[1] Småglimt og minder fra sanatorierne gennem et halvt århundrede af Hans Jacobsen Min allerførste, men også meget peri- feriske berøring med de grønlandske børnesanatorier stammer fra oprejsen med grønlandsskibet „Hans Egede" i marts 1926. Blandt de få passagerer til Grønland, der den gang rejste med grønlandsbådene, var en hyggelig, lun jysk tømrer, Jørgen Jensen. Han var ligesom jeg på vej til Sukkertoppen, hvor han året i forvejen sammen med en kollega og med bistand af grønlandsk arbejdskraft havde opført Grønlands første hjem for svage og forsømte børn. Nu var hans egentlige opgave imidler- tid opførelsen af en forlængelse til det gamle sygehus; men inden materialerne hertil ville ankomme med barkskibet „Ceres", havde han en del småopgaver, man ikke havde nået på sanatoriet inden afrejsen med sidste skib 1925. Jørgen Jensen flyttede af mangel på andet egnet logi ind på det kammer, han havde rømmet på sanatoriet det foregå- ende efterår, og gled derfor automatisk ind som kostgænger hos forstanderinden, Ingeborg Muhldorff, der havde over- taget ledelsen af institutionen ved ind- vielsen efteråret 1925; hun boede sam- men med sin moder, der var taget med til Grønland for at holde datteren med selskab og vel også gå lidt til hånde, for at hun ikke skulle føle sig alt for ensom i de fremmede omgivelser. Det skal lige bemærkes, at Frøken Muhldorff (søster Ingeborg) senere kom til at hedde fru Jørgen Jensen (men det er en hel anden historie). I datidens Grønland var vi kun ganske få „udsendte", hvorfor vi meget natur- ligt kom hinanden mere ved på en hel anden måde, end man gør i nutidens Grønland, og sanatoriet med forstander- inde og børn gled rent selvfølgelig med ind i billedet. Vi fulgte alle med inter- esse og velvilje denne nyskabelses ve og vel og kom også jævnlig derop til en hyggelig sludder med kaffe og hjemme- bagt. Det var vel heller ikke helt uventet, at grønlænderne i begyndelsen betrag- tede denne nye institution med en vis reservation. Lægen fandt mange forsømte børn i distriktet, børn der var kirtelsvage, 26 [2] underernærede eller fra hjem hvor syg- dom og fattigdom mindskede mulighe- derne for en sund opvækst, og forældrene fandt det helt i sin orden, at han tog dem med til sanatoriets røgt og pleje, især når vinteren gjorde det vanskeligt at holde sult og kulde borte fra hjemmet. Men om foråret, når solen havde fået så megen kraft, at sneen og isen begyndte at smelte, ja så krævede de deres børn til- bage; selv mindre børn kunne jo altid give en hånd med til børnepasning eller andet lettere arbejde, for slet ikke at tale om forældreløse børn man havde i pleje, de måtte selvfølgelig tilbage og kunne skam ikke tillade sig at holde ferie, når der var arbejde for dem i hjemmet. En tragisk hændelse i 1928 var iøvrigt årsag til, at sanatoriet fik nogle flere pladser besat. Et togtefartøj, der blev sejlet fra Danmark til Grønland, observerede et hvalådsel, da det var kommet et godt stykke op i Davisstrædet; det lykkedes med noget besvær at få en trosse fast- gjort og bugsere det til det nærmeste udsted, Atangmik, hvor det blev mod- taget af en jublende befolkning, der imødeså en lang ubekymret periode i kødorgiernes tegn; men ak, desværre endte det i en større tragedie. Kolossen viste sig desværre at være en kaskelot- hval, hvilket lagde den første dæmper på glædesudbruddet. Kødet på en sådan hval er så olieholdigt, at det er ganske uspiseligt; men hvad, så var der til gen- gæld masser af mattaq (hvalhud), alle tiders delikatesse. Nu var der desværre den omstændighed, at dyret var alt andet end frisk, men derfor mente man vel næppe, at huden behøvede at have lidt skade af den begyndende indvendige forrådnelse, ja muligt ville det endog være et ekstra raffinement. Man gik derfor efter nogen tids diskussion igang med knivene, nogen heldigvis med til- bageholden forsigtighed, andre derimod tilsidesatte alle forsigtighedsregler, hvil- ket resulterede i, at de inden aften vred sig i kraftige mavekramper. De forsig- tige, der kun havde spist huden fra hale- partiet, overlevede — men orgiet endte desværre med det katastrofale resultat, at mange døde af maveforgiftningen, og sanatoriet tog sig af de børn, der havde mistet alle deres pårørende. I en af Grønlands skønneste omgivel- ser blev Umanaq's sanatorium som det næste i rækken bygget. Dette blev lige- som det var tilfældet med dets forgæn- ger i Sukkertoppen, placeret på et højt beliggende terrain, og her havde man den mest pragtfulde udsigt over havnen og videre ind mod de isfyldte fjordgrene og Storøen flankeret af kæmpemæssige isfjelde. Også dette sanatorium kom straks til at afhjælpe et stort savn, idet sælfangsten, der altid havde været ho- vederhvervet i denne del af Nordgrøn- land, på dette tidspunkt var i så stærk tilbagegang, at det i mange tilfælde be- gyndte at knibe med at holde sulten borte i de dårlige fangstperioder. De idylliske forhold på dette sanato- rium blev en vinterdag afbrudt af en tragisk hændelse. Da jeg imidlertid på dette tidspunkt opholdt mig ved Mar- morilik, beliggende i bunden af en af de nordlige fjorde, og derfor ikke havde begivenheden helt inde på livet, vil jeg holde mig til præsten, Svejstrup Nielsens beretning herom. 