9 år, til trods for at der omtrent i hver lag- tingssamling blev stillet forslag om op- sigelse af 1901-aftalen. Resultatet af denne forhandlingspoli- tik blev da først en ny aftale, der trådte i kraft i 1955, og derefter endnu en, der trådte i kraft i 1959. I henhold til disse nye aftaler blev fiskerigrænsen udvidet på begrænsede områder. Men i året 1961 sker der det, at lag- tinget beslutter at slutte med al forhand- lingspolitik og vedtager i stedet at op- sige alle aftaler med briterne. Og ende- lig den 12. marts 1964 trådte da den nye 12 sømils grænse i kraft. Med lagtingsbeslutningen 1961 brød man med den hidtil førte forhandlings- politik og trådte nye veje i fiskerigrænse- sagen: den ensidige udvidelses vej. For- øvrigt var denne beslutning i fuld over- ensstemmelse med en principbeslutning i lagtinget i 1958, hvori det var blevet erklæret, at den færøske landsokkel var „færøsk ejendom". Færingerne var nu helt uden nogen som helst aftale med briterne om fiskeri- grænsen. (De havde ikke en gang nogen aftale, der svarede til den omstridte islandsk-britiske af 1961). Det bør indskydes her, at i henhold til Færøernes statsretlige stilling er det den danske rigsregering, der i sidste instans bestemmer den færøske fiskeri- grænsepolitik, men at den hverken på Geneve-konferencerne 1958 og 1960 eller på FNs generalforsamling i New York 1972 støttede de af lag- tinget vedtagne beslutninger i denne sag- Allerede i 1965 - året efter at 12 mils grænsen var trådt i kraft — frem- kom der i lagtinget forslag om yder- ligere udvidelse, men dette forslag blev ikke behandlet. I de foregående år havde den færøske fiskerforening været meget aktiv i fiske- rigrænsesagen, og i året 1969 blev fiske- rigrænseudvidelseskravet rejst på ny. Et år senere — i foråret 1970 — blev der da i lagtinget stillet forslag om en fordob- ling af fiskerigrænsen, d. v. s. om en fiskerigrænse på 24 sømil. Resultatet blev da, at lagtinget enstemmigt vedtog at henstille til landsstyret at optage for- handlinger med den danske rigsregering om fredning af hele landgrunden mod fremmed fiskeri. Da et år var gået, og man intet havde hørt om denne fredning, fremkom der i lagtinget endnu en gang forslag om 24 sømils grænse og nu med den tilføj- else, at en særlig fiskerigrænse skulle sættes på den syd for Færøerne liggende 321 [3] Færøbanke — der skulle følge 400 me- ters dybdekurven. Men dette forslag opnåede bare 6 stemmer af lagtingets 26 og blev der- med nedstemt. Dette skete i foråret 1971. Efter at forslagsstillerne havde gen- nemtænkt hele fiskerigrænsesagen på ny, var man kommet til det resultat, at en 24 sømils grænse ville ikke være tilfreds- stillende, og i olsoklagtingssamlingen samme år blev der nu fremsat forslag om 70 sømils grænse, men med samme grænse på Færøbanken som før omtalt. Men også dette forslag blev ned- stemt, idet det kun opnåede de samme 6 stemmer. Endnu en gang blev samme forslag stillet — i olsoksamlingen 1972, men i bemærkningerne til forslaget blev det bemærket, at man var rede til at drøfte en anden grænse end de 70 sømil, så- fremt der kunne opnås enighed herom. Man lagde vægt på at få forslaget diskuteret og udvidelsen vedtaget, inden de færøske forhandlinger med islændin- gene om færøske fiskeres fiskerirettig- heder indenfor den nye 50 mils grænse påbegyndtes. Men dette vandt ikke til- slutning. Forslaget blev derefter gemt i lag- tingsudvalg, og da det endelig dukkede frem i foråret 1973, viste det sig at være helt umuligt at få flertal