[1] KGH 200 år af Mads Lidegaard Den Kongelige Grønlandske Handel fejrer sit 200 års jubilæum i år. Man plejer jo at benytte den slags lejligheder til at kaste et blik på fortiden, at placere fødselsdagsbarnet i dets historiske sam- menhæng og nævne dets fortrin — min- dre til en kritisk behandling af dets aktuelle status eller fortidens synder. Jeg vil følge denne skik og ikke frem- komme med endnu et indlæg i den stan- dende debat om KGHs funktion under nyordningen og dens fremtidige status, men prøve at fortælle om jubilarens virksomhed i de skiftende tider, forsøge at give et indtryk af denne virksomheds dagligdag og betingelser — og forhåbent- lig derigennem give mulighed for en mere nuanceret forståelse for KGHs historiske funktion. Det er ikke helt let. For hvis man tog en lærebog i de almindelige prin- cipper for handelsvirksomhed og holdt KGH op herimod, ville man nok finde, at denne sælsomme organisation med navn af handel på næsten alle områder har handlet næsten stik imod de mest elementære faglige principper. Igennem næsten alle de 200 år har man næsten KALATDLITNUNAT KGH 1774 1974 uændret bibeholdt et system, der satte profit i anden række, totalt undlod at følge økonomiens normale love om ud- bud og efterspørgsel og deraf svingende priser, som solgte en række varegrupper med stort tab, og med kunstigt for- højede priser begrænsede salget af andre grupper, som havde kunnet give for- tjeneste, som fastholdt ensartede priser overalt i landet uanset de reelle omkost- ninger lokalt o. s. v. Man har altid haft let ved at kritisere KGH udfra forretningsmæssige præmis- ser, men det må være uretfærdigt, fordi det forretningsmæssige ikke har været den egentlige målsætning, og en bedøm- melse må derfor ske på et langt bredere grundlag, i hele den samfundsmæssige sammenhæng. Jeg vil i det følgende først give en grov oversigt over Handelens historie, derefter prøve at tegne et billede af de mennesker, der udgjorde dens stab ko- lonitiden igennem og deres dagligdag, — 101 [2] på samme måde prøve at skildre dens fortold til den grønlandske befolkning og til landets anden koloniinstitution, missionen, og endelig foretage en opreg- ning af de forudsætninger, man må være opmærksomme på ved en vurdering af Handelens virksomhed. Historie. Det almindelige Handelskompagni, som i en snes år havde haft ansvaret for handelen på Grønland, var omkring 1770 kommet i svære økonomiske van- skeligheder, ikke primært p. gr. af den grønlandske handel, der slet ikke teg- nede så dårligt netop i de år, men grun- det store tab i kompagniets andre om- råder. Det blev opløst i 1772, og rege- ringen overtog så i 1774 selv handelen på Island og Finmarken — og som en særlig afdeling handelen på Færøerne og Grønland, og fra årsskiftet 1775/76 fungerede da Den Kongelige Grønland- ske Handel. Regeringens motivation var bl. a. en vis optimisme i forbindelse med de krige, som de to store handelsrivaler, England og Holland netop i de år var indviklet i, og som naturligvis gav en neutral tredie magt særlige muligheder for at brede sig i det tomrum, som der- ved opstod. Fra starten søgte regeringen at bringe den nye statshandel ind under mere ord- nede forhold og komme den udbredte vilkårlighed og de mange misbrug til livs ved at placere to overordnede em- bedsmænd i Grønland til at kontrollere virksomheden og ved at skabe ensartede regler for handelen og dens principper. Dette sidste skete ved udstedelsen af den såkaldte instrux for handelsanlæg- gene i Grønland af 1782, hvori de ho- vedlinier blev nedlagt, som forblev gæl- dende for regeringens politik kolonitiden igennem. Det var i denne instrux, at princippet om at prioritere befolkningens velfærd højere end handelens rentabilitet blev knæsat, og der gives en række detail- lerede regler for, hvordan dette kan ske. Og det er værd at bemærke, at man i tidens ånd definerer denne velfærd som en så vidt muligt uforandret og ufor- styrret tilværelse indenfor det traditio- nelle fangersamfunds rammer. Samtidig fik statshandelen eneret på handelen, et træk som især var rettet mod de farlige rivaler, de hollandske hvalfangere. Disse var dog så vel ind- arbejdede på markedet og så populære som handelspartnere for grønlænderne, at det er tvivlsomt, hvor meget den nye ordning havde hjulpet, hvis ikke en tragisk katastrofe for en hel hvalfanger- flåde i Østgrønlands is med eet slag havde skaffet danskerne af med disse nærgående konkurrenter. Alle disse reformer og forhold syntes at virke. Økonomien blev bedre, og Handelen skred da til den vigtige æn- dring at anskaffe sig sin egen Grønlands- flåde i årene efter 1790, dels for ikke at være afhængig af de chartrede skibe og deres meget blandede besætninger, dels for bedre at kunne kontrollere, hvad ski- bene egentlig foretog sig i Grønland. Samtidig blev handelen endelig fri- gjort fra sin gamle økonomiske under- ordning under missionen. Lige fra Hans Egedes tid havde handelens hovedop- gave været defineret som den at være 102 [3] ^tyym^ff^v-^^iss^s^-^'.