[1] Erhvervene i Grønland af Jens Fynbo I en tid, hvor der må planlægges beskæf- tigelse af det store kontingent af grøn- landsk ungdom, der forlader skolerne og skal finde plads i livet, er det nok af væsentlig betydning at se på de senere års udvikling indenfor det grønlandske produktionserhverv. Siden der i 1959 blev vedtaget en lov om udbygning af behandlingskapaciteten for fiskeprodukter, er der på den tek- niske side sket betydelige fremskridt i Grønland, men samtidig må det erken- des, at fremskaffelsen af råvarer i det planlagte omfang har vist sig vanske- ligere, end forudsigelserne dengang gik ud på. I det følgende skal jeg prøve på at give et billede af udviklingen indenfor fiskerierhvervet, der hovedsagelig ved- rører torske- og rejeproduktionen, fangererhvervet, hvor sælfangsten er det dominerende, samt fårehold. Erhvervsstrukturen i Grønland er på grund af klimatiske forhold og råvare- forudsætninger meget afvekslende fra det ene område til det andet. Ved plan- lægningen af udbygningen af fiskeri- erhvervet er Grønland derfor opdelt i 3 hovedområder, der omfatter: Sydgrønland med byerne Nanortalik, Julianehåb og Narssaq. Abentvandsområdet med byerne Fre- derikshåb, Godthåb, Sukkertoppen og Holsteinsborg. Diskobugten med byerne Egedes- minde, Christianshåb, Jakobshavn og Godhavn. Grundlaget for udviklingen af fiskeri- erhvervet i Grønland og de målsætnin- ger, der er tilsigtet opfyldt, er følgende: Som nævnt blev der i 1959 vedtaget en lov om hurtig udbygning af industri- kapaciteten i Grønland. Der skete imid- lertid ikke en tilsvarende udvidelse af den havgående fiskerflåde, hvilket gik stærkt ud over rentabiliteten og beskæf- tigelsen. Grønlandsudvalget af 1960 anbefa- lede derfor, at der for at sikre råvare- tilførslerne til industrianlæggene pri- mært af hensyn til beskæftigelse af den grønlandske befolkning på helårsbasis skete en udbygning af den grønlandske fiskerflåde med større lineskibe og trawlere til havgående fiskeri. Om udviklingen i de enkelte områder kan der i korthed siges følgende: I Sydgrønland er udviklingen af fi- 305 [2] skerierhvervet ikke begunstiget af de samme muligheder som i åbentvands- området. Der er derfor i den foretagne udbygning af fiskerierhvervet kun sket en begrænset udbygning her. Dette skyldes især usikkerhed ved- rørende mulighederne for fiskeri og vanskelighederne ved at vurdere om- fanget af de hindringer, som storisen kan skabe for stabilt fiskeri. Hvis det skulle vise sig muligt at skabe et stabilt fiskeri i Sydgrønland, ville der opstå problemer med hensyn til den geografisk rigtige placering af en sådan virksomhed. Man må her erindre sig, at der i Narssaq i 1950 blev etable- ret et større anlæg til lammeslagteri og konservesindustri med lam og rejer som råvaregrundlag. Produktion af lamme- konserves ophørte i 1957, og i 1959/60 blev fabrikken udvidet med en afdeling for filettering af torsk. For lammeslagteriets vedkommende er der kun tale om udnyttelse af kapaci- teten i en kort periode af året. Torske- og rejefiskeriet i Sydgrønland har svigtet, og resultatet er derfor, at man ved planlægning af industrierhver- vet i Sydgrønland står med en uudnyttet produktionskapacitet i Narssaq. Man gik derfor i sin tid ind for, at der ikke var noget presserende behov for yder- ligere produktionskapacitet, men at man i første omgang kunne transportere fisk fra syddistriktet til Narssaq, inden man foretog yderligere investering i produk- tionsanlæg i denne del af Grønland. I 1972/73 blev der for at afbøde virk- ningerne af såvel økonomisk som be- skæftigelsesmæssig art — der er en følge af det svigtende torskefiskeri, stærk ned- gang i rejefiskeriet og svingende lamme- slagtninger - installeret udstyr til pro- duktion af Grønlandsruller, hvor hoved- bestanddelen er torsk. Dette har betydet, at der er fast beskæftigelse af 50—80 mand ved fabrikken i Narssaq. Denne produktion finder kun sted udenfor lammeslagtesæsonen. I 