for nogen som helst udvidelse. Alligevel var dej- nu kommet mere bevægelse i sagen. For- slaget om 70 sømil opnåede ganske vist stadig kun de samme 6 stemmer som hidtil, men desuden fik nu et forslag om 50 sømil andre 6 stemmer. Man er da nået dertil, at 12 lagtings- medlemmer af ialt 26 forlanger en fi- skerigrænseudvidelse til i det mindste 50 sømil straks. I det hele taget kan man sige, at ud- videlsesmændene i disse forløbne 3 år har vundet terræn, og at der nu bare mangler en lille forandring i styrkefor- holdet for at opnå flertal for udvidelse. Man kan se frem til, at fiskerigrænse- sagen — sammen med fællesmarkedssa- gen — bliver hovedspørgsmålet i valg- kampen til lagtingsvalget i efteråret 1974. Men de, der er imod, siger, at de også vil udvide fiskerigrænsen, bare ikke en- sidigt, men ved en eller anden forhand- ling og i forståelse med andre, som man vil forstå allerhelst med briterne. Nu i foråret 1973 skete så det, at landsstyret besluttede at optage forhand- linger med briterne — ikke om fiskeri- grænseudvidelse — men om fredning af visse områder udenfor den nuværende 12 mils grænse. Som man vil have er- faret, vækkede disse nyheder opsigt på Færøerne. Tre lagtingspartier med til- sammen 12 medlemmer protesterede på det kraftigste mod disse påtænkte for- handlinger, anså dem for at være uden hjemmel, ja i direkte strid med før ved- tagne lagtingsbeslutninger. Der blev da også afholdt et stort protestmøde i Torshavns midte, ligesom unge færinger i København mødte med protester i Ka- strup lufthavn, da den færøske lagmand ankom dertil. Disse forhandlinger med briterne blev derefter afholdt i Edinburg i dagene 25.—26. april, men forinden havde bri- terne ladet forstå, at de ikke indgik nogen bilateral aftale om den slags fredning, 322 [4] Thorshavn. Fot.: Aqigssiaq Møller (1973). hvis ikke spørgsmålet havde været frem- lagt for NEAF først. Udvidelsesmændene betragter denne politik ikke alene som uheldig men til- lige farlig og mener, at den vil forsinke en virkelig fiskerigrænseudvidelse. Man har påpeget, at forhandlingsvejen aldrig har bragt nogle virkelige resultater, men tværtimod været skadelig. Hvis man nu på ny begynder forhandlinger med bri- terne, vil dette i realiteten betyde det samme som, at man skruer færinger 72 år tilbage i tiden, eller til året 1901, da den første aftale blev sluttet med briterne. Man har endvidere påpeget, at denne færøske fiskeripolitik kan komme bag på islændingene. Herefter kan briterne sige til islændingene: „Der kan I se, færinger er de pæne børn, som opfører sig ordent- ligt. I skulle tage dem som et godt ek- sempel og opføre jer lige så pænt som dem." Hvad enten der vil blive sluttet over- enskomst med briterne eller ej, må man forudse, at briterne vil benytte færinger som argument i torskekrigen mod Is- land. Men islændinge er færingernes nær- meste frænder og venskabsnation — og i Island har færinger direkte interesser at varetage. 323 [5] Desuden vil dette kunne få betydning i EEC-sagen, thi med en overenskomst med briterne i dette betydningsfulde spørgsmål ville det blive lettere at få Færøerne indenfor denne sammenslut- ning. Man vil heraf forstå, at dette spørgs- mål har mange sider — og deraf nogle meget alvorlige. Færøsk-islandsk, færøsk-grønlandsk og færøsk-norsk samarbejde på fiskeriets område. I mere end et århundrede har færøske fiskere drevet fiskeri ved Island og i henved et halvt århundrede tillige ved Grønland — til dels på grund af de bri- tiske trawleres ødelæggende