-^^.^.^. »w ^ ^S.^55^1 * «u£„ » Kongelige Grønlandske Handels plads i København 1971 - f—T* Foto: Ib Tøpfer (1971). økonomisk grundlag for den vigtigste aktivitet i landet, missionen. Og da denne havde etableret sig med missionæ- rer i alle kolonier, betød det en stor udgift for handelen. Men i slutningen af århundredet sej- rede det rationalistiske syn overalt i Europa. Fornuften blev nu i alle forhold overordnet instans, og det betød, at nyttehensynet sejrede helt over f. eks. religiøse hensyn. Religionen bidrog jo ikke til øget velfærd og materiel udvik- ling og var derfor egentlig overflødig, og i Grønland gav dette nye syn sig i 1790'erne det udslag, at antallet af mis- sionærer blev stærkt nedskåret og handelens økonomi tilsvarende forbed- ret — og at handelen som nævnt ikke længere betragtedes som underordnet missionen. De gode år fik en brat ende, da Dan- mark-Norge blev kastet ud i krigen med England og i 7 år fra 1807 til 1814 næsten helt mistede forbindelsen med Grønland, hvor engelske hvalfangere til gengæld fik frit spillerum. Den danske handel gik i stå af mangel på varer til udhandling og på personale, anlæggene forfaldt, og den nyerhvervede flåde af grønlandsskibe gik næsten helt tabt. Da krigen omsider sluttede, måtte KGH begynde næsten forfra under meget van- skelige vilkår, og det varede mere end 10 år, før tabene var genoprettet og økonomien igen begyndte at se fornuf- tig ud. Monopolet. Så længe det var en økonomisk byrde at forvalte den grønlandske handel, var 103 [4] der ingen, der alvorligt anfægtede sta- tens monopol derpå. Men så snart der var antydning af profit at lugte, be- gyndte kravene om privat handel og monopolets ophævelse. Det var mest den københavnske handelsstand, der stod bag dise krav, og de blev fremført allerede kort efter instruxen i 1780'erne. Da konjunkturerne for de grønlandske produkter i 1830'erne blev meget gun- stige, og da hele tidens filosofi jo gik på liberalisme, blev der igen rettet sti- gende krav om adgang for private til at handle på Grønland. Kravene blev mødt med lige så stærk modstand, især fra Handelens direktør, Gede, der argu- menterede ud fra en frygt for, at privat handel ville blive til skade for befolk- ningen. Som en slags forsøg blev der dog givet en københavnsk købmand, Kali, tilladelse til at oprette privat handels- virksomhed et enkelt sted på vestkysten, men da han dels ikke efterlevede den indgåede aftale, dels undlod at tage hensyn til befolkningens fortsatte er- hvervsevne og endelig ikke kunne tilveje- bringe et overskud, blev stationen ned- lagt og eksperimentet ikke senere gen- taget. Omkring 1850 dukkede kravet op igen. Denne gang var det H. J. Rink, der kraftigt og konsekvent modsatte sig liberaliseringen og forsvarede mono- polet i et helt forsvarsskrift i 1852. Og endnu en gang overlevede monopolet stormløbet (som til gengæld endelig fik bugt med det færøske monopol i 1857). Rinks hovedsynspunkt fremgår bl. a. af følgende citat fra ovennævnte bog: „De mangler, som turde findes, kan der kun bødes på ved regjeringens og den offent- lige menings kontrol, men de vil aldrig kunne hæves ved concurrence eller fri- handel, som enten vil ophæve sig selv eller i ethvert tilfælde gøre ondt værre." Alt mens disse slag blev udkæmpet, udvidede KGH sin rækkevidde ved anlæggelse af en række udsteder med en fast „udligger" til varetagelse af handelen. Det betød naturligvis større effektivitet i indhandlingen, men også forøget risiko for, at der blev opkøbt for mange varer, så grønlænderne blot- tede sig selv. Da Rink havde opgivet kampen mod den stigende reaktion i København og nedlagt sit embede, deltog KGH i pro- visorietidens almindelige tornerosesøvn og blev som hovedansvarlig for politik- ken i Grønland derfor også genstand for voldsomme angreb, da kritikken efter systemskiftet satte ind mod formynde- riet i Grønland. Især krævede kritikerne handel og administration adskilt, så ingen enkelt institution fik for meget magt over grønlænderne. Dette lykkedes også, men viste sig hurtigt at være så upraktisk, at ordningen efter få års for- løb blev ophævet og de forskellige grene forenet under een mand, Daugaard Jen- sen, som direktør for Grønlands Sty- relse. Da Socialdemokratiet kom til magten, blev grønlandspolitikken igen underka- stet en kritisk undersøgelse, og igen stod monopolet for skud. Og denne gang bebudede den nedsatte kommission di- rekte, at monopolet principielt skulle ophæves, så snart det kunne forsvares, men man afstod stadig fra at gøre det straks. 