27 [3] Den 15. december 1939, en af de al- mindelige, triste mørketidsdage, som man ellers ikke ville fæstne sig ved, står desuagtet frem i erindringen helt op til idag på grund af den begivenhed eller ulykke, som ramte alle i Umanaq, ikke alene de, det gik ud over, men mellem alle grønlændere som danske føltes det som noget personligt. Forstanderinden Elise Løve-Østerbye og assistenten Esther Balle var inviteret til barselsgilde hos præsten, men ville først gå en tur med sanatoriebørnene ud til vandsøen bag byen. Dette var den gang et almindeligt mål for en daglig spadseretur, som man rent helbredsmæs- sigt ofrede på sig i disse mørke, triste dage. Når sneen dækkede den islagte sø, var den jævn at gå på, og man fik lige den bid frisk luft og motion, som man havde behov for. Medens man sad afventende hos præ- sten, genlød byen pludselig af ildevars- lende råben og skrigen, man sprang til Børnesanatoriet i Umanak omkring 1930. vinduerne, men da de uhyggelige råb gentog sig, for man ud i halvmørket og erfarede noget usammenhængende om katastrofen; men da var man allerede på^vej til sygehuset med de ilde tilredte mennesker. Et kobbel hunde, 13 i tallet, omstrejfende på vandsøen, havde kastet sig over børnene og de 2 damer. Da alarmen blev slået af den unge mand, som først kom til og med det største besvær og med fare for selv at blive offer for hundenes galskab fik holdt hundene på afstand, indtil yderligere hjælp kom til, var skaden allerede sket, og der herskede ingen tvivl om, hvilket udfald denne katastrofe kunne have fået, hvis hjælpen ikke netop var kom- met i dette øjeblik. Man kan forstå den rædsel, det må have været for såvel børnene som de voksne, og man må be- undre det heltemod og den selvopof- relse, der blev udvist for at redde bør- nene på bekostning af de lidelser, de selv pådrog sig. Værst gik det ud over de 2 28 [4] damer og en 12-årig dreng, som tappert stod last og brast i den fortvivlede ulige kamp, der frigjorde de mindre børn, så de kunne løbe i sikkerhed, medens de 3 kæmpede en håbløs kamp mod de ra- sende hunde. Mange dage svævede de 2 damer i livsfare, Elise Løve-Østerbye havde fået meget dybe bidsår over det meste af kroppen, medens Esther Balle desuden havde fået flænger i ansigtet. Drengen, der var delvis skalperet, slap hurtigst fra overfaldet uden men, selv om han også i starten var ret ilde med- taget. Løve-Østerbye genvandt aldrig helt helbredet, og læsionerne har uden tvivl været medvirkende til at afkorte hendes liv. Hun blev senere forflyttet til sanatoriet i Sukkertoppen, her døde hun og ligger begravet der. Esther Balle måtte til USA for at gennemgå en pla- stisk operation, her blev hun det meste af krigen og blev senere indrulleret i US Army som løjtnant. Efter krigen vendte hun tilbage til Grønland, hvor hun som øvrige medlemmer af familien Balle har følt trang til at lægge sin ger- ning, og her gør hun stadig tjeneste som sygeplejerske. Det sanatorium, jeg på en ganske na- turlig måde har haft størst tilknytning til, blev opført i Jakobshavn årene 1949 —50, samtidig med at jeg startede min ti-årige tjenestetid ved dette skønne og eftertragtede sted. Her ligesom ved alle de øvrige sana- torier har jeg haft lejlighed til at be- undre de skiftende forstanderinder, der alle har været i besiddelse af en vid- underlig evne til at skabe en tryg og kærlig atmosfære om børnene og med liv og sjæl er gået op i deres betroede Elise Løve-Østerbye. arbejde med at skabe et hjem for de ofte små, forskræmte, magre og i mange måder forsømte børn. Disse blev i løbet af forbavsende kort tid ved kærlig pleje, hygiejne og regelmæssige, nærende mål- tider forvandlet til muntre, buttede rol- linger, struttende af liv og velvære. I 1969 havde jeg fornøjelsen som guide at præsentere Umanaq sanatorium for nogle turister. Vi blev meget gæstfrit modtaget af forstanderinden, der med stolthed viste de besøgende rundt overalt. Turisterne blev så begejstrede for dette besøg, at de udtalte, at det havde været een af de største oplevelser på hele turen — større ros kan man vel næppe afslutte denne omtale med. Der hersker næppe tvivl om, at mange af de børn, der fandt et trygt hjem på sanatorierne, voksede op til nyttige bor- gere, vel rustet til at imødegå mange af de fristelser, som nytiden desværre i alt for høj grad stiller de svagere sjæle overfor. 29 [5]