rovdrift på de hjemlige fiskeribanker. I henved 50 år drev færøske fiskere sommerfiskeri med åbne både fra plad- ser på Østlandet og færøske kuttere med håndsnøre og langline drev fiskeri både på Øst-, Nord-, Vest- og Sydlandet. Endvidere drev færøske fiskere silde- fiskeri på Nordlandet, hvor de også landede fangsten i Siglufjord og andre islandske havne. I krigsårene 1939—45 var mange fæ- ringer beskæftiget i Island. Desuden sejlede færøske kuttere med fisk — ind- købt i islandske havne — til salg på det britiske marked. En overgang var et betydeligt antal færøske kuttere direkte udlejet til Island til denne fisketransport. I 50-erne og de første år af 60-erne kom der igen et praktisk færøsk-islandsk samarbejde i stand, idet flere hundrede færøske fiskere — enkelte år over et tu- sind mand — var forhyret med islandske fiskeskibe. 324 Det færøske fiskeri ved Grønland på- begyndtes i 1925 og har med varierende indsats fortsat indtil nu — bare med den afbrydelse som fulgte med den anden verdenskrig. I Færingehavn blev der ef- terhånden - i samarbejde med nord- mændene etableret et stort anlæg for modtagelse af fisk til behandling og for- arbejdning og som forsyningshavn for fiskeriflåden. Foruden fiskeri fra kut- tere og trawlere drev færinger fiskeri med åbne både fra baser i land — selve Færingehavn, Tovkussaq, Store Ravnsø og mange, mange andre. Fra året 1936 har færøske fiskefar- tøjer - med afbrydelser - drevet fiskeri ved Nord-Norge og Bjørnøen, og i ti- dens løb har mange færøske fiskere været forhyret med norske grønlands- fartøjer (linebåde) og i de senere år med både mindre og større norske trawlere. Det norske fiskeri på Færø- bankerne er velkendt. I de senere år har færinger haft sær- aftaler med Island om — begrænsede — fiskerirettigheder indenfor fiskerigræn- sen. Den nuværende er fra efteråret 1J>72. På tilsvarende måde har det færøske fiskeri indenfor den grønlandske fiskeri- grænse været reguleret ved særlige færøsk-grønlandske aftaler. Efter at Norge udvidede sin fiskeri- grænse til 12 sømil, beholdt færøske fiskere i en årrække visse rettigheder indenfor denne nye grænse. Hele dette samkvem mellem på den ene side færinger og på den anden side islændinge, grønlændere og nordmænd [6] Thorshavn. Fot.: Aqigssiaq Møller (1973). har utvivlsomt bidraget til at skabe en følelse af skæbnefællesskab mellem disse fire folk og lært dem, at de i virkelig- heden har fælles interesser at kæmpe for. Samarbejdets indhold og omfang. Jeg skal herefter punktvis fremsætte direkte forslag om indholdet i og om- fanget af et færøsk-islandsk-norsk-grøn- landsk fremtidssamarbejde på fiskenets område. 1. Vedrørende fiskerigrænserne var i hvert fald to af disse lande i en længere periode i en slags forhekselse, d. v. s. bundne af aftaler med briterne, men disse naturstridige forhold er nu for- længst ophørt med at eksistere og vil forhåbentlig ikke gentage sig. Disse fire lande er derfor alle hvad fiskeriterrito- riet angår uafhængig af andre, og fiske- bestandenes bevarelse er for dem alle af livsvigtig interesse. Spørgsmålet drejer sig i virkeligheden om at eksistere eller ikke eksistere. Vi har tilstrækkelig argu- gumenter herfor — og retten er på vor side. Og såfremt vi stod sammen om disse vores livsinteresser, vil vi med lethed vinde denne ret. Vi må nå frem til en fællesoptræden i denne sag og holde os 325 [7] væk fra uvedkommende tænkemåde og småtterier. Vi bør blive enige om udvi- delse af fiskerigrænserne i alle disse lande og i