104 [5] Den Kongelige Grønlandske Handels plads 1810. Til venstre tranbakker, i midten pladsmesterbolig og til højre pakhuset opført i 1767. (N. J. Bredal). Og da så monopolet endelig skulle ophæves ved nyordningen 1950, blev det alligevel kun delvist, for man kunne stadig ikke undvære KGH, og diskus- sionen om, hvorvidt Handelen er gået for kort eller for langt i sin langsomme tilbagetrækning, er fortsat til denne dag, og jeg vil ikke blande mig i den diskus- sion. Men det er klart, at en virksom- hed, der gennem en årrække i samme samfund varetager forsyningstjenesten, opkøb, behandling og eksport af produk- ter, rederi- og luftfartsvirksomhed, ho- teldrift, pengevæsenet og postvæsenet, vil få så stor indflydelse på godt og ondt, at det ikke kan undgå at blive et stridens æble. Efter denne korte historiske caval- cade vil jeg prøve at sætte focus på enkelte sider af handelens virksomhed gennem tiden og først på dens mand- skab, de mennesker, der udgjorde KGH til enhver tid. Mandskabet. Det er uundgåeligt, at en stor virk- somhed blandt sine ansatte vil have folk af alle typer, gode og onde, tykke og tynde, dovne og flittige, og KGH har ikke været nogen undtagelse. Der er mange eksempler på, at man langt op i det 19. århundrede udsendte matroser, der kom direkte fra tugthuset, til tider straffede for mord og mordforsøg. Og 105 [6] Tranbrccnderi på Tranøen ved Egedesminde. 'Foto: Galiter (1927). Copyright Arktisk Institut. der er også mange eksempler på for- træffelige og brave folk, der passede deres arbejde og havde et upåklageligt forhold til befolkningen. Det overordnede personale i Grøn- land ønskede naturligvis, at man hjem- mefra sorterede de udsendte noget bedre, selvom de ikke var blinde for de sociale momenter i sagen, som det frem- går af følgende brev fra inspektør Fasting 1842: „Det være langt fra mig at kalde enhver, der overgåer straf, en forbryder, eller at anse ham for tabt for samfundet. Tvertimod kan vistnok ofte et sådant menneske forbedres, når han kommer i en passende virksomhed og fjernes så langt som muligt både fra straffeanstalten og sine complicti; og Grønland er vist et passende sted for slige forvildede mennesker." Men oftere frabad man sig bestemt disse typer og fremhævede ikke sjældent de lokale folk på deres bekostning. Da købmand Lassen ved Julianehåb hjem- sender en morder, skriver han til direk- tionen: „Det er nu forøvrigt min træn- gende bøn, at jeg for fremtiden må blive forskånet for danske matroser, der som alleroftest ikke har mere af mennesket end blot skabningen og kun altfor tit ved umoralske handlinger forarger de ind- fødte ... I min mangeårige virksomhed har jeg kun haft med meget få danske matroser at bestille, som jeg ikke med tampen i hånden har været nødsaget til at holde til sin pligt. Den nationale der- imod er villig og ufortrøden og bør foretrækkes, så længe man ikke fra hjemmet formår at udsende moralske mennesker ..." Hvadenten det nu var ud fra denne filosofi, af rent økonomiske eller af 106 [7] Butikken i Julianehåb var indrettet på loftet i kolonibestyrerboligen. Foto: L. R. Hagensen (1919). ideelle grunde: Handelens mandskabs- styrke blev efterhånden mere og mere grønlandsk, når bortses fra de helt le- dende stillinger. Mens således næsten alle de første udliggere var danskere, blev det efterhånden skik i stigende grad at besætte disse stillinger med grønlæn- dere, så meget mere som netop de dan- ske udliggere tit havde giftet sig grøn- landsk og stiftet familie med mange børn, som — opvoksede i et blandet miljø - egnede sig godt til at overtage de tid- ligere danske stillinger. løvrigt var der ikke ret mange dan- skere i det hele taget. En dansk søkon- stabel, der i 1863 besøgte Godthåb, melder, at der under Handelen foruden kolonibestyreren kun var en dansk båds- mand og en bødker, begge grønlandsk gifte. Og netop i den periode faldt an- tallet af danske hurtigt. Fra 1855 til 1880 steg den grønlandske andel af Handelens personale fra 50 til 73 %. Til gengæld var der i reglen tale om en livsstilling for det danske mandskab, og det betød naturligvis, at de lærte be- folkningen og forholdene meget godt at kende og følte sig knyttet til landet (mens missionærerne under den danske mission i reglen tjente en kortere år- række og vendte hjem til en egentlig livsstilling efter 5-10 års forløb. Det var også Handelens folk, der oftest giftede sig grønlandsk og dermed natur- ligvis kom meget nærmere ind på befolk- ningen. 