[1] Kommentar til folketingsvalget i Grønland den 4. december 1973 af Jakob Janussen Valget til folketinget d. 4. dec. 1973 er interessant på mange måder. Valgudfal- det og selve stemmetallene i Grønland er ikke mindre interessante end tilsvarende forhold i Danmark. I det følgende vil jeg prøve at kommentere valgresultatet ge- nerelt—idet mere detaljerede oplysninger er svære at skaffe, når man bor på denne side af Atlanten. For dog at forsøge at trænge nærmere ind bag selve stemme- tallene har jeg nøjere analyseret valgre- sultatet i den sydligste valgkreds, der alt andet lige er en i mange henseender me- get mere interessant valgkreds end nord- kredsen. For at undgå eventuelle beskyld- ninger mod mig for at underkende den nordlige valgkreds' betydning, vil jeg præcisere, hvorfor jeg betragter sydkred- sen som interessant: 1) Godt 60 pct. af vælgerne bor i den sydlige valgkreds (mens kun knap 40 pct. bor i den nord- lige valgkreds). 2) Det er hovedsagelig i den sydlige valgkreds, at by/bygde pro- blematikken lader sig nærmere analysere. 3) Det var i sydkredsen, at den virkelige konfrontation skete, og 4) det var her, at stemmeprocenten nåede — efter grønland- ske forhold — op på en usædvanlig højde. Nikolaj Rosing. Foto: Helge Christensen (1965). Det er mægtig fristende at udkaste en masse politisk-sociologiske teorier på grundlag af stemmetallene. Her skal jeg nøjes med mere beskedne forklaringer, som dels bygger på nøgne tal og dels på nogle skøn. At der så ind imellem optræ- der vurderinger, som bygger på mine per- 33 [2] sonlige antagelser, skal jeg absolut ikke prøve på at bortforklare. Den ringe valgdeltagelse, man hidtil har kunnet konstatere ved grønlandske valg, kan efter min mening forklares med henvisning til forhold, som er kendt i og behandlet af den politiske sociologi. Her kan vi kort nævne graden af uddannelse, der som bekendt endnu ikke er stor i Grønland. Et andet forhold er dette, at det er relativt nyt at afgive sin stemme. Husk på, at der kun var direkte valg til kommuneråd, mens de to landsråd, der eksisterede til nyordningens begyndelse, var indirekte valgte. En tredje ting, jeg vil nævne, er kommunikationsintensiteten. Den har som bekendt ikke været stor. Og det af gode grunde. Endnu en ting, som jeg ønsker at anføre specielt i forbindelse med folketingsvalg, er den holdning, som grønlandske vælgere åbenbart har til fol- ketinget - for ikke at sige til grønlandske politiske institutioner i det hele taget. På en måde anerkender vælgerne, at det er folketinget, der er den højeste politiske institution; men på den anden side har de nok — ganske realistisk bedømt — anset deres muligheder for at øve politisk ind- flydelse som ganske begrænsede. Sagt på en anden måde: de har betragtet folke- tingspolitik som stort set dem uvedkom- mende. Og så kommer der et valg, som i første omgang så ud til at være parcel- husvalg i Danmark, og som så ud til at skulle give to siddende grønlandske folke- tingsmænd ganske gode muligheder for at befæste deres positioner, fordi valget blev udskrevet med så kort varsel — men som fik et ganske overraskende resultat. Jeg er tilbøjelig til at mene, at der siden landsrådsvalget og folketingsvalget i 1971 er ført en politisk debat og en ud- tryksmåde, som vælgerne har ment angik dem. Samtidig har den selvsamme poli- tiske debat givet danskere i Grønland en alvorlig forskrækkelse, nemlig en for- nemmelse af, at deres dage i Grønland var ved at være talte. For mig er der ingen tvivl om, at det primært var den nævnte politiske nytænkning, som har fået „sofavælgerne" til at bekvemme sig til at ile hen til stemmeurnerne, og at det er samme forhold, som har fået både grøn- lændere og danskere til at stemme i hobe- tal. Den høje stemmeprocent kan tages som tegn på en afklaring. Efter dette valg ved vi ganske godt, hvor tilhængerne af den hidtil førte politik står, og hvor stærk en tilslutning det — med Moses' ud- tryk — politiske vårbrud i Grønland har. Hvis vi nu ser på stemmetallene i syd- kredsen og splitter dem op i henholdsvis by- og bygdestemmer, så er det ganske indiskutabelt, at det bortset fra Hol- steinsborg, der som bekendt er Moses' hjemby, er i byerne, at Nikolaj Rosing har hentet sine stemmer, mens det er i bygderne — bortset fra udprægede fåre- avlsdistrikter — at Moses Olsen har sine tilhængere. I den foretagne opsplitning af by- og bygdestemmer har jeg set bort fra Ivigtut og Narssarssuaq, fordi de falder udenfor det, jeg beskæftiger mig med. Nikolaj Rosing har fået knap 53 procent af de gyldige afgivne stemmer i byerne, mens godt 47 procent af bystem- merne er gået til Moses Olsen. Omvendt fik Nikolaj Rosing kun godt 43 pct. af bygdestemmerne, mens knap 57 pct. gik til Moses Olsen. Det er ganske påfal- dende, at det er i udprægede administra- tionsbyer som Godthåb og Julianehåb, at 34 [3] Lars Emil Johansen. Foto: Jens Brested (1973). Nikolaj Rosing står markant stærkere end Moses Olsen, mens Moses Olsen står stærkt i bygder, som stort set kun har fiskeri at leve af, ligesom han står rela- tivt stærkt i udprægede fiskerbyer som Sukkertoppen og Frederikshåb. Moses Olsens sejr i Narssaq over sin rival kan nok forklares med, at de relativt mange tilflyttere fra den nordlige del af Grøn- land har stemt på ham. Knud Hertlings nederlag til Lars Emil Johansen i den nordlige valgkreds kan dels forklares med hans svigtende forbin- delse med sine vælgere, dels med hans standpunkt i EF-spørgsmålet og dels hans valg af sin suppleant. Når man har beteg- net sig selv som moderat venstreorien- teret, så kan man selv i Grønland, hvor der ellers indgås ganske særprægede po- litiske alliancer, anstændigvis ikke tage en så højreorienteret mand som Otto Steen- holdt som suppleant. De sidste bemærkninger om Knud Hertling udelukker ikke, at jeg fortsat betragter Knud Hertling som den bedste minister, Grønland har haft. Venstre- mindretalsregeringen skal have ros for, at man ikke har udnævnt en person, der i grønlandssammenhæng er en nullitet, til at være grønlandsminister. 35 [4]