fællesskab nyde godt heraf. Dette vil være den eneste måde, hvorpå vi kan redde fisken — og os selv. Der vil naturligvis kunne være for- skellige meninger om, hvor langt ud man skal trække fiskerigrænsen. Den vil kunne være forskellig i de forskellige lande, men jeg vil mene, at 50 sømil vil være minimum. Island har allerede 50 sømils grænse, i Norge og Grønland er der røster fremme om 50 sømil og på Færøerne forslag om 70 sømil straks. I øjeblikket er dette minimumskrav, men derfor behøver det ikke at være noget maksimumkrav i fremtiden. 2. Når vi har fået eksklusive rettig- heder til disse naturrigdomme, må vi gøre os klart de pligter, som følger med disse rettigheder. Disse naturrigdomme er jo en del af menneskehedens føde- vareressourcer, og disse ressourcer må hverken ødelægges ved rovdrift eller forurening. Sligt ville ikke alene give bagslag for os selv, men også for andre. Vi bør derfor værne om disse naturrig- domme og udnytte dem på fornuftig måde. Hvorledes dette skal gøres, vil natur- ligvis være forskelligt i de forskellige lande, men fisk er alligevel fisk, hvor end den befinder sig, og derfor bør fiskeribiologer, fiskere og andre, som dette vedrører, alvorligt drøfte disse forhold og så vidt muligt finde frem til fælles foranstaltninger. Det drejer sig her bl. a. om beskyt- telse af ynglepladser, om mindstemål for tilladte fangststørrelser, begrænsning af trawlfiskeri, maskevidde og meget andet. 3. Det samme gælder for fiskeri uden- for fiskeriterritoriet. Disse fire lande bør optræde i fællesskab, når det gælder om at værne fiskebestandene mod rov- drift og forurening. 4^ Jeg vil da berøre det punkt i sam- arbejdet, som det måske vil blive vanske- ligst at nå til enighed om. Det er, at fiskere i disse fire lande får gensidige rettigheder til fiskeri på hinandens fi- skeriterritorium. Her kan man bl. a. påpege, at jo læn- gere fiskerigrænserne flyttes ud i disse fire lande, des mindre betydning vil det få for fiskebestand og fiskefangst hos et af disse lande, at fiskere fra de andre får lov til at drive fiskeri indenfor fiske- rigrænsen hos vedkommende land. Med rette kan man hævde, at i hvert fald i begyndelsen vil nogle af disse na- tioner have større fordel af disse gen- sidige rettigheder end andre, men med tiden vil dette meget vel kunne foran- dres, og jeg er ikke i tvivl om, at i det lange løb vil en sådan gensidighed være i alles interesse. Men såfremt man ikke straks blev enige om fulde gensidige rettigheder, kunne man i begyndelsen begrænse disse, bl. a. med hensyn til fangstområde, fangsttid, fangstmetoder, fangstmængde o. lign. 5. I direkte fortsættelse af og i forbin- delse med disse gensidige fiskerirettig- heder til ilandbringelse af fangst og i det hele taget gensidige rettigheder til reparationer, tjenester o. lign. 6. Gensidige rettigheder for fiskere — både for officerer og andre — til at 326 [8] lade sig hyre til fiskeri på fartøjer i de andre lande - og spørgsmålet om, hvor- vidt de da skal nyde samme rettigheder og underkaste sig samme pligter som fiskere i vedkommende land. 7. Endvidere skulle fiskere i disse fire lande have gensidig ret til at gå på fiskeri- og sømandsskoler hos hinanden, og man burde fremskynde de fire landes samarbejde vedrørende fiskeriundersø- gelser og vedrørende undervisning in- denfor fiskeri og fiskeindustri. 8. Samarbejdet begrænses til disse fire lande, og overfor andre lande bør disse fire lande optræde som en enhed, i den udstrækning samarbejdet gælder. Dette betyder bl. a., at rettigheder af en eller anden slags, der indrømmes andre, ikke vil blive givet, med mindre alle fire lande tiltræder disse indrømmelser. 