1960 blev der etableret en rejefa- brik i Sydprøven med en kapacitet på 2—4.000 kg pr. døgn og med kapacitet til indfrysning af hel fisk (laks). Også hertil har rejetilførslerne senere svigtet, således at man også her står med en uud- nyttet kapacitet. Angående udnyttelse af denne pro- duktionskapacitet kan der nu spores en vis optimisme, idet Grønlands Fiskeri- undersøgelser i 1972 og 1973 har kon- stateret nye rejefelter, beliggende i en rimelig afstand fra Sydprøven, og man håber nu, at disse nye felter vil blive søgt udnyttet af de lokale fiskere. I tilknytning til problemerne omkring rejefiskeriet i Sydgrønland kan jeg til- føje, at et af Ministeriet for Grønland nedsat udvalg netop har indstillet, at der udover midler til anskaffelse af reje- trawlere til rejefiskeri i åbentvandsom- rådet bør bevilges midler til anskaffelse af en rejetrawler til rejefiskeri i Syd- grønland med henblik på at sikre den størst mulige beskæftigelse af den grøn- landske befolkning og dermed bøde på følgerne af det svigtende torskefiskeri. Åbentvandsområdet. For at opfylde målsætningen om be- skæftigelse af den grønlandske befolk- ning blev der i 1965 udarbejdet planer for udbygning af fiskerierhvervet i 306 [3] Rejekuttere i Christianshåb. Fot.: Rolf Muller (1973). åbentvandsom rådet. Som et resultat heraf er der idag fiskeindustrianlæg med tilhørende kaj- og servicefaciliteter i de fire forannævnte åbentvandsbyer. D. v. s. byer, hvor de klimatiske forhold tillader sejlads i alle årets måneder. Produktionskapaciteten er tilrettelagt til også at kunne klare indhandling og oparbejdning af fiskefangster (primært torsk) fra store fartøjer, såsom trawlere på godt 700 BRT. Når udbygningen af fiskeindustrian- lægget i Holsteinsborg er afsluttet i 1975, svarer produktionskapaciteten stort set til behandling af fangster fra to trawlere pr. anlæg, baseret på en årlig fangstmængde på 3.000 tons pr. trawler, ligesom der er produktionsmæssig dæk- ning for indhandling og oparbejdning af fangster fra den lokale fiskerflåde, der findes i de respektive byer. Der er ved planlægning af de respektive produk- tionsanlæg taget højde for, at anlæggene kan udvides i takt med det behov, som måtte opstå ved øget indsats fra de grønlandske fiskere. 307 [4] Den vigtigste forudsætning for fuld udnyttelse af disse fiskeindustrianlæg og dermed beskæftigelse for tæt ved 1.000 personer, som planlægningen forudsatte ville søge beskæftigelse indenfor fiske- industrien i de nævnte byer, er tilveje- bringelse af de nødvendige råvarer i et tempo, der muliggør helårsbeskæftigelse. For at nå dette mål er der i overens- stemmelse med G-60-betænkningen ind- sat trawlere til forsyning af de respek- tive fiskeindustrianlæg. Der er i peri- oden 1969—1973 bygget og indsat i fi- skeriet ialt 7 trawlere, fordelt med 2 i hver af byerne Frederikshåb, Godthåb og Sukkertoppen og l ved Holsteins- borg. Forventningerne til trawlernes årlige fangstresultater har som følge af mang- lende erfaringsmateriale været genstand for indgående overvejelser og diskussio- ner. Der har således bl. a. på baggrund af viden om udenlandske trawleres fangstresultater på bankerne ved Grøn- land i første halvdel af 1960-erne været regnet med årlige gennemsnitsfangster varierende fra 5.000 tons til 2.750 tons pr. trawler. Hvordan er det så gået? I slutningen af 1960-erne skete der en komplet ændring i torskefiskeriet på bankerne ved Grønland. Ændringen — d. v. s. nedgangen i råvaremængden — var en følge af ugunstige klimatiske forhold, der betød en svigtende rekrut- tering af torsk. Det internationale torskefiskeri på bankerne ved Grønland gik således fra årlige fangster først i 1960-erne på godt 400.000 tons ned til i 1973 kun at an- drage knap 100.000 tons. Det for- ringede råvaregrundlag har selvsagt også påvirket fangstresultaterne for de 7 trawlere, der er indsat i det grønland- ske fiskeri. Tager man de indkøringsvanskelig- heder af forskellig art, der