107 [8] Holstcinsborg set fra havnen. Foto: H. Smidt (19CO). Copyright Arktisk Institut. Det fåtallige personale var iøvrigt ikke blot et grønlandsk fænomen. Under direktionen i København var der i 1827 følgende personale: En bogholder og kasserer, 76 år, 44 år i tjenesten. En underbogholder, 76 år, 44 år i tjenesten. En korrespondent, 70 år, 45 år i tjenesten. En revisor, 69 år, 30 år i tjenesten. En assistent, 50 år, 29 år i tjene- sten. En ekstraassistent, 7 år i tjenesten. En pakhusforvalter, 54 år, 30 år i tjenesten. En pakhusforvalter, tidl. kolonibe- styrer, ca. 20 år i tjenesten. Dengang var Parkinsons lov endnu ikke trådt i kraft, og man må i vore hektiske tider med vemod forestille sig den fredfyldte og lidet revolutionære stemning, der har rådet på Handelens plads dengang. Omvendt kan man måske ikke undre sig så meget over, at forret- ningsgangen var langsom, og at man i Grønland tit klagede derover. Lønningerne var lave, svarende til datidens levefod, og selvom der var pro- center at tjene på indhandlingen, for- søgte dog mange at supplere indtægten ved lidt privat handel, selvom dette na- turligvis var strengt forbudt. Ikke en- gang en lille saltet laks var det tilladt at hjemføre. Det var meget svært for Kø- benhavn at kontrollere smugleriet, da 108 [9] M/S Hans Egedc i Umanak havn. Foto: Krabbe (1908). Nationalmuseet. også skibenes mandskab var stærkt ind- draget i det. Længe fortalte man en historie om en skibskaptajn, der blev an- tastet ved udgangen fra Handelens plads med en rævehale dinglende ned under frakkeskøderne. Selv missionæ- rerne tog del i denne trafik og blev lej- lighedsvis afsløret. Smugleriet var iøv- rigt også medvirkende til, at rejserne varede længere end nødvendigt, og at det tit blev nødvendigt for et skib at overvintre, hvilket naturligvis ikke blot var dyrt, men upraktisk for mandskabet i Grønland, der måtte dele deres be- skedne boliger med det overvintrende mandskab — og på samme måde den afmålte proviant. De meget lange rejser og de mange forlis bidrog selvfølgelig også til at svække effektiviteten og den almindelige kontrol — og sinke ekspeditionen af de løbende sager. Det gjaldt rejserne i selve Grønland, hvor en enkelt indkøbsrejse kunne trække ud i uger og måneder p. gr. af dårligt vejr, og hvor den en- kelte købmand gang på gang måtte vur- dere, om det var tilrådeligt at vove pelsen og begive sig a f sted, eller om man skulle blive liggende på ubestemt tid og vente på vejrbedring. Som et enkelt eksempel på dette dilemma, hvor- til enhver der har rejst på Grønland vil nikke genkendende, kan jeg anføre et citat fra en dagbog, købmand Mørch 109 [10] i Sukkertoppen førte over en handels- rejse i november 1801: „6., 7. og 8. Omløbende stormende vinde med stærk søgang og tykt vejr. Desformedelst lagt over i disse dage her i Brændevinshavnen. 9, Nordvest med stærk søgang og tyk luft. Ej heller har man idag turdet give sig ud og prøve at komme forbi Kangar- suk og over Bredfjorden, som vinden har været alt for skral. 10. og 11. I disse dage tror jeg sik- kert, vi kunne være kommet over, men på folkenes anmærkning, at vi på den anden side af fjorden ikke kunne lægge løbet Stralsund op dermed, da den der altid faldt SO, lod jeg mig forsnakke til og at ligge over disse dage. 12. I dags formiddag, da det her blæste jævn østenvind, og det fra fjeldet af syntes godt og gørligt at komme over fjorden, gav jeg ordre til straks at for- søge at komme frem. Men da vi kom til næsset Kangarsuk, stillede det næsten af og satte en hul sø, som folkene sagde var sønden sø. Og da de forsikrede, at det ville være umuligt at komme tilbage igen, hvis vi for længere mod næsset, ... gav jeg mit samtykke til igen at løbe her i havn. 13. Om morgenen kl. 9, fast ikke lyst, kommer lodsen Friderick og folkene, som jeg havde sendt til fjelds, og for- kynder mig, at det nu blæste en jævn kuling af NO, med hvilken det vel var det bedste ned at liste sig. Det forstår sig, at der straks blev givet lov til at komme a f sted. Imidlertid man halede landtovene og førte varp ud til at komme under sejl med, stillede NO af med kast af østen, så vi derved blev sat i forlegenhed og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Jeg — ret ilde tilmode herover — vendende mig til Friderick, sigende: „Du er lods. Hvad synes