[1] Omkring retskrivningsarbejdet for de canadiske inuit af Robert Petersen I de senere år har man blandt de arkti- ske folk kunnet spore et ønske om en nærmere kulturel forbindelse på tværs af landegrænserne. Dette ønske er vel ikke nyt i sig selv, men i de senere år er der foregået en bevidstgørelse og organisering af de indfødte folkeslag, der nu får bedre mulighed for at gen- nemføre deres ønsker. Dette ønske skyl- des nok til dels, at man føler, at man har en hel række forhold til fælles i da- gens situation. Men en interesse for en kontakt mellem grønlænderne og de canadiske inuit er ældre, og skyldes vel en følelse af fælles arvegods, der måske for begge parter kan medvirke til, at de lærer at kende sig selv bedre. Ud over det er der nok foregået en hel del processer i Grønland, hvis for- løb de canadiske inuit ønsker at kende, så at de om muligt kan bruge de høstede erfaringer derfra i deres egen situation. Til gengæld vil grønlænderne også lære en del ved at se på de canadiske inuits udvikling i de senere år. Der er for så vidt etableret en del kontakter. Efter de gensidige besøg i 1950-erne er der siden kommet nogle canadiske inuit som turister i Grønland, og der har været udvekslinger, ikke mindst mellem Knud Rasmussens Høj- skole i Holsteinsborg og byer i det øst- lige arktiske Canada. Omkring 1970 stiftedes der indfødtes organisationer i Canada, som både er kulturelle og politiske talerør for de indfødte folk. For de canadiske inuit har vi endvidere Inuit Tapirisat of Canada (læs: Inuit Tapiriiksat), der repræsen- terer de lokale grupper, og dermed alle inuit overfor den canadiske regering i Ottawa. Et af formålene med denne organisa- tion er styrkelse af den kulturelle og etniske egenart, og dermed også af sproget, og som et af de første ønsker har man skabelsen af en fælles skrift for de canadiske inuit. Den sproglige — og dermed den ret- skrivningsmæssige — situation er hos de canadiske inuit mere broget end i Grøn- land. Hos de canadiske inuit har man ikke et „officielt" sprog, idet de for- skellige dialekter er lige på den måde, at ingen af dem er blevet til fælles kom- munikations sprog, og dermed savnes 71 [2] der en dialekt, der forstås af alle og anerkendes af inuit som deres fælles. Derved har man ikke alene den vanske- lighed, at man sandsynligvis skal ud- vælge sig en dialekt blandt mange „lige", og skal søge at få en retskriv- ning på denne dialekt anerkendt i de øvrige dialektområder. Der kommer vanskelighed nr. 2, idet der i forvejen findes skrift på disse dialekter. På Labradorkysten har man haft alfabetskrift fra det 18. århund- rede. På Baffin Island har man den iøvrigt udmærkede Standard Ortho- graphy, der udvikledes omkring 1960. I Hudson Bay området har man en skrift udviklet af de katolske missionæ- rer, og lignende skriftsystemer findes både hos kobbereskimoerne og omkring Mackenzieflodens munding. Selv om de fleste af disse skrifter ikke virker særlig velegnede, så har befolkningerne dog en emotionel tilknytning til dem, og man vil ikke uden videre have dem erstattet med en anden skrift, især ikke hvis den anden skrift er bygget over strukturen i en anden dialekt. Hos de canadiske inuit har man vist en meget klar fornemmelse af, at andre dialekter er vanskelige at forstå, en følelse der kan forstærkes af, at CBCs mand for „den nordlige tjene- ste" er en mand fra Inuktjuarmiut, hvis dialekt er tungt forståelig selv for de øvrige østlige grupper. I virkeligheden må koordinationen mellem fælles ret- skrivningsbestræbelser og skabelsen af en dialekt som fælles kommunikation planlægges omhyggeligt, så at de to ting kan støtte hinanden. Situationen omkring skriftsprogspro- blematikken er i virkeligheden endnu mere speget, fordi en del af de lokale skrifter er indført og støttes af forskel- lige kirkesamfund, og hvis man vil ind- føre og få anerkendt en retskrivning, må man derfor ikke alene forhandle med de enkelte inuitgrupper, men også med de forskellige kirkesamfund og med regeringen. De skrifter, jeg har omtalt ovenfor, er alle bogstavskrifter, og så må man heller ikke glemme den syllabiske skrift (omtalt her i tidsskriftet november 1972). Som omtalt dengang bruges den syl- labiske skrift i den østlige del af arktisk Canada, fra Ungava i sydøst til og med Netsilingmiut i den anden ende. Men også inden for denne afgrænsning har man dels Standard Orthography, dels dels den skrift, der illustreres ved