naturligt følger med indsættelse af trawlere i det grønlandske fiskeri i betragtning, må det siges, at trawlerfangsterne i de første år, d. v. s. til og med 1972, har ligget på et acceptabelt niveau. Års f angsten har så- ledes for en gennemsnitstrawler, der var i drift 12 måneder af året i 1970, 1971 og 1972, ligget på ca. 3.000 tons, hvoraf fangstandelen af torsk har udgjort 90— 95 %. I 1973 skete der en reduktion i trawlernes fangstresultater på ca. 13 %, svarende til et fald på ca. 400 tons pr. trawler. Samtidig faldt torskeandelen heraf til lidt under 70 % af den totale fangst. Denne nedgang i fangstmængden pr. trawler sammenholdt med, at der fra fiskeribiologernes side er givet udtryk for, at torskefiskeriet ikke indenfor de nærmeste 4—5 år kan påregnes at blive forbedret, og at torskebestandens til- bagegang måske vil fortsætte, har med- ført en pessimistisk vurdering af udsig- terne for 1974. I 1974 regnes der således kun med en fangstmængde pr. trawler på ca. 2.300 tons. De reducerede fangstmængder sam- menholdt med den stærke stigning i om- kostningerne har naturligvis medført en betydelig højere kostpris for den lan- dede fisk, og de betyder også en stærk forringelse af hele erhvervets økonomi. Salgspriserne på de færdige produk- ter viste imidlertid indtil 1973 at kunne holde trit med de stigende omkostninger, 308 [5] og indtil da fremkom der et rimeligt beløb pr. kg solgt færdigvare til dækning af trawlernes og fabrikkernes faste om- kostninger. Situationen for torskefiskeriet og an- dre fiskearter tegner sig imidlertid endnu mørkere fra 1974, fordi der ved ind- gangen til dette år skete et betydeligt fald i prisen på de færdige produkter. Der er imidlertid fra fiskeribiologer- nes side givet udtryk for, at der i åbent- vandsområdet findes rejeressourcer i et sådant omfang, at man må formode, at udnyttelsen af disse vil kunne blive en vigtig afløser for torskefiskeriet ved Grønland, og derfor har man taget hele spørgsmålet om åbentvandsområdets fi- skeristruktur op til ny vurdering. Selvom man idag må erkende, at trawlernes fangstmængder ikke har levet helt op til forventningerne, må man dog ikke underkende trawlernes betydning for driften af de etablerede anlæg og for beskæftigelsen. Uden råvarerne fra trawlerne ville der idag ikke have været noget rimeligt grundlag for at opret- holde beskæftigelsen i disse anlæg. Trawlerne er som nævnt indsat succes- sivt fra 1969 til og med 1973 (1/1969, 2/1971, 1/1972 og 3/1973), og betyd- ningen af fiskeriet med disse fartøjer kan bedst belyses ved at redegøre for trawlernes andele i det samlede grøn- landske torskefiskeri i samme periode. Torsk (mhui) excl. Færingehavn: Hele Grønland (1000 t) ......... Heraf trawlere (1000 t) ......... Heraf trawlere i % ............... 1969 1970 1971 1972 1973 17,2 16,0 14,4 17,5 14,9 1,6 3,5 4,8 7,2 8,7 9,3 21,9 33,3 41,1 58,3 Trawlerfiskeriets bidrag til dækning af landanlæggenes faste omkostninger viser følgende tal: I 1000 kr. 1969 1960 1971 1972 1973 -5-810 657 1884 2298 888 Faldet fra 1972 til 1973 skyldes, at de faste omkostninger pr. kg fangst er ste- get betydeligt som følge af den redu- cerede fangst pr. trawler. Om de beskæftigelsesmæssige resulta- ter af fiskeriets udbygning kan det op- lyses, at der i 1973 på årsbasis var be- skæftiget ca. 900 personer ved land- anlæggene, hvortil kommer 22 personer på hver trawler, og heraf mindst 15 per- soner på hver trawler hjemmehørende i Grønland. I forbindelse med en ny vurdering har man været inde på tre alternative muligheder, for det første en yder- ligere udbygning af trawlerflåden, for det andet udvidelse af produktion af videreforædlede produkter og for det tredie etablering af en kutterflåde til havgående rejefiskeri. Man har foretaget en bedømmelse af, 309 [6] hvor mange personer der i de kommende år kan forventes at ville søge beskæf- tigelse indenfor produktionsvirksomhe- den ved Grønland. Man er — på basis af