dig? Skal vi give os ud med den vind?" Hans svar var, at han havde sagt nok og ville nu ikke sige mere ..." De måtte gå i havn igen, og først tre dage senere slap de ud — og sejlede så hjem. Den slags gjorde jo ikke driften billigere. Men endnu værre var det, når man skulle over Atlanten. Igen blot et enkelt eksempel: En herrnhutisk missionær fra Lichtenau, som i 1804 havde fået per- mission efter 26 år i landet. Selve skibet afgik fra København 1803, men kom først til Julianehåb 27. maj 1804 efter overvintring ved Frederikshåb. Familien forlod så Lichtenau d. 18. juni og kom til Julianehåb dagen efter, men måtte vente en måned p. gr. af storis, før skibet endelig afgik d. 18. juli - for straks efter at søge nødhavn i Hollænderhavn, hvor det lå i 5 uger til 22. august. 3 dage efter forliste det i isen, og familien red- dedes op på et skær, hvorfra den bjær- gedes d. 3. september efter 10 dages forløb. Vinteren måtte så igen tilbringes i Lichtenau, indtil næste skib afgik 13. maj 1905 fra Julianehåb. Efter diverse besøg i andre kolonier og besvær med isen nåede skibet endelig Danmark 14. oktober — ca. l Vi år efter at rejsen først var tiltrådt. Selvom skibskosten var kraftig, var den dog begrænset til de saltede og røgede varer og kunne på månedslange rejser let blive meget ensformig, og langt op i tiden var skørbugen en hyppig 110 [11] Fremstilling af saltfisk på fabrikken i Egedesminde. Foto: Rolf Miiller. gæst på skibene til Grønland. Her er en uges kostplan for middagen fra 1863: Mandag: Hvidkålssuppe og flæsk. Tirsdag: Gule ærter og salt lammekød. Onsdag: Grød, stokfisk og kartofler. Torsdag: Gule ærter og salt lammekød. Fredag: Sveskevælling og røget flæsk. Lørdag: Grød, stokfisk og kartofler. Søndag: Gule ærter og flæsk. Hvad man iøvrigt kan mene om de udsendte i kolonitiden: Pylrehoveder var de ikke. Datidens Grønland krævede en hårdførhed, som nutidens udsendte næppe forestiller sig. Som eksempel kan nævnes en lille episode fra en hvalfangst ved Jakobshavn i 1787: „Assistent Dal- ager kom i kast med en desperat hval, som slog hans sluppe i splinter under hans fødder og slyngede ham langt bort på søen, hvor han arbejdede imod dø- den, sålænge kræfterne tillod det, men til sidst ikke kunne mere. I det sidste deciderende øjeblik kom der en sluppe til redning, og da hans hår endnu kunne nås i vandet, fattede man det og opdrog ham, uden at han var sig selv bevidst. Man bragte ham til land, og efter en times forløb begav han sig ud igen for at bjærge hvalen og bragte den lykkeligt ind tilligemed vraget af den sønder- slagne sluppe." 111 [12] Forholdet til grønlænderne. Når talen er om Handelens forhold til befolkningen, er det igen klart, at det i det daglige kom helt an på de enkelte. Nogle var hovne og kommanderende og prøvede at snyde grønlænderne, andre havde et udmærket forhold til dem, så noget generelt kan næppe siges, l mange henseender havde det hele nok et noget patriarkalsk præg — på godt og ondt. Men alt i alt må man nok sige, at Handelens og grønlændernes interesser i vid udstrækning faldt sammen, og der- for faldt det naturligt at føre en politik, som også var til fordel for grønlæn- derne. Hvis Handelen skulle trives, var det nødvendigt, at fangsten trivedes, for det var den, Handelen levede af, og derfor måtte man være interesseret i, at grønlænderne bevarede deres fulde er- hvervsevne. Købmændene kunne nok være fristede til at få grønlænderne til at sælge alt, hvad de havde af spæk og skind, ikke mindst fordi købmændene fik procenter, men de vidste samtidig, at hvis fangerne ikke havde skind til kajakker og kone- både og hundeskagler og telte — eller spæk til at holde varmen og arbejds- evnen intakt, så ville det straks gå kata- strofalt ud over fangsten til skade for alle parter. På nogle områder var interessesam- menfaldet helt klart. Hvis de to parter kunne samarbejde om f. eks. at fange en hval, kunne grønlænderne frit tage for sig af kød og mattak, mens Handelen var interesseret i spæk og barder. Men der var også konfliktpunkter. Grønlæn- derne elskede at tage på sommerfangst i fjordene efter ren og laks, men da 112 Handelen ikke kunne indhandle disse produkter, prøvede den at få grønlæn- derne til at blive ude ved kysten og fange sæl, og mangfoldige er de klager, der er gået hjem fra købmændene, om at grønlænderne midt i den gode fangst- tid føjtede rundt i fjeldene og skød rener i stedet for at skaffe gode indhandlings- varer til KGH. KGH ville også gerne have ræve- skind, men da grønlænderne iøvrigt ikke var særligt interesseret i rævene og ikke havde brug