[1]
Bjørnejagt på Nalassut
af Karl Kristensen
Fåreholder Karl Kristensen fra Tasiu-
ssaq ved Tasermiut-fjorden i Sydgrøn-
land beretter om følgende oplevelse i
foråret 1970:
I Nanortalik er de udgået for flere føde-
varer som f. eks. kartofler, margarine,
frugt, kaffe samt meget mere af samme
skuffe. Til gengæld har de på 2 dage set
3 bjørne passere uden for skudvidde.
Spor af bjørn så vi for 14 dage siden
ved Amitsuarssuk, da vi var ude at se
efter får, og i går kom så turen til Nala-
ssut. Bedst som jeg lå på sofaen og nød
middagshvilet, kom Ida og forstyrrede
mig med den besked, at der stod en
nanoK ovre ved kælderen. Et hvepsestik
havde ikke fået mig hurtigere på benene;
ganske rigtigt gik der en bjørn ca. 25 m
borte på vej ned mod isen. Riflen ned
fra væggen, patroner i magasinet og en
håndfuld i lommen. Alt ville nu have
været såre godt, hvis ikke lige patron-
udtrækket havde været i stykker. Yder-
døren blev forsigtigt åbnet, støvlerne
kom på i en fart og så i hurtigløb op til
stenhuset efter en ladestok. Heldigvis
så bjørnen mig ikke, for i kammeret sad
en tom patron, som jeg ikke havde kun-
net få ud. Den blev nu stødt ud og en
frisk sat i. I mellemtiden var bjørnen
nået ned til den lille vig ved folden, hvor
den gik og så sig om. Jeg spurtede ned
til iskanten, lagde an, fyrede og — bom-
mede. Bjørnen sprang lodret op i luften
med et hvæs, snurrede rundt og kom så
lige mod mig. Jeg havde forbandet travlt
med at støde den afskudte patron ud,
hvilket ikke rigtigt ville lykkes for mig,
da den yderste del af ladestokken bøjede.
Først da jeg brækkede et stykke af, kom
den igennem løbet. Da jeg igen kiggede
op og havde fået en frisk patron i kam-
meret, var bjørnen halvvejs over vigen
i fuldt spring. Jeg turde ikke skyde igen,
for bommede jeg, ville der ikke være tid
til at skifte patron, før den var over mig.
I stedet drejede jeg rundt og løb op mod
stuehuset for at søge dækning og få et
godt skudfelt. Imidlertid løb den hur-
tigere end jeg, så der stod vi pludselig
på hver sin side af huset, uden at vide
fra hvilken ende den anden ville komme
frem. Til alt held for mig fortsatte den
lige frem. Bjørnen var arrig og løb sner-
rende langs isen mod den lille elv, drej-
51
[2]
ede af ved opsamlingsfolden og for-
svandt for mig. Jeg satte i løb i en ret
vinkel på bjørnens retning og kom op
til nordboruinen i hjørnet af marken.
Her havde den åbenbart i sinde at over-
raske mig bagfra, for pludselig kom den,
medens jeg stod med ryggen til. Der var
ikke tid til at tage omhyggeligt sigte, så
jeg affyrede et slængskud, idet jeg
drejede omkring. Skuddet kastede den
omkuld, men op kom den igen, vaklede,
satte sig på bagen medens den skældte
ud. Den var dog tydeligt dødsmærket,
for inden jeg havde skiftet patron, væl-
tede den over og faldt til ro. Jeg tog den
Hlle riffel, som drengen var kommet
med, og skød den i nakken, men da var
den allerede død; det sidste skud havde
ramt den i hjertet.
Bjørnen var en gammel han, den stør-
ste man havde set i TasiussaK; da den
blev flået, målte skindet 280 cm. Kuglen
fra den lille riffel var kun gået igennem
muskellaget, men havde ikke haft kraft
nok til at slå gennem kraniet.
Inde var der angst. Karin ville under
sengen og Ida ind i spisekammeret, da
de så bjørnen angribe i stedet for at
flygte. De dukkede først op, da jeg
råbte, at den var død. Stor glæde. Folk
fra TasiussaK kom løbende, da drengen
havde været ude og fortælle, at der var
skudt bjørn på Nalassut. En kom på
bare tæer, støvlerne havde han smidt, da
de var blevet fyldt med smeltevand, som
stod højt over fjordisen. Det var nemlig
om at være blandt de første for at få
mest kød. Ved flåningen viste det sig, at
den havde gjort kål på 3 lam, men hvor
mange den havde nået at fortære tidli-
gere er jo ikke til at sige.
52[3]