erfaringsmateriale — kommet til det re- sultat, at der i de 4 byer ialt må regnes med, at der yderligere skal beskæftiges ca. 350 personer ved produktionsvirk- somhed. Man har skønnet, at hvis beskæfti- gelse af yderligere 350 personer ved byerne i åbentvandsområdet skal reali- seres ved udbygning af trawlerflåden, vil det kræve en udvidelse af denne med 6—7 trawlere til en samlet investerig på mellem 120 og 140 mill. kr. En sådan løsning er således forbundet med betydelige investeringsomkostnin- ger, og da der samtidig er givet udtryk for en pessimistisk vurdering af mulig- hederne for torskefangster ved Grøn- land, har man ikke kunnet anbefale denne fremgangsmåde. Vedrørende forslag to om udvidelse af produktionen af videreforædlede pro- dukter til løsning af det beskæftigelses- mæssige behov afventer man erfaringer med den allerede iværksatte produktion af Grønlandsruller i Narssaq og Frede- rikshåb. Et væsentligt problem i forbin- delse med at producere nye færdigvarer er, at der skal oparbejdes et marked for disse, og det vil altid være uhyre vanske- ligt for ikke at sige umuligt på forhånd at bedømme afsætningsmulighederne for nye varer. Selvom man i første omgang opnår en salgskontrakt, så ligger proble- met ofte i usikkerheden om, hvorvidt publikum accepterer (køber) den nye vare. Såfremt varen ikke sælges, når den kommer ud i detailleddet, så vil kun det første salg finde sted. Mange firmaer har oplevet et engangssalg, men det kan ikke være formålet for en planlægning af stabil beskæftigelse. Den udvej, som man navnlig satser på i åbentvandsområdet, er, at der til løs- ning af det beskæftigelsesmæssige behov skal investeres i fartøjer og landanlæg til udnyttelse af udenskærs rejefelter i åbentvandsområdet som et alternativ til torskefiskeriet, og det anbefales, at der anskaffes 6—12 rejekuttere i størrelses- ordenen 70-110 fod. En sådan omstilling af produktions- virksomheden i åbentvandsområdet vil betyde, at der i årene fra 1975 til 1979 skal investeres ca. 27 mill. kr. i fartøjer, ca. 9 mill. kr. til ombygning af land- anlæggene og ca. 3 mill. kr. til nyt pro- duktionsudstyr. Diskobugten. Erhvervsstrukturen i Diskobugten er begunstiget af de store rejefelter, som findes i umiddelbar nærhed af byerne Christianshåb ogjakobshavn. Det første egentlige rejebehandlingsanlæg blev eta- bleret i Christianshåb i 1960. Dette anlæg og den disponible arbejdskraft, der i et vist omfang bestod af tilførsel af arbejdskraft fra andre byer i Grøn- land, muliggjorde, at kuttere, som var egnede til rejefiskeri og selvom de var hjemmehørende udenfor Diskobugtom- rådet, i et vist omfang også kunne del- tage i rejefiskeri i sæsonen, d. v. s. i pe- rioden fra slutningen af maj til primo/ medio november. Der fandtes imidlertid fordelt over hele Grønland en kutterflåde med en fangstkapacitet, som var langt større 310 [7] Rejekuttere ud for Christianshåb. Fot.: Rolf Muller (1973). end produktionskapaciteten og den dis- ponible arbejdskraft, og som følge af de gode indtjeningsmuligheder ved reje- fiskeri var interessen for at deltage i dette fiskeri meget stor. Det viste sig desværre hurtigt nødvendigt at foretage en begrænsning af tilgangen af kuttere fra områder udenfor Diskobugten. Da råvaregrundlaget i Diskobugten ifølge fiskeribiologerne gav mulighed for en langt større beskatning, var be- grænsningen i det antal kuttere, som kunne opnå tilladelse til dette fiskeri, selvsagt en uholdbar situation, og i over- ensstemmelsen med målsætningen om beskæftigelse af den grønlandske befolk- ning i takt med befolkningsudviklingen, blev der i 1965 planlagt en udbygning af rejeindustrikapaciteten i Diskobugten, som samtidig tog sigte på, at den over- vejende del af den eksisterende kutter- flåde kunne deltage i rejefiskeri i Disko- bugtområdet og drive dette fiskeri uden rationering. I Christianshåb og Jakobshavn er der idag etableret produktionsvirksomheder med en kapacitet på ca. 30 tons