9. Samarbejde angående organisering af fartøjsbyggeri, fiskefartøjernes ind- retning og udstyr. Man bør udveksle er- faringer og synspunkter angående fangstmetoder og fangstredskaber, og man bør stille gensidige oplysninger om driftsresultater indenfor fiskeri og fiske- industri og om fiskernes forhold og ind- tægter til rådighed. 10. Grønlændernes, islændingenes og færingernes fiskesalg baseres for det allermeste og nordmændenes også i stor udstrækning på udenlandske markeder. På lignende måde som vi organiserer samarbejdet på produktionsstadiet, d. v. s. indenfor fiskeriet og fiskeindu- strien, bør vi da organisere et snævert samarbejde i salgsleddet. Når vi betragter fiskeriets historie i disse fire lande, vil man komme til det Thorshavn. Fot.: Aqigssiaq Moller (1973). resultat, at denne vor hovednæringsvej næsten altid har forrentet sig dårligt og egentlig altid har givet underskud, og fiskernes indtægter har været lave - bortset fra de såkaldte „unormale" tider, f. eks. under krigen. Man har holdt denne næringsvej gå- ende med al slags subsidier fra offent- lig side, men den offentlige støtte er ad forskellige omveje for en stor del taget af denne samme næringsvej. Fiskeriet har således hutlet sig igennem ved at bide sig selv i halen. Alle forsøg på en virkelig sanering af disse uholdbare tilstande synes at have været resultatløse. Her må der ske en radikal ændring. 327 [9] Men hovedbetingelserne for en virkelig stabil næringsvej er, at vi, disse nationer, alene udnytter de rigdomme, som vitter- ligt er vores og ikke andres, at denne udnyttelse sker på fornuftig vis, og at vi for vore anstrengelser får en betaling, således at der opnås rentabilitet for er- hvervet og anstændige levevilkår for dets udøvere — fiskerne. Disse hovedbetingelser vil ikke kunne tilvejebringes, såfremt disse nationer ikke forstår at samarbejde og at stå sammen i arbejdet for de hovedsyns- punkter, som foran er berørt. Ikke før vi er kommet dertil, vil egentlig al tale om at stabilisere fiskerierhvervene og om at opnå en ordentlig levestandard for vore fiskere — og dermed tilveje- bringe et solidt økonomisk grundlag for vore samfund — ikke være stort mere end forfængelighed. Fremgangsmåden. Jeg vil da til slut sige et par ord om, hvorledes vi kan påbegynde et sligt sam- arbejde og få sat gang i det. Al begyn- delse er jo svær, og det vil den også blive her. Det første, der må ske, er, at vi drøfter disse sager hver for sig og siden os imellem. Mit forslag er da det, at regeringerne og landsstyrerne i disse fire lande afholder en konference, hvor de politiske linier i dette samarbejde trækkes op. Når dette er klarlagt, bør sagen forelægges repræsentanter for redere, fiskere, fiskeproducenter, fiskeri- biologer og fiskeeksportører, som da udarbejder nærmere forslag om de punkter, hvorom der er opnået politisk enighed. Det er meget muligt, at man i be- gyndelsen bare vil opnå enighed om nogle af de synspunkter, jeg har nævnt. Dette bør dog ikke forhindre, at man går i gang. Såfremt man i det hele taget påbegynder et sligt samarbejde, er jeg forvisset om, at det vil udvikle sig og forøges i fremtiden. Her er så meget at opnå, her står så meget på spil, at et sligt samarbejde bliver en selvfølgelighed, ja en påtræn- gende nødvendighed. Foredrag holdt i Island foråret 1973, gengivet med forfatterens tilladelse. 328 [10]