for dem, kunne det gå ud over deres øvrige fangst, hvis de brugte for meget tid på rævefangsten. Handelen ønskede også af hensyn til produktiviteten at bibeholde den spredte bosættelse og kom her i konflikt med missionens, især den herrnhutiske mis- sions interesser, der gik ud på at samle grønlænderne så meget som muligt for at have dem under kontrol og påvirk- ning. Ellers var det mest omvendt: At det var missionen, der støttede grønlæn- derne overfor Handelen. Der var jo hele perioden igennem en vis rivalisering mellem de to institutioner. Missionen betragtede sig fra starten — for så vidt historisk med føje — som det primære, og Handelen blot som missionens øko- nomiske grundlag, mens handelsfolkene konstant ærgrede sig over missionen, fordi udgifterne til den forhindrede Handelen i at få det overskud, den ellers tilstræbte, og købmændene benyt- tede tit nok deres kontrol over varetil- førslerne og dermed over de materielle goder til at gøre livet surt for præsterne. Og deres uvilje blev ikke mindre af, at præsterne følte sig kaldede til at op- [13] KGH's renwlsstation i Itivnera i Godthåbsfjorden. Foto: KGH's arkiv. træde som moralens vogtere overfor Handelens ofte noget verdsligt sindede personale, og det så meget mere, som det kunne være svært for de gode præ- stemænd at fremstille den nye moral- kodex tilstrækkeligt overbevisende, hvis deres egne landsmænd på overbevisende måde overtrådte den. Endelig kom hertil selve Handelens utaknemlige rolle i forhold til grønlæn- derne. Det var den, der var ansvarlig for de opsendte varer og deres kvalitet, som måtte tage imod de mange klager der kom, berettigede som uberettigede. Det var den, der i dårlige fangsttider måtte låne grønlænderne proviant, for at de ikke skulle sulte og deres erhvervs- evne blive ødelagt — og som så, når fangsten vendte tilbage, skulle inddrive tilgodehavendet hos grønlænderne. Det var den, der skulle klassificere grønlæn- dernes produkter og dermed tit betale mindre for dem, end grønlænderne selv havde ventet. Da missionens folk i mange henseender havde interesser fæl- les med grønlænderne som forbrugere, var det en ret let opgave for dem at stå som grønlændernes venner, når der var et modsætningsforhold til KGH. 113 [14] Det var jo også Handelen, der havde ansvaret for ordenens opretholdelse og for straffeforanstaltninger, når det var aktuelt. I København ønskede man i visse tilfælde at skride hårdt ind overfor f. eks. tyveri fra Handelens pakhuse el. lign., og flere gange blev det pålagt købmændene at foretage legemlig af- straffelse af sådanne grønlandske syn- dere med offentlig tamp under hejset flag eller hvad det nu kunne være. Men de fleste købmænd, der nok kunne være barske overfor deres eget mandskab, var meget utilbøjelige til at gribe til tvangs- midler overfor grønlænderne. De var simpelthen klar over — efter tit mange års ophold i landet, at et godt forhold til grønlænderne simpelthen var betin- gelsen for, at Handelen kunne trives, — og at det aldrig kunne nytte at sætte hårdt mod hårdt overfor en befolkning, der var i stort overtal, som var bevæb- net, og som forstod at bruge våbnene med eminent dygtighed. De kendte også grønlændernes sind og vidste, at lige så fredelige og medgørlige de var, når man behandlede dem ordentligt, lige så trod- sige 0"g desperate kunne de blive, hvis de blev drevet for langt ud. Som illustration vil jeg citere en ind- beretning fra købmand Fleischer i Uma- nak fra 1824, da han afslog at straffe en grønlænder: „Grønlænderne, der er et frit folk, der slet ingen love eller overherrer erkender, må, af dem, som daglig har noget med dem at bestille, omgås meget varlige, dersom de vil tænke at leve imellem dem. Når jeg ved en sådan lejlghed afgør sagen selv med grønlænderen, så ... når jeg har sagt ham min mening ..., så er det forglemt af ham og mig. Tiltaler jeg dem der- imod eller giver dem bøde eller melder det videre til inspektøren, så ... lader de al deres vrede gå ud over købmanden ved idelig at drille ham og gøre det ene spillop ovenpå det andet. — Efter min mening er det en sand nødvendighed for nogle få europæere, der skal leve blandt en nation, der ej stå under love, at de søger så meget som muligt at leve på en venskabelig fod med dem." Den slags indberetninger undlod ikke at gøre indtryk i København. I en udta- lelse fra direktionen til direktør Holhøl 4 år senere hedder det således: „Hande- lens ve og vel, dens ejendommes sikker- hed, ja, europæernes personlige sikker- hed, beror jo i grunden på den moralske agtelse, de bør søge at vinde hos de ind- fødte, og