rå rejer pr. døgn i hver af de to byer. I Christianshåb baserer produktionen sig på fremstilling af hermetikrejer, me- dens produktionen i Jakobshavn er ba- seret på fremstilling af frosne færdig- 311 [8] varer. Den samlede døgnkapacitet (60 tons rå rejer) giver mulighed for ind- handling af rejefangster fra ca. 80 kuttere. Udover de nævnte anlæg, som drives i statens regi, d. v. s. af KGH, findes der endvidere i Jakobshavn et privat etableret fabriksanlæg til produktion af frosne rejeprodukter. Samtidig med denne udbygning af rejeindustrianlæggene i Christianshåb og Jakobshavn er der — dels som følge af, at der i åbentvandsområdet er påvist nye rejefelter, som danner grundlag for al- ternativt fiskeri til torskefiskeriet og dels som følge af det gode laksefiskeri, der har været aktuelt i de senere år - sket en vis afmatning i interessen for kuttere udenfor Diskobugten til at deltage i rejefiskeri i Diskobugten i rejesæsonen. I de senere år er der imidlertid sket en forøgelse af antallet af rejekuttere i Diskobugten, som har betydet, at der idag i højsæsonen stort set er harmoni mellem fiskerflådens fiskekapacitet og landanlæggenes produktionskapacitet. Den stedfundne udbygning har således siden ibrugtagning af den nye rejefabrik i Jakobshavn i 1968 betydet, at reje- indhandlingen er steget fra ca. 4.000 tons i 1968 til godt 6.000 tons i 1973 svarende til en stigning på ca. 50 %. Beskæftigelsesmæssigt har dette be- tydet, at medens der i 1968 blev brugt 460.000 mandskabstimer, var forbruget i 1973 ca. 600.000. Ved vurderingen af disse tal må man iøvrigt være opmærk- som på den rationalisering af produk- tionsgangen, der samtidig har fundet sted, og nedgangen i produktion af helle- fisk. Hellefiskeri og produktion var som bekendt Jakobshavns hovederhverv gen- nem mange år. F anger erhvervet. I indledningen er også nævnt fanger- erhvervet, og det må straks slås fast, at dette erhverv stadig eksisterer i bedste velgående i Grønland. Det er en udbredt misforståelse, at sælfangsten er på retur i Grønland. Sandheden er, at sælfangsten ikke mere er det eneste større erhverv, hvorfor dens betydning ikke er den samme som før, og sælfangsten er ikke blevet indu- strialiseret. Der indhandles 45.000— 50.000 sælskind til KGH om året, og disse skind sælges på auktion til en gen- nemsnitspris på kr. 175,-, d. v. .s at skin- dene fra sælfangst tilfører det grønland- ske samfund knap 8 mill. kr. om året. Når vi taler om fangererhverv, bør isbjørnejagt også nævnes. Egentlig is- bjørnejagt drives dog kun i Thule- distriktet, hvor bjørnejægerne hvert forår er på jagt i flere måneder. I Ang- magssalik og Scoresbysund er isbjørne- jagten mere tilfældig. Isbjørne er som bekendt fra forår til efterår på vandring i østkystens drivis eller nordpå langs land. I Nordøstgrønland har isbjørnene et vigtigt yngleområde, og der er moder- bjørne med unger fredede. Der har i de senere år været indhandlet ca. 80-90 isbjørneskind til KGH om året. Skin- dene er solgt på auktion og har indbragt ca. V2 mill. kr. om året til fangerne. Der fanges også ræve i Grønland — omkring 2.000 om året. Skindene heraf er også solgt på auktion og har betydet en indtægt til fangerne på ca. kr. 300.000 om året. 312 [9] Fangere fra Kraulshavn trækker en harpuncret narhval of> på iskanten. Fot.: Keld Hansen (1968). Fåreavl. Som erhverv er fåreavl i Grønland af nyere dato. I året 1915 blev der etable- ret en fåreavlsstation i Julianehåb. Der har dog været får i Grønland tidligere, idet Nordboerne holdt får som husdyr. I 1915 blev der fra Island indført 175 får og 4 væddere til Grønland. Be- grundelsen dengang var den samme, som der arbejdes på idag, nemlig at søge at skabe et nyt erhverv for det stigende befolkningstal. Fåreavlsstationen fik til opgave at finde muligheder i Sydgrøn- land for dette nye erhverv og sprede kendskabet til det. Ved stationen kunne unge interesserede ansættes som lær- linge, og efter udstået