[1] Efterskrift til »Samarbejde i Nordatlanten« af Jens Poulsen Jeg har med megen interesse læst Erlen- dur Patursson's artikel i G RØ N LAN t) nr. 9, 1973, om „Samarbejde i Nord- atlanten". Jeg er stort set enig i hans syns- punkter vedrørende samarbejdets ind- hold og omfang og skal i denne omgang undlade at komme nærmere ind på hans l O-punkts forslag. Det vil være naturligt, at man i første omgang giver ordet til de grønlandske politikere og repræsentanter for KNAPP. Mere generelt vil jeg erklære mig enig med ham i, at vi bør nå frem til en fælles- optræden, når slaget skal stå under FN's kommende havretskonference. Såvel fæ- ringer som grønlændere må, i forståelse af fiskeriets vitale betydning for begge „nationer", fremsætte af danske interes- ser uafhængige krav. I det hele taget må vi fremover ikke længere tillade Dan- mark, at det under internationale for- handlinger lader såvel Grønland som Færøerne „gå med i købet", sådan som det f. eks. skete i foråret 1973, hvor daværende markedsminister Nørgaard på et ministerrådsmøde i Luxembourg ganske bevidst forsøgte at boykotte en egentlig nordatlantisk udvidelse af fiske- rigrænserne til 50 sømil, ene og alene ud fra ønsket om, at de danske fangst- områder (Nordsøen m. v.) ikke blev yderligere søgt af britiske, tyske og øst- europæiske fiskefartøjer. Jeg vil endvidere gerne knytte et par kommentarer til Paturssons indledende bemærkninger om, at de fire navngivne nordatlantiske lande på flere konferen- cer så at sige havde trukket hver sin vej og modarbejdet hinandens synspunkter og interesser. Patursson har ret i denne vurdering. Blot glemmer han at fortælle baggrun- den for i hvert fald grønlændernes til- syneladende manglende vilje til samar- bejde. Forklaringen er jo den, at grøn- lænderne af forskellige årsager aldrig har haft chancen for virkelig at give ud- tryk for „grønlandske synspunkter". Ho- vedårsagen har været de danske admini- stratorers totale dominans i alle forhold, der bl. a. har givet sig udslag i, at Grøn- land under internationale forhandlinger så at sige altid blot har været et salgs- og bytteobjekt, der skulle bruges til at for- bedre danskernes egen forhandlingsposi- tion. En anden årsag er vores fatale tilbøjelighed til at undlade at udarbejde vor egne oplæg. Vi har den ene gang 42 [2] efter den anden anmodet de danske myn- digheder om at udarbejde disse. Som et meget aktuelt eksempel kan jeg blot hen- vise til landsrådsforhandlinger, foråret 1972, hvor rådets formand bl. a. udtalte, at ,,. . . man fra landsrådets side havde anmodet grønlandsministeriet om at overveje, hvorledes de grønlandske syns- punkter kunne blive gjort gældende un- der FN's havretskonference . . ." Dog er der noget, der tyder på, at de grønlandske fiskere langt om længe har fået en uforfærdet og meget „grøn- landsk" fortaler i landsrådsmedlem Niels Carlo Heilmanns skikkelse. De tanker, han har formuleret om fiskeri- politiken er klare og velbegrundede. Her kan jeg bl. a. henvise til landsrådsfor- handlinger 1972 og 1973. Der er be- grundet håb om, at Heilmann m. fl. under udarbejdelsen af de danske indlæg på den kommende havretskonference vil prøve på at gøre sig gældende. For en gangs skyld skulle vi altså have en chance for at kunne præge billedet alle- rede under sagens forberedende stadium. løvrigt foreligger der allerede nu gan- ske konkret formulerede grønlandske øn- sker, der bl. a. går ud på, at — fiskerigrænsen bliver udvidet til mindst 50 sømil, at — Grønland selv får maksimal kontrol over sine egne ressourcer, at — hensynet til vedligeholdelse af res- sourcerne kommer til at tælle mere end kortsigtet profit, og at — et nordatlantisk samarbejde bygger på aftaler, der indeholder fordele til alle parter. Det ville være overordentligt ønske- ligt, at den nybagte folketingsmand, Er- lendur Patursson, snarest belejligt kon- takter ligesindede og selvstændigt tæn- kende grønlandske politikere som Niels Carlo Heilmann og Lars Emil Johansen, for sammen med dem at drøfte og even- tuelt udarbejde retningslinierne for en fælles færøsk-grønlandsk politisk indsats før og under den kommende havretskon- ference. Det er på tide, at „grønlandske synspunkter" virkelig bliver grønland- ske. Det vil Patursson med sin store internationale erfaring kunne hjælpe med til. Jeg må dog advare imod en alt for stor optimisme med hensyn til forhåb- ninger om en nogenlunde snarlig etable- rin af et samarbejde. Mange udtalelser på den nordatlantiske fiskerikonference i Klaksvig (november 1973) lader ane, at det bliver svært at få et samarbejde konkretiseret. Det bliver let nok at blive enige om en målsætning, men udtalelser af bl. a. talsmænd for den nordnorske fiskeriforening, de færøske fiskeekspor- tørers fælles salgsorganisation samt KNAPP tyder på, at der allerede på nuværende tidspunkt eksisterer interne modsætninger og indbyrdes konkurrence samt forskelle i fiskeriteknisk formåen, der vil gøre det vanskeligt at nå frem til et samarbejdsprogram, alle vil være til- freds med. Tidsskriftet henviser iøvrigt læserne til Jens Poulsens artikel „Et folk og dets ret til at overleve" i A/G nr. 21 1973, hvor han beskæftiger sig med den samme problematik og konkluderer: 43 [3] Den fisk, som fanges i Nordatlanten, kommer næsten udelukkende fra fiske- bankerne uden for kysterne til de fire nordatlantiske lande Island, Grønland, Færøerne og Norge. Det vil derfor være ganske naturligt, hvis disse lande etable- rede et meget nært samarbejde i deres fiskeripolitik, både hvad angår beskyt- telse af fisk, fiskerigrænsepolitik og markedsføring af fisk. Det vil også være på sin plads, hvis Grønland (via lands- råd og KNAPP f. eks.) gav udtryk for sin sympati for islændingenes kamp for deres eksistens. På grund af den island- ske økonomis egenart og landets mangel på ressourcer angår spørgsmålet om Is- lands fiskerijurisdiktion det islandske folks ret til at overleve i dets eget land. Vi må da forstå, at Island følgelig ikke kan anerkende, at nogen ydre instans, det være sig stater eller internationale organer, har jurisdiktion i en sådan sag. Vi må endvidere støtte den progres- sive idé, der går ud på, at kontinental- sokkelen og søen over den udgør en uadskillelig organisk og økologisk enhed, og at kontinentalsokkelen og søen over den er en enhed med forskellige økono- miske ressourcer, deriblandt fisk, som kyststaterne har suveræn ret over indtil en vis afstand fra kysten, alt efter de lokale geografiske, geologiske, biologi- ske og økonomiske forhold. Er det noget med, at de grønlandske fiskere allerede den 20. september havde opbrugt deres laksekvota på 1100 tons? Et par måneder før laksesæsonen er forbi! EF siger, at mange grønlandske fiskeres udfoldelses- og indtjeningsmulig- heder hermed skal være forbi! Gå dog til modstand! 44 [4]