hvorved skal de erhverve sig samme uden ved orden og gode sæder." Konfliktmulighederne var til tider mange, og ofte måtte Handelen lægge ryg til upopulære foranstaltninger. F. eks. var spredningen af befolkningen måske nok fornuftig set i en større sam- menhæng, men grønlænderne selv var nu og da stærkt imod udflytning, som da grønlænderne ved Umanak nægtede at efterkomme direktionens ordre om udflytning, fordi det stred mod deres tradition og interesser. Også ved hval- fangststationerne kunne der være en stærk interesse i at blive boende mange sammen for bedre at kunne drive jagten på de store dyr i fællesskab. Også m. h. t. butiksvarerne var Handelen tit i et svært dilemma. På den ene side ønskede man ikke at forvænne grønlænderne og friste dem med unød- vendige varer og gøre dem afhængige 114 [15] Jullanehåb. Foto: Rolf Muller (1972). af dem. På den anden side ville man gerne kunne tilbyde dem varer, som vir- kelig motiverede dem for at producere noget mere, og det var jo netop tit luksusvarer: Kaffe, tobak, sukker, kiks o. L, — og desuden var grønlænderne jo også mennesker, der havde et naturligt krav på at få deres del af de varer, der kunne sætte kulør på en tit meget hård og grå tilværelse. Men balancen var hår- fin. Man kunne meget let komme til at friste grønlænderne over evne, så de solgte alt hvad de ejede for at få fat i nogle af de eftertragtede varer, som da de f. eks. iflg. en opgørelse fra Jakobs- havn i 1844 på fem måneder af 809 fangede sæler havde solgt skindene af de 798. 115 [16] Afhængigheden af datidens luksusva- rer, især kaffe og kandis, var så stor netop i denne periode, at beklagelserne herover på mange måder kan minde om dem, man idag hører om spiritusforbru- get. Og det hjalp ikke meget, at man forhøjede priserne på disse varer og istedet sænkede dem på træ og glas m. m. til husbygning og andre nødven- dighedsartikler. Handelen bevarede gennem hele pe- rioden princippet om et meget begrænset udbud, men der var alligevel tale om en broget beholdning i en grønlandsk butik i datiden. Som eksempel skal anføres de varemængder, der i året 1837—38 blev solgt ved kolonien Sukkertoppen: Shirting, trykket ............ alen 73 Hørlærred .................. - 215 Lærred ..................... — 135 Shirting ..................... — 751 Hampelærred ............... - 388 Bomuldstøj .................. - 28 Sirts, moderne............... - 275 Vadmel, hvidt ............... - 96 Trøjer, færøske, jyske...... stk. 96 Bukser, sejl- el. ravndug ... — 15 Ravndug ..................... alen 603 Krudt ........................ pd. 316 Bly ........................... - 462 File ........................... stk. 113 Synåle, slebne ............... — 6783 Ulomikker .................. — 54 Pilejern ..................... - 33 Kamme ..................... — 44 Knive ........................ - 45 Sakse ........................ - 15 Dukketøj ..................... - 2 Violinstrenge ............... — 31 Thekedler .................. - 8 116 Kaffekopper ............... par 162 Tallerkener .................. stk. 56 Sæbe ........................ pd. 8 Granstager .................. stk. 2 Brædder ..................... — 76 Kaffe ........................ pd. 2807 Kandis ..................... - 1275 Sukker........................ - 176 Svedsker ..................... - 86 Rosiner ..................... — 62 Risengryn .................. — 4566 Tobak ........................ - 1234 Handelen havde også alle handlendes dilemma: Skal man sælge billige og ikke så fine varer — eller dyre og gode. Det har jo været en almindelig tro, at grøn- lænderne var nogle naive naturbørn, som man kunne prakke alt på, også dårlige varer, men købmændene klager gentagne gange ligefrem over grønlændernes store pris- og kvalitetsbevidsthed. Dels måtte de jo bruge varerne på deres meget iso- lerede steder, hvor de kun vanskeligt Tcunne erstattes, og derfor var de natur- ligvis meget interesserede i kvaliteten, dels var grønlænderne gennem lang handel med hvalfangere af forskellig slags blevet drevne handelsfolk, der kendte værdien af deres og købmandens varer, så de var slet ikke så nemme at snyde, som man har troet. Som eksempel kan nævnes uperna- vikkerne, der skønt afsides boende og nys koloniserede allerede omkring 1780 var så prisbevidste, at en forhøjelse af tobaksprisen afstedkom stærke reaktio- ner. Da assistenten meddelte fangerne de nye priser, „blev de ligesom despe- rate og omringede ham". Og da stignin- gen blev begrundet med kongelig ordre, [17] Hæktrawleren „Påmitit". J./««*- Foto: S. Abrahamsen "(19fl). erklærede