læretid blev de hjulpet igang ved, at stationen udlånte får, der kunne tilbagebetales over en længere årrække med samme antal. For få år siden er denne ordning ophørt, og nu låner nye fåreavlere midler til køb af besætning m. v. fra Erhvervsstøtten på linie med de øvrige erhververe. I de første mange år var der rigeligt med naturgræs for det begrænsede fåre- hold, idet urter, pilekrat, lav og lyng var — og er — et fortrinligt supplement til græs, men vanskelighederne ligger i at klare overvintringen i de vintre, hvor de klimatiske forhold er ugunstige for fårene — store snemængder eller skif- 313 [10] Får ag lam samles. Igaliko. Fot.: Hans Berg (1970). tende temperatur, der skaber hindring for fårenes adgang til de lave grønland- ske plantevækster. Man blev hurtig klar over, at det var nødvendigt med hø som vinterfoder, og man har da også gennem årene fået kultiveret jord, hvor der kan dyrkes vinterfoder. Denne opdyrkning er imidlertid ikke fulgt med udviklingen i bestanden, der f. eks. i 1966 var nået op på ca. 48.000 dyr. Vejrlig og snefald skifter meget fra år til år, og erhvervet har da også med vekslende mellemrum været ude for såkaldte katastrofevintre, hvor man har mistet op til halvdelen af besætningerne. Der er ca. 150 familier, der lever af fåreavl i Nanortalik, Narssaq og Juli- anehåb distrikter med hovedvægten på sidstnævnte. Normalt er besætningerne fordelt således, at ca. halvdelen har under 50 får, ca. 20 % har mellem 50 og 200 får og igen ca. 20 % mellem 200 og 600 får og ca. 10 % over 600 får. Man regner med, at bestanden idag er på ca. 35.000 dyr. Under Erhvervsstøtten er ansat en landbrugskonsulent og en regnskabskon- sulent, der skal råde og vejlede fåre- avlerne. Man har imidlertid endnu ikke fået opbygget et regnskabssystem, cler kan give et klart billede af erhvervets økonomi. Med udgangen af 1971 blev statens fåreavlsstation overdraget til De sam- virkende Fåreholderforeninger. Som tidligere nævnt blev der i 1952 etableret en fabrik i Narssaq, hvor lam og får hvert år i september og oktober 314 [11] måned slagtes under dyrlægekontrol. Antallet af slagtninger svinger i forhold til besætningernes størrelse, og man var i 1966 oppe på at slagte det hidtil største antal, nemlig ca. 24.000 dyr. Efter en katastrofevinter i 1966/67 faldt antallet af slagtedyr til det halve, og der er de senere år slagtet omkring 12.000 dyr i slagteperioden. Foranstående er selvfølgelig ikke dækkende for situationen omkring de grønlandske erhverv, men det kan må- ske vise, at der på forskellige områder fra dansk/grønlandsk side er gjort en indsats til forbedring af økonomien, og at omstændighederne såvel hvad angår råvarer som økonomien ikke altid har arbejdet i den retning, som man har ønsket og planlagt, er en anden sag. Til belysning af hele problematikken har man nok behov for orientering om de undersøgelser om klimatiske sving- ninger, som andre har arbejdet med. Dette er kun en dokumentation af, hvor vi står idag og den indsats, der er ydet indtil 1974 for at skabe grundlag for beskæftigelse og indtægt for en væ- sentlig del af den grønlandske befolkning. Læserne. og Redaktionen Det er med beklagelse, at redaktionen atter i år må konstatere, at tids- skriftet ikke har kunnet nå frem til læserne så tidligt, som vi kunne ønske. Årsagerne hertil har været mange, men først og fremmest skyldes det manglende, egnede artikler, hvorfor læserne hermed opfordres til at ind- sende, også gerne mindre indlæg, hvis man har noget på hjerte, som kunne passe indenfor tidsskriftets rammer. Fra læsere, som bor i Grønland, har man savnet en orientering om de nyeste bogudgivelser vedrørende Grønland. For at råde bod herpå, har redaktionen indledt et samarbejde med eskimolog Åse Reymann, Det kongelige Bibliotek, der har lovet at samle de kommende nyudgivelser. Disse vil således blive omtalt i løbet af året, uden at vi dog tør love, at det bliver i form af egentlige anmeldelser. 315 [12]