Thi- berts ordbog fra den vestlige kyst af Hudson Bay. Men disse skrifter har aldrig slået an hos den voksne befolk- ning, muligvis fordi de i modsætning til den syllabiske skrift vil kræve en indlæ- ring gennem skolegang. Den syllabiske skrift har fire vokal- tegn, der blot er en trekant i fire for- skellige stillinger. De øvrige tegn er kon- sonanttegn, der lige som vokaltegnet kan stilles i fire forskellige stillinger, og der- ved fås stavelser, hvis vokal svarer til den trekant, som „ligger" på samme måde som konsonanttegnet. Derved dannes der en række stavelser, der er angivet som en konsonant efterfulgt af en vokal. Således er grundtegnene i syl- labisk, og det medfører, at man normalt skriver stavelserne dels uden at angive en eventuel konsonantudlyd, dels uden at angive lydlængden. Dertil mangler 72 [3] «ODk BOOK REVIEW A_>AITC TALES FROM THE IGLOO OD D b AbjA.tr C>crbt>rJt>rJL,^ C 1 $4.35-rt OPtjo- Edited and Translated by Maurice Metayer. IHustrated by Agnes Nanogak 128 Pages. Pnce S4.95 Hurluj Publishers, Edmonton Tales from the Igloo is a much needed book about '-"ii people. The low selling price will ensure that many Canadians will buy it. o-l>Ac-D Fra tidsskriftet IMTTITUUT, 73 [4] i grundtegnene ng-stavelserne og q-sta- velserne. Desuden bruges også nu diakritiske tegn for at markere lydlængde. Den syllabiske skrift kan derfor i dag bruges med den nødvendige præcision, som skriveren kan bruge eller lade være med at bruge. Det betyder, at enhver skrift, der blot overholder de lydlige grund- regler, er korrekt. Men det kan nu ske, hvis man gerne vil indføre „retskriv- ning", at man også på syllabisk laver en prdbog, efter hvilken ordene skulle skrives „korrekt". En sådan situation ville ødelægge den syllabiske skrifts fleksibilitet, og gnaske dermed dens egentlige styrke. Jeg vil stille mig tviv- lende over for tanken om, at en stivnet syllabisk skrift skulle kunne overleve. Også på anden vis vil den syllabiske skrift nok svækkes, nemlig når den skulle konkurrere med en alfabetskrift, der jjåde er letanvendelig og er fælles for 'de canadiske inuit. De østlige inuit skulle så bruge bogstavskriften ved en- hver skriftlig henvendelse uden for deres snævre grænse, og dermed ville den syllabiske skrift igen stå som det svage system. 1 Den syllabiske, skrifts overlevelses- chance vil så nok afhænge af, om man kan bringe de emotionelle forhold til en praktisk handling. Det er klart, at organiseringen af inuit i Canada vil kunne effekttviseres meget, nvis man kan skrive meddelel- serne ud til de lokale folk i samme skrift og på anden vis gøre den skrift- lige og mundtlige kommunikation mel- lem de enkelte grupper lettere, dels ved at få skabt en fælles kommunikations- dialekt, dels ved at få en fælles skrift, der anerkendes af alle inuit. Naturligvis skyldes disse tanker først og fremmest følelsen af at have fælles arvegods og fælles identitet. Uden aner- kendelse af fællesskabet på denne måde ville man næppe prøve at samle orga- nisationer omkring en fælles identitet. Af disse og lignende årsager organi- serede Inuit Tapirisat of Canada en konference om inuitsproget, og det før- ste møde blev afholdt i Ottawa i de- cember 1973. Ved konferencen deltog repræsentan- ter for de lokale inuitorganisationer, re- præsentanter for kirkerne, repræsentan- ter for regeringsorganerne og endelig en grønlandsk deltagelse. Under denne konference blev Inuit language commission debatteret, og man drøftede dens sammensætning og ar- bejdsopgaver. Opgaverne vil bl. a. være at under- søge dialektforskellene imellem inuit- grupperne i Canada, og at man derved eventuelt vælger et bestemt dialektom- råde til skabelsen af en hoveddialekt, der kan bruges som fælles inuit kommu- nikationssprog. Et sådant dialektområde kan f. eks. være Hudson Bay. Det valgte dialektområde skulle så være basis for en retskrivning. Men des- uden udarbejdes en sammenlignende ordliste, der indeholder dialektvaria- tionerne. En sådan ordliste skal bruges til udarbejdelsen af en ordbog og ikke til standardisering af ordforrådet hos inuit. Der nedsattes en kommission, der skal udarbejde en ny retskrivning og skal finde ud af, hvordan den kan gøres 7,4 [5] acceptabel for folk med forskellige dia- lekter. Og om nødvendigt skal denne kommission også bekoste et eventuelt skifte fra syllabisk skrift til alfabetskrift i det område, hvor den syllabiske skrift bruges i dag. Sprogkommissionen