grønlænderne, at „når de ikke nu fik lige så meget for deres skindvarer som tilforn, da ville de ikke lade den store herre (kongen) få et skind". Og der blev ikke indhandlet eet stykke skind, så købmanden måtte genindføre den gamle pris. Samme købmand blev også tvunget til at hjemsende 29 blikkedler, der var blevet rustne og derfor ikke kunne sæl- ges til grønlænderne, „da de er meget nøyeseende på varer, der har taget skade." Reaktionerne viser også, hvor svært det kunne være for KGH at forhøje priserne på luksusvarer for at dæmpe forbruget. Et særligt problem havde købmændene med at udvælge de grønlændere, der skulle gøre tjeneste ved Handelen. Både for KGH selv, samarbejdet og arbejdets udførelse var det selvfølgelig en fordel at ansætte de dygtigste og flittigste grøn- lændere, men da disse som regel sam- tidig var de bedste og mest effektive fangere, skadede man erhvervet ved at ansætte dem. Og Handelens ledelse på- 117 [18] lagde da også konsekvent købmændene kun at ansætte de dårlige fangere, så der ikke gik noget fra det bærende erhverv. Men det var fristende at se væk fra pålægget og ansætte de dygtige folk, specielt da man begyndte at grønlandi- sere Handelen og overlade nye og an- svarsfulde poster til grønlænderne. Kritikken af KGH. I tidens løb er der rettet meget og skarp kritik mod Handelen. I ovenstå- ende er nok nævnt de fleste af de punk- ter, hvor kritikken kunne sætte ind: Blottelsen af Grønlænderne ved plyn- dring for nødvendige varer, stift og dyrt handelssystem, udygtighed, for dårlige varer, magtmisbrug, ødelæggelse af er- hvervet ved brug af dygtige fangere, fordærvelse af befolkningen med luksus- varer, formynderi, snyderi, brutalitet, for lave priser til grønlænderne o. s. v. Der skal ikke her søges at se væk fra alle disse forhold, som der sikkert tit har været grund til at kritisere. Men i anledning af fødselsdagen har jeg lyst til ikke at trampe mere i dem, men i stedet nævne nogle enkelte forhold, som man må have med i betragtning, når man skælder ud på den historiske handel — som en slags forklaring og måske i visse tilfælde undskyldning: 1) Da KGH begyndte sin virksom- hed, var det ikke længere spørgsmålet, om der skulle være handel eller ikke, — men om hvordan den skulle være. Man kan altså ikke bebrejde KGH, at den handlede, for det var den sat til at gøre. 2) Kritikken er som oftest kommet fra Handelens fødte fjender — dels de private købmænd i København, dels de 118 rivaliserende missionærer og endelig fra handelspartnerne, grønlænderne, der som før fortalt naturligvis tit måtte komme i modsætningsforhold til KGH. 3) De lange afstande, den lange rejse- tid, den totale isolation gjorde enhver effektiv kontrol særdeles vanskelig og langsommelig. 4) Den samme faktor gjorde det meget svært at bevare varernes kvalitet, når de skulle fragtes i måneder i fugtige og saltvandsgennemtrukne lastrum. De kolde og tit fugtige butikker og lager- rum i selve Grønland virkede i samme retning (samtidig med at de systematisk ødelagde de ansattes helbred). 5) Der var naturligvis altid stor for- skel på den pris, en grønlænder fik for sit skind og den pris, Handelen senere fik for skindet i København. Men når man betænker, hvor meget en liter mælk eller et æg idag stiger i Danmark på den korte og hurtige vej fra bonden til mælkeudsalget, kan det egentlig ikke undre, at det samme gør sig gældende i endnu stærkere målestok for en vare, der skal hentes i robåd i døgnlange sej- ladser ude på afsides grønlandske bo- pladser, derefter fragtes i måneder over Atlanten med stor fare for forlis, inden den kan landes og behandles og sælges i København. 6) Handelen har tit måttet fungere efter politiske direktiver, som den ikke selv har sympatiseret med. 7) Man må ved bedømmelse af Handelens gerninger hele tiden betænke, hvad alternativet hertil i givet fald ville være, nemlig i bedste fald det danske private handelsinitiativ på koncessions- basis, — i værste fald fremmede handels- [19] folk på togter i Nordatlanten, sådan som det var tilfældet hos eskimoerne i Labrador. Alle skavanker til trods betød KGH dog en vis beskyttelse af grønlæn- derne mod total udnyttelse og ødelæg- gelse, en vis kontrol med, hvad der skete. Og det er sikkert ikke tilfældigt, at trods nyordning og modernisering arbejder KGH stadig på sin gamle ar- bejdsplads, og gør det — og har i årtier gjort det — under den lidet inspirerende devise: „Egentlig ville vi gerne være fri for jer — men vi kan bare ikke helt und- være jer." Men også i det ligger der en anerken- delse, som er ikke helt ringe endda. 119 [20]