skulle afslutte det forberedende arbejde i løbet af et halvt år og så have det næste møde. Der udpegedes en række personer fra de forskellige dialektområder som en slags informanter, så at sprogkommis- sionens medlemmer kunne få de nødven- dige oplysninger om detaljerne i dialek- terne. Sprogkommissionen skulle gennem rejser og møder, gennem radio og lokal- blade og gennem kassettebånd skabe en diskussion om de sproglige forhold, og disse diskussioner skulle så give yder- ligere materiale til sprogkommissionen. Desuden skulle man kontakte for- skellige forskere, og der skulle udarbej- des rapporter over minoritetsspørgsmål, om den grønlandske retskrivning m. m. Og i forbindelse med dette spørgsmål blev der nedsat et stående rådgivende udvalg, hvis opgave er at give retnings- linier for sprogkommissionen, foreslå dens medlemmer, foreslå andre folk, der kan bidrage til sprogkommissionens ar- bejde, rådgive i alle sager vedrørende sprogkommissionens arbejde, og gennem tiden informere de forskellige organi- sationer om, hvad man har foretaget sig. Derved blev der skabt mulighed for at tage fat på de påtrængende spørgs- mål. Der er blevet gjort forsøg på at lave fælles retskrivning for inuit, „Standard Orthography". Den blev udarbejdet omkring 1960 af Raymond C. Gagné og er på sin vis en udmærket retskriv- ning, vel den første i arktisk Canada, der direkte var bygget på sprogets egen opbygning. Den var af den canadiske regering støttet som den kommende fælles retskrivning for de canadiske inuit. Men dens indførelse har mødt en ret hård modstand. Den oftest nævnte grund til, at den ikke blev anerkendt af alle, er nok den, at den er bevidst under- differentieret hvad lydsammensætninger angår, idet to sammenstødende konso- nanter, der begge er hørbare, blot er gengivet som en fordobling af den sid- ste. Det er noget, som vi på grønlandsk kan nikke genkendende til. Men den egentlige grund til, at den aldrig fik fast fodfæste, er nok snarere den, at den er bygget over en dialekt, der ikke kendes af alle og ikke forstås af alle. I nogle områder opfattes den som et system, som man prøver at indføre fra det sydlige Canada, og dette synspunkt har faktisk spillet en så stærk rolle, at nogle inuit tilsyneladende alene af den grund ikke vil acceptere den og siger, at de selv må tage stilling til, hvilken ret- skrivning de skal have. Min deltagelse i det stående rådgi- vende udvalgs arbejde skyldes uden tvivl flere ting, der virker sammen. På grøn- landsk har vi netop sidste år fået en ny retskrivning, hvis udarbejdelse og pla- cering i sproget har påkaldt sig opmærk- somhed. Selv om Inuit Tapirisat of Canada gerne vil høre om selve den nye retskrivning, vil de dog nok endnu stær- kere gerne høre, hvad vi har gjort for at løse en række problemer, der må være fælles for grønlandsk og dialekterne hos de canadiske inuit. 75 [6] Dertil har det sikkert spillet en rolle, at Institut for eskimologi som et sted med sprogstudier også placerer grøn- landsk inden for de øvrige eskimoiske sprog og dertil studerer de øvrige eskimodialekter. Ikke mindst at vi gen- nemgik de canadiske inuitdialekter sidste år, har sikkert medvirket til, at vi fik en direkte kontakt og en direkte invita- tion fra Inuit Tapirisat. Endelig må vi nok i en periode, hvor de arktiske folkeslag prøver at få en nærmere kontakt med hinanden, heller ikke se bort fra det forhold, at de gerne vil søge ekspertise inden for de arktiske folkeslags rammer. Det var de sprog- lige forhold i dette tilfælde, men en masse andre forhold kan sikkert også bringe lignende ønsker frem, og efter hvad der er sket i de øvrige arktiske områder, vil nok ikke mindst grønlæn- derne kunne hente eksperter fra de øv- rige arktiske områder. Det møde, der blev afholdt i Ottawa i december 1973, var det første, og det næste er planlagt til foråret. Hvad vi fra grønlandsk side kan bidrage til er at gøre rede for, hvordan en fælles ret- skrivning virker trods ret store dialekt- forskelle, hvordan et alt for stift skrift- sprog kan prøves forhindret gennem skabelsen af en litteratur og gennem øvrige sproglige aktiviteter, f. eks. den nystartede forening til styrkelse af grøn- landsk. Det er slet ikke utænkeligt, at dette engagement i de canadiske inuits sprog- lige og retskrivningsmæssige problemer vil kunne medvirke til en bedre og let- tere kommunikation mellem grønlæn- derne og deres stammefrænder mod vest. 76 [7]